Du som kommer
langt fra sommer.
Orden du søger
i breve og bøger.
Min ven, du længes
såvel som jeg,
når sneen falder
på vores vej.
Da mærker du sorgen,
der forlængst har sat
sit mærke på os,
alt forladt.
Livet går, min ven, det går
til trods for savn af bedre år.
Glædens veje
kan vi gå.
Hånd i hånd
ligesom få.
Så lad de andre mætte sig
i kuldens frost og vinterleg.
Vi to har jo nok at se,
når mørket falder på i sne.
Din hånd har holdt den koldeste sjæl
ad ulykkens sti, så grum, så fæl.
Og kun du kan bringe
den lykke tilbage.
Undlad at tøve
i rasende klage.
Du vinder med ro
i sindet, min ven.
Således bli'r du
atter varm igen.
Jeg så dig i skjul
i skyggen, min ven.
Dengang til jul
fortrød du igen
At sidde i mulm og mørke i nat.
Jeg ved jo du sidder
tavs og besat.
Gråt er dit blik.
Du arbejde må,
når dagen er endt
en farve så blå.
Det pipler da frem
fra dit hjertes vemod
et skrin af minder
og billeder af blod.