Hvor ofte betegnes et eller andet ikke som fordummende. Brugen af sådan et udtryk viser, at man regner med, at det er muligt at blive dummere end man er i forvejen.
Kan man det? Bliver vi ikke klogere, efterhånden som vi gør erfaringer? Det siger vi, men når vi bruger udtrykket fordummelse, er det så ikke en selvmodsigelse?
Ordet erfaring har rødder i et germansk ord, ervaren, der betyder fare til, komme ud og se. Man rejser ud af de vante rammer og ser noget mere af verden, lærer den bedre at kende, og da netop rejsen er en yndet metafor for vores vej gennem livet, så har ordet erfaring fået sin plads som den indsigt, vi får gennem livet.
Det er en kendt sag, at man kan rejse uden at blive klogere. Jeg har i interviews med musikere læst, at turnélivet er til at blive sindssyg af, for de ser ikke meget af de lokaliteter, som de rejser igennem. De ser lufthavne og hoteller, der ligner hinanden uanset hvor de er, i evindelig stress fra det ene sted til det andet. Nu er de godt klar over, at de ikke ser noget af verden overhovedet og er ærlige desangående, men lad os tænke på en rigtig pralhans på turné, lidt a la Hans i Christian Wilsters fortællende digt Bonden og hans Søn:

En Bondeknøs, som hedde Hans,
Der havde været udenlands
Med Herremandens Søn et Aar,
Kom hjem til Faders Fæstegaard,
Og i den lille Bondebye
Fortalte han nu stolt og krye
Til Fryd for Store som for Smaae,
Om hvad i fremmed Land han saae;
Men skjøndt en Deel deraf var sandt,
Var der dog meget Løgn iblandt;
Thi to Ting læres let paa Reise,
At lyve grovt og høit at kneise;
Og Hans forstod saa stærkt at lyve,
Som Hest kan rende, Fugl kan flyve.

Hvis denne Hans var en nutidig musiker eller anden scenekunstner på turné, så vil han komme hjem og fortælle, at han har været både i New York, Bangkok, byernes by Paris, Rio de Janeiro, London, den gyldne stad Prag og i Sydney, hovedstaden i landet down under. Teknisk set er det rigtigt, men han vil undlade at fortælle, hvordan hotellerne og flyvepladserne ligner hinanden. I værste fald vil han smøre tykt på om sine oplevelser med at se Tower of London, Frihedsgudinden, Eiffeltårnet og gengive, hvad han har læst i en eller anden turistbrochure og tro, at det er hele sandheden, og han vil bekræfte sine slægtninge og venners muligvis racistiske fordomme om de folkeslag, han har "været iblandt."
Der kan være flere grunde til, at man rejser uden at erfare noget. Enten er det i jobs medfør som nævnte musikere, eller også rejser man udelukkende efter billig sprut på Hotel Espana og holder party med danskere i dansk stil, så de lokale kommer til at afsky danskere lige så meget som man visse steder i Danmark afskyr tyskere og svenskere. De kommer hjem og fortæller, at spaniere er vrantne, de glemmer bare, at det er vi også overfor mennesker, der opfører sig skabet og ødelæggende i fuldskab.
Når det har været yndet blandt digtere at bruge rejsen som metafor for vores færd gennem livet, gælder det så også om livets rejse, at den kan gøres uden at erfare noget?
Hvis vi siger, at svaret er ja, så begynder begrebet fordummelse at få mening, for så får ikke alle erfaring med alderen, nogen gør heldigvis, men det kan alligevel lade sig gøre at blive ældre uden at blive klogere. Klogskaben er i så fald desværre ikke så sikker en følge af alderen i samme grad som den fysiske svækkelse.
Jeg har i andre tekster været inde på vores tendens til at skønmale fortiden, se barndommen som den lykkelige og lyse tid. Det er så en del af vor natur, men problemet er: lærer vi så af vores fejl? Bliver vi så kloge af skade, som man siger? Lærer vi af de mørke ting?
Når vi glemmer dem og kun husker det gode, så kan svaret ikke blive andet end nej.
Hvor ofte har vi ikke hørt en midaldrende eller ældre person sige: den gang vi var unge, kunne vi ikke finde på sådan noget! I mange tilfælde tror jeg, at det skyldes, at man har glemt de af sine klassekammerater, der kunne finde på "sådan noget" og gjorde det. For ikke at tale om, at de måske har glemt de perioder, hvor de selv kunne finde på det.
I lighed med forfatteren Aksel Sandemose har jeg en udtalt modvilje mod fremstillinger af barndommen, der fremstiller den som en udelukkende lys og lykkelig tid, med Sandemoses ord, "en dejlig søndag før livets grå hverdag." Ikke at barndommen altid skal fremstilles som rent helvede, men den ensidigt paradisiske fremstilling er forløjet.
Ved denne glemsomhed giver oplevelserne jo ingen erfaring, og hvor henter de glemsomme så viden om forgange perioder i livet, barndommen og ungdommen? Måske gennem kilder, der tegner et forløjet billede? Er vores kilder til viden om det liv, som vi har glemt, forløjede?
Nu begynder begrebet fordummelse at give mening. For hvis vi får "opfrisket hukommelsen" med forløjede skildringer, så må det være hvad vi kalder fordummelse.
Vel kan vi gøre erfaringer, men vi glemmer dem, eller som man kalder det i psykologien: fortrænger dem.
Men hvad hvis man rejser gennem hele livet uden at gøre nogen erfaringer, blinde og døve for hvad der sker på livsbanen?
Ingen erfaring overhovedet, anderledes kan det ikke være.
Hvor henter man så forståelsen af livet? Gennem tvivlsomme kilder?
Jeg har ikke nævnt nogen konkrete eksempler på forløjede fremstillinger af livet. Tv-mediet har ofte været kritiseret for at være det, jf. de gængse slangudtryk fordummelseskasse, dummeren. Jeg vil ikke sige, at det er helt forkert, men da mange andre har sagt det før mig, kan det virke billigt at trække det frem som eksempel. Ligeledes ugebladsnoveller og poptekster, det tror jeg også mange har sagt før mig, så jeg føler det letkøbte true.
Men hvad, jeg ville heller ikke diskutere hvad der er fordummende, bare diskutere begrebet fordummelse, det andet overlader jeg til personlig vurdering.