Tumek spænede af sted, for nu var den ugæstfri slette mellem bjergene blevet for meget.
   Når solen ikke brændte, så han blev sveden og rød, så faldt vandet så tæt, at han blev våd og klam. Når lyset ikke var så skarpt, at det blændede ham, så var det så mørkt, at han ikke kunne finde vej. Alle vegne fra kom vilde dyr, som ville æde ham for at få mad. Når de var væk, kom hans fjender for at dræbe ham for deres krigeræres skyld.
   Han ville finde en hule, for i tætte stråler silede vandet ned og gjorde hans hoved fyldt med onde ånder. Endelig så han en hule mellem de faldende dråber, der var høj nok til, at han kunne gå ind i den uden besvær. Han gik derind, og regnens plasken blev en fjern lyd.
   Her sad Tumek langt inde i mørket med det skind, hans far havde flået af en dræbt bjørn. Han svøbte det om sig og blev varm. Nu var der gode ånder, der svøbte ham ind i søvnen, hvor han oplevede sælsomme ting. Sabelkatte hoppede rundt med menneskehoveder, mammutter fløj som ørne, og han løb og løb for at nå en fjern bjergryg, men den fjernede sig for hvert skridt han tog.
   Han vågnede til hulens mørke. Det var trygt, aldrig mere ville han gå ud i den verden, der stræbte ham efter livet. Han lod synerne køre, de gjorde ham godt og trak ham væk fra billederne af den onde verden. De ældste påstod, at der var slette ånder i de syner, som man så efter lang tids ophold i hulerne. Hans far havde sagt, at man ikke skulle opholde sig i huler, men være ude og kæmpe, ellers blev man som et barn igen, han måtte tænke på sin krigerære.
   Den betød intet for Tumek. Han ville være et barn igen, bare blive her, borte fra verden.
   Regnen var holdt op derude, så han listede hen til udgangen. Stammen fra den anden side af bjergene havde været i denne hule på et tidspunkt, for ved indgangen var der nogle af de billeder, som de altid malede i de huler, hvor de tog ophold. De forestillede deres jagt og tilberedning af byttet. Et af dem viste de en mand, der gned to stykker træ, så der kom ild. Hvilke trolddomsformler mon han fremsagde?
   Hvide skyer dækkede nu for solen, så kunne han klare at gå ude på sletten. Han fandt to stykker træ, der havde ligget i læ og ikke var våde og gav sig til at gnide dem mod hinanden som manden på billedet.
   Nu slog det ene træstykke et lille lyn. Han blev grebet af angst, for et lyn var ondskaben selv. Da, brændte det ene stykke træ, hans hjerte hamrede.
   Han konstaterede, at så længe han holdt træet i den anden ende, brændte han sig ikke, og hvis han holdt det i tilpas afstand, varmede det ham. Han tog det med ind i hulen og opdagede, at nu kunne han se i mørket. Der var flere jagtbilleder længere inde, hvor der blev brugt for ham ukendte jagtvåben. Hvordan mon de blev lavet?
   Da han gik ud igen, kom en sabelkat løbende imod ham. Han var parat til at tage flugten og smed den brændende pind foran dyret, der gav et hvæs og flygtede tilbage, hvor det kom fra. Med et jubelråb hoppede han hen og samlede den brændende pind op igen.
   Da han kom tilbage til stammen og fortalte det hele, rystede de ældste på hovedet af ham. De mente, at når han havde syner i en hule, så kunne det kun være en dårlig ånd, og den onde stammes billeder var ikke noget at tage alvorligt. Hans far straffede ham for at have været i en hule og drømt sig væk.
   Men der var nogle, der bad ham vise dem, hvordan han gjorde med træstykkerne.
   Sådan lærte Tumek og hans stamme at styre de frygtelige kræfter.