Hvor længe kunne han holde stuen varm?
   Endnu gik det, men han måtte snart ud på den tilfrosne hede og fælde flere grantræer på plantagen. De ville snart dø, det var et spørgsmål om tid. Døde træer kunne også brænde, men de holdt ikke evigt. I det hele taget måtte han se i øjnene, at den måde han havde overlevet på kun ville holde en begrænset tid. Han havde været overbevist om, at han nok skulle klare det efter alle hans år som forsker af Arktis. Nu var han klar over, at det ikke var det samme. De dyr, som han kunne skyde og spise nordpå, levede ikke her i et overiset Europa, det ville tage tid inden de spredte sig dertil. Endnu kunne han gå til det forladte supermarked og tage af maden der, men på et tidspunkt ville det slippe op.
   Han havde sin påklædning, som han havde anvendt ved Arktis, så han kunne stadig gå ude, og han kendte alle sikkerhedsforanstaltninger, men det var for besværligt at komme til det overisede Vesterhav, selv om han kun boede to kilometer derfra, for isen havde lagt sig over klitterne som en isbræ. Der skulle to til at komme over dem. Han havde udstyret, men der manglede en makker.
   Han ville i stedet forsøge sig med isfiskeri på fjorden. Nu var det med at få boret et hul i isen, han kendte rutinen. Isen var glat, men han klarede det, selv om han gled mange gange. Stille og roligt gik han til værks, og snart kunne han se ned i fjordens vand. Det var lettere her end på det nordlige ishav. Han sænkede sin mede ned i hullet og ventede. Sådan havde han overlevet sine tre forlis på Arktis.
   Hans hus var godt nok snart dækket af is, så han spekulerede på, hvor længe kunne han blive ved at komme ind i det? Skiltet med Robert Nielsen var tildækket. Det var med at holde den brede indgangsdør i orden, for hvis den gik i stykker, kunne han ikke varme huset op mere, det ville blive den visse kuldedød.
   Mens han ventede på bid, rekapitulerede han begivenhederne for sig selv. Han havde først hørt i nyhederne, at der havde været et kraftigt undersøisk jordskælv i Den Mexicanske Golf. Det havde medført en tsunami, der havde skabt oversvømmelseskatastrofer i Mexico og De Caribiske Øer. Så havde man sagt, at Golfstrømmen var stoppet, det ville få katastrofale følger for Europa. Der var mange røster fremme, der sagde at det var overvurderet, det ville nok blive køligere, men ikke ligefrem polarklima.
   Hvis bare han havde hørt på dommedagsrøsterne og rejst væk i en fart. En efter en var naboerne forsvundet, og ikke en eneste turist var kommet til sommerhusene, selv om det var ved tiden. Han havde afvist det hele som vrøvl og troet på dem, der bagatelliserede.
   Hvis ikke han var blevet skilt fra Janne, ville hun også have holdt på, at de skulle tage af sted. Hvor mon hun og børnene var nu? Han havde ofte sagt til hende, at hun var hysterisk, når hun frygtede voldsomme brændinger eller når der kom klager fra skolen om børnene. Han følte væmmelse ved sig selv ved at tænke på det. Han havde under disse forhold tid til at tænke over tingene, alt sagde ham, at han selv var skyld i skilsmissen. Mon hun havde overlevet sammen med børnene? Var de blevet overrumplet og døde af kulde? Han ville give alt for at vide det. Når han gik sine ture til supermarkedet for at plyndre det, kunne han se konturerne af mennesker i isen, der var blevet overrasket og nu var nedfrosne. Det gav ham myrekryb.
   Hans gamle rejsefælle, hvis speciale var forhistoriske mennesker, ville have sagt, at hvis man bare havde fundet sådanne neandertalere, så ville vi vide mere om dem. Hvad ville man sige om disse mennesker om millioner af år?
   Han kiggede på snøren. Stadig ikke bid. Han begyndte at blive utålmodig, for maven knurrede og kulden var begyndt at trænge gennem det røde polartøj. Denne højrøde farve havde reddet ham, når redningsmandskabet var fløjet over Arktis, men hvem ville få øje på ham nu?
   Han kiggede op, for han mente at høre en motor. Det var vist bare ønsketænkning, der spillede ham et puds. Han havde hørt, inden den sidste forbindelse med omverdenen var forsvundet helt, at amerikanerne fløj ind over det overisede Europa for at finde overlevende. De ville nok ikke tænke på Danmarks vestkyst, den var så uanselig. Hvad med Norge? Normandiet? Spanien? Hvis bare hans snescooter havde haft benzin, så han kunne komme til et sted, hvor der var større chancer for at blive set.
   Igen kiggede han på snøren. Sandheden slog ham: fjorden var jo brakvand, og brakvandsfisk kunne ikke overleve dette polarklima.
   "Idiot, Robert!" råbte han.. Brakvandsfiskene var døde af kulde, og det ville tage lang tid inden polarfiskene fandt vej hertil. De ville i så fald kun finde vej til det nu utilgængelige hav.
   Han bandede og snerrede. Nu måtte han igen gå til supermarkedet. Han kunne ikke fordrage den tur, den var lang og kold, og han følte sig som en tyv, når han gik ind og tog for sig. Han vidste godt, at ingen ville savne det, alligevel kunne han ikke lade være med at føle sådan.
   Her havde han gået i al slags vejr med Janne og børnene, når der skulle købes ind. Somme tider havde han taget bilen eller cyklen, alt efter hvor meget der skulle købes ind. Da syntes han ikke, at det var langt, han havde skældt børnene ud for skaberi, når de klagede over længden, eller at der blev en smule regnvejr. Nu var han et barn indeni, der sultede og følte vejen lang. Han lovede sig selv, at hvis han nogensinde så dem igen, så ville han aldrig skælde dem ud mere.
   Han tog for sig i boksene og skabene og gik hjem igen. Vejen føltes koldere, fordi han var kold og slæbte på købmandsvarer.
   Endelig var han ved sit hus. Det blev mere og mere besværligt at få døren op, selv om han gjorde alt for at holde trinet fri for sne og is. Han måtte undgå at ødelægge den, det gjorde det sværere.
   Han tændte endnu en gang op i pejsen, der var avanceret fra at være hygge til nødvendighed. Ilden blev brugt til at riste og varme dagens middag, mens han tog en humpel brød for at stille den værste sult. Endelig var kødet stegt og ærterne varme, og han spiste det som et glubsk rovdyr.
   Han tog mobiltelefonen op, som om han havde bevaret et håb. Han tændte den ind imellem, måske ville der komme en opringning eller en sms et sted fra. Han kunne ikke længere se, hvor det skulle være fra. Han havde den kun tændt kort tid for at spare, han kunne ikke lade op længere.
   Da Janne var skredet, havde han bare været bitter og reageret afvisende, når hun ringede for at høre, hvordan han havde det. Børnene kom på besøg en gang imellem, men det var ikke lige hver weekend, for det var jo i Århus på den modsatte side af Jylland de boede. Han betragtede også de weekender, hvor de kom, som noget der skulle overstås. Han gad ikke al deres larm og evige snakken i mobil.
   Få dage før katastrofen brød ud, havde Janne sagt i telefonen, at hende og børnene skulle på udenlandsrejse. Han havde hørt efter med et halvt øre, det ragede ham egentlig ikke, syntes han på det tidspunkt. Han ønskede, at han kunne komme i tanke om, hvor de skulle hen og hvornår.
   Han gav et suk og tillod sig den luksus at lave en kop kaffe. Han kogte det i en gryde over ilden og drak det med velbehag. Intet var så skønt som kaffe, når man ikke fik det hver dag. Han nød også, at der ikke var store udvalg af kager til, det var også det eneste positive han kunne se ved situationen.
   Han syntes at høre en lyd af motor, men det kunne ikke passe. Han rejste sig alligevel op for at gå ud og se. Det var en bil med meder under dækkene, der så ud til at være to personer i den. Han gav sig til at vinke. Den lagde ikke an på at stoppe og kørte uforsvarligt hurtigt under disse forhold. Han vinkede igen.
   Nu kørte den hen over en høj snedrive og væltede om på taget. Robert stak i løb derhen. Han kom hen til den og fik med besvær fordøren op. Der var en kronraget ung mand bag rattet, og Robert konstaterede med det samme, at han var død. Under det omvendte bagsæde lå en anden ung mand, også kronraget, han rørte på sig, så Robert fik en bagdør op. Den unge mand stønnede.
   "Din makker er død," sagde Robert, "vi må have dig ud, inden bilen eksploderer."
   Han fik en svag klynken til svar. Nu tog han fat under armhulerne og lempede ham forsigtigt ud. Han havde blod i ansigtet. Nu var det med at få knægten væk, Robert trak ham hen over jorden. Da han nåede til sin havelåge, eksploderede bilen. Det var et chok at mærke så meget varme på en gang.
   "Stefan, hvor er Stefan," lød det fra den sårede.
   "Han døde på stedet, da I slog en kolbøtte," sagde Robert, "nu må vi redde dit liv." Han løftede ham op og bar ham ind i huset, hvor han undersøgte ham. Han havde brækket en arm og et par ribben og havde nogle sår. Der var en næsten fuld førstehjælpskasse, så Robert forbandt ham så godt han havde lært det. Der manglede bare professionel lægehjælp.
   "Hvad er dit navn, unge mand?"
   "Tore."
   "Robert Nielsen her."
   "Nordpolsforskeren?"
   Robert nikkede. "Hvor kom I fra?"
   "Fra Hvide Sande, vi er en gruppe overlevende, der har fundet ud af at klare os der, men vi forsøgte at stikke af, det var det eneste køretøj i byen, der kunne køre, så vi stjal det."
   "Hvorfor ville I stikke af?"
   "Vi er splittede, en gruppe i vores lille samfund, som vi kalder det, mener vi skal bygge et nyt Europa op fra grunden, andre mener vi skal prøve at få kontakt med omverdenen og lade os redde. Vores leder kører det diktatorisk, han er begyndt at slå dem ihjel, der gør vrøvl og truer dem, der vil søge kontakten, med pryglestraf og måske død."
   "Han er da bindegal."
   "Jeg var ikke bedre," sagde Tore og bøjede hovedet forover i det han pegede på sin nakke, der havde et tatoveret hagekors.
   "Du er blevet klogere?"
   Tore nikkede. Robert gav ham noget mad og vand og straks efter faldt den unge mand i søvn.
   Nordpolsforskeren sad som sædvanlig og funderede. Han var glad for at have fået menneskeligt selskab, men nu var der to munde at mætte. Så var der dem i Hvide Sande, ville de prøve at stikke efter flygtningene? Ville de komme hertil og slå dem begge ihjel? De måtte gøre det til fods, men det kunne vel lade sig gøre, hvis de var klædt på til det. Han gik ud i skuret og fandt sin riffel. Den fejlede ikke noget og der var lidt ammunition. Ville han virkelig komme til at bruge den til at slå mennesker ihjel med? Det ville være selvforsvar, men alligevel...
   Nu ville han hellere prøve at få sovet. Han faldt snart ind og drømte underlige drømme om, at huset var omringet.
   Han vågnede, da det var op ad formiddagen. Da han så ud af vinduet, stod der en større flok omkring bilvraget og undersøgte det. Det måtte være nogen fra det lille samfund. De ville snart finde ud af, at der kun var et forkullet lig i vraget.
   Han gik sig væk fra vinduet og trak i polartøjet. Han undlod at tænde op.
   Nu pegede de over mod huset. Robert forstod, at det ikke havde sneet denne nat, Tores slæbespor væk fra vognen og hans egne fodspor til huset var intakte. Han bandede sin idioti, at han ikke havde tænkt på at slette sporene. Han tog fat i riflen og gjorde den klar til at skyde. Der blev sparket til døren.
   "Hvem du end er derinde, giv os forræderen!"
   "Forsvind!" svarede Robert.
   Nu blev døren sparket ind, træværket i karmen faldt fra hinanden.
   Der stod tre i samme alder som Tore, alle kronragede og bevæbnet med knive, en af dem også med kæde.
   "Skrub af," sagde Robert, "I kan jo se, at jeg er bevæbnet."
   "Giv os bare forræderen! Vi har et lille samfund i Hvide Sande, slut dig til det!"
   "Kun hvis I lader Tore leve!"
   "Det bestemmer vores leder."
   "Nej, det bestemmer jeg, for jeg har skydevåben!"
   "Det er garanteret ikke ladt," sagde en af dem hoverende med et smil. Robert skød et skud op i loftet, det fik smilet til at forsvinde, de tre trak sig lidt tilbage.
   "Hvis I ikke forsvinder, rammer det næste skud en af jer!"
   De tre trak sig tilbage. Han kunne høre dem diskutere, hvad de skulle sige til lederen. De blev enige om at sige, at de havde fundet begge flygtninge døde i bilvraget.
   Nu gik Robert ind og satte sig, Tore var ved at vågne, så nu måtte han lave et morgenmåltid.
   Der var iskoldt i stuen. Nu gik det op for ham, at døren var ødelagt, huset kunne ikke opvarmes mere. Han så det for sig, i løbet af en tid ville han og Tore dø af kulde herinde. Der var muligheden for at gå til Hvide Sande og slutte sig til samfundet der, men det ville blive Tores død. De tre fyre ville også nok røbe for lederen, hvad der var sket efter en tid, det ville blive hans egen død. Så den mulighed var udelukket. Han og Tore var fortabt. Skulle han belave ham på det? Typisk dilemma, skulle man fortælle en døende sandheden? Måske ville Tore også dø af sine sår alligevel, hvis han ikke fik lægehjælp?
   Han lavede noget mad og begyndte at se døden i øjnene. Da han og Tore havde spist, faldt den unge mand hen igen. Robert gik hen og tog riflen. At fryse ihjel var en frygtelig død, han ville ikke opleve det. Nu måtte han for første gang dræbe et menneske, det skulle ske mens han sov og på en måde, hvor han ikke nåede at mærke noget. Han havde fået det forklaret en gang, i nakken, altså lige over det tatoverede hagekors.
   Så ville det gælde ham selv bagefter, geværet i munden og så trykke af, så var det hele overstået.
   Han gik ind til den sovende og løftede geværet. Heldigvis lå han på siden, så det var let at ramme det rigtige sted. Han pegede med geværløbet mod nakken. Han begyndte at ryste, men gjorde alt for at tage sig sammen. Det måtte ske.
   Nu syntes han igen at høre en motorlyd. Det var ikke en bilmotor denne gang, det måtte være en helikopter, den lyd der tre gange havde betydet redning. Det kunne ikke passe, men han gik ud. Det var en helikopter, han genkendte det amerikanske mærke med den hvide stjerne. I en fart var han inde og hentede et klædningsstykke med en skrigende rød farve, som hans datter havde glemt sidst hun var på besøg, og gik ud og viftede med det i det han råbte højt. Han skød en gang med riflen op i luften. Helikopteren vendte rundt og satte kurs mod hans hus.
   "Yahiii, Tore, redningen er nær!" råbte han, selv om han tvivlede på Tore hørte det.
   Stille og roligt sænkede helikopteren sig ned på et sted, hvor isen var flad og plan og en mand stod ud. Han havde den typiske NATO-flyveruniform på?
   "How many survivors here?"
   "One more," svarede Robert og pegede mod huset, "he is wounded."
   Helikoptermanden nikkede og gav tegn, To mand kom ud med en båre og løb ind i huset efter Tore, mens piloten gav Robert besked på at samle sammen hvad han ville have med og hoppe ind i helikopteren. Robert hentede nogle få nødvendige ting og løb ud i helikopteren. De lukkede døren, nu var det som om de kørte elevator. Så fløj de ud over de overisede klitter, hen over Vesterhavet, der nu lignede det nordlige ishav. Ude i det fjerne kunne Robert se en isbryder og lidt længere væk et hangarskib. Der fløj de hen og landede. Det var overvældende at opleve så stort et skib. Tore blev båret ud, piloten forklarede Robert at hans makker ville få lægehjælp om bord. Han selv blev nu anvist en kahyt, som han skulle være i under overfarten til Staterne. Han bad om at måtte få lov at tale med øverstkommanderende., det blev bevilget.
   En midaldrende gråhåret mand i kaptajnsuniform modtog Robert, der forklarede om det lille samfund i Hvide Sande. Kaptajnen vidste det, de havde været der, men var blevet bedt om at fucke off af lederen, kaptajnen skulle have en debat med sine kollegaer om, hvad de skulle gøre ved det. Robert nikkede og sukkede.
   "Jeg er da glad og taknemmelig for at være reddet," sagde han, "jeg ville bare sådan ønske, at min eks og mine børn var i live."
   "Det er de."
   Robert gav et hop. Kaptajnen nikkede.
   "De var på ferie på Skt. Thomas, da tsunamien brød ud og blev reddet fra den forfærdelige oversvømmelse der."
   "Åh ja, det var de Danske Vestindiske Øer de skulle til!"
   "De forklarede vores admiral, hvor du ville være hvis du var i live, derfor lod vi vores helikopter flyve en runde over dit hus."
   Robert begyndte at le og græde på en gang. "Hvor er de nu?"
   "På et hotel i Miami Beach, vi indlogerer også dig der."
   "Åh, tak!" udbrød Robert og kunne ikke støtte på sine ben, da han rejste sig. Kaptajnen klappede ham på skulderen og sagde, at nu skulle han have noget mad.