Der står han, trofast på sin plads, gråskægget med en gammel hue trukket ned om ørerne. Han er omkring de halvtreds, klædt i halvslidt tøj uden fuldstændigt at ligne en lazaron og holder bladene, så alle kan se titlen, Hus Forbi, de hjemløses avis.
Nogen går hastigt forbi, mens andre køber bladet. Så smiler han venligt og ønsker god dag. Ingen tvivl, ethvert eksemplar der sælges gør ham glad. Andre igen siger til ham, at de har fået det i denne måned, det tager han til sig, smiler venligt og ønsker en god dag til dem også.
Der kommer andre hjemløse forbi og hilser på ham, de spørger til salget. Fra deres side vanker der en enkelt bajer. Han drikker den ikke af nødvendighed, som alkoholikeren, der må have et bestemt antal genstande, men med nydelse.
Når bladene er udsolgt er han væk. Ingen ved, hvor han er, måske er han en af dem, der ligger i soveposer rundt om i byen. Næste dag er han der igen.
Han kaldes en af samfundets svageste, men er han det? Han har stået trofast i flere måneder og solgt bladet. Nattesøvn er ingen selvfølge, der er ikke altid fri adgang til toilet, maden må han skaffe - nogen gør det ved at tigge, men han sælger i stedet dette blad, der oplyser om de forhold, som han og hans frænder lever under.
Hvornår får de en mindestøtte?