Det var nok. Nu gad han ikke mere!
   Det kunne være nok med alle de kontanthjælpsmodtagere, der ikke bestilte andet end at gøre vrøvl. Kunne de ikke tage og finde et job, hvis de virkelig syntes, at det var så forfærdeligt at være i systemet?
   Han havde selv lyst til at finde et andet job. Han skulle have gjort det for længst, så var hans familie måske ikke gået i stykker. Den tanke var i hvert fald nærliggende for ham nu, hvor hans lejlighed var tom. Det havde den været i nogle måneder. Hver morgen vågnede han op til en tom dobbeltseng, hvor han sov alene.
   Men han måtte stå fast på sit. Et var den stressede hverdag på jobbet, men så skulle han sandelig også sidde og være lammefrom derhjemme. Kunne han ikke få lov at være sig selv i sit eget hjem?
   Det kunne han åbenbart ikke. Helle, som nu var flyttet og ville separeres, begyndte at gøre vrøvl over, at han afbrød for meget. Så var hun begyndt at stejle over det, som han sagde om de ledige. Hun ville absolut tage på dem med fløjlshandsker og høre på deres ønsker. Det havde de dagligt skænderier om, og en dag havde hun meddelt, at hun flyttede.
   Siden det var sket, var jobbet blevet død rutine. Dagene lignede hinanden. Han orkede ikke de borgere, som han havde lært at kalde dem frem for klienter.
   I disse tider kunne han ikke lade være med at drømme om sin skoletid. Det var mere enkelt den gang, hvor han fik sin mad derhjemme, og der var ikke noget job, som han stod i risiko for at miste nu der blev spået højkonjunktur og man derfor ville spare på hans område.
   Især havde han tænkt på, om han skulle have holdt forbindelsen ved lige med sin skolekæreste, Lisa. De havde sandelig haft det sjovt sammen, det kunne han huske, men hun hørte til i en barndom, der virkede som urhistorisk tid.
   Når han tænkte tilbage på sin skoletid, så var det altid hende, som han så for sig. Hun var flyttet til kvarteret, da han gik i sjette klasse, og havnet i hans klasse. Hun var et festfyrværkeri, mindre kunne ikke beskrive hende. Hun sad foran ham, og han kunne sidde og kigge på hende hele tiden, uden at nogen opdagede det. Her kunne han betragte det lange sorte hår, der væltede ned over hendes skuldre, se hende følge med i timerne og smile af noget lærerne sagde. Ofte sad han og drømte om, at smilet var vendt mod ham.
   På et tidspunkt havde han danset med hende til en skolefest. De var kommet tættere og tættere på hinanden i løbet af dansen, og som i en typisk dansk ungdomsfilm af den slags, som hans søn så i tv, var det endt i et kys. Han drømte stadig om det, som en YouTube-videofil i hans hjerne spillede han det om og om igen.
   Tiden efter var rigtig skøn, de gik ofte ud i weekenderne og lavede skæg, spillede komedie og holdt om hinanden. Var den tid dog bare evig! Han ville ønske, at han kunne møde hende igen, især nu, hvor ægteskabet var forlist.
   Denne eftermiddag sad han som sædvanlig og chattede på Nettet. Det fik han de kedelige timer efter fyraften til at gå med. Han havde i den senere tid snakket meget med en, der brugte navnet Asil. Det var de sjoveste navne, som folk fandt på at bruge som dæknavne på en chatside. Hun havde virkelig en af de sjove at chatte med, utroligt som hun havde humor.
   Han undrede sig over, at han i den grad kunne sidde og bruge al den tid på Nettet. Dengang hans søn boede hjemme, havde han været en del opmærksom på, om han brugte for meget tid på Nettet, og hvilke bekendtskaber han gjorde der. Nu sad han selv og loggede ind på Nettet dagligt især for at møde nogle mennesker. Hvor der gik dage og uger mellem at han søgte på Google, så var han på chatten dagligt, hvor han snakkede med søde og sjove Asil. Kunne man danne sig en mening om et menneske, som man aldrig havde mødt? Det syntes han i hvert fald godt han kunne. Når han oplevede hende på Nettet, så var det som om det var Lisa. Han så i hvert fald hende for sig.
   Lisa var fortid. Nu var Helle også fortid, han havde ellers havde regnet med, at han skulle blive gammel sammen med hende. Pludselig havde hun sagt, at forholdet ikke fungerede længere. Han syntes da ikke, at der var problemer. Hun havde ikke engang mødt en anden.
   Han vidste godt, at de ikke var enige om, hvordan arbejdet skulle tackles. Det kunne vel let blive problemet, når ægtefæller havde samme erhverv, eller næsten samme erhverv. Hun var trods alt socialrådgiver, og han var blevet kommunal sagsbehandler, da han havde været ledig nogle år, og de i mangel af sagsbehandlere på kommunen revaliderede ham til denne bestilling. Han havde også været glad for det, han havde flere gange førhen drømt om, at det måtte være dejligt at have med mennesker at gøre, men nu var han ikke i tvivl om, at hvis han kunne finde et andet job, så gjorde han det.
   Helle havde ofte sagt det samme, men af andre grunde. Hun følte sig ubehagelig til mode over at skulle sende borgere, som hun havde ansvaret for, i aktivering, som hun kaldte fis i en hornlygte. Han syntes ikke, at det var fis, for ham var det en kontakt til arbejdsmarkedet, og han var godt træt af alle de pivskide, som han skulle høre på daglig. Hun stejlede, når han sagde, at de ikke skulle have en krone, når de ikke gad gøre en indsats for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Hun fandt ham ondskabsfuld og mente, at han overdimensionerede. De havde haft nogle ordvekslinger, hvor hun gentagne gange havde bedt ham om ikke at afbryde hende. Det sagde hans søn også, når han diskuterede med ham. Det kunne godt være, at han var kommet til det ind i mellem, men han havde vel lov at være sig selv i sit eget hus, han havde nok af at skulle holde en facade på arbejdet.
   Så var hun skredet. Hans søn var flyttet hjemmefra i kølvandet på det, så nu sad han alene hver dag.
   Men han havde sin pc. Han havde aldrig gidet det med Nettet før, men nu følte han, at det fik de kedelige eftermiddage og aftener til at gå bedre.
   Også i dag satte han sig ved pc'en og fandt chatrummet, hvor han loggede på med sit nick, HeRa, en sammentrækning af hans fulde navn, Henrik Rahbek. Han var nogle gange ude for, at nogen troede han var en kvinde, fordi de troede det var navnet på den græske gudinde Hera. Det var ofte nogle slibrige henvendelser om sex, som han fik fra dem.
   Asil var online. Hans hjerte hoppede i livet på ham, når hun var på, der var stadig en teenager inde i den 37-årige mands krop.
   Han tastede.
   "Hej, Asil."
   "Hej, HeRa."
   Efter et stykke tid havde han også lært, hvordan man lavede handlinger her.
   HeRa giver Asil et knus.
   Asil giver HeRa et knus.
   Asil: "Hvordan går det, søde?"
   HeRa: "Det går fint, hvad med dig."
   Asil: "Også fint."
   HeRa: "Noget nyt?"
   Asil: "Ja, jeg kommer en tur indtil byen i aften. Skulle vi ikke mødes?"
   HeRa: "Jo, det kunne være hyggeligt."
   Asil: "Jeg vil være på Østerport station klokken tyve, er det ikke i nærheden af, hvor du bor?"
   HeRa: "Jo, det er det, jeg er også opvokset her."
   Asil: "Sjovt, det er jeg også. Brb."
   Efterhånden havde han lært, at brb betød be right back. Han tog sig en kop kaffe.
   Tænk, hun var også opvokset i dette kvarter. Han fattede ikke, at han åbenbart måtte være gået forbi hende mange gange i løbet af sin barndom. Hun kunne være en af de piger, som han havde set mange gange på gaden.
   Han sad lidt og lagde Napoleon for at fordrive tiden, inden hun kom tilbage. Den kunne det altid gøre, når Nettet var langsomt, eller en anden chatter var længe om at svare.
   Asil: "back"
   HeRa: "WB"
   Også det havde han lært, welcome back. Hvorfor egentlig altid forkortelser af engelske vendinger?
   Asil: "Havde du en god dag i dag?"
   HeRa: "Ja, fin dag, men mange gange er jeg træt af de borgere, som jeg har med at gøre."
   Asil: "Oplever du nogen, der er aggressive?"
   HeRa: "Gid de var det, så kunne man tillade sig at smide dem ud."
   Asil: "Nu hører man ellers, at ledigheden er stigende."
   HeRa: "Jeg tror udelukkende, at det er fordi, at mine kollegaer nurser dem, sæt ydelsen ned til det halve, så skal du se, hvor de render i job."
   Asil: "Det kan godt være du har ret, men nu ved jeg ikke så meget, jeg har ikke været ledig mere end et par måneder ad gangen, mit nuværende har jeg haft i ti år."
   HeRa: "Det er kun godt. Hvilken skole gik du på her i kvarteret?"
   Asil: "Classensgade skole."
   HeRa: "Tænk, det gjorde jeg også!"
   Hjertet hoppede i livet på ham, hun havde tidligere fortalt, at hun var på hans alder, var det en gammel klassekammerat? Det ville være utroligt.
   Asil: "Mon vi kan genkende hinanden?"
   HeRa: "Vi får se."
   De aftalte at mødes på stationen og gå en tur på Sortedams Café ved enden af Sortedamssøen. Han fortalte hende hvordan han så ud, og at han ville være klædt i en grøn vindjakke. Hun ville have en rød anorak på, hun var sorthåret med grå stænk.
   Hvor utroligt at han skulle mødes med Asil. Gad vide, hvad hendes rigtige navn var?
   Han gik ud i brusekabinen og tog brusebad, bagefter kiggede han i sit klædeskab. Han følte lidt på sin mave, den bulede forhåbentlig ikke for meget ud. De bukser, han tog på, var de pæne, men de strammede noget. Der skulle nødig være en delle, der flød ud over bæltestedet og afslørede sig selv, så han løsnede livremmen lidt. Han kiggede sit udvalg af skjorter igennem, vurderede om farven passede til bukserne. Det var år og dag siden, at han havde gjort det, og det surrede igennem ham og hans mave, præcis som han havde oplevet det første gang i folkeskolen.
   Hvem mon hun var? Han sad og tænkte lidt over hendes nick, da han prøvede at sige det bagfra, opdagede han, at det dannede Lisa. Kunne det virkelig være rigtigt? Umuligt. Var der andre på det klassetrin, der hed sådan? De havde været to parallelle klasser, han syntes ikke, at der var nogen andre, der hed sådan.
   Eller hed hun noget helt andet og syntes, at Asil lød smart? På den anden side, kunne man finde på det nick på en anden måde end ved at udtale Lisa bagfra?
   Lisa var netop sorthåret, men var der ikke andre på skolen, der var det? Han kunne ikke huske dem tydeligt.
   Nu vendte han tilbage til skjorterne, hans tanker distraherede ham fra at vælge den rigtige. Han fandt lige en mørk en, der passede til bukserne. Når han så sig i spejlet, så syntes han ikke, at det var så dårligt, den var stor nok til at dække over hans begyndende fedme. Han gned sig på hagen, hans barbering var tæt nok. Han havde aldrig haft kraftig skægvækst.
   Utroligt at skulle møde den igen, der havde gjort hans eftermiddage og aftner de senere år lidt sjovere. Var hun virkelig også den, der havde gjort hans ungdom lidt sjovere? Et lille møde på en cafe, men det kunne snart blive til mere.
   Nu var der kun et par timer til han skulle være på S-stationen. Der var ikke længere, end at han kunne gå. De to timer føltes lange. Han sad igen foran pc'en og lagde Napoleon, samtidig med at han pjattede lidt i chatrummet. Af en eller anden grund gik tiden bare, når man satte sig ved en skærm, uanset hvad man lavede, men han holdt øje med uret på statuslinien.
   Han havde noget let mad, der lige skulle varmes på panden. Næste gang hun kom til byen skulle det være middag, hvis hun kom noget tidligere.
   Efter maden børstede han sine tænder godt. Han skulle nødig lugte ud af munden.
   Det var som alle de forberedelser, som han havde truffet for at møde Lisa, da han gik i skolen. Det havde givet hans forældre et praj om hans sindstilstand. Hans far havde drillet ham med det.
   Nu skulle han gå til stationen. Ingen tvivl, for ham var det en date. Han havde næsten glemt, hvor nervøs man var, men nu oplevede han det igen. Alle klicheerne fløj gennem hans hoved, den gode gamle om sommerfugle i maven. Alle de tåbelige sange, der kørte i radioen om dette. I dette øjeblik syntes han ikke, at de var så tåbelige. Nu syntes han, at de sagde noget.
   En typisk Dansktop-tekst, hvor de møder hinanden som børn og bliver gift som voksne, kunne det virkelig ske?
   Han gik over fodgængerovergangen på Dag Hammarskjölds Allé, og hen til den gamle stationsbygning med dens høje spir. Døren havde glasruder, så han kunne kigge ind på stationen. Der stod hun, han kendte hende på stedet. Det var hende, det passede med det tøj, som hun sagde, at hun ville gå med, netop den Lisa. Ansigtstrækkene var intakte, der var bare lidt vifterynker ved øjnene, det sorte hår var ikke væk, men ikke så langt som dengang og havde nogle grå stænk. Havde han gået forbi hende på gaden, havde han straks genkendt hende.
   Sådan var Nettet altså, man kunne snakke i lang tid med en gammel klassekammerat uden at opdage, at det var en gammel klassekammerat.
   Hun ville sikkert blive overrasket nu, han morede sig ved tanken om at se hende måbe, når han kom ind. Han kunne høre tonen: "ih, er det dig?"
   Hun var i gang med at ryge en cigaret, standardmåden at få tiden til at gå på for mange. Det forlød, at det snart ville blive forbudt på offentlige steder.
   Nu lukkede han døren op og gik ind i hallen. Hun kiggede hen på ham, han rykkede nærmere.
   "Hej, Asil, eller Lisa."
   "Hej, HeRa, hvad hedder du, og hvor kender du mit rigtige navn fra?"
   Han undrede sig over, at han ikke så nogen overraskelse i hendes ansigt. Havde han forandret sig så meget? Hans hårgrænse havde flyttet sig, men han syntes da selv, at hans ansigtstræk var genkendelige.
   "Henrik, vi har da gået i klasse sammen," sagde han.
   "Har vi?"
   "Ja, kan du ikke huske mig fra klassen? Jeg sad bagved dig."
   Hun rynkede panden lidt. "Jeg kan slet ikke huske nogen fra min klasse, der hed Henrik."
   "Vi dansede og kyssede hinanden ved en skolefest."
   "Det gjorde jeg med så mange." Hun smilede.
   "Kan du slet ikke huske mig?"
   "Nej, det må jeg indrømme."
   "Kan du slet ikke huske, når vi gik tur sammen?"
   "Jeg er ked af det, det kan jeg ikke."
   Han følte det som frøs han til is indeni på rekordtid.
   "Nå, skal vi finde vores café?" Sagde hun med et smil, der tydeligt signalerede, at hun var oplagt til en flirt.
   "Ja, lad os det," sagde han, i det han prøvede at slippe sine tanker.
   De fandt frem til Sortedams café, hvor de gik ind og bestilte, hvad de ville have at drikke.
   "Sjovt, når der er en man kender som et navn på Nettet, så dukker han lige pludselig levende op," sagde hun med et grin.
   "Ja, det er sjovt," svarede han tonløst. Han havde mistet lysten til at fortsætte. Drømmen var ikke til at reparere.
   "Du er separeret, forstår jeg."
   "Ja, det er jeg. Jeg kan forstå, at du aldrig har været gift?"
   Hun rystede på hovedet.
   "Jeg er gift."
   "Men jeg forstod det.." En ny skuffelse væltede over ham.
   "Jeg troede ellers, at jeg havde sagt det en af de første gange, vi chattede."
   "Det kan jeg ikke huske."
   Helle havde ofte påstået, at han fantaserede. Hun havde endda sagt: "I eventyret Det er ganske vist bliver den lille fjer til fem høns ved sladder gennem flere led, men du klarer at gøre den lille fjer til fem høns alene."
   Havde hun ret? Det kunne da ikke være rigtigt.
   "Ih, hvor du snakker," sagde hun ironisk og hev ham ud af hans tanker. Hun grinede muntert. Han rømmede sig kraftigt for at vinde tid. Hvad skulle han sige?
   "Men hvad er dit job ellers?" Sagde han.
   "Det har du vel læst på skærmen nogle gange, fister, jeg er journalist."
   Kunne hun se den varme, der bredte sig i hans ansigt?
   "Skal du også have repeteret, at jeg er ved Information?"
   "Nej, slet ikke."
   Han anede ikke, hvad han skulle snakke om.
   "Læser du bøger?" sagde hun efter en pause.
   "Ikke ret mange."
   "Jeg har lige læst den sidste af Paul Auster."
   Han vidste ikke, hvem det var. Det var tydeligt, at det var noget, hun bragte på bane for at få gang i samtalen. Mon hun kunne lide noget af det musik, som Helle hørte i tide og utide?
   "Kender du noget til Nirvana."
   "De siger mig ikke så meget," svarede hun, "jeg er mest til jazz nu."
   Han anede ikke sine levende råd, han kunne ikke finde andet at tale om end jobbet. Hvis hun nu var træt af at høre om det efter de gange, han havde talt om det på chatten?
   "Hvad skriver du især på Information?"
   "Artikler om samfundsforhold."
   "Ledighed?"
   "Det er mest min kollega Sanne, der tager sig af det, jeg skriver mest om folketingets nye lovforslag."
   Han ønskede at komme hjem hurtigst muligt. Han slugte cappuccinoen, rejste sig og sagde farvel.
   "Det var en hurtig en," sagde hun syrligt.
   Han var ude af døren og gik hjem i en hastighed som en kapgænger. Aldrig havde vejen op til hans gade føltes så lang. Olof Palmes Gade, af alle gader i byen skulle han netop bo i den gade, der var opkaldt efter den berømte svenske statsminister. Lige netop i dag hadede han at blive mindet om det faktum.
   Da han var hjemme, ringede han til Helle.
   "Tror du ikke, at vi kunne finde ud af det igen?"
   "Desværre nej. Jeg vil godt snakke med dig, men jeg tror ikke, at vi kommer til at finde ud af det, vi er for forskellige."
   "Men hvis nu vi prøver?"
   "Jeg syntes, at jeg prøvede mange gange, men det var jo ikke til at få et ord indført overfor dig."
   "Hvis nu jeg lover at lade være at afbryde, kan vi så ikke få talt om det?"
   "Jeg tror ikke, at du vil kunne være i stand til at holde dit løfte, det er blevet en dårlig vane."
   "Helle, altså..."
   "Farvel, Henrik!"
   Hun lagde røret på.
   Han stønnede. Den følgende nat kunne han ikke sove, næste morgen meldte han sig syg.
   Da han var færdig med sin morgenmad, satte han sig ved pc'en, tjekkede lige sin mail, men han følte sig klam ved at åbne Internet Explorer. Så åbnede han Word og startede på et brev, hvori han meddelte, at han sagde sit job op.