Om natten vågner jeg i mine forældres gamle hus - Det hvide hus, som vi alle fire boede i før deres skilsmisse. Det er så mørkt, men lampen ved hoveddøren belyser trinnet udenfor. Sneen kommer bag på mig, og jeg hører børns latter og skrig i forhaven ud til villavejen. En dreng og en pige samler sne til store, faretruende bolde og kaster med en utrolig kraft. Et ældre par kan ikke passere dem. De prøver, men bliver væltet omkuld af hvert af deres kast. Ikke en sjæl er oppe på denne tid af natten. Der er ingen, der kan forhindre de to i at terrorisere de gamle stakler. Faktumet ætser mig indefra. Derfor samler jeg en håndfuld fra trinnet og kaster målrettet mod de små rødder, men de reagerer ikke det mindste.
Jeg begiver mig indenfor igen og låser hoveddøren med det samme.
Entréen er fyldt med små sager. Der er ingen dørmåtte. Der er ingen sko. Der er ingen stumtjener. Men der er en seng og en masse Jem & Fix-flyttekasser.
Der er ingen sne i forhaven, men der er mennesker.
Mennesker, som jeg ikke kender. Mennesker uden øjne, næse og mund. Mennesker hvis ansigter er flade og udviskede.
En mængde, som jeg ikke kan fatte.
Og så kommer et ungt solbrændt par gående imod mig.
De vil ind til baghaven.
En høj fyr med mørkt hår og hvide tænder, og ved hans side går en veltrænet brunette. Hun vrikker med bagdelen, som om hun prøver at efterligne en and.
Hvad fanden laver I her?, spørger jeg.
Hvad laver du her?, spørger han tilbage.
Jeg BOR her!, svarer jeg frustreret.
Han reagerer ikke.
De sætter sig ved et havebord.
Jeg vidste, at jeg skulle have sat en lås på lågen.
Jeg er et frådende monster, når jeg råber: Åh, hvor er du smart, hva'? Du er så fucking slick, hva'? Sure, ta' din kæreste med til en fucking invasion. Jeg er sikker på, at det nok skal få hende våd i trusserne. Kæft, hvor er det original - lad mig gi' dig en hånd! Lad os alle sammen give alfa-retardoen med den omvandrende gucci-taske et stort fucking bifald!
De fniser som små teenagepiger, når de mindste fyord fyres ud af kæften på mig.
Jeg vender min ryg til det unge par, og den nyeste tanke, der farer rundt i mit hoved er: Først har jeg fladlus i forhaven og nu har de spredt sig til baghaven.
Jeg går mod hoveddøren og forsøger at lukke døren indefra igen.
Nu er der altid noget i klemme. Det er umuligt.
Det går op for mig, at konfrontation ikke kan undgås, hvis jeg skal have mit hus i fred. Så jeg tager en pistol og en megafon frem og skyder, indtil jeg har folks opmærksomhed.
Den første, der bevæger sig, får et skud direkte i knæet - og derefter lover jeg dig en stor, sort dildo op i røven - og TRO MIG - jeg har ikke meget glidecreme tilbage.
Det er fuldstændig absurd, at jeg skulle sige sådan noget vås.
De græder og græder med pistolen for panden.
Hvad laver I allesammen her? Hvem har sendt jer?
De græder og græder.
En kvinde helt nedslået fremstammer: D-din far... Din far sendte mig.
Også mig, mumler en fyr, som jeg ikke havde lagt mærke til.
Virkelig?, siger en anden fyr, jeg blev sendt af hendes mor.
Drengen i sneen træder et skridt frem - Jeg blev sendt af en lav mand med krøller på hovedet.
Min storebror...
Jeg kan nogle gange forundres over, hvor langt min logik kan gå. Det er først i øjeblikket jeg åbner øjnene, at alt virker så usandsynligt.
Grundtvigsvej - Det var et hvidt hus med forhave og baghave.
Nu er der et kollegieværelse i Aalborg og et kærligt brev med små pengesedler fra Holstebro.
Hjem kære hjem.