Jeg overværede engang et foredrag, hvor foredragsholderen, en professor i filosofi, var ude på at provokere fra starten af. Han ville slå fast, at der ikke fandtes nogen objektiv mening med tilværelsen.
Nu er det nok ikke længere provokerende at mene sådan. Det er blevet et så udbredt syn, at ingen løfter et øjenbryn mere, når det fremføres, men nævnte foredragsholder skulle tale til en flok teologistuderende og regnede tydeligvis med, at her ville det syn være provokerende. Så med det samme han var på talerstolen, indledte han med kraftigt eftertryk: "Jeg siger jer: der findes ingen absolutte sandheder!"
I hvert fald var der en, der lod sig provokere og sagde: "Mener De virkelig det?"
Hertil svarede professoren: "Ja, ABSOLUT!"
Det kunne være en bevidst morsomhed med alvorlig pointe i stil med "hvis du vil have et godt råd, så lad være med at give gode råd," eller "man skal aldrig sige aldrig" eller den spanske filminstruktør Luis Bunuels udtalelse: "Jeg er stadigvæk ateist, Gud ske lov!"
Det kunne også være en fortalelse.
Uanset hvad der var tilfældet, så vakte det munterhed i forsamlingen.