Det var et gammelt sagn i det store kejserrige, at hver gang en drage døde, så ville en flod gå over sine bredder. Det var bare adskillige år siden, at indbyggerne havde set noget til dragerne. Børnene fik fortalt, at det var dem, der sørgede for at floderne holdt sig indenfor deres bredder, men de havde aldrig set dem. Når de af og til spurgte de voksne, om det var muligt at se dragerne, så fik de at vide, at intet menneske kunne få dem at se, det var forbudt.
   I den vestlige del af riget tættest mod Vesten var der en massiv bjergkæde. Folk i Vesten, som man kaldte verden på den anden side af bjergene, betragtede drager som onde væsener, der kun var ude på at samle guld til deres huler, men i storrigets legender var de gode. Alle blev rådet til ikke at gå ud i bjergene, for der var øde og farligt, man kunne dø af sult og kulde eller styrte i en dyb kløft. Derfor var der heller ikke meget kontakt med Vesten.
   Ikke langt fra bjergkæden boede tolvårige Xian med sin familie. Han spurgte en dag sin mor, om det ikke var i disse bjerge, at dragerne holdt til. Hun svarede, at det kunne tænkes, for der kunne de ikke blive set af mennesker. Dagligt kiggede han mod bjergene i håb om at se en drage komme flyvende. Han havde ikke held med sig, og da han fortalte de andre børn om det, blev han drillet. Han kunne høre dem kalde ham dragedreng overalt hvor han gik. Han drømte om det, når han sov.
   Netop denne dag havde det været særligt slemt. En af de store knægte havde sparket ham og sagt, at det var en stor drage, der sparkede til en lille dum dreng. Her tæt ved bjergene gik Xian med sine får og geder, han kunne kigge op ad bjergsiden med træerne og blomsterne, der ophørte ved trægrænsen.
   Da kom en mand med langt hvidt skæg, Han så ud som om, at han var på vej mod bjergene. Xian hilste på ham, den gamle standsede og bukkede for ham med samme høflighed som var det en voksen.
   "Tør du gå ud i bjergene?"
   "Jeg bor der," svarede manden.
   "Jeg troede ikke, at der boede mennesker derude."
   "Det er også kun få, vi er nogle eneboere."
   "Bor der drager derude?"
   "Tror du på drager?"
   "Jeg ved det ikke. De voksne fortæller, at når en flod går over sine bredder, så er det tegn på, at en drage er død."
   "Det passer, min unge ven."
   "Har du set nogle af dragerne?"
   "Hm, tja, men unge ven, hvis du kommer her hver dag med dine får og geder på denne tid af dagen, så skal jeg gerne lære dig mere."
   "Det vil jeg meget gerne."
   Den gamle herre gik videre og forsvandt mellem træerne for foden af det nærmeste bjerg. Xian kaldte sin flok sammen og drev dem hjemad mod folden. Huset, hvor han boede, lå på en bakketop, de kunne se ud over resten af landsbyen, hvor der blev dyrket ris på flade marker. På den anden side af dem lå en flod, der bugtede sig som en slange forbi kirsebærtræerne og ikke havde ikke lavet oversvømmelse i umindelige tider. Xian spiste med sine forældre og lillesøster uden at fortælle dem om samtalen med den gamle mand, og da solen gik ned, gik de til ro på hver deres tæppe.
   Næste morgen blev han som sædvanlig vækket af sin mor, og de spiste deres morgenmad i mindelighed. Deres far rejste sig for at gå ud og hjælpe med på rismarken, men han kom snart ind igen, vild i øjnene, så øjenæblerne snart kunne trille ud af hans hoved.
   "Hvad er der sket?" spurgte Xians mor.
   "Dalen er oversvømmet, hvis vi ikke havde ligget boet på bakketoppen, var vores hus blevet skyllet væk."
   Xian løb hen til døren, hev forhænget til side og kiggede ud. Dalen var dækket af vand, bakketoppen lignede en ø midt i en stor sø.
   "Hvor skal fårene og gederne græsse?" udbrød han.
   "Det bliver her omkring huset, men hold dem fra vores køkkenhave," sagde hans mor. Lillesøster udstødte et vræl som for at understrege vigtigheden af det, som mor havde sagt..
   "Så er der en drage, der er død," sagde Xian.
   "Snak ikke for højt om det," sagde hans far, "vi er nok til grin i forvejen på grund af dig."
   Xian rettede sit blik mod bjergene, vandet nåede næsten ud til dem. Mon den gamle mand ville komme der i dag? Forhåbentlig kunne han se, at Xian var lovlig undskyldt.­ Han følte dog, at han havde tabt en chance for at høre mere om dragerne fra en, der syntes at vide noget.
   Mens hans mor så efter lillesøster og far gik ud og så til køkkenhaven, lod Xian fårene og gederne komme ud og spise af den smule græs, der var på bakketoppen. Han kiggede rundt på vandet. Mon nogle af foldfiskernes små både flød ovenpå? Hvis man kunne få fat i en, kunne man ro frem til det tørre land for at hente hjælp. Han kiggede hen på sin far og kunne se, at han tænkte det samme, han kiggede også rundt. Efter en tid skete det, en sivbåd kom drivende ikke langt fra bakketoppen. Hans far hoppede i vandet og svømmede. Xian kiggede efter ham og håbede, at det ikke ville være for langt. Endelig var hans far ved båden, fik sig hevet op i den og roede ind til huset.
   "Jeg må ro det nærmeste tørre land efter hjælp, det nærmeste er ved foden af bjergene."
   "Det er der, jeg går med dyrene," sagde Xian.
   "Så må du komme med, forhåbentlig møder vi mennesker, der kan hjælpe."
   Xian blev glad, for nu kunne han måske møde den gamle eneboer. Han hoppede op i sivbåden til sin far, tog en pagaj og sammen roede de til det tørre land.
   "Tror du, at der bor nogle mennesker her, knægt?"
   "Jeg mødte en gammel mand i går, der sagde han boede i bjergene."
   "Bor i bjergene? Er du tosset, knægt!"
   "Det passer," lød en gammel rusten stemme. De to vendte sig om, og der stod den gamle eneboer og støttede sig til sin vandrestav. Xian og hans far bukkede for ham.
   "Jeg går ud fra, at I er sejlet efter hjælp. Kom med hen i min hule."
   Xian og hans far fulgte med eneboeren ud over en af bjergsiderne. De havde aldrig turdet gå der før, så de havde vagtsomme øjne. Endelig kom de til eneboerens hule. Han inviterede dem indenfor og bad dem sætte sig. Hulen var kæmpestor, de fattede ikke, at det skulle være nødvendigt til den spinkle mand. Han gav dem at spise af de vilde urter, som han havde samlet.
   "I tror mig nok ikke," sagde han, "men en drage døde i nat, derfor blev dalen oversvømmet."
   "Det passer altså?" sagde Xian.
   Den gamle nikkede.
   "Riget er endnu engang i kløerne på en tyran, og når en drage forsøger at få ham på bedre tanker, så risikerer de at miste livet."
   "Hvad er en tyran?" sagde Xian.
   "Det er en kejser, der tror folket er hans tjenere og ikke kan forstå, at han er folkets tjener."
   "Men vil det sige, at dragerne har kontakt med kejseren?"
   "Ja, og med andre fyrster, men i menneskeskikkelse. De tryller sig om og bliver rådgivere ved hoffet for at lære dem at regere på en vis måde, men menneskene er tungnemme hvad den sag angår og onde, derfor er det livsfarligt for dragerne."
   "Men hvor holder dragerne til?"
   "Her i bjergene. De flyver ud og ser til vandløbene, og hvis en af dem dør, så sker det som skete i nat."
   "Kan vi mennesker få en drage at se i dens rigtige skikkelse?"
   "Kun hvis de selv vil det."
   "Jeg ville gerne se en drage," sagde Xian.
   "Det ønske kan du snart få opfyldt." I det samme stod en røgsky omkring den gamle, hulen rystede voldsomt. Ud af røgskyen stak der et grønt hoved med to horn og næsebor, der udsendte røg. Halsen blev længere og snart fyldte kroppen en stor del af hulen. Xian og hans far gispede.
   "Ja, nu ved I det," sagde dragen. "Jeg hedder Puff."
   "Jeg troede, at I var røde," sagde Xian.
   "Det er vi normalt, men min far var en drage fra Vesten."
   "De, der er onde, og samler guld til deres huler?"
   "Javist, men da min far kom hertil for at hjælpe kejseren mod oprørerne, fik en drage herfra ham på bedre tanker, så han endte med at være på oprørernes side. Fordi min far var fra Vesten, så har jeg aldrig fået lov til at passe en flod, de frygter, at mine instinkter er for vilde. Jeg ville gerne vise mig som en rigtig østlig drage og få lov til at standse den flod, som er gået over bredderne."
   De to mennesker nikkede.
   De hørte lyden af hestehove udenfor. Dragen tryllede sig tilbage til skikkelsen af den gamle vismand, og de gik alle tre ud for at se, hvem der havde vovet sig ind i det berygtede område. Det var en rytter bevæbnet med sværd, men han var ikke gul og skævøjet som folk i riget var. Han var hvid og lignede en stor dreng, men var bevæbnet som en voksen kriger med sværd. Det var ikke krumt som sværdene i Det Store Rige, det var lige og uden noget pynt på skaftet.
   "Vær hilset, jeg ventede ikke at finde mennesker her," sagde han.
   "'Vi er her også kun for at lede efter hjælp, vores dal blev oversvømmet," sagde Xians far.
   "Ja, og det var en slem oversvømmelse, men lad mig høre, for jeg er fra Vesten, passer det, at der lever mange drager i disse bjerge?"
   "Det passer," sagde vismanden.
   "Jeg var i dyst mod en af dem i går, den kæmpede ikke særligt hårdt, så det var en let sejr, men det er da en begyndelse, hvis jeg skal skrives ind i vores heltekvad som dragedræber."
   Den gamle rynkede brynene så kraftigt, at de syntes at presse sig sammen om øjnene.
   "Store klodrian! Det er dig, der er skyld i oversvømmelsen!"
   "Må jeg lige være her!"
   "Ved du ikke, at dragerne her i Riget vogter over floderne og forhindrer dem i at gå over deres bredder?"
   Den unge ridder rystede forvirret på hovedet. "Men jeg har ikke lært andet, end at drager er onde væsener, og det er vores pligt at bekæmpe dem."
   "Så bekæmp dem ovre hos jer selv i stedet for at komme her, hvor vi har andre skikke! Store paphoved! Fæmikkel! Sovsehjerne!"
   "Hvis De var yngre, så udfordrede jeg Dem til kamp for denne fornærmelse!"
   "Gør De bare det," svarede den gamle, og i det samme stod der igen en røgsky om ham, og han fremstod igen som en grøn drage, der hvæsede. Den unge ridder tabte underkæben og faldt af hesten med foden i stigbøjlen. Hvis ikke Xian havde skyndt sig at holde på hesten og berolige den, var den unge mand blevet slæbt ihjel.
   "Se bare, en drage fra dette rige kan han klare, men ikke en som mig, stor, grøn og hæslig!" hvæsede dragen. "Nuvel, men hvis du virkelig er en kriger, der vil bryste dig af store bedrifter, så kan du få lov at følge med mig, for jeg vil til flodens udspring og få den til at sænke sig igen."
   "Men du kan da nok selv kæmpe med din ildspruden."
   "Unge mand fra Vesten, her i Riget må drager ikke skade noget menneske, men det kan være ét handicap, hvis menneskene vil hindre os i vores hverv, og det vil de tit. Du kan følge med og kæmpe for, at de ikke dræber mig, inden jeg når til flodens udspring."
   Den unge ridder nikkede. "Så skal jeg vel ride på dig. Hvad med min hest?"
   "Den tager jeg mig af," sagde Xians far.
   "Må jeg følge med jer?" spurgte Xian.
   "Det er ikke nogen færd for en dreng," sagde hans far.
   "Han har kun godt af at lære om alvoren i tilværelsen," sagde Puff. "vi har før haft drenge med os."
   Xians far nikkede modstræbende og lovede at passe på hesten, og ridderen og Xian satte sig på Puffs ryg, hvorpå den fløj af sted over den oversvømmede dal.
   "Hvad er for resten dit navn, unge kæmpe?" sagde Puff.
   "Sir Gawain. Hvor skal vi helt præcist hen?"
   "Til den store skov langt væk," svarede dragen. "Flodens kilde springer i en lysning midt i denne skov."
   Xian havde travlt med at kigge ud over landet, for han havde aldrig set det så højt oppe fra. Træerne lignede små planter. Der var nok af skyer på himlen, men nu kom der noget rødligt i det fjerne. Ridderen lagde sin hånd på skæftet af sit sværd.
   "Rolig!" sagde Puff, "det er en af de indfødte drager, de gør ikke ondt."
   Efterhånden blev den røde drage tydeligere, dens øjne lynede.
   "Hvorhen, vestlige bror?" sagde den.
   "Halvvestlig, om jeg må bede! Du ved jo godt, at jeg er født og opvokset her."
   "Jo, men du vil altid have dit vestlige blod, det kan ikke ændres. Hvem rider på dig?"
   "En ridder fra Vesten og en dreng herfra, de vil hjælpe mig."
   "En ridder fra Vesten! En af de tåber, der tror, at alle drager bare skal dræbes."
   "Rolig, han er med mig, jeg siger god for ham."
   "Godt, men kommer det mig for øre, at det er ham, der har dræbt en drage, så der er blevet oversvømmelse, så får I med mig at bestille."
   "I orden, men nu må vi videre."
   Den grønne drage fløj videre med sine to passagerer. Da hans røde artsfælle var uden for hørevidde, lod han sig sænke ned på jorden for at holde hvil.
   "Ved du hvad, Sir Gawain," sagde han, "så snart vi har klaret denne opgave, så vil jeg råde dig til at komme tilbage til dit eget rige i Vesten, inden de finder ud af, at du stod bag dragedrabet."
   "Jeg forstår."
   De var i et område med frugttræer, de to mennesker gav sig til at plukke frugter.
   "Du risikerer dit omdømme ved at have følge med en dragedræber," sagde Xian til Puff.
   "Jeg ved det, min dreng, men jeg må tage den risiko. Hvis jeg dræber et menneske, så bliver jeg aldrig en af dem."
   Xian nikkede. Han tænkte på alle de børn, der drillede ham. Han ville ikke kunne fortælle dem om dette her, de ville bare le som sædvanlig.
   Med ét hørte han en lyd som af torden og kiggede op. Der var ingen sorte skyer på himlen, men i det fjerne hvirvlede der støvskyer op. De kom nærmere, efterhånden blev der heste med ryttere tydelige i støvet. Rytterne var klædt i rustninger.
   "Det er kejserens soldater," sagde Puff, "nu må jeg hellere antage min menneskeskikkelse."
   Han blev mindre og lignede igen den gamle vismand. Rytteriet var nu helt henne ved dem.
   "Nå, der er jo en kriger fra Vesten," sagde de, "I har ry for at være gode kæmpere. Var det ikke noget at gå ind i kejserens hær? Han betaler godt."
   "Jeg takker for tilbuddet, men jeg skal snart tilbage til mit hjemland."
   "Du vil ellers kunne udføre store bedrifter, som du kunne fortælle om derhjemme."
   "Som at udslette landsbyer rub og stub, så selv børnene dræbes?" bemærkede den forklædte Puff.
   "Forræder!" råbte den rytter, der tydeligvis var lederen og stormede frem med løftet sværd.
   "Holdt!" råbte ridderen, "kun en fej usling dræber en gammel mand!"
   "Kejseren har beordret alle dræbt, der taler ondt om hans styre."
   "Jeg har i mit land aflagt ed på at beskytte de svage, om De trækker sværdet mod denne olding, så må vi duellere."
   "Der gælder andre love her. Om De udfordrer mig, vil De blive dømt til at blive forkortet med et hoved."
   "Det vil ikke være en ussel død for mig, jeg ville dø fordi jeg opfyldte mit ridderløfte."
   "Lidt fornuft er der da i Jer vestlige krigere," sagde den forklædte drage.
   "Arrester ham!" brølede officeren. To af rytterne galoperede frem imod Sir Gawain, der stod parat med sit sværd. Da de var kommet hen til ham og skulle gribe fat i ham, sprang han til side og leverede et hug mod den ene rytter, der udstødte et brøl af smerte og faldt af hesten. Den anden rytter fik sin hest vendt om i en fart og svingede sit sværd mod ridderen. Han parerede slaget med en sådan kraft, at rytteren faldt af. Han kom hurtigt op at stå og fik fat i sit sværd.
   "Så er det ærlig kamp," sagde ridderen, "forsvar dig!"
   "Rid ham ned!" råbte officeren, og resten af enheden satte gang i hestene mod Sir Gawain.
   "Er det jeres måde at kæmpe ærligt på? Feje hunde!"
   Puff forvandlede sig til drage igen og sendte en stor ildsøjle ud af sine næsebor, så hestene stejlede og kastede deres ryttere af.
   "Kom an, I kujoner!" råbte ridderen, men en stor del af soldaterne havde taget flugten. Kun officeren og to mere kom imod ridderen, der lod sit sværd tegne en elegant bue i luften, hvormed det endte officerens liv. De to andre soldater tog flugten.
   "Bravo, du er vokset i min agtelse, om end jeg ikke tror så meget på våbenmagt som I mennesker gør," sagde Puff.
   Ridderen bukkede for ham.
   "Men det er farligt for dig nu, unge ven, du har dræbt en af kejserens befalingsmænd, nu helmer han ikke, før han har fanget dig og fået dit hoved skilt fra kroppen på hovedstadens torv. Skynd dig at komme tilbage til dit eget land."
   "Jeg gav dig et løfte, drage, og en ridder render aldrig fra sit løfte."
   "Trist, nu hvor jeg er begyndt at kunne lide dig, men skynd dig herfra, når vores opgave er udført i hvert fald."
   "Det lover jeg, men ikke en dag før."
   Solen var begyndt at gå ned, og de tre venner blev enige om, at de måtte sove for natten, så dragen tog gammelmandsskikkelsen på igen, og de tre venner gik til den nærmeste landsby, hvor der var en kro. Kromutter var en stor fyldig dame, hun lukkede op for dem og smilede, så hendes ansigt blev mere rundt.
   "Næ, fantastisk at jeg skal have en mand fra Vesten til at overnatte her. Velkommen alle tre."
   De gik ind og fik anvist senge for natten. Xian var så træt efter alle disse indtryk, at han snart faldt i søvn.
   Han vågnede tidligt ved et brag, der fik ham til at springe ud af sengen. Han løb hen til døren og kiggede ned ad trappen. Det var tre af kejserens soldater, der havde sparket døren ind til kroen.
   "Hvor er den mand fra Vesten, der myrdede en kejserlig officer?" råbte de.
   "Hvor skulle jeg vide det fra?" sagde kromutter.
   "Der er vidner, der har sagt, at han gik herind. Hvis du ikke fortæller hvor han er, så hugger vi dig ned og brænder din landsby af."
   I det samme kom Sir Gawain ud fra sit rum. "Så kom og tag mig, men ikke uden kamp!"
   De tre soldater for frem imod ham med løftede sværd, ridderen trak sit op og parerede deres slag et efter et, og han gjorde et hop, da en af dem forsøgte at spæne ben for ham. Sværdhuggende sang højlydt i kroen, og flere af dens gæster trådte ud af deres kamre for at se, hvad larmen betød.
   Trods sin sikkerhed med sværdet havde ridderen sværere ved at kæmpe mod tre, og han var snart trængt op i et hjørne. Xian kunne se, at det var et spørgsmål om tid, inden hans vestlige ven bukkede under, så han tog en stor tønde, der stod i stuen. Den var tom, derfor kunne han løfte den og med en kraftanstrengelse, der var på grænsen af hans formåen kastede han den mod ridderens tre modstandere, der gik i gulvet med et brøl.
   "Kvik dreng," sagde den menneskeforklædte Puff, "godt jeg har jer med, sommetider ærgrer det mig, at jeg har lovet ikke at skade nogen mennesker."
   "Tak skal du have, min dreng," sagde ridderen.
   "Vi må se at komme videre," sagde Puff, "der er ingen tid at spilde."
   "Tror du, at soldaterne er efter os fortsat?"
   "Det tror jeg," svarede Puff, "de har set mig som drage, og har regnet ud, hvad der er min hensigt, så de er på vej til kilden for at få ram på mig og vores vestlige ven. Vi må være hurtige nu"
   De tre følgesvende gik udenfor byen, hvor dragen igen antog sin skikkelse. De to andre satte sig på ryggen af ham, og han satte i gang med at flyve med den højeste hastighed han kunne klare med passagerer på ryggen.
   "Er der langt endnu?" spurgte Xian.
   "Om kun få timer er vi fremme," svarede Puff. "Da ingen af de østlige drager har gjort noget for at standse oversvømmelsen bliver det mig."
   Endelig dukkede en skov op i det fjerne med en lysning, hvor der kunne ses en bakkekam. Da dragen lagde an til landing på toppen af bakken, kunne Xian se en kilde springe ud ved dens fod.
   "Det er flodens kilde," udbrød Xian.
   "Rigtigt, min dreng, nu lander vi på bakketoppen, hold godt fast."
   Dragen satte sig på halen af bakken, og dens to passagerer sprang af. Han sad og kiggede op med halvt lukkede øjne, mens han fremsagde remser, som ingen af de to mennesker forstod et ord af. De kunne se, at vandet i kilden løb langsommere.
   "Nu har jeg vist mig som en sand østlig drage," sagde Puff og rankede sig.
   "Vi har vist fortjent noget mad," sagde ridderen og tog et brød op af sin sæk, som han begyndte at dele med sine to venner. Xian spiste begærligt. I det fjerne kunne de høre sang, musik og vild jubel.
   "Det er folk i de katastroferamte områder, der jubler over, at det er overstået," forklarede dragen.
   "Så er min far og mor også i god behold."
   "Ja, I var heldige, at jeres hus lå på en høj bakketop. Mange af jeres naboer er givetvis døde."
   I det samme kom en rød drage flyvende.
   "Nå, hvad bestiller du her, Halv-vest. Har vi ikke forbudt dig at udføre de indfødte dragers hverv?"
   "Men I var så længe om det, at der kunne være flere, der døde af sult, hvis ikke jeg fik floden til at trække sig tilbage."
   "Vi har mange opgaver, og vi skulle nok få det gjort," svarede den røde drage. "Der går rygter om, at der er blevet mennesker dræbt på din færd herud."
   "Det var ikke ham," sagde Xian.
   "Næ, det var nemlig mig," sagde Sir Gawain.
   "Nuvel, men du ved jo, at ingen drager i dette rige må skade mennesker, heller ikke få et andet mennesket til at skade andre."
   "Skulle jeg bare stå passivt og se til?" sagde ridderen forarget. "er I klar over, at det har kostet mig dyrt? Jeg er efterlyst i jeres rige, og når jeg vil drage tilbage til de vestlige lande, så risikerer jeg at dø for de kejserlige soldaters sværd."
   "Hvad rager det os!" svarede den røde drage. "Jo før du kommer væk, des bedre. Vi ved, at du dræbte en af os og var skyld i oversvømmelsen"
   "Jeg beklager, det skyldtes min uvidenhed."
   "Ja, og nu er han blevet klogere," tilføjede Puff, "jeg siger god for ham."
   "Men vi andre stoler ikke på ham, han bør rejse hjem snarest."
   "I skal snart slippe for mig," svarede ridderen, "nu drager jeg til bjergene, hvor en bonde passer på min hest, og så snart jeg har den er jeg fluks ude af dette rige og væk fra jer utaknemmelige bæster."
   "Vi er ikke alle sådan," sagde Xian, "jeg er dig taknemlig."
   "Også mig" sagde Puff.
   "Kom hellere hjem til din mor og drik din mælk, knægt!" sagde den røde drage.
   "Jeg følger ham hjem," sagde ridderen, "det er hans far, der passer på min hest."
   "Jeg vil hellere flyve ham hjem," sagde den røde drage, "sæt dig op på min ryg, knægt."
   Xian skulle til at adlyde, men i det samme hørte man hestehove, der galoperede og kom nærmere. Ud af den brede sti, der førte gennem skoven til lysningen kom en hær af kejserens soldater.
   "Gem dig mellem træerne, dreng," sagde Puff, Xian adlød ham. Den røde drage begyndte at lette fra jorden, men han kom ikke langt, for nogle af soldaterne sendte kastespyd efter den, et af dem ramte den i hjertet så den faldt død til jorden.
   "Nu bliver der oversvømmelse et andet sted," hvæsede Puff. Ridderen greb sit sværd og gjorde sig klar til kamp med soldaterne, men de skød med bue og pil, flere pile ramte ham, så han lignede et pindsvin. Han vaklede omkring og stønnede. Nu kom der røg ud af Puffs næsebor. Med et brøl udstødte han en ildsøjle, som forvandlede samtlige soldater til levende fakler, der snart faldt døde om. Ridderen lå med pilene i sig og stønnede. Xian kom ud mellem træerne.
   "Min mor har forklaret mig, hvordan man gør," sagde han og løb hen til ridderen og pillede pilene ud af ham, hvorpå han begyndte at forbinde hans sår. Ridderen klynkede af smerte, men faldt snart til ro og trak vejret normalt.
   "Nu skal jeg flyve jer to til bjergene," sagde Puff, "men så må jeg drage bort, nu har jeg brudt løftet og dræbt mennesker."
   "Vil du så slå dig ned blandt de vestlige drager?" sagde Xian.
   "Nej, de vil betragte mig som en tøsedreng fra Østen. Jeg har ikke noget hjem i denne verden mere."
   "Men du ville jo bare redde Sir Gawains liv."
   "Ja, for han havde reddet mit, men østlige drager, der skader mennesker, er udstødte."
   Ridderen satte sig op og stønnede let, men han fandt snart ud at sidde på en måde, så hans sår ikke gjorde ondt.
   "Tror du at du ville kunne klare en flyvetur?" sagde Puff.
   "Jeg klarer den nok."
   "Jeg må forberede jer på, at jeg må flyve meget højt denne gang. Det går ikke denne gang, at jeg møder andre drager med en dreng fra Riget på ryggen."
   "Så tør jeg ikke kigge ned," sagde Xian.
   Xian satte sig på dragens ryg, og den fløj højt op over skyerne i størst mulige fart. Den var nødt til at hvile undervejs, så turen tog to dage. Xians far og mor løb glade ud og tog imod ham, og hans mor tog straks Sir Gawain ind i huset og fortsatte plejen af hans sår.
   "Så drager jeg bort," sagde Puff og virrede bedrøvet med hovedet. "Lev vel."
   Vinden suste sørgmodigt under hans vingeslag, da han fløj op og satte kurs hen over bjergene. Xian stod og vinkede, der løb en tåre ned ad hans kind.
   Efter nogle dage kom Sir Gawain sig og kunne ride igen. Han satte sig på sin hest og drog af sted mod sit eget land.
   "Vi kommer også til at drage bort," sagde Xians far, "de er alle døde her på grund af oversvømmelsen, så vi må flytte til en anden landsby."
   Xian nikkede og så ned.
   De næste dage gik med at pakke, så slog de sig ned i en landsby, som de kom frem til efter flere dagsrejser. Xian forsøgte at fortælle de andre børn i denne by om sine oplevelser, men de lo ad ham og drillede ham værre end børnene i den gamle by havde gjort. Han besluttede, at han når han blev stor, ville han drage til Vesten for at finde beviser på sin historie og finde ud af mere om disse sære riger, hvor dragerne var onde. Den dag han var tyve, gjorde han alvor af det og drog med en karavane på den lange vej. Det første han hørte derude, da han mødte en mand, der fortalte overleveringer fra Vestens historie, var historien om en formastelig ridder ved navn Sir Gawain, der havde tilladt sig at forsvare en drage og tilmed havde vist fejhed i kamp. Xian rystede på hovedet. Nu ville han nedskrive sin beretning. Det er den, som jeg fandt og gengav her.