Fyrtårnet var tændt nu, med regelmæssige mellemrum kunne man se lyskeglen stille og roligt komme glidende som et forvarsel om, at det nu ville sende sit lys ind i den mørke sommerhusstue og afsløre den enkle rustikke møblering. I få sekunder gjorde det deres stearinlys overflødigt inden lyskeglen fortsatte sin gang ud over havet, hvor den tjente sit egentlige formål.
   "Er du ikke glad for, at vi tog herud, Mikael?" sagde hun med et glad smil.
   Han kiggede op et kort øjeblik fra sit skriveri, som han altid udførte med sin gamle kuglepen, når han ikke var hjemme ved computeren.
   "Jo," sagde han. Han havde mest gjort det for hendes skyld, hun havde trængt til at komme væk og få noget hvile, efter at hendes far havde haft vrangforestillinger, som havde drevet ham til at tage sit liv. Hun så mere frisk ud allerede.
   "Det er så hyggeligt her, især med levende lys, men hvad er det du skriver?"
   "Det er bare svar på en indbydelse, som jeg fik inden vi tog af sted. Den skal besvares inden vi kommer hjem."
   "Hvad er det til?"
   "Ti års jubilæum for min folkeskoleklasse."
   "Det lyder da sjovt. Der er to år endnu, til jeg skal det."
   "Joh."
   "Du lyder ikke begejstret."
   "Det bliver sikkert meget sjovt."
   Hun gik over ved siden af ham og omfavnede ham heftigt.
   "Du er vel ikke forelsket i din skolekæreste stadigvæk?" drillede hun.
   "Nej da, søde Lise," svarede han og lo. "Jeg er jo også blevet mere tyndhåret end dengang."
   "Men det er da stadigvæk brunt." Hun fnisede.
   Han lagde armen om hende og kyssede hende. De sad i lang tid med armene om hinanden og fulgte lyskeglens bevægelse.
   "Se, der er en ravn," udbrød hun begejstret.
   Han kiggede i den retning hun pegede og konstaterede, at hun havde ret. Det var en ravn, der kom flyvende. Den satte sig på en pæl tæt ved sommerhuset. Nu tog hun kuglepennen, som han havde lagt fra sig og begyndte at tegne en ravn. Stearinlyset blafrede i hendes åndedræt.
   Ravnen flyver om aftenen, lød en gammel folkevise, som han kunne huske fra dansktimen. For tusind år siden troede man, at det varslede ondt at se en ravn, for det kunne være en af Odins ravne. Han troede da ikke, at ravnen varslede ondt, som hans forfædre troede. Eller gjorde han?
   Han kunne bare ikke slippe tanken om ham, der absolut ikke ville komme til jubilæumsfesten, som lå begravet i strandkanten derude og aldrig var blevet fundet, kun Mikael vidste, hvor de jordiske rester var.
   Af alle steder i landet, så skulle det lige netop være her, at der var et ledigt sommerhus!
   "Jeg er så glad for, at vi har fundet hinanden," sagde hun og lagde hovedet mod hans skulder, hendes lange lyse hår løb ned over hans bryst.
   "Også mig," sagde han og trykkede hende heftigt ind til sig. Denne gang mente han, hvad han sagde.
   Et tågehorn afbrød deres glæde over hinanden.
   "Er der ligefrem tåge?" Sagde hun.
   "Det lyder sådan."
   Et lyn oplyste en kort tid klitlandskabet uden for vinduet, kort efter buldrede det.
   "Det er heldigvis langt væk," sagde han.
   "Er du bange for tordenvejr?"
   "Kun herude i et sommerhus af træ."
   Lynet glimtede igen, efterfulgt af et halvt minuts pause inden rumlen kom.
   "Der er heller ingen grund til frygt nu," sagde han, "det er langt væk."
   Det begyndte at suse, marehalmen udenfor bævrede frem og tilbage.
   "Godt man ikke er på søen," udbrød hun.
   Den bemærkning gav ham gåsehud.
   Nu faldt de første dråber på ruden, inden længe var regnen i gang med sin trommesolo på ruder og hustag.
   "Det er uhyggeligt," sagde hun.
   En lys, der mindede om fyrværkeri, blinkede højt over havet.
   "Hvad er det?" spurgte hun.
   "Det er nødraketter."
   "Så er der nogen, der har været dumdristige."
   Sveden løb ned ad hans pande.
   "Hvad er der galt med dig?" Hun lagde en hånd på hans pande. "Du har ikke feber, men hvad er der galt?"
   "Ingenting."
   "Jo, der er!"
   Hun lagde armene om hans skuldre og strøg dem beroligende, han stirrede frem for sig som en zombie.
   "Mikael, sig nu, hvad der er galt!" Hun ruskede blidt i ham.
   "Ingenting."
   "Jo, der er, skat!"
   "Det er bare.. det har jeg ikke fortalt dig.. jeg og min skoleklasse var engang på lejrskole her på et lejrsted tæt ved fyrtårnet."
   "Men dog, var det ikke sjovt?"
   "Nej, det var det ikke, men skal vi ikke bare glemme alt om det?"
   Hun gned sin rødmossede kind op og ned ad hans skulder, han lagde sine tæt behårede arme om hende og kyssede hende heftigt.
   Regnen trommede på ruderne som en afrikansk trommeslager, der akkompagnerede vindens besværgende åndemanersang.

Af forsigtighedsgrunde blev de længe oppe. Tordenvejret ophørte klokken to, men det fortsatte med storm. Da de gik i seng, havde de en livlig nat. Han var lykkelig over at have fundet Lise, med hende glemte han alt.
   Om morgenen, mens hun stadig sov, listede han sig op af sengen for at lave morgenmad. Det lugtede af vådt klitgræs udenfor, da han åbnede et vindue. Han tændte for radioen, der var indstillet på regionalradioen, uvejret var kommet bag på meteorologerne, en enkelt båd havde sendt nødraketter op, der var sat en eftersøgning i gang.
   Hans indre biograf spillede den bestemte aften fra lejrskoleopholdet, hvor der ikke havde været tordenvejr, men optræk til meget høj vindstyrke. Han hørte tydeligt Elmers stemme.
   "Du tør garanteret ikke sejle med mig ud i det vejr. Vi sejler bare lidt ud, så tager vi hurtigt ind igen. De voksne opdager det ikke. Vær nu ikke så pivet. Kom nu, din tøsedreng, man tager ikke skade af et friskt pust og lidt regn!"
   Han havde givet efter for drilleriet og hoppet ned i båden. Han følte kvalme, da han endnu kunne mærke i sin krop, hvordan den lille båd gyngede op og ned.
   Nu kom Lise ud.
   "Godmorgen, skat," sagde hun og kyssede ham.
   "Godmorgen."
   "Du ryster sådan."
   "Det er ikke noget."
   Endnu engang meddelte radioen, at der var en båd med dykkere ude for at søge efter den forulykkede båd.
   "Skal jeg køre til Aldi og hente noget af det, som vi mangler?" sagde han efter deres morgenmad.
   "Ja, gør det, skat. Jeg skal nok smøre frokost til os."
   Han gik ud og satte sig på den gamle rustne cykel med cykelkurv, som de havde fundet bagved sommerhuset den første dag.
   Ved Aldi hørte han en bilradio fra en bil med åbent vindue, der meddelte, at dykkerne havde fundet den forulykkede lystbåd. Tre unge mænd i tyverne var ombord, de havde drukket og var blevet overrasket af uvejret, men ikke langt derfra havde man fundet en robåd med påhængsmotor, der havde ligget i vandet meget lang tid. Alt tydede på, at den var sejlet på den lille klippe tæt ved og var sunket. Der ville senere blive sendt et nyt hold dykkere ned for at undersøge den nærmere.
   Mikael krympede sig.. Han cyklede en omvej hjem for at se på bådebroen. Han kunne godt risikere, at Lise ville spørge, hvor han blev af. Heldigvis var det turistsæson, så hun ville tro ham, hvis han sagde, at der var lang kø. Ikke langt fra bådebroen var der rejst en sten. "Til vor kære søn Elmer, hvad der end skete med ham. Hvil i fred." Sveden løb ned over hans pande. Han måtte sørge for at komme ned og grave de jordiske rester op, uden at Lise fik noget at vide.
   "Dav, kan du huske mig?" lød en stemme bag ved ham.
   Det gav et sæt i ham, han vendte sig om. Det var en lang og bredskuldret lyshåret mand, der så ud til at være omkring de femogtredive, han havde et stort kamera med en lang zoomlinse hængende i en rem om halsen. Mikael kiggede lidt på ham, men kunne ikke placere ham.
   "Du var kun en stor knægt, da din klasse var på lejrskole her, men jeg kunne godt genkende din statur let kraftige statur."
   Mikael tænkte.
   "Du kan ikke huske mig? Jens Borch, det var mig, der var pedel på lejren, det er jeg stadig."
   "Jo, nu kan jeg kende dig."
   "Skulle du tilbage og opfriske gamle minder?"
   Det gav et klamt gys i Mikael. "Nej, min kæreste og jeg har lejet det røde sommerhus derovre."
   "Nåh, men det var jo en af jer, ham der." Han pegede på mindestenen. "Det var forfærdeligt. Man fandt ham aldrig."
   "Nej, det... gjorde man ikke. Hvordan kunne det være, at man ikke sendte dykkere ud for at søge efter ham?"
   "Så vidt jeg har forstået, så var det fordi man kun vidste, at han havde været dumdristig og taget ud i en robåd med påhængsmotor, man vidste ikke hvad retning han var sejlet og anede derfor ikke, hvor man skulle lede, så man besluttede at vente på, at bølgerne ville kaste ham ind på stranden."
   Mikael var lige ved at sige højt, at det var sket, men tog sig i det. For at aflede samtalen fra dette emne, begyndte han at kommentere Jens Borchs kamera.
   "Jeg er lige ude og tage nogle billeder, der er udskrevet en fotokonkurrence for den, der tager det bedste billede af området her."
   "Jeg kan godt huske, at du tog nogle billeder af os."
   "Ja, det gjorde jeg, og med det her nye kamera kan jeg sætte det på langsom hastighed, så jeg kan tage nattebilleder, jeg tænker at tage et flot motiv af fyret med lys på."
   "Held og lykke med det, men jeg skal hjem til min kæreste, hej!"
   Han satte sig hastigt på cyklen og kørte tilbage til sommerhuset. Lise modtog ham kærligt, hvorpå hun begyndte at tage frokosten ind. De spiste i stilhed, mens de sendte blikke til hinanden. Han tænkte mest på, hvornår de mon ville begynde at udforske båden dernede.
   Nu skulle de vel først til at have underrettet familien til de tre forulykkede unge mænd, det hastede vel mere. Tanken om det fik hans hjerte til at slå blidere. Han gik over bag Lise, lagde armene omkring hende og kyssede hende i nakken. Han nød den stille tosomhed, men nu var det om at finde en undskyldning for at tage alene af sted og grave. Hvordan kunne det ske, før myndighederne begyndte at undersøge båden dernede? Han så ingen anden udvej, end at stå op i nat, når hun var faldet i søvn. Risikoen var, at hun ville vågne og opdage, at han var væk, men han måtte tage den risiko med alt, hvad det indebar.
   Han åbnede igen for nyhederne. Dykkerne havde undersøgt båden dernede og havde fundet ud af, at hullet i den var slået indefra, de havde taget et stykke af den med op til laboratorieundersøgelse.
   Mikael bed sig i hånden.
   Politiet overvejede, at det måske var løsningen på mysteriet omkring den dreng, der var en mindesten for på stranden, og et stort område af stranden ville blive afspærret.
   Det var bare med at komme der ned, få de jordiske rester gravet op og dækket hullet. Sveden piblede frem. Elmer, det røvhul, så havde han alligevel vundet! Nej, det skulle blive løgn!
   Havde han ikke allerede det for længst? Mikael hørte klassekammeraterne via en indre lydoptagelse, som det var umuligt at slukke for, hvor flink en fyr Elmer havde været, hvor forfærdeligt det var, at han sådan var forsvundet på havet. Selv ved eksamensfesten snakkede de om det. Hans mobning af Mikael og andre var glemt.
   Føj, hvor havde han hadet det røvhul! Evig og altid, når han tænkte på den tid, hørte han hans giftigheder og chikaner. Selv fra sin ukendte grav forfulgte svinet ham.
   Mikael stønnede. Havde han dog bare tålt ham de halvandet år, som han havde tilbage af skolen, men det var for sent nu. I nat måtte han finde de jordiske rester og få dem et andet sted hen.
   Så da natten kom og Lise var faldet i søvn, listede han sig op. Hun sukkede lidt og vendte sig om på den anden side, men vågnede ikke. Han gik ud i redskabsskuret og fandt en spade.
   Turen var lang og møjsommelig, når det var på gåben, især når han ikke havde andet lys end lommelygten. Endelig efter lang tids vandring var han ved stenen.
   Nu måtte han tænke tilbage. Han genkaldte sig situationen, det var ikke behageligt, men nødvendigt.
   Hvordan han havde slået Elmer i hovedet for fulde kraft med åren. Først havde han følt jubel, for nu ville det sidste halvandet år i skolen være uden hans mobning, men så havde han indset, at hvis det blev opdaget, så var han morder.
   Hvordan han havde taget båden på slæb bag en anden båd ud til klippen, slået hul i bunden og ladet den synke med den døde Elmer.
   Hvordan han havde vågnet før alle de andre næste morgen og var gået ned til stranden. Til sin rædsel så han, at den døde Elmer var blevet skyllet ind. Han havde skældt sig selv ud for at være så dum, et lig ville ikke blive liggende i en åben båd.
   Han huskede, at han havde begravet ham hvor mindestenen stod, han genkaldte det for sit indre blik for at lokalisere, hvor han skulle grave. Hans hjerte tog nogle spring.
   Nu var der ikke tid at spilde. Han måtte snige sig ned på området, grave de jordiske rester op og få dem væk.
   Hvorhen? Det tænkte han først på nu! Han bandede højlydt.
   Han så en ravn komme flyvende og sætte sig på mindestenen.
   Han ankom til bådebroen og stillede sig lige der, hvor det var sket i sin tid. Der lå en båd magen til den, som han og Elmer havde stået i. Han gik hen til mindestenen og gravede, hurtigt, som i en feber. I arbejdets hede besluttede han at sende afbud til jubilæumsfesten, han kunne ikke bære det.
   Hullet blev dybere og dybere, men der var stadig ingen spor af et gammelt lig. Huskede han forkert?
   Han måtte holde pause. Han lænede sig op ad spaden og stønnede.
   "Hvad laver du her?"
   Det gav et ryk i ham, da den høje skikkelse hoppede ned i hullet til ham. Hans paniske forsvarsrefleks fik ham til at svinge spaden og ramme den høje mørke mand i hovedet. Det gav samme ækle lyd, som Elmers hoved havde givet, dengang åren ramte det, og manden faldt livløs om. Nu så Mikael, at han havde en mørk uniform på. Det var fyrmesteren. Et øjeblik troede han, at han selv skulle dø, for det var som hjertet stod stille, og han kunne ikke få vejret. Hele forløbet fra da han mødte Lise første gang til nu, passerede revy gennem hans hoved. Nu var lykken forbi.
   Han knælede foran fyrmesteren og klappede ham på kinden, der var ingen kontakt. Der var heller ingen puls, da han følte på halspulsåren.
   Verden drejede rundt omkring ham, men han klarede at holde balancen og begyndte straks at kaste hullet til, så den døde fyrmester kunne blive begravet.
   Han stoppede. De ville gennemsøge stranden og opdage, at der havde været gravet her for nylig, og så ville de finde den døde.
   Med møje fik han trukket fyrmesteren ud i båden med påhængsmotor, der lå fortøjet ved broen. Der lå et efterladt anker på bådebroen, det var tilstrækkeligt tungt. Han tog det med, selv om det var tungt at få trukket ned i båden.
   Han kiggede op mod toppen af klitten. Var der ikke en, der stod deroppe? Han slog det hen.
   Det var besværligt at få bundet ankeret fast til den døde fyrmester, men det lykkedes. Han startede motoren og satte fart på, der var heldigvis vindstille.
   Der kom en lystbåd sejlende tæt på. Han drejede af, de måtte ikke se ham.
   Endelig var han så langt fra land, at der kun var fyrets blink at se. Han fik møjsommeligt den døde op på bådkanten. Nu gyngede den, han hoppede over i den anden side for at forhindre en kæntring, og fyrmesteren faldt ned i bunden af båden igen. Han bandede og begyndte igen med besvær at få den døde op. Endelig lykkedes det at få ham i vandet, og han forsvandt under overfladen. Mikael sank livløs sammen i båden, men tog sig snart sammen og satte kursen mod land. Han kunne snart se stranden, hvor han havde gravet.
   Hans T-shirt klæbede til ham. Han fortøjede båden til bådebroen og gik den lange tur tilbage til sommerhuset, så godt som de rystende ben kunne bære ham. Den første røde solstribe var begyndt at kigge op over horisonten.
   Han kom i tanke om, at han havde glemt at kaste hullet til igen og løb tilbage. Han kastede det til som i en febervildelse, og så gik det tilbage til sommerhuset.
   Han måtte hellere tage et bad, så han ikke lugtede af sved. Et øjeblik stod han og trak vejret dybt ind et par gange, inden han låste sig ind i sommerhuset. Han åbnede døren stille og roligt og sørgede for lige så stille og roligt at lukke den igen, så det ikke lavede nogen larm.
   Da han tændte lyset, gav han et ryk, for det åbenbarede Lise siddende i en af stolene, hendes ansigt var tårevædet, de lyseblå øjne lynede.
   "Hvor fanden har du været på denne tid?" skreg hun.
   "Æh, skat, forstår du..."
   Hun rejste sig og gav sig til at hamre på ham med knyttede næver. "Er du klar over, hvilken skræk du har jaget i livet på mig? Hvor var du henne?"
   "Nede ved stranden."
   "På denne tid?"
   Hun hamrede igen på ham. "Store kraftidiot!"
   "Lise, hør nu.."
   "Din forklaring har at være god!"
   "Jeg gik bare en tur, fordi jeg ikke kunne sove."
   "Hvorfor efterlod du ikke en seddel til mig om det?"
   Mikael, din klovn! Det skulle han have gjort!
   "Du stinker af sved og er møgbeskidt! Du har vist lavet mere end at gå en tur!"
   Han rystede over hele kroppen, satte sig ned og begyndte at ryste på hovedet. "Din kæreste er en morder."
   "Nej, hold nu op! Du lyder ligesom min far, da han begyndte at blive syg!"
   "Gid det var en vrangforestilling! Det er bedre du hører det fra mig end fra politiet."
   Hun begyndte at græde. "Jeg har kunnet mærke fra starten vi tog af sted, at der var et eller andet, der havde taget hårdt på dig. Hvad det end er, så skal jeg nok hjælpe dig, du må bare ikke sige sådan noget forfærdeligt noget!"
   "Det er desværre sandt, Lise."
   "Nej, glem nu alt det jeg sagde før, du har gjort et eller andet vildt, fordi det er blevet for meget for dig, jeg forstår, det er ligesom min far. Lad os tage hjem i løbet af i dag, når du har fået et bad og vi har pakket, så må vi skaffe dig noget lægehjælp."
   "Ak, du kan måske ikke tro det om mig, men jeg myrdede Elmer, og jeg har myrdet igen."
   "Nej, hold nu op! Det var ham, der mobbede dig? Du var vel lettet over, at han forsvandt?"
   Han nikkede.
   "Det kan jeg da godt forstå, skat, det behøver du ikke have skyldfølelse over. Gå nu ud og få dig et bad, så skal jeg begynde at pakke, så spiser vi noget morgenmad, pakker færdig og tager hjem."
   Hun skubbede ham insisterende ud i badeværelset, han måtte gøre som hun sagde og gik ud under bruseren. Under normale omstændigheder ville han have nydt at få al sveden skyllet af. Alt, selv det varme vand, der smygede sig om hans nøgne krop, var som i en anden dimension, som han ikke kunne nå. Han slukkede for vandet, tørrede sig og gik ind i stuen igen, hvor hun havde lagt en del tøj i sin åbne rygsæk og dækket op til morgenmad. Hun løb hen og omfavnede ham.
   "Vi skulle aldrig have taget herud! Jeg vidste jo ikke, at det var så slemt for dig, det skulle du bare have sagt, søde. Kom og få noget morgenmad!"
   Han satte sig og begyndte at spise af brødet, men det smagte ham ikke. Han burde være lettet over, at de tog hjem nu, men følte ingenting.
   Det gav et sæt i ham, da det bankede på døren. Allerede! Det var som om jorden gyngede under hans fødder. En stor brosten lagde sig på hans brystkasse, da Lise gik hen og lukkede op.
   "Goddag, det må være Mikaels kæreste. Er han tilstede?"
   Mikael spændte musklerne i sin krop, da han genkendte Jens Borchs stemme.
   "Ja, men han har det ikke så godt lige nu," sagde Lise.
   "Det var en skam, jeg kom ellers lige med noget, som han sikkert vil blive glad for. Jeg har fundet nogle af de gamle billeder fra dengang, hans klasse var på lejrskole her og kopieret dem."
   Kvalmen flammede op fra dybet af hans organer.
   "Men bare giv dem til mig, så skal jeg nok give dem til ham. Vi er nødt til at tage hjem i dag."
   "Men så god tur hjem, billederne er i denne kuvert."
   Lise takkede, sagde farvel, lukkede døren og gav kuverten til Mikael.
   "Jeg må vente, til jeg kommer hjem med at åbne den, jeg kan ikke tage det nu."
   "Naturligvis. Nu skal du til at være ovenpå igen, håber jeg." Hun strøg ham blidt over kinden og satte sig overfor ham med en bid brød. De spiste sammen i stilhed, ind imellem strøg hun ham over armen. Han smilede anstrengt til hende. Hvis bare hun vidste, at det var sandt. Hvordan ville hun reagere? Han turde ikke tænke på det.
   "Du skal sandelig ikke have skyldfølelse over, at du blev glad for hans forsvinden, sådan som han behandlede dig!"
   "Jeg tager ikke med til festen, jeg kan bare ikke holde det ud."
   "Så er det også bedre at lade være." Hun gik over til ham og kyssede ham. Hun var varm omkring sine kinder, han lagde armene om hende og trykkede hende tæt ind til sig, så hun gav et suk af velvære.
   Da de var blevet færdige med at spise, pakkede de deres sidste ting og begav sig af sted mod den asfalterede vej, hvor rutebilen kørte. Der stod de nu og holdt hinanden i hånden, indtil den kom og de gav signal til at stoppe.
   "Nå, så går det tilbage til storbyen," sagde chaufføren med et smil. De satte sig ned på en af de bageste sæder og var tavse, indtil rutebilen kom til togstationen, hvor de skulle skifte til toget. Der var noget ventetid, så de kiggede lidt i kiosken. En radio bag disken fortalte om den forsvundne fyrmester, en lokalavis' overskrift fortalte, at man nede ved stranden havde kunnet se, at der havde været gravet for nylig ved gravstenen over den forsvundne Elmer Jensen. Man havde gravet og undersøgt området omkring dette, og der var blevet fundet de jordiske rester af en, som tilsyneladende var en stor dreng. Kraniet bar spor af, at han havde fået et slag i hovedet med en stor, tung genstand.
   Mikael rystede. Et billede viste, hvor de havde fundet liget. Hvis bare han havde gravet en halv meter mere til venstre!
   "Kom!" sagde Lise, idet hun tog fat i hans arm, "du skal ikke pine dig selv ved at tænke på det." Hun trak ham ud af kiosken. Endelig kom toget. Han faldt i søvn næsten med det samme at det kørte, hun lod ham sove.
   Der var mange sære drømme, der løb gennem ham, inden han vågnede og hørte, at næste station var København. En følelse af lettelse greb ham. Selv om politiet identificerede Elmer, så var det ikke sikkert, at de kunne spore det tilbage til Mikael.
   Men fyrmesteren? Bare de ikke ville finde ham!
   Efter turen med den vante HT-bus var de ved deres lejlighed i København. Lise ville gå ned og købe ind, så han kunne slappe af.
   Da hun var gået, tog han kuverten fra Jens Borch op. Han overvejede at smide den ud, men kom til at tænke, at han bare ville være flink og give ham nogle billeder, som han troede han ville blive glad for. Af høflighed åbnede han den trods sine rystende hænder.
   Det første var med ham selv som teenager, der stod og så alvorlig ud, mens nogen af hans klassekammerater grinede i baggrunden. Han lagde det nederst i bunken og så på det næste. Der spillede han bordtennis med en af de klassekammerater, som han godt kunne med. Han gik videre og kunne se, at han var med på alle billederne. Nu var Elmer forsvundet, de så alle alvorlige ud.
   Han undrede sig over, at det næste var et stykke hvidt papir. Det havde påskriften Nye Billeder. Han lagde sedlen nederst i bunken.
   Det gav et sæt i ham. Det første nye billede forestillede ham selv ved siden af fyrmesterens lig. Det næste viste ham i færd med at trække den døde ud over bådebroen, så var der et, hvor han fik ham i båden. Det sidste var taget med et langt zoom, det viste ham sejle ud over havet med den døde fyrmester.
   Hans tænder klaprede. Nederst var der en ny seddel. "Hvad vil du give mig for at destruere disse? Jeg vil nøjes med 50.000 kr." Det var efterfulgt af et telefonnummer.
   Hans tankevirksomhed forsvandt.
   Da den vendte tilbage, rejste han sig, fandt en blok og gav sig til at skrive.
   "Kære Lise, jeg er gået til politiet for at melde mig. Du ville ikke tro det, men det var mig, der slog Elmer ihjel, jeg begravede ham ved stranden. Da jeg var bange for, at det skulle blive opdaget nu, gik jeg ned for at få hans jordiske rester af vejen, så blev jeg overrasket af fyrmesteren. I panik slog jeg ham i hovedet med spaden, så han døde. Du troede det var vrangforestillinger, men det er sandt. Ingen vej udenom, jeg må melde mig selv. Når du besøger mig i fængslet, skal jeg forklare hvorfor. Det har været den bedste tid i mit liv, efter at jeg mødte dig, jeg elsker dig. Kærlig hilsen, Mikael."
   Han samlede Borchs billeder og sedler i kuverten og tog af sted til politistationen.
   Da hun næste dag besøgte ham i fængslet, sagde han, at han var lettet.