I

Øv! Nu blæste det op. Så blev det svært at holde på teltdugen.
   Han begyndte at lede efter en sten, men så kom han i tanker om sin guitar, den var tung nok. Han lagde den på et hjørne, så teltdugen blev holdt fast.
   Bare Leif dog snart ville komme! Der var vel lang kø ved campingregistreringen som sædvanlig.
   Nu kom en forholdsvis ung fyr med skæg. Man kunne se, at han var festivalkontrollør på hans badge med Tønderfestivallogoet
   "Nå, du. har fundet dig en god plads, ser jeg. Har du betalt?"
   "Min kammerat er henne og betale i registreringsteltet, han kommer om lidt med vores mærke."
   "Godt, det stoler jeg på. Hav en god weekend."
   "I lige måde."
   Manden gik videre og så på teltene og campingvognene.
   Nu var det med at få sat de første pløkker i. Det var ikke det sværeste,
   Himmelen var højblå, der så ikke ud til regn lige med det samme. Det var bare lige blæsten, der var irriterende. Fra de store koncerttelte hørtes lyde af lydfolkenes testning af lydanlæggene. Et sted over bag en campingvogn lod der radiomusik. Der lød kobrøl ude fra engen. Fra et andet telt lod der levende musik, nogle bekendte havde fundet sammen og holdt en spontan jamsession. Han længtes et øjeblik efter at gå over og være med, men teltet skulle jo rejses, ellers risikeredie de, at pladsen blev snuppet. Han trak vejret dybt ind for lige at nyde duften af græs og begyndte på de første pløkker. Efter pløkke nummer tre dukkede Leif op og viftede med reservationsmærket i højre hånd.
   "Så er den i vinkel, John," sagde han. "Jeg kom også igennem den lange kø i klubteltet. Det var bare fedt, du gamle, vi fik en time fra 17 til 18 lørdag."
   "Skidegodt."
   "Det giver lige lidt flere tilhørere ude på stien. Men du vil vel gerne ind og høre California og de der to bluesfyre lørdag aften?"
   "Ja, meget gerne, hvis der er billetter til dem."
   "Jeg vil nu hellere høre Mary Black, jeg er her jo ikke søndag aften til afslutningskoncerten, hun synger bare tærskelækkert."
   Han begyndte at hjælpe John med teltrejsningen. Nu kom det værste: at få selve teltet op og stå. De havde nogle sjove historier fra de tidligere års festivaler, selv om der var nogen af dem, den ene helst ikke snakkede om.
   "Nu er det spændende, om koncerten i aften har uafhentede billetter?" sagde Leif.
   "Ellers vil vi hygge os på Hagges, pub."
   "Det er heller ikke det værste."
   Egentlig var det torsdag og festivalen startede først fredag, men dette år var der koncert i den store Tønderhal i anledning af Vadehavsfestivalen. Den var blevet hurtigt udsolgt, men de tog chancen.
   Deres opsætning af teltet tog tid, især fordi John gled, da han var inde og sætte en pæl i jorden og ikke kunne vikle sig ud af teltdugen. Det blev en ny historie, som han nødig talte om, men det lykkedes, og nu var det bare om at få instrumenterne indenfor: Johns to guitarer og Leifs mandolin, violin og harmonika.
   "Pyh, det var en lettelse," sagde John idet han kradsede på sin hage, der havde daggamle skægstubbe. Hans hår var lige så mørkt som hans kammerats, men det var glat og halvlangt. Leif havde et højt ansigt med en skarp hage og brune øjne. John havde et rundt, blødt ansigt og grå øjne.
   "Jeg er så sulten, at jeg kunne æde en hel hest," sagde Leif. "Nu skal jeg varme noget til os."
   "Jeg har nu lige lyst til at gå over og spille sammen med dem derovre."
   "Gør du bare det, jeg kan ikke spille bluegrass, kald på mig, når nogen spiller spillemandsmusik eller irsk/skotsk."
   "Okay."
   John tog sin almindelige seksstrengede op, stemte den og gik så over til det sted, hvor jammusikken kom fra. Det var nogle bekendte fra et stævne, han havde været på i foråret.
   "Hej, John," råbte drengen med banjoen.
   Den ældste med violinen smilede. "Nå, det var da dejligt at få lidt guitarakkoapagnement, hvad skal vi så spille?"
   "Lad os tage Dim Ligths, Thick Smoke."
   "Ja, lad os få den."
   De kastede sig ud i den gamle countryklassiker, og derefter i det ene nummer efter det andet. Et par andre festivaldeltagere standsede og så på dem med et smil. John glemte alt om tid og sted, indtil Leif lagde hånden på hans skulder.
   "Du må ikke glemme tiden, jeg har gemt noget mad til dig, den er varm endnu."
   "Godt, jeg kommer nu. Hej med jer, det var hyggeligt at se jer igen."
   John måtte sluge maden i en fart og derefter begav de sig til Tønderhallen. De passerede langs åen med det lille springvand, som hvert år gav dem en genkendelsens glæde.
   "Kan du huske sidste år, da det øsregnede hele tiden?" spurgte han.
   "Ja, føj for en ulykke. Det blev et rent mudderbad."
   "Det siges være sundt for dårlige rygge."
   "Ja, men sådan en har vi ikke."
   "Forhåbentlig ikke. Det er dødssygt bare at sidde og kukkelure på cafeer og vente på, at det bliver koncerttid igen."
   "Det er mere end dødssygt, ikke noget med at komme ud til Vadehavet eller til Tyskland.
   "Anden gang jeg var her før vi mødte hinanden gled jeg på kanten af den ene grøft og rutschede lige ned i vandet, Og der havde jeg glædet mig over at have haft en tør festival."
   De lo begge.
   Køen ved Tønderhallen var lang. Der var ikke åbnet endnu. Køen ved billetsalget var rimelig kort.
   "Her er heldigvis ikke mange," sagde Leif.
   "Ja, men hvis hver af dem skal have to eller fire billetter, så kan de billetter snart få ben at gå på."
   Det summede i forhallen af samtaler. Endelig blev der åbnet og køen begyndte at bevæge sig ind i hallen. Den blev ikke mindre af den grund, der kom hele tiden nye til bagude.
   "Det bliver ikke de bedste pladser vi får."
   De stod lidt tavse og ventede. Endelig blev der åbnet, men det var ikke de to musikeres heldige dag. Da de nåede frem, var billetterne solgt.
   "Nå, du, lad os så gå over på Hagges og få en kold bajer."
   "Ja, lad os det."
   De gik den lange vej gennem byen, det var begyndt at blive halvmørkt. De gik op ad bakken forbi vandtårnet og hen langs med den brede gade, hvor museet prydede hjørnet med sine røde mursten, indtil de var næsten ved gågaden.
   Efter mange års tradition for at deltage på festivalen kendte de byen lige så godt som København, hvor de begge var født og opvoksede. Så havde de endda mødt hinanden ved en festival i Sverige som attenårige, hvor de havde besluttet at danne et par. De drømte nu om at få en bassist med. I et lille årti havde de spillet på værtshuse og på amatørscenerne på diverse festivaler. Begge drømte om at blive semiprofessionelle, især fordi de begge havde et job som de anså for dødssyge lortejobs, men det var svært, især nu, hvor folkemusikboomet fra 70'erne var drevet over.
   John spurgte tit sig selv, om de så ville nyde at spille? Så blev det rutine. Det var en glæde efter en lang arbejdsdag at sætte sig med instrumentet og lade tonerne få lov til at afstresse sindet. Det var en glæde at mærke et nyt stykke tage form og lyde som det skulle. Tænk hvis det var et pres at skulle holde det ved lige.
   Nu havde Leif endda været heldig, han havde fået et års engagement i Edinburgh. John glædede sig på hans vegne, men han glædede sig ikke ligefrem til at optræde alene.
   De trådte ind på Hagges pub, hvor luften var tyk af cigaretrøg. Det hørte med til forholdene. Han havde ofte problemer med den røg, når han sang på scenen.
   En kraftig mand med langt rødt skæg sad og sang en gammel dansk vise. De fik lige plads ved et bord for fire og bestilte to fadøl. De sad lidt i tavshed med fadøllet foran sig og lyttede åbent til visesangeren.
   "Han lyder næsten som Cæsar," sagde Leif.
   "Ja, det var vist også en af hans: hits han sang før."
   "Den med den uheldige mand?"
   "Ja, netop."
   Som sædvanlig, når han havde drukket øl, skulle John ud og lade vandet. Det var det værste ved øl, ellers kunne han godt lide det. Toiletgulvet derude var fyldt af aftryk fra mudrede sko. Da han vaskede hænder, følte han trang til at tage lidt vand i ansigtet.
   Han gik ind igen og fik sig mavet igennem en prop af mennesker til sit bord.
   Leif var ikke alene mere. Der sad en pige ved deres bord. Det gav et ryk i John. Hendes spinkle bygning var lige ved at få ham til at antage hende for en teenager, men de spinkle rynker ved øjnene afslørede noget andet. Det var netop disse øjne, der gjorde ham usikker. De var store og sorte som hendes ravnsorte hår, der lob i en skinnende strøm ned over hendes hvide bluse. Hendes højre kind var arret efter den for længst overståede filipensalder, der ikke havde været god ved hende. Den venstre kind var helt glat.
   "That's my friend and partner," sagde Leif.
   John satte sig. Heldigvis, for ved det smil, hun sendte ham, kunne han ikke stå på sine ben længere. Hun havde små smilehuller.
   "Hello, I'm Sharon."
   "II'm John."
   "Det er let for mig at sige," lo hun. "Du spiller guitar?"
   "Ja."
   "Din ven har lige fortalt om jeres samarbejde, du er også fra Copenhagen?"
   "Ja, og hvor kommer du fra?"
   "Ireland."
   "Oh, that's great. Vi elsker bare irsk musik. Hvor i Irland."
   "Pomeroyområdet."
   "Der hvor O'Carolan' levede?"
   "Nej, kender I ham?"
   Leif brød ind.
   "Min dygtige ven her spiller nogen af hans harptunes ' som er bearbejdet for guitar."
   "Det vil jeg gerne høre. Skal I spille her på et tidspunkt?"
   "I klubteltet lørdag fra 17 til 18."
   "Så kommer jeg og hører jer. Jeg skal synge her i pubben i morgen aften fra kl. "1."
   "Vi kommer og hører dig," sagde Leif.
   "Tag jeres instrumenter med, så inviterer jeg jer op og spille noget med mig. Kan I Hard Times og Glasgow Lullabye?"
   "Det kan vi."
   "Så kan I jo komme op og spille den med dig."
   "Great idea!" sagde de begge.
   "Alle tiders chance for os," sagde Leif på dansk.
   "Han synger sjovt, ham Rødskæg," sagde hun. "Hvad synger han om?"
   John gav en forklaring. Hun lyttede åbent til ham. Hendes blik flakkede mellem dem, når hun snakkede med dem.
   "Tænker I på at komme til Irland?" spurgte hun.
   "Jeg har fået engagement et år i Skotland," svarede Leif.
   "Great. Der er mange gode musikere at lære noget af."
   John følte sig lidt trykket. Han havde aldrig været snakkesalig, det var altid Leif, der førte ordet, og de to kunne snakke sammen. John faldt et øjeblik væk i sine egne tanker.
   "Hvad siger du, John?"
   "Øh, hvad?"
   "Vares irske veninde her vil så gerne se Vadehavet. Hvad siger du? Skal vi ledsage hende i morgen?"
   "God ide."
   Tænk at skulle se hende igen i morgen allerede.
   Rødskæg annoncerede, at han nu ville synge den sidste sang før i aften og kastede sig ud i en vise med et lystigt omkvæd, som alle tilhørerne omgående faldt ind i. Sharon lærte meget hurtigt at synge det på gebrokkent dansk og spurgte bagefter om, hvad det betød. Efter sangen blev der klappet frem til et ekstranummer. Efter dette ekstranummer sagde Sharon, at hun ville gå hjem og sove på sit hotelværelse. De aftalte at modes ude ved busterminalen næste dag.
   Leif havde lyst til en øl mere, men John følte trang til at gå hjem og sove. Sandheden var, at han gerne ville være alene lidt. Han gik ned langs den hækbevoksede fortov mod festivalpladsen og fandt med sin lommelygte teltet igen.
   Han fandt tandbørsten frem og gik til badeteltet, hvor han børstede sine tænder. På et eller andet tidspunkt ville Leif komme og forstyrre, men 1ige nu var det de nyankomne, der var ved at rejse deres telte, holdt ham vågen med råb og skrig.
   Han ville måske være vågen alligevel, fordi han forsøgte at benægte for sig selv, at der var sket noget særligt i dag. Han kunne bare ikke lade være med at tænke på hende. Leif kunne snakke med hende, han var så god til at kommunikere med folk. Det var altid Leif, der ordnede at de fik et sted at spille og et sted at sove. Han ordnede det fint med den lille beværtning, som de spillede på og holdt sig gode venner med stedets ejer.
   John vendte sig rundt en gang mere og prøvede med et suk at overbevise sig selv om, at det ikke var noget. Bare en pige han havde set på en pub i Tønder, ikke andet.
   Alligevel sukkede han.
   Nu kom Leif endelig. Han havde fået en kende for meget og grinede fjoget.
   "Hold så op med det dumme grin og læg dig og få sovet den bøhmand ud!"
   "Nå, slap nu af, makker!"
   John stønnede. Deres makkerskab kunne sommetider minde om et ægteskab med små irritationer over uvaner, skænderier og forsoning. Hvor ofte havde de ikke snerret af hinanden, når den anden gik senere i seng og vækkede den, der var sovet ind, af sin sødelige søvn?
   Nu kastede Leif sig ud i en vittighed om to mænd, der spiste bræk.
   "Den tager vi til middagsmaden i morgen!" sagde John skarpt.
   Deres værste problem var deres forskellige humoristiske sans.
   Endelig sov Leif ind og snorkede, og John sov ind, da han var træt nok til det.


II

Han kunne dårligt nok få øjnene op. Der duftede af vådt græs, men teltdugens plastlugt blandede sig i det.
   Det var for lugtesansen, hvad det var for hans øre, når naboen derhjemme begyndte at spille heavy metal lige midt i, at han havde noget blød musik på grammofonen. Endelig fik han øjnene op. Der havde dannet sig en lystrekant på teltets østvendte side. Der blev nok dejligt vejr til en tur til Vadehavet. Sammen med Sharon.
   Han tog sig lige til brystet, det trykkede. Han sagde til sig selv, at han kun havde mødt hende en gang.
   Han hev i lynlåsen, den sad fast. Endelig gik den ned, og han fik sig hevet op og stak hovedet ud og trak vejret dybt ind. Vådt græs, kolugt ude fra engen. Der susede af insekter i luften. Han hoppede ud på sine bare fødder, fiskede trangiakøkkenet frem og varmede vandet til morgenkaffe. Derpå stillede han sig i teltåbningen og efterlignede lyden af en trompet, der blæste morgenreveillen for soldaterne.
   "Så star vi op, menig Leif!" råbte han med et stort grin.
   "Du kan selv være menig!" knurrede Leif fra sin lyseblå rygsæk.
   "Der er morgenmad!"
   "Det er da godt for dig."
   John rystede på hovedet og fortsatte tilberedningen af morgenmaden. Det var altid et besvær at få skåret skiver af franskbroddet under disse forhold.
   Endelig kom Leif ud. Tømmermændene satte tydelige mærker på hans ansigt. "For satan, jeg skal altså lige have en pille."
   Han vaklede af sted mod vasketeltet. John sad lidt tilbage og tænkte. Siden i aftes var der kun en ting, han tænkte på, så snart han havde mulighed for at lade tankerne flyde frit. De blev ofte krydret med de strofer fra de kærlighedssange, som de to havde på repertoiret. De kunne spille i hjernen som en plade, der kører i samme rille, men han prøvede at dæmme op for strømmen ved at sige, at hun boede på den anden side af Vesterhavet og sikkert havde en fyr der. Desuden var det Leif, som hun kom bedst ud af det med.
   Det nyttede ikke at dæmme op på den måde. Hvor han endnu i aftes havde solet sig i tanken om, at han skulle se hende igen, så følte han sig nu tungsindig. Tænk at skulle føle sig sådan på denne weekend, som han betragtede som årets højdepunkt.
   Han blev forstyrret i sine tanker af Leif, der vendte tilbage og stadigvæk så lidende ud.,men han satte sig dog ned og lavede noget pulverkaffe i sit krus og smurte sig nogle skiver. De havde byttet roller her til morgen. Gid det kunne holde til de mødte Sharon ved bussen, men så var panodilen nok begyndt at virke.
   Endelig fik de spist færdig og fik ryddet op efter deres morgenmad, og panodilen begyndte at sætte Leifs ansigt i mere glatte folder. Nu var flere af børnene fra deres nabotelte begyndt at hoppe ud omkring teltene for at lege. De to venner begyndte at gå over den store festivalcamp, hvor der herskede travlhed for at få gjort det hele færdigt til den officielle start på festivalen denne weekend.
   Busterminalen stod der og lignede sig selv og fik dem begge til at fole sig hjemme igen. Efter mange år på samme festival var Tønder blevet den anden hjemby. De vidste også præcis, hvilken bus, de skulle med til Møgeltønder, men nu skulle de møde en tredje person ved indgangen til ventesalen. John genkendte også på afstand det lange hår, der flagrede i vinden som en sort fane. Han havde sunget en sangstrofe under den spontane jamsession aftenen i forvejen: My heart skips a beat/when you're walking down the street/I got a trembling in my knee. Det passede nu, det blev voldsommere, jo nærmere de kom. Hun vendte sig om og fik øje på dem. "Dav," sagde hun i et forsøg på at sige det på dansk, det lod norsk i tonen.
   "Dav," hilste de begge to. John opdagede, at hans stemme var blevet grødet, så han rømmede sig og kom til at rødme.
   "Tænk, jeg er på tur med to udenlandske mænd, som jeg ikke engang kender, det ville ikke falde i god jord i mit katolske hjemland."
   Hendes fnisen gav indtryk af, at det var en skolepige, de var sammen med.
   "Nå, hvilken bus skal vi så med," sagde hun.
   De to danskere sagde nummeret i munden på hinanden og begyndte at gå over mod det rette stoppested. John kunne ikke få øjnene fra hende og var lige ved at falde over en fortovskant. Bussen var ved at gasse op til at køre. De tre hoppede ind under et par fjantede lyde, der fik dem til at virke ti år yngre, og de løb ned bag i bussen, hvor de kunne sidde sammen på bagsædet.
   Bussen satte sig i gang og korte ud af den lille danske marskby og ud langs det velkendte danske agerland, hvor høsten var i gang.
   "Sommeren er ved at være forbi," sagde hun og begyndte med dæmpet stemme at synge The last rose of Summer. Begge de to danskere havde sunget tenor og bas, i kor og kunne en stemme til denne irske folkesang og stemte i. Et par stykker i bussen vendte sig og smilede venligt til den spontane trio, men et par stykker havde et olmt blik, og på et tidspunkt så de et formanende blik fra chaufføren i bakspejlet, der straks fik dem til at holde inde.
   "What a lovely country!" sagde hun henført. "I har meget landbrug?"
   "Ja, det har vi," sagde Leif.
   Bussen drejede på et tidspunkt voldsomt, så hun uvilkårligt svajede mod John. Han kunne næsten ikke bære det.
   Bussen susede ind i Møgeltønder, hvor husene på afstand lignede små modelhuse af typisk danske huse fra en modeljernbane. Stråtagene i de mange variationer rejste sig som en gæstfri velkomst mod dem på baggrund af den højblå himmel.
   "Oh, that's lovely!"
   Hendes mørke øjne voksede. Bussen stoppede og de steg ud. Hun kiggede sig henført omkring.
   "Wonderful!"
   Da de havde gået op og ned ad gaden et stykke tid, blev de enige om at tage til en grænseby for at se den tyske grænse. Heldigvis lykkedes det dem at komme dertil på tommelfingeren.
   "Nu skal jeg vise dig grænsen," sagde Leif og begyndte at gå ned ad landsbyhovedgaden. Endelig kom de til den berømte gade med grænsemarkeringen på et par brosten. Sharon gik lige over den.
   "Når jeg kommer hjem, kan jeg sige, at jeg også har været i Tyskland."
   En høj tysk grænsebetjent med et cykelstyroverskæg, der ledte tankerne hen på Bismarcktiden, kom gående.
   "Guten tag. Passkontrolle!" sagde han i en bøs tone, der gjorde tanken om Bismarcktiden endnu mere nærliggende. John oversatte til engelsk, og straks fik de alle tre deres pas frem og viste dem til ham.
   "Danke schön."
   Da han var gået, karakteriserede de to danskere ham hurtigt som en rigtig preusser.
   "I mit hjemland ville vi kalde ham en rigtig Tommy," sagde Sharon.
   "Efter Kiplings digt om den engelske soldat," sagde John.
   "Nå, det kender I også. I ved en hel del mere om den engelsktalende verden end mange andre. Da jeg før festivalen rejste rundt langs Vestkysten af jeres land, var der mange, der omtalte mig som engelsk eller britisk. Der var et sted, hvor jeg blev afvist, fordi jeg var irsk. De ville ikke give noget til folk, der førte religionskrige."
   "De kan ikke se forskel på Irland og Nordirland," konstaterede John.
   "Ttydeligvis ikke."
   Leif kunne ikke dy sig for at fortælle om, at de på et værtshus i byen for et par år siden havde siddet og snakket med en canadier, og så havde værtshusholderen sagt til ham, at han havde Ronald Reagan til præsident.
   "Han så noget olm ud."
   De lo alle tre.
   "Men vi bliver jo også taget for at være svenskere rundt om i verden," sagde Leif med et skævt grin.
   2Er i ikke det," sagde hun skælmsk og fnisede.
   "Kom nu ikke for godt i gang, miss Sharon," sagde Leif og daskede sin jakke imod hende. Hun udstødte en lille latter.
   "Men det var vel Vadehavet, vi skulle se," sagde Leif.
   Hun nikkede, og igen ved hjælp af tommelfingeren kom de til Højer og gik ud i selve marsken, hvor den friske lugt gav lyst til at tage en dyb indånding. Havfugleskrigene lod i det fjerne. Diget rejste sig foran dam og mindede om, at det ikke var ufarligt at leve i dette område, hvor naturkræfterne spillede frit hen over havet. De gik op ad trappen til toppen af diget og stod nu og kiggede ud over den fugtige våde sandbanke, der gav sølvagtigt genskin af solens stråler. Sharon blev helt væk igen.
   "It's just lovely!"
   Her stod de og nød synet, de to danskere med genkendelsens glæde, Sharon mad førstegangsoplevelsens overvældelse.
   John faldt væk i sine egne tanker. Han forsøgte at tale til sig selv med sin fornuft imod sine brusende følelser, som var lige så svære at styre, som det tidevand Vadehavet var kendt for.
   Nu startede en ny sangstrofe inde i hjernen: the water is wide, I cannot swim over, neither have I wings to fly. Give me at boat, that can carry two ... Det ville højest blive en sommerromance for ham, men det blev vel Leif, der fik den. Hvad så, det bliver næppe længerevarende med den afstand, som er mellem dem.
   Når hun så hen på ham, brød tidevandet igennem diget. Argumenter var et dårligt dige. Det var som om det var i det fjerne, han hørte dem snakke sammen. Han ville ikke høre for meget af hvad de sagde.
   Han sukkede.
   De begyndte at gå tur langs: kysten.


III

Gågaden i Tønder susede af liv. Alle var på vej mod torvet, hvor den officielle åbning skulle finde sted. Langs vejen stod musikanterne med hver deres musik, og dem, der gik igennem gågaden i dag, oplevede serier af musikalske fragmenter undervejs. En Bob Dylansang blev afløst af indiansk fløjtespil, der igen blev afløst af spillemandsmusik, der igen blev afløst af en skotte, der spillede på drejelire og sang sit hjemlands vemodige sange.
   Nede ved torvet stod folk tæt stimlet sammen, så ingen kunne bevæge sig uden at træde hinanden over tæerne. Den store Tuborg-vogn var fyldt op med højttalere og mikrofonstativer. Drejede man hovedet kunne man se Kristkirkens spir pege mod himlen, statuen af byfogeden kiggede strengt ud over mængden.
   Endelig stod en ung lyshåret pige frem og erklærede festivalen for åbnet, hvorpå Tønders borgmester gik til mikrofonen og snakkede om, hvor vidunderligt det var når denne lille by i et sydligt hjørne af Danmark kunne være rammen om så stor en musikfestival. Der var ikke megen tålmodighed at spore i menneskemængden, der ventede på at musikken skulle starte.
   Endelig var borgmesteren færdig, og bandet gik på scenen og stemte i med en gang højrøstet folkrock, der fik de ældre i mængden til at trække sig. Flere af de unge fik da plads til at hoppe rundt til musikken, hvad de benyttede sig af.
   Oppe på den øverste balkon i restauranten sad de heldige, der kunne sidde og kigge hen over hovederne på alle de sammenstimlede og se lige ned til bandet. Der sad de tre, der lige havde været ved Vadehavet, og kiggede ned. De havde hver et glas fadøl foran sig.
   "De spiller for højt efter min mening," sagde Sharon. John nikkede.
   "Det er ikke Fairport Convention," konstaterede Leif, "men det er selvfølgelig også meget at leve op til."
   Da Sharon var nået til bunden af sin fadøl, sagde hun til sine nye venner, at hun gerne ville tilbage til hotelværelset og øve sig, inden hun skulle på scenen i pubben. De lavede en aftale om, hvornår hun skulle invitere dem op.
   "Jeg må også hellere øve lidt," sagde John og rejste sig.
   I forvejen plagedes han umanerligt meget af lampefeber. Det blev ikke bedre af den situation, som han skulle spille under. Samtidig trængte han også til at være alene. Han længtes efter at festivalen skulle slutte. Ikke fordi han ønskede, at festivalen var forbi, men fordi han håbede, at hun ville give dem begge et afskedsknus. Han glædede sig til det som de fattige glædede sig til en af smulerne fra de riges bord.
   Han nåede tilbage til teltet og satte sig til at spille på sin guitar. Det første nummer som han tænkte på, var Mountains of Pomeroy. Bare fordi den havde navn efter Sharons hjemegn. Melodien virkede beroligende på ham.
   Da han havde spillet den igennem to gange, opdagede han, at der stod et ægtepar i fyrrerne udenfor teltet og kiggede.
   "Vi standsede lige og lyttede lidt," sagde manden, "vi syntes det lod så kønt."
   "Tak skal I have, hvis I har lyst til at høre mig sammen med min partner, så er vi i klubteltet i morgen klokken 17."
   "Ja, det skal vi da tænke på," sagde kvinden. Hvor længe har du spillet?
   "Siden jeg var tretten."
   "Vi har en søn, der gerne vil lære at spille, vi ved ikke rigtig, hvor vi skal sende ham hen."
   "Hvor gammel er han?"
   "Femten."
   "Det er en lærenem alder."
   "Ja, det er nok rigtigt."
   Det endte med at blive en længere snak. Leif dukkede op.
   "Nå, er det sådan, du øver?" sagde han.
   De lo alle fire. John forklarede lige ægteparret, at de skulle medvirke som gæstemusikere i Hagges pub samme aften. De lovede at komme og høre dem. Leif havde købt noget mad til dem, og gjorde John opmærksom på, at han skulle huske at skaffe billetter til den koncert, som han gerne ville til lørdag aften. John tog det til sig og gik ned til billetsalget. Han var mere heldig end de to havde været ved foregående aften. Så vidste han da, hvad lørdag aften skulle gå ned.
   Hvad mon Sharon ville lave lørdag aften?
   Uanset hvad han lavede, så var det hende, der dukkede op i tankerne. Alle de vendinger, som han hidtil havde opfattet som banale, løb gennem tankerne. Nu skulle han op og spille med hende på scenen. Gid det var overstået.
   En time havde hun i pubben, og i den tid kunne han sidde og se på hende uden at det af ledte hans opmærksomhed unødigt fra noget, men hvad ville der ske, når han gik på scenen? Bare han dog aldrig havde sagt ja til det. I morgen skulle de gentage det i klubteltet. Hvad havde han dog rodet sig ud i?
   Klokken nærmede sig halv ni. Han havde ondt i maven og fortrød, at han havde spist grillmad til middag.
   Pubben, var som sædvanlig fuld af mennesker. Det var festivaldeltagere, der ikke havde billetter til nogen af aftenens store koncerter og gik på en af pubberne eller værtshusene for at gribe i lykkeposen. John og Leif sad med deres instrumenter og prøvede at ligne sådanne festivaldeltagere, det hele skulle se spontant ud. Johns knude i maven strammedes til.
   Nu trådte Sharon ind på scenen ned sin guitar. Hun havde skiftet tøj. Hun var klædt i en rødblomstret knækort kjole og havde sat et hårbånd i håret af samme farve. Hun så overjordisk fin ud.
   "Hello, I'm Sharon. I'm going to sing some Irish folksongs and some new modern folksongs for you."
   De små sprøde guitartoner anslog tonen, og hun kastede sig ud i en sørgelig kærlighedssang. Hendes stemme var fuld af kraft, når hun sang i modsætning til når hun snakkede. Der var ofte forskel på folks sangstemmer og deres talestemmer, det havde John erfaring for. Denne gang var kontrasten stor, men hendes smil og blik var det samme, og kombineret med sangen hensatte det John i en følelse af, at han skulle besvime. Han hørte hende fortælle i sit hjemland om en dansk idiot, der havde optrådt med hende og bøffet det fuldstændigt. Rædselsfuld tanke.
   Så snart hendes sang ophørte, bragede bifaldet hende i møde. Kun nogle få stykker fortsatte ned at snakke, resten lyttede intenst til hende. Hun sang derefter en sang på det gamle irske sprog gælisk. Hendes stemme talte for sig selv, uanset om man forstod hvad hun sang. Knuden i hans mave forsvandt, for hendes sang hensatte ham i en tilstand af nådig glemsel. Hvor han dog ønskede, at det ville blive ved ned at være sådan.
   "You are the call, I am the answer, you are the wish and I am the way..."
   Glemselen blev snart brudt, da hun nævnte, at der var to danske venner til stede denne aften. Hun ville invitere dem op til at spille med hende. Begge rejste sig, gik op og fandt deres plads ved et par mikrofoner. Leif havde taget mandolinen frem, John stod stadig og stemte. Han svedte i hænderne, da Sharon annoncerede, at de ville give en gammel Stephen Foster-sang, Hard Times Come Again No More. Da Leif ikke var helt færdig med at stemme mandolinen, lagde John an ned et forspil af bløde guitartoner efter at have serveret den gamle vits om, at mandolinister bruger den ene halvdel af tiden på at stemme og den anden halvdel på at spille ude af stemning. Da hun havde sunget første vers, kom Leifs mandolin med, der lagde sig som en perlerække omkring den iørefaldende melodi. John blev pludselig grebet og improviserede en sungen andenstemme til det andet omkvæd. Hun gjorde et kast ned hovedet for at få ham til at komme hen til mikrofonen, så alle kunne høre det. Stenene i hans mave var blevet til vand, der lob ud af kroppen. Han var på toppen af verden, hævet over al frygt.
   Da sangen var færdig, brusede bifaldet endnu engang. Det var sjældent ved disse puboptrædener, hvor folk ikke lyttede så intenst som i hallerne og teltene. Nu annoncerede hun næste sang, en sang om en kvinde, der var gift ned en alkoholiker. Denne sang gik igennem uden andenstemmer fra de to danskere, men begge gjorde deres yderste for at pynte den med deres musikalske formåen. "Who wants to be a drinking mans wife, none but a silly woman."
   På et tidspunkt knækkede stemmen over, John skævede til hende. Hun syntes at holde følelser i ave. Det lykkedes hende at gennemførte sangen og høste det samme store bifald.
   "Thanks for listening," sagde hun med et start smil og vinkede, men bifaldet var taktfast. Der var ingen vej udenom, de måtte op igen.
   "Hvad kan I?" hviskede hun til dem.
   "Your daughters and sons," hviskede John tilbage.
   Hun foreslog, at de skulle synge et vers på skift. De nikkede. Hun begyndte at fortælle lidt om sangen. John kunne ikke tro det. De havde fået succes med det, som, han for bare et kvarter siden havde mest lyst til at flygte fra.
   De satte i gang med den nordirske fredsaktivistsang, og da der var folk tilstede, der kendte den, gjorde John en håndbevægelse ved andet omkvæd, så fællessangen fyldte pubben:
   "..in your daughters and your sons,
   You sought the seed of freedom in your daughters and your sons."
   Folk klappede i takt under resten af sangen.
   Da den sluttede, var bifaldet igen højrøstet. De vinkede alle tre og pakkede deres instrumenter ned, da de konstaterede, at de næste optrædende stod og ventede. Det var gået over tiden.
   "Fantastic!" udbrød hun, da de var kommet væk fra scenen.
   Af glæde gav hun dem begge en omfavnelse som et fodboldhold gør, når der er scoret et mål. Hun anede ikke, hvilken vulkan hun satte i udbrud inde i John ved det. En kat aner ikke, hvordan den virker på en allergiker. Hvis den er kælen, hopper den op i skødet også på allergikeren. Hun vidste ikke, hvordan hun havde virket på John fra starten, men hun kunne få det at vide, det kunne katten ikke.
   "Jeg glæder mig til at komme op og synge ned jer I klubteltet i morgen."
   De satte sig alle tre og bestilte noget at drikke til at læske sig ned oven på sangen.
   "Hvad skal I to i morgen?" sagde hun.
   "Vi har begge billetter til hver sin koncert i morgen aften, ellers, skal vi optræde klokken 17."
   "Ja, jeg skal også høre en koncert i morgen aften, søndag eftermiddag skal jeg høre noget af jeres lands folkemusik i det ene store telt."
   2Det bliver sikkert interessant for dig," sagde Leif. "Undskyld mig, jeg skal lige på toilettet."
   "Jeg kunne godt tanke mig at lære lidt guitarspil af dig, John, mit spil er så primitivt."
   "Du kunne jo komme en tur til vores telt i morgen formiddag."
   "Det vil jeg gerne. Uf, jeg var lige ved at knække stemmen i Glasgow Lullabye, har du noget imod, at vi vælger en anden sang i morgen?"
   "Slet ikke, var den for svær at synge?"
   "Jeg har haft problemet for meget inde på livet, det gør stadigvæk lidt ondt at synge den, selv om det er et år siden.," svarede hun og kiggede lidt ned. Et par tårer begyndte at danne sig i hendes øjenkroge. Han kunne have bidt sig selv i tungen. Hvor kunne han dog være så afstumpet! Nu havde han måske rørt ved noget meget ømtåleligt.
   Johns puls steg. Det var en skærende kontrast til den glade pige ved Vadehavet , selv om det passede godt til de store sorte øjne. Han følte trang til at trykke hende tæt ind til sig. Nu dukkede Leif op igen.
   "Nå, folks, hvad siger I så?"
   "Hun kommer til vores telt i morgen formiddag."
   "Fin ide. Nu skal jeg lige forklare dig, hvor vi ligger i telt."
   Leif tog en plan over festivalcampen op og forklarede hende stedet.
   I et øjeblik var John ved at blive lidt gal. Leif var altid den første til at tage ordet, når de begge to var til stede. Det vidste han godt fra langt tilbage, men i nogle situationer var det mere irriterende end andre. John var ikke normalt ked af, at Leif ordnede det, når der skulle forhandles med spillesteder. Det havde han aldrig selv været nogen ørn til. Leif havde ordene i sin magt og kunne charmere sig ind hvor som helst. Var det ikke netop også ham, der havde gået i kødet på John for at danne en duo?
   Hvad var det nu, at man sagde: i skyggen af et stort træ kan intet gro. Det passede. Kunne John gro i skyggen af et stort træ kaldet Leif? Somme tider tvivlede han på det.
   Men han skulle vel ikke klage. Hun kom da i morgen, og hun ville have ham til at lære hende guitarspil.
   Det var ved at være sent nu. Når han skulle optræde, ville han helst være frisk, selv om han havde lyst til at gå på opdagelse i festivalens natteaktiviteter. Til gengæld vidste han, hvordan han ville have det, når de i morgen skulle optræde i klubteltet, og han ville jo gerne leve op til succesen denne aften. Han ville ikke køre sur i det, mens Sharon hørte det.
   Hun endte ned at rejse sig, hun ville også gerne være frisk til næste dag, når hun skulle optræde igen. De to danskere var enige om det samme og rejste sig efter at hun var gået. De gik tilbage gennem den lille gade og ned gennem indgangen til festivalpladsen, hvor der temmelig tydeligt var blueskoncert i det ene store telt. Den elektriske musik steg som en vulkan op mod stjernerne. Det var disse koncerter, der fik campisterne til at vælge pladser langt væk fra de store telte, hvis de helst ville sove om natten.
   Tonen mellem de to var præget af en højstemt, euforisk tone, selv om de var trætte efter turen ved Vadehavet. Denne aften fandt de ud af at sove uden problemer.


IV

Ventetid er noget af det værste, der findes. Specielt når den skal tilbringes alene.
   Nu var Leif taget hjem midt på eftermiddagen og John stod i kø ved indgangen til det store telt, hvor afslutningskoncerten skulle finde sted. Han havde altid godt kunnet lide den stemning, der prægede den. Han nød afslutningen, når aftenens sidste navn havde spillet og alle de musikere, der havde medvirket på festivalen kom op og spillede sammen og festivalens oplevelser passerede revy. Han kunne lide den løftede stemning under fællessangen. Det var synd for dem, der var nødt til at tage hjem søndag eftermiddag, at de gik glip af det. Han sørgede altid for at lægge sin ferie på denne tid, så han ikke skulle nå hjem på arbejde.
   Der var dog en ting, som. han godt kunne undvære: mandag morgens afmatning. Når den festivalplads, der i de sidste dage havde summet af liv, var tom bortset fra de sidste telte og campingvogne, og de store koncerttelte blev taget ned. Morgenmad i madteltet, hvor det ikke længere var højt humør, der prægede samtalerne ved bordene, men trætte, stille spisende, der kun tænkte på hvornår toget gik. Indbegrebet af antiklimaks.
   Nu skulle han først opleve klimakset. Her stod han i den lange kø og kiggede tilbage. Han var komme i god tid, han var tæt på indgangen. Køen var blevet lang, den gik helt ud til indkørslen. Der var to timer til døren blev åbnet og tre til koncerten startede. Det ærgrede ham, at der rykkede en sort sky nærmere vestfra. Han håbede den ville drive forbi, men den var faretruende nær. Bare den dog ville være langsom og først falde ned, når de var kommet ind i teltet.
   Det var i det mindste godt, at det havde været tørvejr hele festivalen igennem. Det var ikke som dengang det hele var et start mudderbad, og han og Leif havde måttet blive oppe hele natten, fordi teltet var blevet oversvømmet.
   Hele dagen i går havde været idyllisk, ikke bare hvad vejret angik, men hele stemningen. Hvis han genfortalte denne dag til folk om nogle år, ville de tro, at han var en sentimental nar, der idylliserede fortiden. En frisk morgen med morgenmad i det fri i det varme solskin. Det egnede sig godt til at tage et billede til en turistannonce, der skulle fortælle folk, hvor vidunderligt det var at holde ferie i Danmark.
   De var knap færdige ned morgenmaden, for instrumenterne kom frem, og efter kun kort tid dukkede hun op, Lille Frøken Mørkøje, som han havde døbt hende i sine tanker. Hendes utrolige stemme havde hurtigt faldet ind i I Skovens dybe stille ro, som de to havde stået og øvet, selv om hun ikke forstod ordene.
   Det var blevet til en trio, som de omkringliggende teltboere lyttede åbent til.
   Den ene sang tog den anden. Efter en tid blev bandet forstørret. De to, far og søn, som John havde spillet med torsdag aften, dukkede op. Drengens banjo gav lyden et vist amerikansk præg. Så dukkede en pige op, som John og Leif kendte fra diverse stævner. Hun kom godt ud af det ned Sharon. Der var ikke noget, der kunne hæve stemningen hos en flok musikere som en spontan jamsession, hvor det ene nummer tag det andet, og de havde en god sangerinde ned i dette tilfælde. På et tidspunkt var John på toilettet og kunne høre, hvordan hendes klokkestemme hævede sig tydeligt over alle de andre. Kunne hun da ikke godt få et gennembrud og blive helprofessionel, havde han tænkt.
   På et tidspunkt gik han afsides med hende for at lære hende noget videregående guitarspil. I løbet af en time havde han vist hende, hvordan man spillede en melodi på guitaren og samtidig holdt akkorderne. Hun havde været en åben og taknemmelig elev.
   Han havde i løbet af sin time med hende fået en ide. Han følte sig fjollet, men han havde alligevel taget mod til sig under megen angst og håndsved. Han spurgte hende, om hun skulle til afslutningskoncerten. Det skulle hun. Så sagde han, at det skulle han også, og han ville da gerne sætte sig i køen i god tid og holde en plads til hende, så hun kunne sidde godt. Hun havde set glad ud og sagt: "That's kind of you."
   Her sad han så. Han skulle være alene med hende i aften, det løftede ham op, men så var det også forbi i morgen. Hvis der i det hele taget havde været noget. Han havde et par gange prøvet at bagatellisere hende. Vi mødte en irsk pige på festivalen, hun sang vældig godt. Vi var oppe at synge ned hende. Hun ville vel bare komme hjem til Irland og omtale ham i den tone, der var ikke noget fra hendes side. Nu havde han sat hende i gang ned videregående guitar, som gjorde det muligt for hende at akkompagnere sig selv mere nuanceret. Om et par år ville hun fortælle, at hun lærte det af "a fellow at a Danish festival."
   Hun havde sat sine spor i ham. Lige som spilleriet dagen i forvejen havde sat sine mærker på hans venstre hånd. Hans venstre hånds fingerspidser var så ømme, at han var nødt til at gøre alt ned højrehånden. Han havde været i madteltet og spist varm mad lige efter formiddagens traditionelle gospelkoncert. Han måtte skære kødet ned højre og derefter tage gaffelen med samme hånd. Det ville fortage sig efter at par dage, men ville billedet af Lille frøken Mørkøje forsvinde ud af hans hjerne? Det syntes umuligt nu.
   Det begyndte at blæse op, det store telt lavede nogle flap. Han fiskede noget varmt tøj op af sin lille rygsæk. Nu hang skyen faretruende over hovedet, og der var ikke ret meget lysning ude i horisonten.
   Nu lød der igen musik ovre fra klubteltet. Det var et gængs De Gyldne Løver-pasticheband, dem var der tolv på dusinet af.
   Han tænkte på deres optræden dagen for. Den var også gået godt. Alt var bare gået godt denne festivallørdag. De havde som sædvanlig taget kegler med deres hurtige instrumentalnumre. Det var noget, der kunne imponere folk. Sharon havde siddet på en af de forreste rækker og lyttet åbent til dem. Da John på at tidspunkt havde givet Streets of London, havde hun siddet og nynnet an andenstemme til omkvædet. Han havde vinket hende op, så hun kunne synge det i mikrofonen ned ham. Det havde taget kegler. Dernæst var at par stykker af deres andre venner kommet på scenen. Det havde udviklet sig til et John og Leif med venner-show, og da Sharon på et tidspunkt skulle give an solosang til akkompagnement af de andre, virkede hendes stemme som an magisk mekanisme, der fik alle til at tie stille. Den stemme var en bifaldsmagnet.
   Hun havde varet den heldige, for efter deres ekstranummer kom der to piger hen til hende. De var også irere og spillede med i en gruppe, der udelukkende spillede instrumentalmusik. De kunne godt bruge en god sanger til nogle sangnumre. Det var tydeligt, at Sharon var lykkelig. Der blev udvekslet telefonnumre. Tænk at hun skulle optræde på en udenlandsk festival som gæsteoptrædende for at være heldig.
   Nu kom de første dryp, og han havde ladet sit regntøj ligge ovre i teltet. Det så jo ikke ud til regn, da han stillede op i kø. Han havde været våd frivilligt i løbet af eftermiddagen, for efter at Leif var taget af sted, var han taget i svømmehallen og havde fået sig et ordentligt bad. Nu ville den følelse af friskhed, det havde efterladt hos ham, blive ødelagt af gennemblødt tøj.
   Han begyndte at mærke, at han kun havde fået få timers søvn sidste nat. Han havde været til en helt igennem vellykket koncert i Tønderhallen. De kunstnere, han ikke kendte i forvejen var en positiv oplevelse. På hjemvejen dumpede han ind på et værtshus, hvor et band, bestående af flere af hans venner, spillede. De havde inviteret ham op til en gæsteoptræden. Efter deres spil gik de ud og udforskede byens natteliv. I dag hævnede det sig. Ømme fingerspidser, en konstant smag af humle fra flere øl, og så kom der regn. Et kalejdoskop af paraplyer i mange farver skod op hen over den lange kø. John skuttede sig.
   Han kiggede op. Han syntes at se en rød paraply komme deroppefra i en vældig fart. Det var ikke til at se endnu, hvem der var under den. Da skikkelsen kom nærmere, kunne han se, at den havde et langt sort hår, der flagrede bagud. Da han kunne se, hvem det var, hoppede, hjertet op i halsen på ham og slog til som en forhammer. Han kunne se hun kiggede undersøgende i køen foran ham. Han råbte hende an, hun så ham og løb hen til ham.
   "Du er tidligt på den," brast det ud af ham.
   Hun var for forpustet til at svare med det samme, men hun stillede sig ved siden af ham og trak ham ind under paraplyen. Endelig fik hun vejret og lagde hånden på hans arm.
   "Jeg kunne ikke lide, at du stod i det modbydelige regnvejr og blev gennemblødt. Derfor skyndte jeg mig herhen."
   Det brusede i ham. Det var en ny side af hende. Han følte sig opstemt og begyndte frimodigt at samtale med hende. Hun havde haft en positiv oplevelse af den danske spillemandsmusik i løbet af eftermiddagen. De udvekslede deres koncertoplevelser fra efter de havde skiltes lørdag aften og til nu. På et tidspunkt bemærkede en af de omkringstående, at de overforbrugte vendinger som quite fantastic og marvellous. På et tidspunkt spurgte hun ham, om hans telt havde et oversejl. Nej, det havde det faktisk ikke. Han havde godt nok et med.
   "Gå hellere hen og dæk det, så du kan sove tørt i nat, jeg skal nok holde pladsen her."
   "Har du spist aftensmad."
   Hun rystede på hovedet.
   "Jeg kan godt tage noget med til grillen til dig, som du kan stå og spise her."
   Hun strøg en varm hånd over hans kind. "That's kind of you. Men skynd dig nu at få dækket dit telt først."
   Han smuttede af sted hen over festivalpladsen, der nu var mudret og smattet. For hvert skridt han tog i det tempo blev hans bukser lidt mere mudret til. Han havde heldigvis ekstra bukser med, så han ikke skulle rejse hjem i toget og ligne en muddermand. Da han nåede frem til teltet følte han lige på bunden med sin hånd. Der var ikke kommet vand ind endnu. Han fandt oversejlet frem og fik det med besvær bakset over teltet, på trods af at han var alene om det og den venstre hånd var øm. Nu blev det muligt at få nattesøvn.
   Et øjeblik sad han lige i teltet og dvælede ved det, som han havde oplevet. Hun havde siddet trygt i sit hotel og set regnen og straks tænkt på ham. Nu blev det sværere at tage afsked med hende.
   Igen lod han sin fornuft tale. Læg nu ikke for meget i det, det er fordi hun er sådan.
   Han løb tilbage og stillede sig i kø ved grillen. Den var lang, men ikke så lang som koncertteltskøen. En lille gruppe sang sammen for at fordrive tiden. Han købte to burgere og spænede tilbage til den forvoksede kø. Nu var tiden, hvor dørene skulle åbnes, kommet nærmere. Han fandt Sharon igen ved hjalp af hendes røde paraply, og nu stod de og fik deres usunde festivalmiddag under denne paraply, mens regnen tog til omkring dem. Det var akavede forhold at fortære en burger under. De skiftedes til at grine af hinanden, når ketchuppen smurtes ud over ansigtet og salaten dryssede ned på jorden.
   De nåede begge at blive færdige inden dørene åbnedes og køen begyndte at bevæge sig ind. John misundte ikke dem, der stod langt bagude.
   Så snart de to var inde stormede de enigt frem mod de gode pladser foran på steder, hvor teltstolperne ikke var i vejen, også helst langt fra de steder, hvor der faldt dråber ned.
   "It's so cosy," sagde Sharon.
   "Ja. Vi skal jo midt på aftenen høre din landsmand, Mary Black."
   "Ja, men hende har jeg hørt så tit, jeg glæder mig mest til at høre indianerne fra Andesbjergene. De kommer først, ikke?"
   "Det ser sådan ud."
   "Jeg har siddet på hotelværelset i dag og øvet det, du lærte mig. Det er helt utroligt, det troede jeg ikke, at jeg kunne finde ud af for bare en uge siden."
   Hun virkede lige så euforisk som fredag ved Vadehavet og efter deres vellykkede optræden. Han havde været bange for om han kunne holde en samtale i gang med hende i den lange tid de skulle sidde, inden koncerten startede. Det var ikke svært, når hun var i det humør. Hun spurgte interesseret til mange ting om dansk musikliv.
   Derfor gik tiden også hurtigt, alt for hurtigt, syntes han. Nu kom indianerne på scenen, deres klangkombination af mange forskellige fløjter og strengeinstrumenter og spændstige rytme tog publikum med storm. Fuldstændig som aftenen i forvejen glemte John alt, men ikke helt, for nu sad hun ved siden af.
   Næste punkt på aftenens koncert var Mary Black, en af festivalens store fisk. Leif havde hørt hende lørdag aften og havde været lidt skuffet. Det var John egentlig også, hendes repertoire af sange kunne have været bedre. Forst til sidst indfriede hun nogle af forventningerne med de traditionelle folkesange. En af sangene var Glasgow Lullabye, der nær havde slået Sharon af pinden fredag aften. Han opdagede, at hun begyndte at ryste. Som en refleks tog han hende i hånden. Hun holdt godt fast og knugede til. Det var heldigvis højre hånd. Hun blev rolig igen efter sangen.
   I pausen gik de ud og købte sodavand, da ingen af dem havde lyst til mere øl. De købte også popcorn, da burgeren ikke holdt på mætheden særlig lange. Fra de euforiske højder var hun igen den triste.
   "Ja, som du ved, så har jeg selv oplevet den sang inde på livet, kan du forestille dig, hvordan det er?"
   Han funderede lidt over det. "Jeg kan gøre mig en forestilling."
   "Det er som hun synger, dagene går med nerver på og med skam. Det er frygteligt. Jeg blev bange i går eftermiddag på scenen, da din ven foreslog, at vi skulle tage den igen. Han veg fra det ret hurtigt uden at jeg sagde noget."
   "Det var mig, der rystede på hovedet af ham."
   "Det var godt. Sikke et held, at jeg havde fortalt det til dig."
   Han kendte flere udgaver af hende bare i løbet af denne festival. Den euforiske skolepige, den triste kvinde med et fej1slagent ægteskab bag sig, den omsorgsfulde, der ikke ville have, han skule at blive gennemblødt. Han skulle ikke møde hende mere efter dette. Han kunne lige så godt belave sig på det. Stik mod alle hans ønsker.
   Der blev annonceret det næste punkt på programmet. Der var stablet både trommer og et kæmpemæssigt lydanlæg op på scenen. Den skotske folkrockgruppe Wolfstone begyndte i en orkan med en lydstyrke, der lød som ville de vække de døde. De yngste i salen var begejstrede nok, men den begejstring blev ikke delt af alle. Han havde mest lyst til at sige til Sharon at de skulle gå udenfor, men det var ikke til at råbe nogen op. Heldigvis gav hun et tegn til ham. De gik begge to uden for. Regnen var holdt op, der duftede af vådt græs ude under den nu stjerneklare himmel.
   "Det gjorde næsten fysisk ondt," sagde hun.
   "Mon ikke! Spillede Fairport Convention og Steeleye Span virkelig så højt, da vi var helt unge?"
   "Det synes jeg ikke de gjorde. Hvad spiller folkrockgrupper dog så højt for nu?"
   Han ville sige, at de måske prøvede at lokke heavy metal-husarer ind, men han anede ikke, hvordan han skulle udtrykke det på engelsk, så til sidst sagde han bare, at det var i tidens ånd.
   "Vi kan i hvert fald stå her ude og lytte og gå ind, når afslutningen kommer."
   De stod lidt i tavshed og kiggede op mod stjernerne. John fandt nogle stjernebilleder, som han kendte. Her stod han alene med hende og kiggede stjerner. Han prøvede at dagdrømme lidt.
   "Ved du hvad," sagde hun pludselig igen i den velkendte opstemte tone, "jeg kommer til København, i efteråret."
   John vidste ikke, hvad han skulle kalde sin reaktion på denne udtalelse, men den mindede om forskrækkelse." Hvad gør du?"
   "Den pigegruppe, der antog mig som sanger, skal spille ved Copenhagen Irish Festival. Plejer du ikke at komme til den?"
   "Det kan du tro."
   "I'll look forward to see you again."
   "Ja, altså, Leif er jo i Edinburgh, så.."
   "It's you, I mean. silly."
   Hun placerede fingeren lige på ham, han gav et lille hop, da det var på et kildent sted. "I meant singularis. Ups, så du er kilden!"
   Hun fortsatte med at prikke fingeren ind på samme sted, han trak sig nervøst tilbage og lo. Han rakte en hånd ud og klemte hende i siden, så hun gav et latterhvin, men de stod snart alvorligt og så på hinanden igen.
   "Vil du se mig igen? Jeg troede, du ville se Leif."
   "Nej da, jeg vil gerne se dig igen."
   John troede, at hans dagdrømmefantasier løb af med ham, men nu vovede han at sige det, han tænkte at sige. "Hvad om du fik min adresse? Du kan da besøge mig, hvis du vil?"
   "Ja!" sagde hun vildt, "du kan også få min, så hvis du kommer til Dublin... du ved... ikke?"
   "Jo, naturligvis."
   De næste minutter gik for dem begge med at skrive på en lap papir op ad ølsalgets trævæg, indtil de under de akavede forhold havde skrevet deres adresser rimeligt tydeligt. For første gang så han hendes efternavn, Sharon O'Leary. Ligeså irsk som et navn, der ender på -sen, er dansk. Han havde ikke engang lagt mærke til det på Hagges pub programmet.
   "Jeg vil skrive til dig i løbet af efteråret," sagde han.
   "Gør endelig det."
   Han troede ikke på, det her kunne være sandt. Havde han i den grad misforstået det hele under hele festivalen?
   Den hånd, der tog fast i hans venstre hånd for at trække ham ind til afslutningen, da Wolfstones højrøstede musik var ophørt, var virkelig nok. Han gav et gisp af smerte, og hun tog forskrækket hånden til sig. Han sendte hende et undskyldende smil og viste hende de hævede fingerspidser. "Jeg spiller nu engang stålstrenget guitar, forstår du, og har spillet alt for meget på denne festival."
   "Oh, I'm sorry," sagde hun og kunne ikke stoppe det hysteriske latterudbrud.
   Den smittede af på John og de blev et show for folk ved en fælles latterorkan uden hæmninger. Han rakte sin højre hånd frem mod hende og tag hende i hånden.
   "That's better."
   De gik sammen ind i teltet igen.
   Alle musikerne, der havde spillet på festivalen, kom på scenen og gav et enkelt nummer mere. Og straks efter brusede fællessangen, Will the Circle be Unbroken og Auld Lang Syne skiftevis på dansk og engelsk. Når den var færdig, var festivalen ubønhørligt slut. Som sædvanlig var det en kæmpetrængsel, når alle folk skulle ud, men det lykkedes for dem. De stod lidt derude i fri luft og kiggede på hinanden.
   "Du skal af sted tidligt i morgen, ikke?" sagde han.
   "Jo, desværre, for jeg er et værre B-menneske," sagde hun let muntert. "Du skriver, ikke?"
   "Jo, det gør jeg."
   "Jeg skal nok skrive også."
   Der var en svag tone af noget desperat i hendes stemme. Tænkte hun også på afstanden mellem dem ligesom han selv gjorde? Hvad var det nu, de havde sunget lørdag: the water is wide, I cannot swim over, neither have I wings to fly. Give me a boat that can carry two, and we will sail my true love and I.
   "Vi ses da til efteråret."
   "Det gør vi, da. Take care of yourself."
   "You too."
   Før han havde nået at tænke over det, gav hun ham en stor omfavnelse. Hendes glødende kind, det bløde hår, de varme hænder, som han kunne mærke gennem sin T-shirt bag på ryggen. Det var som at sidde på en mark imellem duftende blomster.
   Han måtte kysse hende, og han gjorde det. Hendes læber smagte godt og var meget bløde. Hun lod ham gøre det og gengældte meget hurtigt.
   Han kunne næsten ikke give slip på hende igen, men der var ingen vej uden om. Hun begyndte at gå mod sit hotel. Hun vendte sig og vinkede, ikke en men flere gange, så mange gange det var muligt i mørket.
   Han vendte tilbage til teltet for at sove. Kunne det blive til mere end dette ene, korte eventyr? Han ville vove at tro det, så længe, det var muligt. I hvert fald til efteråret.