Adam spiste sin grød, stille og roligt som altid lørdag morgen. Hans far og mor havde sagt, at de skulle ned på Gammeltorv i dag, hvor Rådhuset knejsede med sine søjler, og hvor han selv havde tydet teksten ovenover, efter at han havde lært at læse, Med lov skal land bygges. Han forstod ikke meningen, men han var stolt af, at han kunne læse dem, fordi hans far havde hyret en ung magister, Johannes, til huslærer, som kom tre dage om ugen for at undervise ham. Adam kunne godt lide ham. Han var så rar, og ind imellem øvelserne i at læse og regne fortalte han om, hvordan det var i fremmede lande og fjerne tider.
   Hans far og mor havde sagt, at der skulle ske noget i dag, som kunne lære ham noget af meningen med de sære ord på Rådhuset, så han var meget spændt. Han ville gerne lære noget, han glædede sig til at kunne læse så flydende, at han selv kunne læse store bøger.
   Ved hjørnet til Klosterstræde kunne han se de frodige fiskerkoner gå ned mod Holmens Kanal ved Gammel Strand, hvor de solgte fisk. Snart ville bønderne komme fra Amager for at sælge brød og kød. Han kunne hver morgen høre hestehovene spille deres rytme mod brostenene. Far og mor plejede at kalde dem simple folk og pak, Adam vidste ikke hvad det betød.
   Nu var han færdig med grøden. Hans mor børstede hans tøj og kæmmede hans lyse hår, han skulle gerne se pæn ud, når han skulle på Gammeltorv. Efter en tid gik de af sted sammen, han mellem sin far og mor, der var klædt i deres fineste tøj. Ved Gammel Strand lugtede det stærkt af de mange fisk fra boderne. Da de gik op gennem stræderne, afløstes det af en ram lugt af afføring og kloak.
   Han så, at mange andre børn også var på vej med deres forældre. "Skal de se det samme som os?" spurgte han.
   Hans far kiggede ned på ham og så alvorlig ud. "Det skal de sikkert, min dreng, vi må alle lære at opføre os anstændigt og leve et gudeligt levned, den bedste måde at lære det på er at se, hvordan det ellers kan gå."
   De gik videre gennem Kompagnistræde, hvor kloaklugten blev blandet med lugten af øl fra de mange værtshuse, og snart var de ved Gammeltorv. Der var allerede stimlet mange sammen, Adam og hans forældre fik en plads oppe foran. Hans mor skubbede ham ind foran, så han kunne se. Der var familier, der havde helt små børn, de tog dem op på skulderen. Nogle af de store drenge flokkedes ved arresten og råbte taktfast: "Det har han rigtig godt af!"
   Adam begyndte at ryste, da han så to betjente gå frem og tilbage foran folkemængden. Han havde jo forstået så meget, at man skulle frygte dem.
   "Hvad skal der egentlig ske?"
   "Det får du at se, min dreng."
   Med et begyndte den del af folkemængden, der stod nærmest arresten, at huje og svinge deres knytnæver i vejret.
   "Nu kommer de med svinet!" skreg de store drenge.
   Der dukkede fire betjente op, der førte en ung mand af sted mod den pæl foran Rådhuset, som mængden flokkedes omkring. Han vred sig og bad om nåde, hver gang han forsøgte at stritte imod, gav en af betjentene ham et spark bag knæene, så han fløj en meter videre frem. Bag ved dem gik kagmanden med den nihalede kat. Om ham havde Adam hørt sin far sige, at han var der for at holde folk til et anstændigt liv.
   Nu var de så tæt på, at Adam tydeligt kunne se den unge mands ansigtstræk.
   "Det er Johannes!" skreg han, "hvad gør de med ham?"
   "Det er det sandelig også!" svarede hans mor.
   "Rolig, knægt!" sagde hans far, "vi må vist finde en anden lærer til dig, han skulle nødig have dårlig indflydelse på dig."
   Snart var Johannes blevet berøvet det tøj, han bar på overkroppen og blev bundet til pælen. En sortklædt mand trådte frem og læste op fra en lap papir. Adam forstod ikke, hvad han sagde, men knap var oplæsningen færdig, før det det første slag ramte Johannes. Adam gav et sæt. Der var allerede tre røde striber på ryggen. Så faldt de næste slag. Folk hujede, de store drenge hylede af jubel, så det overdøvede den unge mands skrig.
   Ryggen blev efter flere slag en rød plamage. Da holdt hans skrig op og han hang slapt ned fra pælen. Den sortklædte mand løftede armen, det fik kagmanden til at stoppe, de fire betjente løsnede rebene og bar den slappe krop tilbage til fængslet. Mængden jublede og klappede.
   Adam begyndte at græde.
   "Er han død?"
   "Nej, bare bevidstløs" svarede hans far, " når han kommer til sig selv, skal han nok være anstændig for fremtiden."
   "Hvad har han gjort?!"
   "Vi ved det ikke, men ingen får en straf uden at fortjene det!"
   Den sortklædte annoncerede, at det var alt for i dag, og mængden spredtes. Adams mor trak ham af sted hjemad, hans far vinkede farvel, for han skulle til møde.
   "Hvad havde han gjort, mor?" spurgte Adam grædende.
   "Ja, du græder, fordi det er første gang du ser det, men alle børn må overvære det på et tidspunkt, ellers lærer de ikke, hvordan det ellers går, om man ikke følger den rette vej."
   Adam kunne ikke stoppe med at græde. Han så den blodrøde ryg for sig og det sammen med den ramme kloaklugt gav ham kvalme. Da de endelig var hjemme, befalede hans mor ham at stoppe med det tuderi.
   "Han har ikke gjort noget ondt! Han er så rar!"
   Moren kiggede på ham. "Men jeg tror, at vores konge og hans mænd dømmer retfærdigt, han må have gjort noget slemt."
   Adam skreg højere.
   "Han fortæller mig, at de ovre i Amerika selv vælger, hvem der skal regere over dem, og kun for fire år ad gangen."
   "Du godeste, når han sætter sådan nogle griller i folk, så har han sandelig fortjent sin straf. Gå ned og leg, mor har nogle ting, hun skal ordne."
   Adam gik ned på hjørnet, tårerne fortsatte med at løbe i en jævn strøm ned ad kinderne. Der stod han og så over Holmens Kanal, hvor bådene kom med fisk. I dag kiggede han ikke på dem og drømte om at sejle med, som han plejede. Han drømte om at være en stor, stærk mand, der tævede kagmanden og befriede Johannes.
   Det gav et sæt i ham, for der kom tre af de store drenge.
   "Så I ham, der fik prygl i dag?" sagde den højeste af dem.
   "Ja," råbte de andre, "det så vel nok godt ud!"
   "Han skreg som en stukket gris."
   "Han fik, hvad han havde godt af, han har sikkert hængt i med damer, det svin."
   Nu fik de øje på Adam.
   "Tudeprins!" råbte de.
   Han bandede indvendigt over, at han ikke havde fået tørret tårerne væk fra kinden inden de kom, nu var det for sent.
   "Han sidder og tuder som en tøs!" råbte de. Han tænkte på at løbe, men så ville de opdage, at han var bange. Han stillede sig trodsigt an.
   "Han trodser os, den lille lovbryder! Skal han have en lærestreg ligesom ham svinet?"
   Adam stak i løb op ad Klosterstræde, de store drenge stak efter ham. Han kunne høre deres skridt klapre på brostenene, mens han løb. Nu kunne han snart ikke få vejret.
   "Fang den lille forbryder," råbte den ene af drengene bag ham, de andre lo.
   Hans fod stødte mod en brosten, så han faldt. I en fart skubbede han sig selv op, men ikke hurtigt nok, drengene fangede ham.
   "Nu skal han lære af te sig!"
   "Nej, jeg vil ikke!"
   "Vi har ikke nogen pæl at binde ham til."
   "I to holder ham."
   I det samme fik Adam sin skjorte revet af, den gik i to stykker. De to drenge holdt ham, den tredje tog sit bælte af. Nu ramte første slag hans ryg. Han skreg, for det var som en ild, der løb ned over hans ryg. Så faldt det andet slag.
   "Hvad foregår der her!" lød en højrøstet mandsstemme.
   "Han er en forbryder, der skal lære at leve anstændigt!"
   "Vel er han ej, slip ham, I lømler!"
   Adam vendte sig og kiggede. Det var en høj ældre mand med langt gråt skæg og klædt i mørkegråt arbejdstøj. Han var ledsaget af to yngre mænd i samme slags tøj. Da drengene ikke adlød den ældre, fór de to yngre løs på de to, der holdt Adam.
   "Gør som han siger! Slip den dreng!"
   De stak de to drenge et par lussinger, den ældre stak ham, der havde svunget remmen, et par.
   "Gå hjem til jeres mors skørter, feje møgsvin!" Da de store drenge gik deres vej, gik den ældre mand hen og lagde armen om Adam.
   "Det var vist i rette tid, min ven. Hvor bor du?"
   "Nede ved Holmens Kanal," snøftede han.
   "Nu skal jeg følge dig hjem. Forhåbentlig har din mor noget, som vi kan smøre på din ryg."
   De gik hen ad strædet, Adam følte sig tryg ved de store arme, der holdt om ham, selv om han stadigvæk rystede. De var nu nede ved hjørnet til Gammel Strand, Adam pegede på sit hus og sagde, at det var første sal. Manden nikkede, og gik med Adam derhen og op til første sal. Han bankede på, moren lukkede op.
   "Ih, du forbarmende!"
   "Er det deres dreng, frue?"
   "Ja, men hvad er der dog sket?"
   "Nogle af de store lømler ville lege pryglestraf og udvalgte ham."
   "Ih, tak skal De have, min gode mand, kom ind og få en tår at drikke."
   Den ældre herre takkede og gik med ind. Mor fik Adam ned at ligge på maven og smurte hans ryg med noget salve. Det gjorde først ondt, så han græd endnu mere, men så holdt smerten op. Da moren gik udenfor, sad den ældre mand og brummede lidt.
   "Disse offentlige pryglestraffe," mumlede han.
   Nu kom moren ind og gav manden et krus øl, efter at have givet Adam noget saft. Manden tog en slurk og gav et suk af velvære.
   "Det er også for galt med de unge!" sagde hun og slog ud med armene.
   Manden nikkede. "For dem er afstraffelser en form for gøgleri," sagde han.
   I det samme kom far hjem. Han kiggede forundret og let misbilligende på den ældre mand. Moren fik ham forklaret, hvad der var sket.
   "Fejlen er, at de aldrig er blevet taget ned og se en afstraffelse!" råbte faren. " De skulle have haft lov at se, hvordan det kan ende for dem selv, det skulle der til, så kunne de lære at te sig og lade små drenge være i fred!"
   Deres gæst snakkede stille med sig selv og rystede på hovedet.