Flove fornøjelser var overskriften på en fast klumme i det hedengangne filmtidsskrift Levende Billeder. Den blev skrevet af forskellige personer hver måned fra magasinets faste stab af artikelskrivere, anmeldere etc. Ideen var, at de skulle fortælle om en eller flere film, som man havde været vild med, eventuelt stadig var vild med, men som det var lidt flovt at indrømme i det "fine" selskab. Ideen var morsom, for hvem har ikke på et eller flere tidspunkter i sit liv haft sådanne flove fornøjelser, ikke alene på filmområdet, men også på det litterære, musikalske osv., og det var herligt at se disse seriøse filmskribenter indrømme deres flove fornøjelse. En græd som pisket over at se den tyskfødte instruktør Douglas Sirks melodramaer, samtidig med at han også kunne le af, at han kunne græde over sådan noget sludder. En anden havde som barn været vild med kitsch-lystspillet Hold Fingrene fra Mor, fordi han blev forelsket i Lone Hertz, der i denne film havde en af sine første filmoptrædender som barnestjerne. En tredje indrømmede beredvilligt, at han ikke anså den berygtede horrorfilm Motorsavsmassakren for en flov fornøjelse, han nød den.
Jeg har ikke set lignende klummer i andre slags kulturtidsskrifter. Det kunne ellers være sjovt med et musiktidsskrift, hvor de seriøse skribenter skulle indrømme, at de nød at høre Susi & Leo eller Birthe Kjærs gamle kitschede hits.
Eller hvad med et litteraturtidsskrift, hvor man krængede ud, hvor meget man elskede Barbara Cartland eller læste Morten Korchs Det Gamle Guld igen og igen eller - nu tror jeg næsten jeg bevæger mig ud i det utænkelige, det har jeg på fornemmelsen af, at kunstpublikummet er for snobbet til - et kunsttidsskrift, hvor man indrømmer hvor meget man vil have kronhjorten eller fiskeren hængende. Det er mig bekendt kun i nævnte filmtidsskrift jeg har set ideen.
Langt på vej skyldes det nok, at filmpublikummet har en vis venlighed også overfor totalt mislykkede værker, hvor de i det mindste får en plads som kultfilm. Jeg selv har da haft en morsom halvanden time med Plane Nine from Outer Space, der har vundet en pris for verdens værste film. Dens bøffer er bare så iøjnefaldende, så man griner på de forkerte steder som om det var en farce. Her skal det ikke glemmes, at filmen er en forholdsvis ung kunstart og i forhold til mange andre kunstarter er det kun kort tid siden, at den over en kant blev betragtet som markedsgøgl og massekultur . Andre kunstarter, der har flere århundreder på bagen, er blevet godkendte, men så har man anset visse genrer for at være underlødige og det er blevet regnet som massekultur, derfor er det en flov fornøjelse.
Men hvordan skal man reelt stille sig til disse flove fornøjelser? Jeg synes Levende Billeders ide med klummen havde et godt sigte, nemlig at indrømme det ærligt frem for at skjule det. Her kunne det være på sin plads at citere den franske forfatter Marcel Prousts ord fra hans essay Lovtale til den dårlige musik: "Afsky den dårlige musik, men afvis den ikke. Eftersom man spiller og synger den stadig oftere og langt mere lidenskabeligt end den gode, har den efterhånden optaget drømmen og menneskers tårer i sig. Derfor skal I vise den ærefrygt." Kunne den også have været sagt om dårlig litteratur, film osv.? Det tror jeg.
Nu kan jeg i ånden se en række hånden op og sige, at det her er noget snobberi, smag og behag er nu engang forskellig, og hvorfor skal man dog være flov over at kunne lide det, som er populært?
Lad mig da straks sige, at jeg er enig. Når jeg her forholder mig til de såkaldt flove fornøjelser, så forholder jeg mig til den skelnen, der har været og stadig til dels er imellem finkultur og massekultur, også kaldet populærkultur. I første omgang tager jeg ikke stilling til, om denne skelnen er berettiget, men konstaterer bare, at den findes i vores kultur, og de flove fornøjelser i ovennævnte tidsskrift er netop fornøjelser ved det, som man kalder massekultur.
Lad os standse ved begrebet snobberi et øjeblik. Det er afledt af at snobbe, som ifølge Nudansk Ordbog betyder "at krybe for eller stræbe efter, hvad der er socialt højerestående." Der nævnes også, at man kan snobbe nedad, dvs., "på kunstlet måde at indynde sig hos undergivne eller jævne mennesker ved at (foregive at) dele deres interesser." I hvert fald kan jeg sagtens genkende min egen og de fleste andres anvendelse af dette begreb i denne ordbogsdefinition, så lad os da bare gå ud fra den.
I sig selv at kunne lide de såkaldt finkulturelle frembringelser er ikke snobberi, hvis det er ærligt ment. Det er ikke snobberi, at man kan lide Tolstojs Anna Karenina, Beethovens Violinkoncert eller Tizians malerier, hvis det er af et ærligt hjerte, fordi de siger en noget og rammer noget i ens sind. Hvis man derimod foregiver at kunne lide de førnævnte eller andre frembringelser, der i almindelighed regnes for finkulturelle for at være med i det fine selskab, stræbe efter at være socialt højerestående, så er det snobberi. Det er heller ikke snobberi som sådan ikke at kunne fordrage visse massekulturelle frembringelser, men hvis man siger det fordi det er "den rigtige mening," så er det snobberi. Jeg kan ikke gøre for det: jeg kan ikke klare at læse Morten Korch, og jeg kan ikke udstå at høre Susi & Leo eller Keld & Hilda, men det er ikke snobberi, for det kan jeg af et ærligt hjerte ikke.
Men hvis jeg begyndte at rose Morten Korch i høje toner og lovprise Susi & Leos musikalitet bare for at indynde mig hos "jævne mennesker" - hvad der så end ligger i det begreb, det kan diskuteres - så ville jeg snobbe nedad.
Men har jeg så haft nogen flove fornøjelser?
Ja, bestemt, men nu varierer det en del fra den ene persongruppe til den anden, hvad der er en flov fornøjelse. Jeg startede med at spille klaver, da jeg gik i anden klasse, og det kunne roligt siges at være efter den gamle skole i mere end en forstand, men i forbindelse med nærværende emne er det mest relevant i den forstand, at den klassiske musik var det eneste rigtige, (næsten) alt andet var underlødig musik. Nu syntes jeg, at det var sjovt at spille musik, så jeg slugte beredvilligt den gammeldags undervisningsform og den lige så gammeldags holdning. Sandt at sige kom jeg da også til at holde af den klassiske musik. Det viste sig at være en flov fornøjelse blandt mine jævnaldrende klassekammerater. Sådan noget lortemusik! Det er jo en hel omvending i forhold til det, som ellers var meningen med udtrykket flove fornøjelser i filmtidsskriftets klumme, her var det finkulturelle flovt. Jeg fik også mange stikpiller.
Derhjemme havde jeg den i andre sammenhænge flove fornøjelse, at jeg kunne lide folkesangerne, der optrådte i tv lige fra britiske Donovan til vores egen Poul Dissing. En dag hørte jeg ved et tilfælde en single med The Beatles, hvor de via begge sider sang sig ind i mit hjerte, og så var sagen klar, jeg ville lære at spille guitar. Da min mor havde gjort et forgæves forsøg på at lære det et par år før, så havde hun en liggende, så startede jeg på den. Det greb om sig, for via Donovan opdagede jeg hans amerikanske forbillede Bob Dylan og kredsen omkring ham. Det var i slutningen af The Beatles' karriere som samlet band, så jeg kom til at kende deres tidlige pop-periode og den senere mere pretentiøse på en gang. Fra det sidste var indgangen til hippiernes musik ikke så langt væk
Frem for at gøre nar af de flove fornøjelser er det frugtbart at spørge, hvad der ses i dem. Det gælder både når vi ser tilbage på vore fortidige flove fornøjelser, hvor vi har det med at smile og sige: "ja, det var dengang, jeg var jo ung," men også når vi møder nogen med disse flove fornøjelser, hvis vi har en slægtning, der dyrker dem.
Her har vi det med at sige, at det jo bare er underholdning, der forbruges for at slå tiden ihjel. Det kan det godt være for nogen, men ikke desto mindre er der nogen, der dyrker den flove fornøjelse seriøst.
En flov fornøjelse fra min ungdom, som jeg kunne have skrevet om i filmtidsskriftets klumme, hvis jeg havde været ansat der som skribent, er halvfjerdsernes katastrofefilm som Poseidon, Jordskælv, Det Tårnhøje Helvede og hvad de ellers hed. I dag kan jeg godt se, at en stor del af dem ikke holder, men jeg så dem ikke som ren underholdning. Jeg tænkte over noget i forbindelse med dem. I filmen om skibet Poseidon blev jeg endda forelsket i en af de kvindelige passagerer, der kæmpede for livet og sad på nåle under de scener, hvor hun var i livsfare. Det var så en lettelse, at hun var en af dem, der overlevede.
Jeg var i det sidste år af min folkeskoletid, da disse storfilm gik i de danske biografer, og dette at en epoke var ved at være slut fik mig til at tænke over tilværelsen. Jeg syntes den var præget af afstumpethed og alle bare kæmpede for deres eget. Derfor var jeg fascineret af heltene i disse katastrofefilm, der satte sit liv på spil, nogen gange mistede det, for at redde andre. Charlton Heston i Jordskælv, Gene Hackman i Poseidon, Paul Newman i Det Tårnhøje Helvede. Det blev mine helte i den periode. Lad det så være rigtigt, at de var lavet for chokeffekternes skyld, en masse ild, fossende vand, faldende murbrokker og andet nervepirrende uden helt dybe menneskeskildringer. Deres helte havde noget, som jeg syntes verden manglede.
Det var min flove fornøjelse, som jeg kunne have skrevet om i Levende Billeder. Har jeg andre flove fornøjelser på andre områder? Ja, jeg elsker Everly Brothers' hit All I Have to Do is Dream, det vil nogen nok være flove over at indrømme. Det er jeg ikke. Den er dels godt turneret som kun brødrene Everly kunne gøre det, dels rammer teksten bedre end mange andre poptekster, hvordan det føles efter et brudt forhold. Det er ikke at kimse af, når man står i den situation at få sat ord på de følelser.
Så lad os da bare beredvilligt indrømme vores flove fornøjelser, hvad de end er. Det kunne være lærerigt.