Som teenager fik jeg ofte at vide, at jeg skulle beskæftige mig mere med det virkelige liv i stedet for at bare have rockmusik, film og uvirkelige bøger i hovedet hele tiden. Når jeg så udtalte mig om, at samfundet var uretfærdigt og at de voksne var uretfærdige i deres fordomme, så var jeg ikke moden nok til at tage stilling til sådanne ting, det ville jeg forstå bedre, når jeg blev voksen.
Senere studerede jeg og fik at vide, at jeg skulle benytte min kommende position til at gøre noget ved de skæve forhold i samfundet. Da jeg skældte ud over disse skævheder, så fik jeg at vide, at jeg skulle overlade det til dem, der havde forstand på det, når jeg kom ud i arbejdslivet ville jeg få en bedre forståelse.
Så kom en tid med ledighed og deraf følgende kamp for at hindre en social deroute. Gentagne gange hørte jeg, at jeg skulle bruge tiden til noget fornuftigt. Da jeg så fulgte det råd og startede med at kæmpe mod de uretfærdigheder, denne gruppe udsættes for, blev jeg udråbt til en negativ person, som ingen arbejdsgivere ville ansætte.
Hvad mon jeg har foran mig? Måske at få at vide, at jeg i min modne alder skal vejlede unge, bare for at få at vide, at jeg er for gammel til at forstå dem? Vi får se.
Ytringsfriheden har sine spilleregler, det ser man straks.