Hun tog lokalavisen op fra dagens postbunke, hendes øjne faldt på en overskrift.
   Nyt om de tre efterlyste.
   Nordsjællands politi har inden for de sidste tre måneder haft tre efterlysningssager på forsvundne personer og har konstateret, at de tre forsvundne har en ting til fælles: de har alle været igennem retssystemet. Den sidste, Kim Gustavsen, har været anklaget for voldtægt og mord, men var blevet frikendt, den forrige, Grethe Larsen, har siddet inde for et jalousimord og er prøveløsladt, den første, Lars Arntsen, har været en hovedmistænkt i en mordsag, men løsladt på grund af manglende beviser.
   Politiinspektøren udtaler, at man overvejer hvorvidt denne lighed har forbindelse til deres forsvinden at gøre, men kan ikke sige noget med sikkerhed.
   Johanne krympede sig, for nu havde hun selv været for retten og blevet frikendt.
   Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle blive anklaget for mord, men det var hun blevet. Hun havde været rasende på Inga, som John var løbet af med. I adskillige dage og nætter havde hun myrdet Inga i sin fantasi, så havde en anden begået mordet i virkeligheden ved at slå Inga i hovedet med en tung genstand.
   Da Johanne havde et motiv, var hun under mistanke, og hun var blevet set i nærheden af Ingas lejlighed på mordnatten. Heldigvis havde retten frikendt hende. Det var kun handlingen det danske samfund straffede og ikke fantasien.
   Nu var det overstået. Som nytilflytter ville hun lære sin nye by at kende, så i dag ville hun se hovedattraktionen. Hun låste sig ud af lejligheden, gik ned og satte sig på cyklen og kørte mod havnen. Endnu havde hun ikke en ny familie, så hun kunne nøjes med en af de små lejligheder i byens vestlige udkant.
   De hvide skyer drev forbi på himlen som sejlbådene i sundet. Solen lyste op, så Helsingborgs slotsruiner kunne ses tydeligt på den anden side af vandet, på den danske side knejsede Kronborg, stolt og selvforherligende og mindede om rigets storhedstid. Firkantet og uden nåde bevogtede den bådene, men kanonerne var tavse og så passivt til. Ingen af dem ville standse en båd for at kræve told mere.
   Johanne gik hen over stien. Hun tog solbrillerne af, da hun var inde i skyggen af slottet og afslørede et par grønblå øjne. Den skarpe sol havde givet hende fregner, det mørkblonde hår havde hun bundet i en hestehale.
   Hun gik ind ad døren til en summende samtale af mennesker, der ventede på næste rundvisning. Der var ti minutter til den startede, så hun satte sig ned og læste en brochure om slottet.
   Der havde samlet sig en flok mennesker, der ville på rundvisningen. Hun fik øje på en mørkhåret mand med kantet granitansigt, han var vel fyrre eller lidt derover. Hun havde set ham før, men hvor? Skulle hun hilse på ham? Han kunne være en hun kendte fra tv, så hun lod som ingenting.
   Der kom en mørkhåret ung pige ind, hendes sweatshirt havde Kronborg påtrykt. Hun hilste på en høj lyshåret mand og sagde med et spøgefuldt smil, at han var en af deres trofaste besøgende.
   "Ja, Kronborg fascinerer mig," svarede han.
   Den unge guide smilede og kaldte flokken sammen, Hun gav sig til at beskrive, hvordan turen ville forme sig og redegjorde så for bygningen af det gamle slot. Derefter førte hun dem gennem de store sale, hvor solen på sydsiden dannede lysende firkanter gennem ruderne. Johanne kunne ikke lade være med at beundre de gamle vægtæpper. Dem måtte hun fortælle sin mor om, hun havde altid været glad for tekstilarbejde.
   Da de var blevet ført gennem de store sale og underholdt med hofintrigerne, førte guiden dem via et tårn ned i kælderen. Trædøren gik op med en knirken, og en for en slugte mørket deltagerne. Johanne gøs, da hun trådte ned ad den snævre stentrappe. Lugten af fugt og råd overtog fra forårsluften, og nede i de mørke gange kunne hun se guiden, der ventede til alle var kommet. Statuen af Holger Danske sad som et spøgelse for enden af gangen.
   Guiden gav sig til at fortælle igen. Hernede sad alle, der unddrog sig tolden, indespærrede. Hun førte selskabet gennem gangene og viste de celler, hvor de sad i lænker.
   Johanne skuttede sig og ærgrede sig over, at hun ikke havde taget en trøje med. Tanken om hvad der havde gået for sig her hjalp med til hendes kulderystelser. Hun havde engang set en film, der foregik i en fangekælder. Her havde været et skelet af en fange, der var lænket til væggen og dets stilling afslørede, at han desperat havde grebet efter en vandkrukke, som han ikke kunne nå. Hun længtes efter at komme op i solen igen.
   Endelig var det færdigt, og guiden førte dem op i borggården. At komme ud i solen var som at få varmet en kold lejlighed op. Guiden fortalte videre, Johanne kiggede på den muligvis bekendte mand og syntes, at han så upåvirket ud.
   Hvem var han? Bare hun kunne komme i tanker om det.
   Da det var færdigt og guiden sagde tak for opmærksomheden, gik hun ud på volden og synet af en færge på vej til Helsingborg trak hendes tanker tilbage til nutiden. Hun satte sig på sin cykel og kørte hjem.
   Nu var det tid til noget mad. Hun gad ikke gøre det store nummer ud af det, når det kun var hende selv, så hun varmede en frostret. Mens den stod i mikroovnen, gik hun ind og kiggede ud over gaden. Hun kunne se tårnet af byens domkirke nogle gader væk. Det gav et ryk i hende, for på den anden side af gaden stod den mørkhårede mand. Han så ud som om han kiggede op mod hendes vindue.
   Hun åbnede for TV2 News. Sagen med de tre forsvundne blev nævnt, men der var intet nyt.
   Ville hun også forsvinde, nu hun var frikendt?
   "Nej, Johanne, du lader fantasien løbe af med dig!"
   Hun ville se, om den mystiske mand stadig stod der, så hun gik hen til vinduet. Han var væk, så hun satte sig ned og tog avisen op, hun ville lige se debatsiden. Der var et typisk læserbrev skrevet af en, som mente retssystemet var for slapt, med de hårdere straffe før i tiden skete der garanteret færre forbrydelser. Det var en af den slags indlæg, som hendes arbejdsgiver rystede på hovedet af. Han mente ikke, at der var færre forbrydelser før, men flere justitsmord.
   Hun kunne have været i fængsel, men nu kunne hun begynde på en frisk og få John ud af det indre system en gang for alle, det fik hende til at slappe af.
   Da hun gik i seng den aften sov hun så tungt, som hun ikke have gjort længe.

Næste dag i frokostpausen fortalte hun sin arbejdsgiver om besøget på Kronborg. Han var en gråhåret mand, klædt i jakkesæt og slips.
   "Ja, det var en tid med manglende retssikkerhed," sagde han, "men for resten, til lykke med frifindelsen."
   Hun takkede. "At tænke sig, hvis jeg havde levet dengang, så havde jeg siddet i sådan en fangekælder og ventet flere måneder eller år på, at min sag kom for."
   Han nikkede. De snakkede løst og fast om det, og resten af dagen gik med at ordne rutineprocedurer. Mærkeligt at være advokatsekretær og selv have været for retten, syntes hun.
   Hvor ville hun bare ønske, at de ville fange den skyldige. Hvem kunne være sikker på, at hun var uskyldig undtagen hende selv og den rigtige morder?
   Da hun havde fyraften og gik mod togstationen, så hun den mørkhårede herre stå på et hjørne. Han fulgte efter hende, men hvorfor? Hendes hjerte slog kraftige slag, der sladrede om angst og vrede. Hun skulle snart dreje om et hjørne. Hun gik almindeligt, indtil hun havde rundet det, så gav hun sig til at løbe. Her var heldigvis en lige vej til stationen, så kunne hun forhåbentlig nå den inden han indhentede hende.
   Hun nåede stationen, der var nogle minutter til toget gik. Manden var tæt på stationen nu. Hun stillede sig et sted, hvor han næppe kunne se hende.
   Endelig kom toget. Hun hoppede ind og gik på toilettet, hvor hun blev indtil toget kørte. Så gik hun ud og fandt en plads. Hun åndede som en løbsk blæsebælg. Da hun ikke kunne se manden i togvognen, regnede hun med, at hun havde rystet ham af sig.
   Turen tilbage til Helsingør gik som den plejede. Da hun stod ud på Helsingør station, kiggede hun hen ad perronen. Hun genkendte den mørke mand, der steg ud flere meter fra hende. Han havde altså nået toget. Han kiggede sig omkring. Nu måtte han ikke få øje på hende, så hun gik ikke mod stationsbygningen, men ud af sideindgangen med hurtige skridt. Hun passede på ikke at virke unaturlig, for det forekom hende, at folk kiggede på hende. Var det bare fordi de kendte hende fra nyhederne som hende, der var blevet frikendt for jalousimord?
   Hun så en hvid varevogn starte fra parkeringspladsen. Den drejede ind på den smalle gade.
   Hun satte sig på cyklen, der var parkeret ved stationsbygningen i det håb, at den mystiske mand havde givet op.
   Nu skulle hun gennem den snævre gade. Der holdt den hvide varevogn og optog en stor del af pladsen. Hun bandede og steg af cyklen for at trække forbi den, hun ville ikke have, at ejeren begyndte at skælde hende ud for at have lavet en bule i hans bil.
   Hun fik med besvær mavet sig ind og trak forsigtigt cyklen efter sig. Hun var knap nok kommet forbi den, før bildøren blev åbnet og to arme greb hende bagfra. Hun ville skrige, men hun nåede det ikke før et afskyeligt lugtende tørklæde blev holdt for hendes ansigt, og hun mistede bevidstheden.

Da hun kom til sig selv igen, var hun i en kælder. Var det Kronborgs kælder? Nej, det kunne ikke passe, men ligheden var slående. Hun ventede, til øjnene havde vænnet sig til mørket. Så kunne hun skimte, at det var en mere moderne mur, men kulden, fugtigheden og mørket var det samme.
   Hun kunne skimte en dør. Hun gik forsigtigt hen til den og trak i den. Den var låst. Hun lod hænderne glide ned over den for at finde en lås. Efter flere forsøg måtte hun indse, at denne dør ikke kunne låses op indefra. Hun kastede sig hårdt mod den. Den var solid.
   Hun hamrede hårdt.
   "Luk mig ud!"
   Hun holdt inde, da hun hørte skridt. En lem nederst på døren blev åbnet.
   "Nå, så du er vågnet, du får mad om lidt." Stemmen var mørk og tonløs.
   "Jeg vil ikke have mad, jeg vil lukkes ud herfra!"
   "Det sker først, når politiet har fundet Inga Olsens rigtige morder."
   "Hvem er du?"
   "En, der mener at retssystemet i dag er for slapt og ikke afskrækkende, før i tiden havde man færre forbrydelser, fordi folk frygtede kældrene, torturen og døden. I dag sidder de i rene luksushoteller."
   "Men jeg er uskyldig!"
   "Hvis det viser sig at være tilfældet, så slipper jeg dig fri."
   "Er du klar over, at du er skyldig i kidnapning og ulovlig frihedsberøvelse? Slip mig ud."
   "Når din uskyld er bevist."
   "Jeg er frikendt!"
   "Af en af vort lands slappe domstole, ja, men det giver jeg ikke noget for, nu kommer ned med noget mad til dig."
   Lemmen blev lukket, og hun var igen overladt til mørket. Hun følte i vestelommen efter sin mobil. Naturligvis, den havde han taget, dummere var han ikke. Derpå lyttede hun opmærksomt, måske kunne hun høre lyde, der kunne give et fingerpeg om, hvor hun var. Hun hørte en klagende lyd, som en, der var syg og bad om hjælp. Det måtte være en, der også sad hernede. Med et slog det over i en skingrende latter, ikke som en der morede sig, et uartikuleret hyl.
   Hun måtte hellere tænke sagen igennem, mens hun var i stand til det. Hun syntes allerede, at hun begyndte at se syner på væggen. Hun havde hørt folk lufte hendes værts synspunkter fra tid til anden, men ville nogen af dem virkelig gå så langt som dette?
   De tre, der var forsvundet, som var frikendte eller prøveløsladte, stod galningen her også bag deres forsvinden? Det gav godt nok mening, men i så fald, hvor havde han indrettet sin fangekælder?
   Hun blev grebet af raseri og slog vildt om sig. Lige nu kunne hun slå den mand ihjel med koldt blod. Hun satte sig ned og trak vejret dybt. Havde hun en mulighed for flugt? Ved hver mulighed hun tænkte igennem, endte hun med at sige til sig selv, at hun vist troede hun var Lara Croft.
   Nu fik hun en indskydelse, lagde sig ned på gulvet, der lugtede af kloak, og råbte.
   "Hallo, hvor længe har du siddet her?"
   "Åh, tak, er du en engel der kommer for at befri mig?"
   "Det ville jeg gerne være, men jeg er i samme båd som dig."
   "Åh, ingen vil hjælpe stakkels Kim Gustav, alle hænderne kommer ud af væggen og lægger deres klamme hånd på mig, jeg drømmer om at solen må brænde mig."
   Hans stemme skingrede op og ned i diskanten. Nu måtte hun tie stille, for der lød trin. Det måtte være svinet, der kom med maden. Hun hørte ham åbne en lem ude på gangen og råbe hold kæft, derefter blev lemmen i hendes dør åbnet, og en suppetallerken blev skubbet ind. Hun tog den og var næsten ved at brænde sig. Det var ikke fordi den tynde suppe smagte hende, men hun var nødt til at spise noget. Hun følte sig ikke mæt efter den var spist op.
   Hun tænkte over navnet hun havde fået af sin medfange. Kim Gustav, det måtte være Kim Gustavsen, der var blevet frikendt i en mordsag og så forsvundet.
   Nu hørte hun ham igen. "Er englen stadigvæk hernede?"
   "Jeg er ikke en engel, men jeg er her."
   "Hvad er dit navn, engel?
   "Johanne."
   "Hjælp stakkels Kim Gustav, han vil gerne se solen."
   "Jeg gjorde det gerne, hvis jeg kunne."
   Nu eksploderede han igen i samme skingre latter.
   Der var ingenting at sove på, så hun måtte sove på gulvet. Hun ville gøre alt for at falde i søvn, for hvis hun var vågen, ville hun også blive vanvittig. På grund af det hårde og kolde underlag var hun længe om at falde i søvn, men på et tidspunkt faldt hun hen. Hun vidste ikke hvor længe hun havde ligget der, men hun følte trang til at rejse sig op. Det værkede i kroppen.
   Hun måtte have sovet, for hun havde set et skelet lænket til muren, som tydeligvis ikke var der. Nu bandede hun over, at hun var ikke-ryger, ellers ville hun havde haft en tændstikæske i lommen og kunne have lyst med den. Det var som om der kom noget ud af den fugtige mur, en stor skællet hånd. Hun var lige ved at skrige, men talte sig selv til fornuft. Var der dog ikke et håb om, at hun var efterlyst nu, og at nogen havde set et eller andet?
   Lemmen blev åbnet, så blev der et brød stukket ind sammen med vand. Var det morgenmad? Så burde det ikke vare længe, inden de undrede sig over, at hun ikke var mødt på arbejde. Ville de ringe hjem til hende selv? Hvem ville ellers savne hende? Hun var nytilflytter, så hun kendte dårligt nok nogen endnu. Ville hendes forældre ringe og undre sig? Hun var vel ikke hjemme. Det var på arbejdspladsen, hvor hun ville blive savnet først.
   Hun hørte igen den gennemtrængende latter fra den anden celle. Nu følte hun, at muren trængte sammen om hende.
   Så tænkte hun på den mørke mand, der havde fulgt efter hende siden hendes frikendelse. Havde han ledt efter en mulighed til at bortføre hende? Bare det, at det var siden hendes frikendelse, han havde fulgt hende.
   Var det ham, man snakkede om? Allerede samme dag, hvor hun skulle rykke ind i sin lejlighed og var begyndt at ordne den, var hun gået på grillbar for at spise. Her havde hun hørt to snakke om en mærkelig fyr, der for flere år siden havde købt en gård fem kilometer fra Helsingør. Han holdt sig for sig selv og arbejdede på at indrette en stor kælder. Ingen måtte komme ned og se den. Var det til dette formål, at han havde indrettet den? Var det hos denne særling, at hun befandt sig nu?
   Hun syntes at se et skelet gribe efter hendes vandkande og fløj op. "Pjat," udbrød hun.
   Hun tog en slurk vand. Hvor kunne hun godt bruge en kop kaffe.

Tidsfornemmelsen blev gradvist væk for hende, men hun talte dog de gange han stak mad ned til hende. Det skete to gange mere, hvis det var morgenmad da hun vågnede, så måtte det være aften nu. Ville de efterlyse hende?
   Hun nåede ikke ret langt i tankerækken, før der lød fodtrin. Var det allerede tid til et nyt måltid? Nu hørte hun igen Kim skrige højt.
   Der blev stukket en nøgle i hendes dør. Det var for godt til at være sandt, men det var sandt. Døren gik op, og foran hende stod en mand med en staldlygte. Hans hoved var overdækket som en bøddel med to kighuller i masken, og han havde bar blegfed overkrop. Det eneste, der skilte ham fra en middelalderlig bøddel, var cowboybukserne. Kom han for at gøre sin såkaldte pligt? Hun rystede ved tanken.
   "Til lykke, politiet har fanget Ingas virkelige morder, så nu slipper jeg dig fri."
   Hun rejste sig, der var smerter i lemmerne.
   "Hvem er hendes morder?"
   "Det finder du ud af, men nu giver jeg dig bind for øjnene, så du ikke kan se, hvor du har været, og så bringer jeg dig hjem."
   "Jeg kræver, at du også slipper manden i den anden celle fri."
   "Hans uskyld er ikke bevist, så det må du ikke bede mig om."
   "Det gør jeg sandelig heller ikke, jeg forlanger det!"
   "Det kan du ikke forlange, jeg bestemmer her, nu skal du være glad for, at du får lov at komme hjem."
   Han satte staldlygten på gulvet og tog et tørklæde op. I et spring plantede hun sit knæ i hans skridt, han knækkede sammen med et brøl, hvorpå hun i raseri slog ham i hovedet med knyttede næver. Han vaklede og faldt til sidst omkuld. Hun tog staldlygten op og lyste hen over ham. Hun tænkte først på at hive masken af ham, men der var ingen tid at spilde. Der var et nøgleknippe, der hang i en buksestrop. I et ryk, der knækkede stroppen, fik hun det af og lyste rundt på dørene.
   "Kim, hvor er du?"
   "Herovre, hjælp mig!"
   "Bank vedvarende på døren, så kan jeg gå efter lyden!"
   Han lavede en serie bank på døren, ved hjælp af lyden fandt hun frem til den.
   "Rolig, nu skal jeg lukke dig ud, jeg bliver nødt til at prøve alle nøglerne"
   "Åh, stakkes Kim Gustav vil så gerne have kød at spise!"
   Der var otte nøgler i knippet. Hun udelukkede de tre, der var for små og forsøgte sig med en, der ikke kunne gå ind.
   Der lød en stønnen fra den maskerede mand. Hun begyndte at ryste, men fik den næste nøgle fumlet frem.
   Den maskerede mand tog sig til hovedet. Hun bandede og prøvede forgæves den næste.
   Den maskerede begyndte at rejse sig.
   Så den næste nøgle.
   Igen hørte hun den maskerede klage sig. Han begyndte at røre på sig.
   Hun var næsten bange for, at hjertet skulle hoppe ud gennem hendes brystkasse. Næste nøgle kunne heller ikke dreje låsen rundt.
   En tilbage. Hun kunne se manden begynde at rejse sig, trods hendes rysten fik hun den sidste nøgle ind og drejede rundt. Døren gik op, og da hun tog staldlygten op afslørede dens lys et kæmpefuldskæg som en af mændene i rigsvåbnet og et langt tjavset hår. Midt i dette var et blegt overansigt, der stirrede på hende med opspilede blå øjne.
   "En engel har lukket stakkels Kim Gustav ud, åh, før mig til noget mad, noget kaffe, noget vin!"
   "Skynd dig at komme, ellers kommer den djævel efter os!"
   Kim løb ud af døren, i det samme blev han skubbet tilbage i cellen af den maskerede, der tog kvælertag på ham. De to væltede rundt inde i den celle, hvor Kim havde været indespærret. Johanne fik øje på en træblok, der stod op ad væggen i gangen. Hun greb den og løb ind i cellen, hvorpå hun plantede et hårdt slag i det maskerede baghoved. Det fik manden til at slippe taget i Kim, der hostede, og hev efter vejret. Johanne rakte ham en hånd og hjalp ham op.
   "Skal vi se hans djævleansigt?"
   "Vi har ikke tid."
   Hun blev klar over, at hun havde ret, da hun hørte en stønnen fra den maskerede. De løb ud, hun lukkede døren og låste den.
   "Smag din egen medicin, djævel!" udbrød Kim i en diskant tone.
   Han løftede derpå staldlygten og fandt frem til trappen. De gik opad den og kom ud i et køligt kammer. Ved hjælp af staldlygten fandt Johanne en kontakt. Døren ned til kælderen havde været lukket med en hængelås.
   " Han har måske en fastnettelefon," sagde hun, "så kan vi ringe til politiet, de kan spore os ved hjælp af nummeret."
   Han nikkede og begyndte at synge en sang, der lød som en salme, dens tekst var rent nonsens. Hun slukkede staldlygten og satte den ved døren, hvor på hun kiggede rundt. Der var en dør, der førte ind i en stue. Den var ikke meget møbleret, kun et spisebord med et par stole og en gammel slidt lænestol, der stod foran et gammeldags tv. Hun kiggede rundt for at få øje på en telefon, men der var ikke nogen at se.
   Væggene var udsmykkede med gamle stik og tegninger af henrettelser, alle metoderne var repræsenterede. Et enkelt billede viste et torturkammer. Hun fik kvalme, men fattede sig og vendte sig mod Kim, her i den oplyste stue kunne hun se, at der under hans bukser og hvide T-shirt mest var skind og ben.
   "Hvor længe tror du, at du har siddet dernede i hans kældre?"
   "Bare jeg vidste det, engel."
   Klumpen i halsen var næsten ved at kvæle hende, hun rakte hånden ud og strøg ham over kinden. Hun var lige ved at vige lidt tilbage, da han lugtede svedigt og beskidt, men hun tog sig i det.
   "Vi må gennemsøge hans hus, så vi kan finde en telefon, går du ind ad højre dør, så går jeg ad venstre."
   Han nikkede og gjorde som hun sagde. Bag den venstre dør fandt hun et soveværelse. Der var en enkeltseng, ved den ene væg var der en reol med bøger. Hun tog et hurtigt kig. Det var mest bøger om lov og ret, især gammeldags retspleje.
   "Herovre!" hørte hun Kim råbe. Hun løb ud og hen til den højre dør. Det var et kontor med pc, fax og telefon. På reolen var der mapper med papirer. Han kørte tydeligvis et eller andet landbrug, og ud gennem vinduet syntes hun også at se, at der var en gårdsplads med noget, der lignede en lade og et mindre skur, måske en hønsegård. Hun tog telefonen og drejede politiets nummer. en kvindestemme meldte, at det var politistationen.
   "Johanne Bjerregaard her," sagde hun.
   "Åh, gud da," udbrød kvindestemmen i telefonen, "ved du, at du er meldt savnet?"
   "Det anede mig, men hør nu..."
   Hun gav sig til at forklare det hele. Kvinden i den modsatte ende lyttede tålmodigt, Johanne kunne høre et tastatur klapre.
   "Jeg har nummeret du ringer fra," sagde kvinden, "vi sporer det og er hos jer så snart som muligt."
   Johanne takkede og lagde røret. Hun ville sige nogle opmuntrende ord til Kim, men han var faldet i søvn. Han trængte vel også til det. Det gjorde hun også selv, men hun var nødt til at holde sig vågen.
   Da hun var sulten, gik hun ud i køkkenet, der lå på den anden side af entreen. Der var noget rugbrød og leverpostej i køleskabet. Hun smurte to, lagde den ene foran sin sovende medfange og spiste den anden.
   Der var i mellemtiden blevet lyst udenfor, så nu kunne hun se, at det lille hus var en hønsegård, og det var ganske rigtigt en lade ved siden af.
   To politibiler og en privatbil susede ind på gårdspladsen. Hun rejste sig og lukkede døren op.
   Hun gav et skrig, for uden for stod den mørke mand, der havde fulgt efter hende.
   "Rolig," sagde han og lagde hænderne på hendes skuldre, "Jeg er Jørgen Brask, kriminalassistent ved Nordsjællands politi."
   Han tog skiltet op og viste det. Hun hev efter vejret og blev rolig. Nu vidste hun, hvor hun havde set ham.
   "Du.. har fulgt efter.. mig...?"
   "Jovist, jeg havde til opgave at skygge dig, for da du blev frikendt, og vi var begyndt at se, at de tre forsvundne havde været gennem retssystemet, frygtede vi, at du blev den næste."
   "Åh, altså, undskyld..."
   "Helt i orden," sagde han, "det var en skam du rystede mig af dig på Helsingør Station. Da jeg gik til din bopæl og så, at du ikke var hjemme, frygtede jeg det værste, så vi iværksatte en efterlysning med det samme. Du sagde, at Kim Gustavsen er her?"
   "Derinde." Hun pegede ind i stuen. To betjente gik på et vink af Brask ind i stuen, vækkede Kim, der så sig forvirret omkring og begyndte at snakke sort. De to betjente forklarede ham, at han ville blive kørt til nærmeste hospital, hvorpå de førte ham ud i deres bil og kørte væk.
   Brask vendte sig mod Johanne. "Den skyldige må være Anders Bragesen, der bor her, han skulle ifølge dig ligge i en fangekælder, som han har indrettet, den må du vise os."
   Hun nikkede og gik foran ham ind i det lille kammer med kælderdøren. Brask gav de to tilbageværende betjente tegn til at følge med. Johanne tændte staldlygten og førte dem ned af den stejle trappe til kælderen. Anders Bragesen hamrede på den celledør, hvor han var lukket inde.
   "Luk mig ud, møgtæve!"
   Hun fandt frem til nøglen. "Hold jer parat," hviskede Brask til sine ledsagere. Hun låste op. Anders Bragesen sprang frem i et brøl af raseri, men blev grebet af de tre betjente. Han kæmpede som et vildt dyr i en fælde, men indså efterhånden, at han måtte give op og klynkede.
   "Vi går op i huset med ham," sagde Brask. Som sagt, så gjort.
   Oppe i stuen bad Brask ham demaskere sig. Det blev adlydt, og under bøddelmasken kom et ungt, lyshåret ansigt med tyndt skæg til syne, den unge mand på Kronborg, der var fascineret af kældrene. Han havde mærker og sår i ansigtet efter slagene. Brask forklarede arrestanten hans rettigheder, hvorpå han gav de to andre besked på at køre ham til arresten.
   "Nyd dit ophold på luksushotellet!" skreg Johanne, da de to betjente førte ham ud.
   Brask vendte sig til Johanne. "Ved du, om han har flere fanger?"
   Hun rystede på hovedet. "Vi ser lige efter, så kører jeg dig hjem."
   Hun nikkede og fulgte med Brask ned i kælderen. Udover de to celler, hvor hun og Kim havde siddet, var der fire celler. Dørene var ulåste, cellerne var tomme.
   For enden af gangen var der en dør ind til et større rum. Det viste sig at have et loftslys. Da de tændte det, afslørede det et stort rum, hvor der var hjul og stejle, lavet af træ med frisk maling, der afslørede det var lavet for nylig og ikke på den tid, hvor det var gængs praksis at bruge det.
   "Han er jo syg!" udbrød Johanne.
   Brask rømmede sig og rynkede panden. "Jeg er bange for, at når vi undersøger stedet, finder vi de jordiske rester af de andre efterlyste."
   Kvalmen tog fast i Johanne, hun følte gulvet gyngede og tog fat i dørkarmen. Brask lagde armen om hendes skuldre.
   "Nu må jeg vist hellere køre dig hjem.".
   Hun nikkede og fulgte med ham op til hans bil.
   Hun sov nogle minutter på bagsædet af vognen. Et øjeblik overvejede hun, om det hele var et mareridt, men den venlige midaldrende mand, der kørte bilen, var virkelig.
   "Hvem var egentlig skyldig i det mord, jeg var anklaget for?" sagde hun.
   "Du tror det næppe, men det var John Hansen, din eks."
   "Nej!"
   "Ja, hende Inga Olsen var vist lidt af en mandeæder, hun havde allerede udset den næste, så han var blevet rasende jaloux."
   "Utroligt."
   "Ja, og så snart han så efterlysningen af dig, kom han og tilstod det hele."
   Hun lænede sig fortumlet tilbage i sædet og sagde ikke noget resten af vejen.

Anders Bragesen dømt
   Han forsøgte at blive frikendt på, at han handlede i nødværge, fordi retssystemet ikke fungerede, men da politiet fandt de jordiske rester af to efterlyste på hans grund, blev han idømt livsvarigt fængsel.
   Han vil stadigvæk forsøge at køre en sag mod Johanne Bjerregaard for legemsbeskadigelse.