Vi bruger ofte talemåden at tale for sin syge moster, gerne ironisk med et overbærende smil. Hvis vi prøvede at tage den bogstaveligt, så kunne jeg fristes til at spørge: hvad er der egentlig i vejen med at tale for sin syge moster? Det kunne være, at hun havde brug for det.
Begge mine mostre lever endnu og har det godt, men den yngste af dem havde for tyve år siden en kræftsygdom, der heldigvis viste sig at være helbredelig. Hvis man i dette land havde skåret ned på kræftbehandlingen af sparehensyn, så havde hun brug for, at jeg havde talt for hende i form af protester, hvad enten det var i debatter, læserbreve eller hvad det kunne være. Mon ikke at de fleste ville synes, at det i dette tilfælde var ret af mig at tale for min syge moster? Her kunne det tages bogstaveligt.
Med andre ord: jeg har svært ved at forstå, hvorfor det udtryk er blevet et latterliggørende udtryk.
Men det er det altså. Den syge moster er altså nærmest blevet en slags abstrakt figur, som der gøres grin med i stedet for en konkret levende person som i ovennævnte eksempel. Noget lignende gamle Ane i kæret, som ingen alligevel ved hvem er.
Så kommer jeg lige til at tænke på, at jeg en gang hørte en pige, der fik den serveret med, at hun talte for sin syge moster, så svarede hun rapt, at sådan en havde hun ikke, hendes mor havde kun brødre.
Lige i øjet.