Film skal ses i biografen.
Det var Ole Michelsens faste afslutningsreplik i det hedengangne filmmagasin Bogart på DR.
Jeg føler trang til at omskrive den: tv-serier skal ses en gang om ugen.
Måske er jeg blevet en gammel forstokket nar, der ikke kan klare tidens udvikling, men jeg kan ikke lade være med at sige det: i dag ses serier, hvis man modtager tv på kabel eller satellit, ikke bare dagligt, men flere gange dagligt.
Lad mig starte med at nævne et eksempel, hvor der indgår en tv-serie, som jeg kan lide for at vise, at det jeg skriver, ikke skyldes en generel modvilje mod tv-serier og heller ikke har noget at gøre med egen smag. Tegnefilmserien Simpsons om en samspilsramt familie sendtes på et tidspunkt hver dag på TV3+ ikke bare et afsnit, men fire hver aften fra atten til tyve. De genudsendtes næste morgen fra seks til otte. For inkarnerede fans, der ikke kan lade være med at se alle afsnit hver dag, bliver det noget i retning af overfodring. Jeg selv så kun et af dem de aftener jeg var hjemme, for jeg finder den så herlig, at jeg ikke vil have morskaben ødelagt af overfodring.
Men hvorfor denne overfodring med serier, der på denne måde snart kunne tage livet af selv de gode af slagsen? Det finder især sted på kanaler, der så godt som ikke har nogen egenproduktion og derfor er nødt til at købe serier hjem for at fylde programfladen ud. Der var så svaret på hvorfor: programfladen skal fyldes.
I monopolets dage glædede vi os til lørdag eftermiddag at høre Fred Flintstone råbe Yabaadaba-dooo og lørdag aften til at se Colombo vende sig om i døren med et spørgsmål til eller McCloud ride ned ad New Yorks gader. Det var ugens højdepunkt.
Med denne tids overfodring risikerer vi, at mange børn i dag ikke vil opleve genkendelsens glæde som voksne. Jeg har frydet mig over at gense Colombo i hans krøllede jakke og Flintstone og hans fortidsdyr, men hvor mange overfodrede børn vil opleve det samme, når de bliver voksne? Vil det hænge dem ud af halsen? Vi må vente og se, det kunne jo ske jeg fik uret.
Adskillige forældre har sagt, at deres børn ikke forbinder tegnefilm med fest og hygge, men som dagligt tidsfordriv. For os, der voksede op med Disneys juleshow i biografen Metropol med de korte tegnefilm og en 2. juledags premiere eller repremiere på en Disney-tegnefilm i spillefilmslængde, og som så Søren Spætte ved skolens fastelavnsfest på et smalfilmsapparat, der ind imellem gjorde nogle hop, der var tegnefilm lig med fest og hygge, men den opfattelse af tegnefilm er en saga blot.
Hvor mange børn, der i dag overfodres med tegnefilm, vil som voksne stadig synes, at Anders And og Fedtmule er herlige? Det kan vi overveje som et spørgsmål.
Jeg ved godt, at mange siger: "Man kan aldrig få for meget af noget, der er godt." Udover at der er delte meninger om, hvad der er godt, så er jeg principielt ikke enig, for vi kan sagtens overfodres med alt, også det vi selv synes er godt.
For så at slutte i stil med Ole Michelsen: tv-serier skal ses en gang om ugen.