Gadedrengen og luderen
   Solen stod højt på den smukke blå himmel, og lod sine varme stråler oplyse den enorme by, hvor menneskerne lige var begyndt at stå op og gå i gang med dagens gøremål. På gaderne var op til flere mennesker kommet frem for at gå ud at handle ind eller noget helt andet. Ja, der var mange ting at tage sig til på sådan en tidlig morgen. En af dem var at holde sig langt væk fra de fattige, der sad langs husmurene og rakte deres magre hænder ud mod dem og bad om penge, mens de så på dem med deres sørgmodige mørke øjne fyldt med sorg og smerte. Hver gang menneskerne så sådan en tigger, gik de i en stor bue uden om dem for at undgå dem og deres forfærdelige stank, der kunne lugtes i det meste af byen. Tiggerne var tydeligvis ikke særlig velkomne i denne by, men ingen turde prøve at flytte dem væk, da de var bange for at blive smittet af de sygdomme, de fejlede, og når de truede tiggerne med våben for at få dem ud af byen, rykkede de sig ikke en tomme, da de åbenbart ikke frygtede døden, så menneskerne i byen vidste ikke, hvad de så skulle gøre for at slippe af med dem, så indtil videre fik tiggerne stadigvæk lov til at holde til i byen. En af disse tiggere var en ung mand, der ikke var helt så ilde tilredt som så mange af de andre. Han lignede en på noget med 25 år, og han var en meget høj mand og utrolig mager. Under den lettere brunlige hud, med sort snavs hist og her, kunne knoglerne skimtes. Sådan så det ud overalt på hans magre krop. Hans mørke øjne havde et træt blik over sig, og han havde grå poser under dem, da han ikke sov meget, selv om han havde oceaner af tid til det. Manden havde sort kort hår, der strittede let til siderne, specielt ved ørene. Hans tøj sad løst om hans krop, og så ud til at være alt for stort til ham. De brune mugne bukser fuld af skidt, blev i hvert fald holdt op af en snor, han havde rundt om livet, men den lagde man ikke mærke til, da hans brune t-shirt, med lidt skidt hist og her, dækkede for den. Hvis man havde fantasi nok til at forestille sig, at man fjernede det beskidte mugne tøj og byttede det ud med noget pænere, efter at have vasket ham ren og fået noget kød på hans magre krop, ville han sikkert være en nydelig ung mand. Der var dog ingen, der tog sig af ham, eller nogen af de andre tiggere. De så dem blot som nogle irriterende insekter, de allerhelst ville slippe af med for evigt. Denne her tigger hed Roar, og lige nu sad han lænet op af muren til bageren med sin magre hånd fremstrakt mod de mennesker, der kom gående ind og ud af døren, og han håbede blot, at de ville give ham lidt penge, men ingen ænsede ham, og de skyndte sig derfor blot videre uden tanke for den stakkels tigger, der led under sult som alle de andre tiggere. Et lavt suk undslap hans læber. Han mærkede udmattelsen, der pumpede som en gift rundt i hans krop. Træt, lod han sin arme falde ned på jorden, da han ikke orkede at holde den løftet længere, da det smertede for meget. Hans øjne var næsten helt lukket i, og kun en lille sprække gjorde, at han endnu kunne se, hvad der gik for sig rundt omkring ham, selv om han englelig var ligeglad med det, da omgivelserne også var ligeglade med ham. Alligevel lod han sit blik glide rundt og betragte det af byen, han kunne se herfra. Husene stod helt tæt op af hinanden, og var alle på to etager. Deres tage var fuldkommen flade og oppe på dem, var der flere steder vasketøj, der hængte til tørre, eller var ved at blive hængt op af nogle kvinder. Husene lignede lidt, at de var lavet af sand, da de havde den samme farve som det, men de var selvfølgelig ikke lavet af sand, men af et materiale han ikke lige nu, kunne huske hvad hed. I husene var der selvfølgelig vinduer og døre, som der normalt plejer at være i huse. Disse døre var lavet af noget mørkt træ og det samme med vindueskarmene. Det var nogle enkle huse, men de var sikkert udmærkede at bo i. Selv ville han give hvad som helst, blot for at tilbringe en enkelt dag i sådan et hus. For ham, virkede det som et kongerige i forhold til at sove på gaden, hvor der pludselige kunne komme voldsomme regnskyl, og gøre ham drivvåd og sikkert også syg, hvis han var uheldig. Et råb vækkede ham fra hans tanker.
   "Kan du flytte dig knægt. Sagde jeg ikke til dig i går, at du ikke skulle komme her igen? Du skræmmer mine kunder væk" råbte bageren, der stod i døren og så rasende på ham. Roar lod sine øjenlåg glide helt op og betragtede bageren. Det var en lille skaldet mand med en lille ølvom. Så vidt Roar vidste, brugte bageren det meste af sin fritid på at sidde og bælle øl nede i værtshuset.
   "Hører du ikke, hvad jeg siger knægt?" brølede han og løftede truende en knytnæve "forsvind!".
   Roar gad ikke til at diskutere med bageren, ligesom i går, og rejste sig derfor frivilligt op. Straks mærkede han udmattelsen, der gav ham voldsomme smerter i hans trætte lemmer, der ikke orkede at gå nogle vegne, men meget hellere bare ville blive siddende, men det kunne han desværre ikke. Derfor bed han smerten i sig og begyndte at gå væk fra bageren, mens han betragtede sandet, som var lige foran hans fødder. Han så slet ikke op, for at se om han var ved at gå ind i nogen, men det behøvedes han ikke at gøre, da folk selv gik uden om ham, for at komme langt væk fra ham. Sådan var det altid, og sådan ville det nok altid være. Ændre på det kunne han i hvert fald ikke. Han sukkede lavt og tænkte på, hvor meget han ønskede, at verdenen ville blive mere retfærdig og give tiggerne mad, så de igen kunne få energi, og måske endda begynde at arbejde og derved hjælpe til i byen, men sådan var det desværre ikke. Denne verden ville ikke hjælpe dem, og det vidste han godt. Tiggerne måtte klare sig selv, hvilket ikke var nemt. De fleste tiggere døde for det meste af sult. Nogle døde af sygdomme eller også frøs de simpelthen ihjel, da det nogle nætter kunne blive så utrolig koldt og med tiggernes påklædning, var det svært at holde varmen. Han misundte og hadede de rige mennesker på samme tid. De havde et hus og varmt tøj og behøvedes ikke bekymre sig for, om de nu fik mad den dag, eller om det ville blive koldt om natten, og de måske ville fryse ihjel. Ih nej, de havde deres varme klæder og dyner og masser af penge til at købe mad for. De levede i sus og dus, og tænkte ikke det mindste på tiggerne, der hver dag kæmpede en voldsom kamp, for bare måske at kunne skaffe lidt brød, hvis de var heldige. Det værste han dog vidste ved de rige var, at de ikke så meget som måske bare tænkte på bare at give tiggerne en enkelt lille mønt, så de kunne få mad nok til at overleve et par dage, eller måske få købt sig et tæppe eller noget varmere tøj, så de kunne holde varmen de kolde nætter. Ingen bekymrede sig for dem, da de så tiggerne som udskud.
   Imens han havde tænkt, havde hans fødder ført ham afsted gennem byens gader, og lige pludselig stod han ud for et hus, hvor en ung dame og en ældre herre sad og spiste morgenmad. Han stoppede op og så op på dem med et nysgerrigt og sultent blik. Pigen var utrolig smuk. Hun havde langt glat sort hår, der blidt gled ned over hendes slanke blege krop, og først stoppede op midt på hendes ryg. Hendes øjne kunne han kun lige og lige skimte fra denne her vinkel. De var sorte og skinnede let og viste et venligt og varmt blik, som i øjeblikket betragtede det mad, hun var i gang med at spise. Hun var en virkelig smuk pige, og han følte straks, at han nærede et stærkt bånd til hende, selv om han slet ikke engang kendte hende, eller vidste hvem hun var. Alligevel følte han et stærkt bånd til hende. Den ældre herre så noget anderledes ud end den smukke unge pige. Manden havde kort gråt hår, der stikkede ud til alle sider som små nåle. Hans øjne var mørke og havde et varmt og venligt blik, præcis lige som pigens blik. Til denne mand, han heller ikke kendte, følte Roar også allerede et bånd. De to mennesker virkede anderledes end alle de andre rige folk, der blot gik forbi ham på gaden. Disse to virkede som nogle, der måske ville stoppe op og række ham en mønt, før de med et smil ville gå videre. I øjeblikket stod han og dagdrømte om dette, mens han, uden at vide det, stadigvæk gloede på de to mennesker, hvilket han først opdagede, da nogen prikkede ham på skulderen. Igen vendte han tilbage til den virkelige verden og opdagede, at den smukke unge pige stod foran ham med et sødt smil på hendes røde fyldige læber. I sine slanke blege hænder holdte hun et stort brunt brød, der så meget indbydende ud.
   "Hej med dig. Jeg synes, du så lidt sulten ud, så jeg ville lige give dig det her, så du måske kan blive lidt mæt" siger hun med en silkeblød stemme, der lød som musik i hans ører, der kun var van til at høre grove stemmer, der stod og skældte ham ud, fordi han absolut ikke lige måtte sidde, hvor han sad, eller fordi han absolut lige gjorde noget forkert eller et eller andet andet.
   "Ta... Tak" fik han hæst fremstammet efterfulgt af en lav hosten, da han slet ikke var van til at bruge sin stemme, men ellers plejede hans stemme at være smuk og lys. Han rakte langsomt sine magre beskidte hænder frem og greb fat om det varme brød, der varmede hans iskolde hænder. Et kort øjeblik så han på hendes hænder, der var så rene og smukke i forhold til hans. Langsomt så han hvordan hendes blege hvide hænder slap brødet og faldt ned langs siden på hende.
   "Det var så lidt min ven. Ha' en fortsat god dag" sagde hun og smilede muntert til ham, før hun elegant drejede rundt om sig selv og gik tilbage mod den ældre herre med lette fjedrende skridt. Længe betragtede han hende, og først nu så han på hendes påklædning. Hun havde en enkel sort kjole med stropper på. Den smøg sig blidt om hendes krop og sad helt perfekt. Han kunne ikke lade være med at undslippe at længsels suk efter hende, selv om han knap nok kendte hende. Et kort øjeblik så han på manden, der så på ham med et øjenbryn let hævet, et undrende blik og et skævt smil. Roar blev helt forfjamsket og smilede klunset til manden, før han hurtigt drejede rundt og nærmest småløb ned af gaden, indtil han nåede frem til en mørk sidegade, hvor sollyset ikke kom ned. Her gik han ind og satte sig ned med sit varme brød, han havde knuget hårdt mellem sine hænder. Han slap brødet og lod det falde ned på sit skød og kunne straks mærke varmen fra brødet strømme igennem hans iskolde krop. Hans mave knurrede voldsomt og slog knuder på sig selv, da den fandt ud af, at der snart var mad på vej. Roar glædede sig til at få noget at spise, hvilket han ikke havde fået i lang tid nu. Hans hænder greb fat i brødet og førte det op til sin mund, der langsomt åbnede sig for igen at lukke sig om brødet og bide noget af det af. Han tyggede på brødet, der smagte helt igennem fantastisk. Det var nok det bedste, han havde smagt i flere måneder. Han sank og spiste derefter videre med stor iver, og mærkede hvordan kræfterne langsomt kom tilbage til hans krop, og at hans mave begyndte at stoppe med sit klageri efter mad.

Den ældre mand så på sin unge smukke datter, der kom gående tilbage mod ham efter at have afleveret et nybagt brød til en ung tigger, der havde stået og set på dem med et drømmende blik. Han betragtede den unge mand, der stod og så drømmende på hans datter. Selv kunne han ikke lade være med at smile skævt, mens han så lettere undrende på den unge tigger, der bare blev stående. Da tiggeren så hans blik, skyndte han sig væk. Han vidste ikke rigtig, om han var bange for ham eller hvad, men det var vel også ligegyldigt. Længe så han dog efter tiggeren og fik styr over, hvor han gik hen, men mistede ham ud af syne, da han forsvandt ind i en sidegade. Det ærgrede ham lidt, men han vidste ikke rigtigt hvorfor, det gjorde det. Imens han tænkte, havde hans datter sat sig overfor ham igen med et skævt smil. Han så på hende igen og smilede et varmt smil til sin yndige datter, der strøg en sort tot hår om bag sit øre.
   "Hvad tænker du på far?" spurgte hun og så på ham med store nysgerrige øjne og et skævt smil, da hun genkendte hans tænkeblik, der indbefattede, at han havde det ene øje lukket halvvejs i, og det andet helt på klem, mens hans øjenbryn var hævede, og han bed sig let i underlæben.
   Idet datteren talte til ham, ændredes hans ansigtsudtryk sig straks, og han smilede skævt til hende og sagde med sin dybe brummende stemme: "ikke noget særligt Pandora".
   Hun så tvivlende på ham, men gravede ikke mere i det og så tilbage på sin mad, der bestod af nogle spejlæg og noget brød. Igen fik han lavet sit tænkende udtryk. Han kunne ikke få ham tiggeren ud af sit hoved og følte på en mærkelig måde et tæt bånd mellem ham og den dreng. Inderst inde sagde en lille lys stemme til ham, at han skulle skynde sig efter den dreng og tage ham med ham og Pandora, da han sikkert ville blive god at have med. Han nikkede lidt og valgte, efter lang tids overvejelse, at lytte til sin indre stemme. Hurtigt rejste han sig op, og var lige ved at vælte glasset med mælk foran ham, men hurtig, som hun var, havde Pandora nået og gribe det og flytte den hen foran sig selv i stedet for, og så nu undrende op på ham for at få en forklaring på, hvorfor han nu pludselig fik så travlt her midt i morgenmaden.
   "Jeg skal lige ordne noget Pandora. Du kan bare vente her" sagde han og smilede skævt til hende, og før hun nåede at spørge nærmere ind til, hvad han skulle, gik han ned af gaden mod den sidegade, han havde set tiggeren gå ned af for få minutter siden.
   Han håbede, at han stadigvæk sad derinde, for ellers ville det nok blive utrolig svært at finde ham igen. Selv hvis han havde kendt tiggerens navn, ville det ikke have været lettere at finde ham, da meget få kendte tiggernes navne, da tiggerne var et slags folk, der mest holdte sig for sig selv. Nok mest fordi at de var bange for, at hvis de først fik fat i noget mad eller klæder, ville de tiggere de holdte sammen med, nok prøve at stjæle det fra dem. Han sukkede let ved tanken om det, da han virkelig følte med de stakkels tiggere, der led forfærdeligt under sult, sygdomme, kulde og meget mere endnu. Mens han tænkte på de stakkels tiggere, havde hans ben ført ham frem til sidegaden og var stoppet op der. Han så ned på jorden, men lod til sidst langsomt sit blik glide op og fik øje på et par beskidte fødder, hvilket tegnede godt, da det måske kunne være den tigger, han ledte efters, fødder.
   Da hans blik til sidst nåede tiggerens ansigt, genkendte han ham straks. I øjeblikket sad han og spiste af det brød hans datter så venligt havde givet ham. Endnu havde tiggeren ikke opdaget ham, men han havde vel også travlt med at få stillet sin sult, som sikkert var enorm, da han nok ikke fik særlig meget mad. Han rømmede sig højt for at få tiggerens opmærksomhed, og det fik han skam også. Tiggeren så op på ham med et undrende blik og stoppede med at spise af brødet, der var halvvejst spist færdig. Han smilede venligt til tiggeren og gik hen mod ham og stoppede op lidt fra ham og så ned på ham.
   "Goddag knægt. Smager brødet godt?" spurgte han og smilede venligt til drengen, der blot så op på ham med et undrende blik i sine mørke øjne. Som svar på hans spørgsmål nikkede tiggeren et par gange, før han igen holdte sit hoved stille og betragtede ham fortsat med et undrende blik. Han følte sig selv lidt pinlig berørt over dette blik, tiggeren skænkede ham, men han tog sig sammen og smilede fortsat venligt til ham, og håbede at det måske ville hjælpe tiggeren til at forstå, at han ikke ville ham noget som helst ondt.
   "Jeg hedder Noah. Hvad med dig knægt?" spurgte han og smilede fortsat og betragtede den unge knægt, der blot sad helt stille og vist overvejede, om han skulle fortælle ham sit navn eller ej.
   "Roar" sagde han til sidst, da han åbenbart besluttede sig for, at Noah godt måtte vide det, hvilket gjorde Noah glad og håbefuld, da det var et godt tegn på, at knægten Roar bare stolede en lille smule på ham.
   "Et smukt navn knægt" sagde han og skulle lige til at fortsætte, da Roar afbrød ham med et spørgsmål.
   "Hvad vil du mig englelig?" spurgte Roar og rejste sig langsomt op uden at fjerne blikket fra Noah, der smilede fortsat til ham. Da Roar stod fuldt oprejst, kunne Noah straks se, at han var meget højere end ham, men nu var Noah jo også en ret lille mand, og det var han ikke ked af at indrømme, da han var stolt af sig selv og sin højde.
   "Det skal jeg svare dig på min knægt. Min datter, som du har mødt, og mig vil rejse videre, da vi er lidt trætte af det her indelukkede sted, hvor der aldrig rigtig sker noget" sagde Noah og holdte en kort pause, før han fortsatte. "Ser du, så var det lige at jeg tænkte, at du nok ikke bryder dig særlig meget om det er sted, hvor du er tvunget til at være en tigger. Så nu vil jeg tilbyde dig at tage med mig og min datter ud at rejse. Det inkluderer selvfølgelig at du vil få mad, vand, nyt tøj og noget over hovedet".
   Han stoppede med at tale og så Roar ind i øjnene med at skævt smil. Tydeligt kunne han se i Roars øjne, at dette virkelig overraskede ham, og at han nok ikke var helt sikker på, om han vil svare ja, men indtil videre på hans udtryk, der virkede lettere glad, regnede Noah med, at han ville takke, med stor glæde, ja til tilbuddet om at rejse med dem. Det varede lidt tid, før han fik sit svar. Det var præcis det, som han havde regnet med. Roar svarede ja med et stort glad smil, ja hele hans krop smilede nærmest, så glad var han vist over denne mulighed, der nok aldrig ville banke på hans dør igen, hvis han ikke tog imod dette tilbud. Noah smilede selv af glæde over at have kunne bringe så meget glæde ind i et andet menneskes liv. Det var sådan noget, der gav ham lyst til at fortsætte med at leve livet og kæmpe for folk, der led under dårlige vilkår, som de ikke kunne slippe ud af uden hjælp fra nogen.
   "Kom med mig knægt" sagde Noah med et skævt smil og klappede kort Roar på skulderen, før han drejede rundt og gik muntert tilbage mod det hus, som han og Pandora snart ville forlade sammen med en ny allieret eller ven, eller hvad man nu ville kalde det. De havde i hvert fald fået en ny en på holdet, og Noah havde gode fornemmelser med, at Roar her ville blive dem til stor hjælp, men til hvad, vidste han dog endnu ikke, men en dag ville han nok finde ud af det. Lige nu ville han bare koncentrere sig om nuet. De nåede frem til huset, hvor Pandora lå på et tæppe og var halvvejs på vej ind i drømmeland. Hun fik dog ikke lov til at nå frem til det, da Noah vækkede hende ved at råbe hendes navn. Straks sprang hun op og så lettere søvnigt på dem. Da hun fik øje på Roar rynkedes hendes pande let, og hun så på Noah, der blot smilede et stort smil, der viste hans smukke hvide tænder.
   "Roar her tager med os Pandora. Nu vil jeg gå ind og pakke, så vi kan komme afsted i en fart" sagde Noah muntert og klappede hende kort på hovedet, før han med en let nynnen forsvandt ind i huset og efterlod de to unge udenfor, alene.

Pandora så med et lille smil på den unge tigger, der så på hende med et lille forsigtigt smil. Der var vist ingen af dem, der anede hvad de skulle sige til hinanden i dette øjeblik. Det varede dog heldigvis ikke længe, før Noah kom igen og afbrød den generte tavshed ved at smide de mange tasker foran dem med et tungt pust, da det vist havde været hårdt for ham at slæbe på taskerne, der englelig også så ret tunge ud. Pandora smilede kort til sin far, før hun bøjede sig ned over bagagen og greb fast i en stor taske, hun hurtigt svang om på sin ryg, før hun tog to andre tasker i sine hænder. Roar fulgte hendes eksempel og tog selv en enorm taske på ryggen og derefter to i hænderne. Der lå nu kun to tasker tilbage og med et kort grin efterfulgt af et muntert smil, tog Noah begge tasker i hænderne og så muntert på de to unge mennesker, der begge så på ham med et lille skævt smil og et spørgende blik, der spurgte, hvad de så skulle nu.
   "Nå i to, så skal vi lige have hentet de tre heste, som jeg har købt" sagde han og smilede muntert til dem med et glad udtryk i sine øjne. Pandora smilede skævt til ham og kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes fars enorme munterhed. Han var altid så munter, men selvfølgelig, nogle gange var han ikke munter, men hun var heller ikke sikker på, at det var muligt at være munter hele sit liv. Hendes far var dog en af de mennesker, der var det det meste af tiden.
   "Skal vi stå her og nedstirre hinanden hele dagen, eller skal vi komme afsted?" spurgte han og grinede kort, før han igen smilede muntert til dem, hvorefter han med en let nynnen gik ind imellem dem og så videre ned af gaden, og hurtigt fulgte de efter ham. De gik i det, der føltes som en evighed og i dette tidsrum, tænkte Pandora. Hun tænkte på, hvor meget hun glædede sig til at komme væk fra dette hul, som hun hadede enormt meget, især fordi hun hadede den måde, hun havde været nød til at tjene penge på til hende og hendes far. Hendes far vidste det ikke, og han skulle i hvert fald heller ikke vide det. Mens hun tænkte på dette, var de nået frem, og da hun havde gået og set på jorden, var hun, ved et uheld, gået ind i sin far, der var stoppet op foran hende og stod og betragtede de mange heste, der stod inde i deres bokse i en stald. Hendes far så blot tilbage på hende og grinede et kort muntert grin, før han hurtigt klappede hende to-tre gange på hovedet, for derefter igen at vende sit blik mod stalden. Hun smilede lidt over sin fars skøre opførsel, han havde altid været skør. Hurtigt skævede hun til Roar, der stod og så nysgerrigt på de mange smukke heste inde i stalden. Selv vendte hun også blikket mod stalden og så over sin fars skulder og ind i stalden, hvor hun lidt efter så en mand komme gående ud fra og hen mod dem med et varmt smil. Han var lav, lavere end hendes far. Manden havde gråt gråsprængt hår og et par mørke venlige øjne. Denne mand havde en lille topmave, der stak lidt ud under den hvide beskidte trøje, som han bar. Han nåede frem til dem og stoppede op med et muntert smil og gav hurtigt hendes far hånden og nikkede kort til de to andre, før han igen vendte opmærksomheden mod hendes far, der sikkert stod og storsmilede til manden. Det var i hvert fald typisk hendes far at storsmile.
   "Nå Noah, er du kommet efter hestene?" spurgte manden med en overraskende lys stemme, der slet ikke passede til mandens udseende.
   "Nemlig Georg" sagde Noah og lo kort, hvilket manden også gjorde. Da de var færdige med at grine, fulgte manden Georg dem ind i stalden og helt ned bagved til tre opsadlede heste, der stod i den samme boks, der var stor nok til at kunne rumme dem alle sammen, men hestene kunne ikke bevæge sig rundt i boksen. Pandora stoppede op og betragtede hestene. Der var en smuk hvid andaluiser, en elegant sort frieser og den sidste, en vidunderlig brun araber med sort man og hale. Hun vidste straks, at hun ville kræve førsteret til at ride på araberen.
   "Her er de så Noah" hørte hun manden Georg sige til sin far, der sagde et hurtigt tak til manden og vist derefter gav ham hånd, men dette så hun ikke, da hun havde travlt med at se på araberen, der så nysgerrigt på hende.
   "Tag den i vil have unger" hørte hun Noah sige og på nul komme fem, havde Pandora åbnet boksdøren og var sprunget ind i boksen og hen til araberen, der nikkede let med hovedet, da hun nåede frem og tog fast i dens tøjler. Da araberen endelig stoppede med sit nikkeri og så på hende med sine sorte varme øjne, nussede hun den blidt på dens bløde mule, mens hun så på Roar, der forsigtigt kom ind i boksen og skiftevis så fra andalusieren og friseren. Før han nåede at vælge en, gik den hvide araber nysgerrigt hen til ham og lagde sit store hvide hoved mod hans bryst med at lavt prust. Han greb forsigtigt tøjlerne og trak hesten ud på gangen og ventede der på de andre. Pandora fulgte hurtigt efter ham og stoppede op ved siden af hans hest og smilede et kort venligt smil til ham, før hun vendte opmærksomheden mod sin far, der gik ind i boksen og trak den sorte frieser ud på gangen til dem og derefter videre mod udgangen i det fjerne. De fulgte begge efter ham, og det varede ikke længere, før de stod ude på gårdspladsen, hvor de hurtigt fik sat taskerne op på hestene og spændt dem fast til sadlerne.
   "Puha, det er da godt nok hedt" hørte hun sin far sige, og hun nikkede lidt for sig selv, før hun sprang op på araberen, der gav et let prust fra sig, idet hun landede i sadlen, hvor man englelig sad ganske godt. De andre sprang også op, og hun smugkiggede hurtigt på Roar, der, på trods af at han så afkræftet og svag ud, sprang virkelig elegant op på den hvide andalusier.
   "Kom så" hørte hun sin far råbe, og hurtigt så hun ligeud og skridtede efter sin far og Roar. De nåede udgangen, der førte væk fra den by, som Pandora hadede utrolig meget. En sidste gang så hun tilbage på byen og spyttede kort mod den, men ramte selvfølgelig ikke. Hun hørte, at de andre satte i trav og drejede hurtigt hovedet og sparkede en enkelt gang araberen i siden. Uden tøven sprang den frem i trav og kom hurtigt op bag den hvide andalusier, som Roar red på. Hun betragtede hans ryg, mens de travede afsted og nærmede sig skoven i det fjerne. Træerne tårnede sig op mod den blå himmel som soldater, der gjorde sig klar til at gå i krig mod fjenden. En smal sti snoede sig igennem skoven, og hun vidste at denne sti løb hele vejen ud til den anden ende af skoven, hvor der lå en anden by, hvor hun huskede, at hende og hendes far engang havde overnattet på en kro. En let kuldegysning strøg igennem hende ved tanken om den kro, men hun glemte det dog hurtigt igen og tænkte i stedet for på hvor smukt, der var i skoven, de i samme øjeblik travede ind i. Træerne dækkede for solen, og kun få stråler kom ned og oplyste den lille sti, de red på. Rundt omkring dem kunne hun høre vinden, der legede med bladene og fik dem til at rasle let. Hun kunne høre hestenes hove, når de ramte eller løftede sig fra grusstien. Et kort øjeblik lukkede hun sine øjne i og så intet, men nød blot at nytte til naturens lyde fra planter og dyr, der løb afsted igennem krattet eller, hvis det var en fugl, fløj afsted eller blot sad på en gren og pippede lystigt. Alle de dejlig rolige lyde beroligede Pandora, mere end noget andet kunne. Hun hørte en ny lyd, en lyd af galoperende heste, og da hun åbnede øjnene, kunne hun se, de andre havde sat i galop. En lille berøring med hendes hæle mod hestens side, var nok til at den ivrigt sprang i galop og hurtigt nåede op bag de andre igen, hvor den modvilligt galoperede lidt langsommere, da de andre ikke galoperede særlig hurtigt, hvilket også ærgrede Pandora lidt, da hun elskede at galopere for fuld fart. Hende og hesten måtte dog nøjes med dette tempo. Hun så mod himlen og opdagede først nu, at solen var ved at gå ned, hun kunne dog ikke se solnedgangen, selv om hun gerne ville, da hun elskede at se, hvordan farverne spredtes over himlen, når solen langsomt forsvandt fra himlen, der i takt med at solen forsvandt, blev mørkere og mørkere, og derved kunne man se, de skinnende stjerner komme frem på himlen.
   "Vi holder her" hørte hun Noah sige oppe foran. Hun rykkede let i hestens tøjler og mærkede dens korte slag med hovedet, før den, en smule utilfredst, stoppede op og stod stille med let svingende hale for at jage nogle insekter på dens ben væk. De andre var stoppet op foran hende og var sprunget ned fra hestenes svedige rygge. Med et lavt suk, der knap nok kunne høres her i den stille aften, hvor kun lyden af dyrs flaksen med vinger eller listen gennem skovens krat, gled hun ned fra hestens ryg og landede sikkert på jorden med et svagt bump. De andre havde bundet deres heste til et træ ikke langt fra hende, og selv gik hun også hen til dette træ med hesten trækkende efter sig. Hun bandt hesten fast til træet, drejede rundt og strøg kort hesten over halsen, før hun med lette næsten flyvende skridt gik hen til de andre, der var ved at bøvle med at sætte telte op. Et kort fnis undslap hendes læber, da Noah begyndte at bande over, at lortet ikke ville gøre, som han ville. I et lille øjeblik så det ud til, at han ville gøre noget, der ikke ville være smart, lige når Roar var her, og det vidste Noah også, og derfor lod han dog også være med at gøre det, efter et formanende blik fra Pandora, der sagde, at Roar nok ikke kendte til den kraft, hende og hendes far besad, og det var nok også bedst, at han intet vidste omkring dette emne. Derfor måtte hendes far og Roar sætte de tre telte op med håndkræft og efter lang tids bøvl, lykkedes det endelig for dem. Noah lavede nogle mærkelige dansetrin, der fik Pandora til at fnise, mens Roar blot gloede undrende på ham med hovedet let på skrå og en let åben mund. Da Noah var færdig med sin interessante dans, sprang han nynnede ud i skoven efter at have fortalt dem, at han ville lave aftensmad til dem. Imens skulle de bare vente her og sørge for ikke at lave for meget ballade. Da han var væk, forsvandt Pandora ind i sit telt med et dybt suk og et trist blik.

Roar så efter Pandora, da hun forsvandt ind i sit telt. Han bemærkede hendes triste blik og det dybe suk, der fortalte ham, at et eller andet plagede hendes sind og at dette noget, ikke var noget, der gjorde hende speciel glad. Efter lidt overvejelse gik han tøvende hen mod teltet, hvor hun sad inde i. Da han stod foran det, hørte han en svag hulken, som han straks blev enig med sig selv om, tilhørte Pandora. Nu blev han først rigtig bekymret for hende. Forsigtigt trak han åbningen til side og bøjede sig forover og trådte ind i det lille telt. Pandora sad i den anden ende af det lille mørke telt. Hun havde bøjet sine ben og sad med armene omkring benene og hovedet godt begravet i sine ben, mens hendes krop rystede let, og en lav hulken lød fra hende. I det øjeblik han trådte ind, gled hendes blik op og mødte hans's. Hendes øjne var blevet røde som ens øjne normalt bliver, efter at man har siddet og grædt.
   Et let ryk gik igennem hele hendes krop da hun opdagede ham, og hurtigt gled hendes hænder op og forsøgte at tørre tårene væk, for at han ikke skulle se dem, men problemet med det var, at han allerede havde set dem. Han hadede at se folk græde, for det vidnede blot om, at de havde det elendigt enten phykisk eller fysisk. Det værste var, når det var phykisk. Så skulle man først få personen til at fortælle, hvad der var galt, og det var ikke altid lige nemt, at få dem til afsløre det, og så når det endelig lykkedes, hvis det lykkedes, skulle man omhyggeligt sørge for ikke at sige noget dumt, for at de blev endnu mere kede af. Når det var fysisk, plejede man jo at kunne set det, og hvis det var noget indeni, plejede personen jo at fortælle, hvad det var galt, og derefter kunne man forsøge at hjælpe dem lidt, eller også gå med dem til en læge, der derefter kunne hjælpe dem. Desværre så det dog ud til, at Pandora havde det phykisk dårligt, og han kendte hende ikke særlig godt, så han havde ingen ide om, hvad det kunne være, eller om hun var nem at få til at afsløre det.
   Forsigtigt trådte han helt ind i teltet og slap teltlugen, der faldt i bag ham og kun lod en lille lysstribe glide ind i det mørke telt, hvor han kun lige og lige kunne skimte Pandora, der først nu var stoppet med at gnide hænderne mod øjnene og i stedet for havde ladet dem falde ned mod teltes bund, mens hun kiggede på ham med et trist blik. Langsomt satte han sig ned og betragtede hende i en rum tid, hvor kun lyden af dyrene, der bevægede sig rundt udenfor og den vind, der legede med bladene, kunne høres. Han tænkte grundigt over, hvad han skulle sige, da han ikke ville sige noget forkert og derved få hende til at blive vred på ham og smide ham ud, så han ikke kunne få mulighed for at hjælpe hende af med hendes sorg. Efter lang tids tænken fandt han ud af, hvad hans åbningsspørgsmål skulle være. Nu håbede han blot, at det ikke ville gøre hende mere ked af det eller gøre hende vred.
   "Pandora, vil du fortælle mig, hvad der er galt?" spurgte han forsigtigt og bed sig let i underlæben, mens han nervøst ventede på hendes reaktion.
   "Hvad skulle det hjælpe, at jeg fortalte dig det?" spurgte Pandora efter lang tids tavshed, hvor hun vel havde siddet og overvejet, hvad hun skulle svare. Han trak kort på skuldrene og i dette lille tidsrum, hvor han udførte denne bevægelse, der sagde, det ved jeg ikke, prøvede han at finde frem til, hvad han ville svare. Svaret kom hurtigt og røg nærmest ud af munden på ham, før han nåede at tænke det ordentligt igennem, som han ellers havde villet.
   "Det hjælper dig da ikke meget, at gå at have det skidt med det" sagde han og slog kort ud med armene, før han igen lod dem falde til jorden, mens han bed sig hårdt i læben og anspændt ventede på hendes svar til hans pludselige udbrud. Først så hun lettere chokeret på ham, men til sidst kom hendes svar da.
   "Hvis du absolut vil høre på mit klynkeri" sagde hun med et dybt suk og slog kort ud med armene, ligesom han havde gjort, og derefter begyndte hun at forklare, hvad der var galt.
   "Ser du, min far havde næsten ingen penge, og vi var ved at gå fallit, og han anede ikke, hvad han skulle gøre. Jeg fik en ide, og det var..." sagde hun og tav og betragtede ham. Svagt i dette tætte mørke kunne han se, hendes tårer presse sig frem og glide ned over hendes ansigt. Han smilede blidt og opmuntrende til hende, selv om det ikke var sikkert, hun kunne se det her inde i mørket.
   "At blive luder" sagde hun efter en rum tids tavshed. I det øjeblik ordene røg ud af hendes mund, brød hun sammen i gråd og begravede sit hoved i knæene, mens hele hendes krop rystede voldsomt ved tanken om de mange gange, hun var blevet tvunget til at adlyde mænds ordre, og finde sig i alt de gjorde ved hende blot for at skaffe penge til sig selv og sin far. Han rynkede let panden, og mærkede væmmelsen strømme igennem hans krop bare ved tanken om dette. Hans hjerne arbejde på højtryk for at finde ud af, hvad han skulle sige, uden at gøre det hele værre. Langsomt tog sætninger form i hans hoved og efter kort tids tænken, med lyden af hendes gråd i sine øre, lod han ordene passere sine læber og blive hørt.
   "Jeg ved ikke, hvor smart det var at gøre det, men jeg forstår dig, da du sikkert var i en meget presset situation" begyndte han og tog kort en dyb indånding og så på hendes grædende skikkelse, før han fortsatte "men du kunne vel have fundet på noget andet?"
   Tavshed, en dyb tavshed hvor kun lyden af hendes gråd lød, en ubehagelig lyd, der gjorde ham trist og en smule anspændt.
   "Ved... Ved din far noget om det?" spurgte han forsigtigt, og så hun rystede kort på hovedet, mens hendes hulken langsomt begyndte at stoppe. Da hendes hulken stoppede helt, rettede hun sig op og tørrede tårene væk fra sit ansigt med bagsiden af hendes højre hånd. Derefter vendte hun blikket mod ham med et lille trist smil, han svagt kunne skimte i mørket.
   "Han ved intet, og det skal han heller ikke" sagde hun med en lille trist stemme og et svagt smil på sine læber. Et kort suk undslap hendes læber, og hun bøjede let sit hoved fremover og betragtede jorden med et fjernt blik i sine øjne, han lige og lige kunne se. Han havde en følelse af, at han var ved at blive kvalt i det tætte mørke og den dybe tavshed, der herskede i det lille telt, hvor kun han og Pandora var til stede. Tankerne strøg igennem hans hoved i en vild hvirvelstrøm, han slet ikke kunne holde styr på, og derfor var forvirringen stor.
   Hendes stemme brød den dybe pinefulde tavshed:"Hvorfor kom du englelig herind?"
   Hans blik gled op og betragtede hende et stykke tid, mens han overvejede sit svar grundigt, indtil han til sidst blev enig med sig selv om, hvad han ville sige.
   "Jeg så, at du var ked af det, og jeg ville vel bare... Ja, jeg ville jo bare... Ømh, se om du var okay og om, ømh... Jeg kunne hjælpe dig" sagde han en smule forfjamsket og bed sig hårdt i læben, vred på sig selv over, at han ikke havde sagt det, han havde planlagt, og i stedet for bare havde plapret løs uden at have kunnet styre sin drilske tunge. Hun grinede et kort øjeblik, men stoppede hurtigt sit grin ved at ligge sin ene hånd hen over munden.
   "Så du bekymrer dig virkelig for mig?" spurgte hun forsigtig, mens hun langsomt lod sin hånd falde til jorden, mens hun betragtede ham med hovedet let på skrå. Han nikkede kort med et lille smil, og hun smilede skævt, vist glad over, at han havde nikket. Tavshed, igen, indtil hun brød tavsheden.
   "Hvordan er det at være tigger?" spurgte hun forsigtig, hendes stemme lød nysgerrig og nervøs på en og samme tid. I det spørgsmålet lød, fløj hans blik hen og mødte hendes. Spørgsmålet vækkede de minder, der i de sidste par timer, hvor de blot havde redet væk fra byen, havde været gemt godt af vejen, men nu kom frem i hans hoved igen. Minderne, om de mange timer, hvor han havde siddet på gaden og tigget efter mad, kæmpet mod kulde og sygedomme, kæmpet for at overleve i denne uretfærdige og barske verden.
   "Det er ikke særlig sjovt. Hver dag skal vi kæmpe for at overleve" svarede han og så ned på jorden og lagde selv i et kort øjeblik mærke til, at hans stemme ikke længere var hæs, som den havde været tidligere på dagen. De sad i tavshed, tænkte hver sit. Han på sit tidligere liv, hende, på noget han ikke vidste. Hun blev den, der fik æren af at afbryde den pinlige tavshed.
   "Er vi så venner?" spurgte hun forsigtigt, og han mærkede hendes blik hvile sig på hans foroverbøjede hoved. Langsomt løftede han hovedet og betragtede hendes sorte funklende øjne.
   "Hvad synes du selv?" spurgte han forsigtigt og mærkede forvirret, at hans hjerte bankede hurtigere end normalt, mens han ventede på hendes svar.
   "Man kan jo betro sine venner alt, så det synes jeg, vi er" sagde hun forsigtigt og holdte øjenkontakt med ham, mens hun smilede forsigtigt til ham. Han smilede glad igen og mærkede sit hjerte falde tilbage til normal banken. Tavshed, igen. Han tænkte, hun tænkte, ingen sagde noget.
   "Skal vi ikke love hinanden, at stole på hinanden, og være der for hinanden altid?" spurgte Pandora forsigtigt efter lang tids tavshed. Han nikkede, mens han smilede skævt til hende, og hun smilede glad igen.
   Pludselig hørte han en nynnen udenfor. Straks gættede han, at det var Noah, der nok var kommet tilbage efter at have samlet brænde til bålet, så han kunne lave mad. Der lød en masse skramlen udenfor, da Noah bøvlede med at få bålet lavet. Roar lukkede lidt efter lydene ude og forsvandt ind i sin egen verden. Han tænkte på sit liv. Mest af alt på grunden til, at han ikke fik meget søvn.
   Pludselig blev teltåbningen skubbet til side, og Noahs storsmilende ansigt kom til syne. Han betragtede dem kort med et grin. "Så er der mad".
   Igen forsvandt hans hoved, og teltdugen gled på plads igen, da Noah slap den. Pandora rejste sig som den første, og hurtigt rejste han sig også selv op og drejede rundt og gik ud af teltet, ud i den friske natteluft. Han trådte et skridt til siden, og Pandora trådte ud ved siden af ham. Hans blik gled rundt og betragtede stedet. De var stoppet et sted, hvor der var et stort rundt areal uden træer. Stien fortsatte på begge sider. En tilbage mod byen de var på vej væk fra og den anden mod et sted, Roar ikke vidste hvad var, eller faktisk havde han en fornemmelse på, hvilket sted det kunne være. På den runde plads de opholdte sig på, var der et bål i midten, som Noah havde lavet, og rundt omkring bålet stod tre grønne telte, en til hver. Til et træ stod de tre heste bundet. I øjeblikket stod de vist og halvsov. Sådan kunne det i hvert fald godt se ud, for de hang med hovederne og slappede af i hele kroppen. Rundt omkring dem, kunne han høre lyden af vinden, der legede med træernes blade, så de raslede, lyden, af dyr, der bevægede sig så lydløst de kunne gennem krattet og lyden, af det knitrende bål.
   I øjeblikket sad Noah på hug ved siden af bålet, tæt på de knitrende flammer. I hånden holdt Noah en madpincet, som han stak ind i flammerne og lod gribe fast om noget, der var pakket ind i noget, der blev kaldt traigen. Et hvidt materiale, der ikke kunne brænde, og derfor blev det ofte brugt, når man lavede mad på bålet.
   Få sekunder efter lå tre pakker, pakket ind i traigen, på jorden ved siden af Noah. Han lagde madpincetten fra sig og satte sig ned. Hurtigt drejede han hovedet mod dem og smilede muntert, vist et tegn på, at de skulle sætte sig ned. Pandora gik om på den anden side af bålet og satte sig ned med et lavt suk. Roar satte sig ned, så de sad i en slags trekant. Der var en dyb tavshed, der fik Noah til at rynke let på panden og have et spørgende udtryk i øjnene, mens han vidst undrede sig over, hvad der var sket, mens han havde været væk. Han sagde dog ikke noget, rakte blot to af pakkerne mod Roar, der gav den ene videre til Pandora. De åbnede hver deres pakke, og så synet af noget gult mosset stads og noget brunt kød, Roar ikke anede hvad var, men han var også ligeglad. Noah rakte ham to gafler og den ene, rakte han videre til Pandora, før han tog noget af det gule mosede stads op på gaflen og proppede det ind i munden og begyndte at tygge. Det smagte sødt og var fuld af en væske, der blev presset ud af det, hver gang han tyggede på det gule stads. Da han havde sunket, smagte han på noget af kødet. Det var overraskende blødt og nemt at bide over. Det smagte udmærket og mættede ham hurtigt.
   Mens de spiste, var der total tavshed. Kun lyden af vinden, bladenes raslen og dyrenes listen i kratten, der begyndte at holde op, kunne høres. Efter en halv times tid var de alle færdige. Roar så ind i flammerne, der dansede for hans blik med en knitren som baggrundsmusik for dens dansen. Sveden drev langsomt ned over hans ansigt, da bålet var meget varmt. Et kort blik på de andre, og han kunne se, at også de svedte. Tavsheden virkede pinefuld. Det varede dog ikke længe, før Noah brød tavsheden.
   "Vi må hellere se at komme i seng. Det er en lang ridetur, der venter os" sagde han og smilede forsigtigt, før han rejste sig op med et træt gab og gik mod sit telt og forsvandt ind i det med en lille nynnen. Roar rejste sig op og gik hurtigt hen mod sit telt. Han skubbede teltdugen til side og trådte ind, og lod dugen falde i bag sig.

Pandora så efter Roar. Længe sad hun ude ved bålet og ventede, indtil hun hørte sin far snorke højlydt, så det ikke var til at tage fejl af, om han sov eller ej. Hun rejste sig lydløst op og listede hen til teltet, hvor Roar var gået ind. Hun bed sig i læben, bøjede sig forover og lagde øret mod teltdugen. Inde fra teltet kunne hun høre hans vejrtrækning. Det lød ikke, som om han sov. Forsigtigt, mens hun fortsat bed sig i læben, trak hun teltdugen til side og så ind på hans skikkelse, der lå trygt, og sikkert også varmt, under dynen. I det øjeblik han hørte den knitrende lyd fra teltdugen, der blev skubbet til side, satte han sig op og så lettere overrasket på hende.
   "Pandora, hvad laver du her?" spurgte han, gabte kort og betragtede hende med sine trætte spørgende øjne.
   "Jeg tænkte på" sagde hun og bed sig hårdt i læben, før hun fortsatte "om du vil med ud at gå en tur?".
   Det tog vist lidt tid, før han fik fat i, hvad hun havde sagt. Til sidst nikkede han dog og rejste sig op. Hun smilede, glad for, at han havde nikket ja. Hurtigt trådte hun til side og holdte teltdugen for ham. Lidt efter trådte han ud af teltet og lod, et kort øjeblik, sit blik glide søgende hen over himlen, før han så på hende med et lille træt smil. Hun smilede igen og slap teltdugen. Langsomt begyndte hun at gå, forbi bålet og hen af stien ind mellem træerne. Roar gik ved siden af hende. Hun så ligeud. så hun kunne ikke se det. men hun kunne høre hans skridt og føle, at han var der.
   De gik i tavshed. De eneste lyde, der hørtes nu, var deres skridt, der knasede mod gruset, deres vejrtrækning og vinden, der dog næsten var uhørlig. Hun så rundt på stien. Ved siden af hende gik Roar og kiggede ned mod jorden. På hver side af stien stod de mørke træer og tårnede sig op mod himlen. Himlen var mørk og dækket af masser af skyer. Nogle stjerne kunne ses, mens andre var skjult. Månen var helt gemt væk, ikke engang dens lys kunne hun se. Længere fremme kunne hun se en sti dreje mod venstre, ind mellem træerne. Da de nåede frem til den, drejede hun ind på den, og Roar fulgte med. Inde på denne sti, lænede træerne sig ind over stien og lod kun lidt af stjernernes lys falde ned på stien, hvor de gik.
   Det varede ikke længe, før de nåede enden af stien, som mundede ud i et stort område, hvor en blank glimtende sø var. Søens vand reflekterede verdenen over den i sig selv, som et spejl, blot mere utydeligt. Der voksede lidt græs rundt om søen, men ikke meget. De satte sig i græsset ved siden af hinanden. Der rungede en dyb tavshed imellem. Begge betragtede de søens funklende vand, der reflekterede dem begge i sig selv. De kunne begge se hinanden blot ved at se på vandet. Begge sad dog blot helt stille uden at se ud til, at ville sige eller gøre noget. Hun blev den første til at sige noget.
   "Har du nogensinde haft en kæreste?" spurgte hun forsigtigt og betragtede hans spejlbillede i vandet. Hans ansigt var helt udtryksløst, afslørede intet om, hvad han tænkte på.
   "Nej, det har jeg ikke. Har du?" sagde han og så på hendes spejlbillede i vandet. Hun rystede lidt på hovedet, mens hun sagde nej. Igen var der tavshed imellem dem. Tankerne strømmede igennem hendes hoved, mens hendes hjerte bankede på højtryk. Hun vidste ikke helt hvorfor, eller det gjorde hun faktisk, men hun ville af en eller anden grund, ikke indrømme det over for sig selv.
   "Hvorfor ville du englelig gå en tur?" spurgte han og på hans spejlbillede, kunne hun se, at han så op på hende. Langsomt lod hun sit blik glide op og møde hans mørke glitrende øjne. Hun overvejede, hvad hendes svar skulle være. Om det skulle være den sandhed, der havde gemt sig i hendes underbevidsthed, og havde fået hende til at invitere ham ud på gåturen for at fortælle ham det, hun gerne ville, som hun først havde fundet ud af, nu hvor han spurgte. Skulle det være den, eller skulle hun stikke ham en løgn?
   Tankerne strøg, voldsom som en lavine, gennem hendes hoved, og hun havde svært ved at få styr på det hele, så hun kunne tænke klart. Hendes øjne flakkede voldsomt fra side til side. Hele hendes krop så ud til at være i total forvirring. Han sad blot roligt og afventede hendes svar med et skævt lille smil. Hun sendte ham et hurtigt flygtigt smil tilbage, og så røg ordene ud af munden på hende, før hun nåede at bremse sig selv i det, der kunne blive en stor fejl.
   "Det kan godt være, vi ikke har kendt hinanden særlig længe, men Roar, jeg elsker dig altså" halvråbte hun og rødmede voldsomt og så hurtigt ned.

Roars mund stod åben, og han så overrasket på hende. Det, hun lige havde sagt, var kommet helt bag på ham. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, og lod derfor være med at sige noget, mens han betragtede hendes rødmende ansigt, der så ned på jorden. Et smil kom frem på hans læber, da sandheden gik op for ham, den sandhed, han havde haft skjult inde bagerst i sit hoved. Han tog en dyb indånding, før han lod ordene undslippe hans mund.
   "Sandheden er, at jeg også elsker dig" sagde han og smilede fortsat, mens
   hans's hjerte bankede voldsomt. Han afventede anspændt hendes reaktion. Hendes blik gled op i et hurtigt ryk og så ham ind i øjnene. Hun smilede stort og så rigtig glad ud. Pludselig skubbede hun ham blidt, så han faldt baglæns, ned at ligge. Hun lagde sig forsigtigt oven på ham og strøg blidt en hånd gennem hans hår med et sødt smil på sine dejlige røde læber. Det sitrede gennem hele hans krop, da hendes hoved kom tættere og tættere på hans. Til sidst mødte hendes læber hans's i et kys. Han kyssede med og lod blidt sine hænder glide op og ligge sig på hendes kinder. Det sitrede gennem hele hans krop, da hans hænder rørte hendes glatte hud og strøg blidt hen over den i blide kærtegn.
   I lang tid lå de sådan. Deres læber mod hinanden i lidenskabelige kys. Deres hænder, der strøg nysgerrigt hen over hinandens kroppe i et forsøg på at lære den andens krop bedre at kende. Der var kun dem i deres egen verden. De lagde ikke mærke til verdenen omkring dem.

Noah slog øjnene op. Han havde en mærkelig anelse, en anelse om, at der var noget galt. Hurtigt sprang han op, fuldt påklædt da han ikke havde orket at tage sit tøj af. Han stak sit hoved ud af det lille telt og så rundt på den øde plads foran sig. Bålet var gået ud for længst, så derfor var der næsten intet lys, kun det svage lys fra stjernerne.
   Han trådte ud af teltet og så rundt. De eneste levende væsner, han i øjeblikket kunne se, var de tre heste, der stod og sov. Det var nu ikke dem, han havde været bekymret for. Det var nogle andre, der også skulle ligge og sove, hvilket han havde en fornemmelse af, at de ikke gjorde. Snart ville han få bekræftet, om de sov eller ej. Han listede hen til det ene af teltene. Pandoras telt. Han skubbede teltdugen til side og stak sit hoved ind og så rundt. Lige som han havde fornemmet, lå der ingen. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Hvis Roar heller ikke lå i sit telt, havde han en lille anelse om, hvad der var sket, siden de alle tre var gået ind i hvert deres telt efter aftensmaden.
   Hurtigt skyndte han sig hen til Roars telt og stak hovedet ind. Han smilede stort. Roar lå der ikke. Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Så havde hans fornemmelser, om at de havde været væk, jo været rigtige. Han trak hovedet ud af teltet igen og lod sit blik glide rundt, mens han overvejede, hvilken vej han skulle gå for at finde dem. Til sidst besluttede han sig at gå hen af den vej, de skulle ride hen af i morgen, når de engang havde pakket sammen.
   Han gik afsted med et skævt smil på sine læber. Der var stille her midt på natten. Hans blik gled op mod himlen. Månen var skjult bag nogle grå skyer. Igen gled hans blik ned på stien foran sig. En sti gik til venstre. Den gik han nedad. Da han nærmede sig enden af stien, så han i et kort glimt skikkelsen af to mennesker. Han stoppede et kort øjeblik op og overvejede situationen. Til sidst gik han dog væk fra stien og ind mellem træerne. Han sneg sig frem til enden af træerne, hvor han stoppede op og gik på hug bag nogle buske, der stod ved kanten af træerne. Herfra havde en et godt udsyn over en smuk blank sø, men det var nu ikke det eneste, der var interessant. Ved kantens sø lå Roar og Pandora og kyssede, mens deres hænder strøg hen over hinandens kroppe. Han smilede. Så havde hans fornemmelser været helt rigtige.
   Længe sad han blot og betragtede dem, mens miderne strømmede igennem hans hoved. Minderne om gamle dage som han længtes efter. Han sukkede og rejste sig op og trådte ud fra træernes mørke. De to unge opdagede ham ikke. De var vist i deres helt egen verden, hvor der kun var dem og ingen andre. Han rømmede sig kort, men de hørte ham ikke.
   "Hvornår kommer i tilbage?" råbte han højt og var lige ved at flække af grin, da han så deres reaktion, da de opdagede ham. Pandora sprang op og så forvirret på ham, mens Roar også sprang op og stillede sig forfjamsket ved siden af Pandora. Han kunne næsten ikke se deres ansigtsudtryk her i mørket, men han kunne gætte sig til, at de sikkert var knaldrøde i hovedet. Han kunne ikke lade være med at smile stort, da dette her morede ham af en eller anden grund.
   Pandora var den første til at forlade stedet. Med hurtige skridt, og noget der godt kunne ligne et rasendes ansigt, gik hun hen af stien, der førte tilbage til teltene. Roar så først lidt efter hende, før han hurtigt gik efter hende, så Noah nu stod alene tilbage ved søen. Han gik ikke med det sammen, men blev stående og betragtede søens blanke overflade. Billedet af Roar og Pandora, der lå sammen, var klistret fast inde i hans hoved, ikke fordi det generede ham, at de lå og kyssede, men fordi han ønskede at komme tilbage til den tid, hvor han havde gjort det. Den tid hvor han havde været forelsket.
   Han drejede rundt og gik tilbage af stien mod teltene, mens tankerne strømmede igennem hans hoved.

Næste morgen vågnede Noah tidligt. Han slog brat øjnene op og havde et stort smil på læben på grund af den dejlige drøm, han havde haft om noget, der var sket for mange mange år siden. Hurtigt kravlede han ud af teltet og ud i den friske luft, som han indåndede med lukkede øjne og et smil. Da han igen åbnede øjnene, så han rundt på pladsen. Hestene stod henne ved deres træ med deres hoveder lænet mod træet. Der lå et lille lag dug på hestene, træerne, græsset og teltene på grund af den lille regnbyge, der måtte have været kommet i løbet af natten, mens de havde sovet. Lige nu var himlen blå og græsset grønt. Det hele virkede så stille og fredeligt.
   Han rejste sig op og begyndte at pakke teltet sammen, mens han ventede på, at de andre stod op. Det varede ikke lang tid, før Pandora kom kravlende ud af teltet og rejste sig op, mens hun så på ham. Han stoppede med et pakke teltet sammen, da han hørte, hun kom ud. Han rettede sig op og så på hende med et skævt muntert smil. Hun smilede, noget surt, tilbage til ham, før hun selv begyndte at pakke teltet sammen. Kun få minutter senerede kom Roar også ud. Uden et ord begyndte han at pakke teltet sammen. Noah blev selvfølgelig først færdig, da han jo også var begyndt først. Han fik alle sine ting pakket ned i nogle af rygsækkene og ventede derefter på, at de blev færdig. Det tog et kvarters tid, før det hele var pakket sammen.
   Han så på de mange tasker, der lå samlet i en bunke foran ham. Overfor ham stod Pandora og Roar ved siden af hinanden. Pandora, med et iskoldt blik, og Roar, med et fjernt tænksomt blik. Noah sukkede en enkelt gang, før han drejede rundt og så på de tre heste, der stod helt stille som statuer. Igen drejede han rundt og samlede to tasker op, før han gik hen til de tre heste, der havde vendt deres hoveder mod ham. Han bandt de to tasker fast til sadlen på den hest, som han red på. Bag sig kunne han høre, at Pandora og Roar var ved at samle resten af taskerne op, og det varede dog heller ikke længe, før de stod henne ved hestene og bandt taskerne fast til hestenes sadler.
   Det var i tavshed, de red afsted efter at have bundet hestene fri og var hoppet op på dem. De eneste lyde var lyden af vinden, der strøg omkring deres kroppe og lyden af hestenes hove, der dundre mod jorden. Af og til var der også lyden fra en fugl, der lettede med en høj skræppen. Der var dog ingen lyd af ord, som blev vekslet mellem dem. Der var kun den knusende tavshed. Noah var helt sikker på, at de ikke ville snakke med ham, fordi han havde forstyrret dem nede ved søen i går aftes. Han smilede blot ved tanken om det, men han vidste ikke helt hvorfor, han gjorde det. Det var bare en vane, han havde. En vane med at smile over alt han selv syntes, man kunne smile over.
   I det fjerne kunne han se enden på skoven. Der lå en by, han før havde været i. Husene var bygget af træ. De lå tæt side om side i to rækker, der kun var adskilt fra hinanden af den sti, der løb fra skoven, ned gennem byen og videre ud i det fjerne. Lidt uden for byen, i den anden ende, lå en enorm lade, som Noah ikke anede, hvordan så ud indeni, da den altid var lukket af, og ingen blev lukket ind. Dens hemmeligheder kendte nok kun byens indbyggere til. De nåede ud af skoven og satte fra galop ned i trav, indtil de nåede til byen, hvor de satte i skridt. Solen var ved at gå ned, og mørket var ved at komme frem, så derfor var der ingen mennesker udenfor. Alle sad indenfor i varmen.
   Hestenes hove klaprede mod stien, mens vinden susede omkring dem. Lysene fra husene strømmede ud på dem, som det eneste lyd der var, for endnu engang var månen skjult bag skyer. De nåede frem til kroen, hvor lyden af stemmer strømmede dem i møde. En ung mand havde set dem og havde skyndt sig ud til dem og tog nu deres heste og forsvandt hen med dem i stalden, som stod ved siden af kroen. Imens gik de ind i kroen hvor lyset, varmen og larmen strømmede dem i møde. Runde borde stod overalt, og ved de fleste af dem sad mennesker og snakkede lystigt sammen. Oppe i baren sad også mange mennesker og drak i tavshed eller snakkede med sidemanden. Da Noah var ved at gå op for at bestille værelser, greb Roar pludselig fast i hans arm. Noah vendte sig mod ham og så undrende på ham.
   "Hvad er der knægt?" spurgte Noah og afventede hans svar.
   "Kan vi ikke sove ude i skoven i stedet for?" spurgte Roar bedende, mens hans blik flakkede rundt i lokalet. Noah rynkede på panden og så undende på den nervøse Roar, der stod overfor ham.
   "Hvorfor vil du dog det Roar?" spurgte Noah.
   "Jeg vil bare ikke være her, hvor der er så mange mennesker" svarede Roar, men Noah kunne se, at han løj.
   "Jeg kan se på dig, at du lyver, så sig nu sandheden" sagde Noah og lagde en hånd på hans skulder. Roar trak sig lidt væk fra ham, så han ikke længere kunne nå ham.
   "Kan vi ikke bare sove ude i skoven?" spurgte Roar og lød en smule irriteret, men også bange.
   "Kun hvis du fortæller mig sandheden" sagde Noah og smilede venligt til ham.
   "Det er lige meget. Vi sover bare her" sagde Roar og gik med et suk hen mod det nærmeste frie bord.
   "Roar" sagde Noah og så efter ham med et bekymret blik. Roar skjulte noget, en hemmelighed, om en fortid, Roar sikkert selv bare ønskede at glemme. Noah ville have denne hemmelighed ud af Roar engang, hvor muligheden, til at få det ud af ham, bød sig.

Roar satte sig ved bordet med et suk. Pandora satte sig ved siden af ham og så på ham med et lille smil. Han smilede kort til hende, og før han så hen på Noah, der gik op i baren for at bestille værelser til dem. Roar sukkede dybt og så ned på bordets overflade. Han var i sin egen verden og hørte ikke larmen af stemmer omkring sig. Et sted i det fjerne blev et glas smadret og et andet sted, lød det som om nogen havde gang i en slåskamp, men han hørte ingen af disse lyde. Han var dybt begravet i sine egne bange tanker.
   "Det er lang tid siden sidst, jeg har set dig her" lød en mandestemme. Roars blik fløj op, og han så bange på manden, der stod henne ved deres bord. Først nu havde han lagt mærke til manden. Roar havde troet, at manden talte til ham, men det gjorde han vist ikke, da han så på Pandora med et smøret smil. Pandora så blot koldt tilbage til manden. Det var vist ikke den lykkeligste genforening.
   "Er du stadigvæk i branchen?" spurgte manden og lo højt. Vredt rejste Pandora sig op og gik afsted mod en trappe i den anden ende, som førte op til nogle værelser. Manden fulgte efter kort tid efter hende. Roar blev dog siddende og så undrende efter dem.
   Efter det, der føltes som timer, men kun var få minutter, hørte han et skrig fra Pandora. Han sprang hurtigt op fra stolen, der væltede. Hurtigt gik han hen mod den trappe, Pandora var gået op af, men han blev stoppet undervejs. Fem kutteklædte mænd var sprunget op fra deres bord og havde grebet fat i ham. Roar så bange på dem og prøvede at rive sig løs, men kunne ikke og måtte derfor udmattet give op. Noah havde set, hvad der var sket og stod kort efter henne ved dem med et bekymret blik i sine øjne.
   "Undskyld mig de herrer, men hvad laver i med den vand?" spurgte Noah vredt. Alle mændene så hen på ham.
   "Han skal tilbage til hjulet" svarede en af mændene. Inde bag hans hætte kunne man skimte et ondt smil.
   "Hjulet?" spurgte Noah forvirret. I det samme lød et skrig, men det var kun Roar, der hørte det gennem al larmen. Energi strømmede gennem hele hans krop og med et brøl, rev han sig fri med voldsom kraft og løb op af trappen uden at lægge mærke til noget af det, der var omkring ham. Et skrig lød igen, og han kunne straks høre fra hvilken dør, det kom fra. Han rev døren op og så rasende ind i rummet. I et hjørne sad Pandora sammenkrøbet med hænderne foran sit ansigt. Overfor hende stod ham manden med en løftet knytnæve klar til at slå.
   Pandora så op på Roar og et kort øjeblik, så han mærkerne efter slag i hendes ansigt og panikken i hendes øjne. Raseriet skyllede ind over ham og gav ham en enorm energiladning, der førte til, at han marcherede hen til manden og greb fast om hans nakke og kylede ham ud gennem døren, så hans hoved hamrede mod væggen derude. Manden besvimede med det samme og lå helt stille ude på gangen. Kort efter kom de hætteklædte mænd og Noah til syne ude på gangen og så forskrækket på manden, der blødte voldsomt fra hovedet. Hurtigt kom mændene over chokket og skyndte sig ind i lokalet. Noah gik hen til Pandora for at trøste hende, da hun var begyndte at græde voldsomt, mens mændene gik hen til Roar og greb fat i ham. Roar stod blot stille og så på den grædende Pandora, der begravede sig i Noahs favn, mens Noahs hånd strøg trøstende hen over hendes hår. Noahs blik hvilede på Roar med et bekymret blik.
   "Hvad vil i gøre ved ham?" spurgte Noah forsigtigt. Dette spørgsmål fik Pandora til at se op på Roar med et tårevædet ansigt, der fik det til at gøre ondt inde i Roar, da han slet ikke brød sig om, at hun var ked af det.
   "Tage ham tilbage til hjulet" svarede en af mændene. De hætteklædte mænd lo.
   "Hvad er der med det hjul?" spurgte Noah en smule irriteret, men inde bag irritationen kunne man høre hans bange anelser.
   "Hver nat skal hjulet trækkes rundt af et stærkt væsen, og det har så altid været ham her, indtil han stak af, så vi måtte bruge heste og køer, hvilket ikke virker lige så godt, som når han trækkede det" svarede en af mændene.
   "Hvad gør dette hjul?" spurgte Noah forsigtigt.
   "Skaber et skjold, der beskytter os mod sygdomme og onde kræfter. Vi bliver nød til at have det, for ellers vil vi dø, for her i byen er folk meget svage og meget modtagelige overfor sygdomme, og vi vil helst ikke have, at de dør, så vi må have et stærkt væsen til at trække hjulet" forklarede en af mændene. Noah og Pandora så tavst på dem i lang tid.
   "Hvorfor er Roar bedre end heste og køer? Han er jo kun et menneske" sagde Noah og så panikslagen på dem. Det var tydeligt at se i hans ansigt, at han ikke ville lade dem tage Roar.
   Mændene svarede ikke. De begyndte at finde reb frem, som de bandt fast om Roars hals, mens Pandora og Noah så lamslået på. Roar stod blot stille. Han var lammet af frygten over at vende tilbage til al den smerte, han havde oplevet i det hjul. Pludselig mærkede han et ryk i halsen og modvilligt, fulgte han med mændene mod udgangen.
   "I må ikke tage ham" skreg Pandora pludselig bag ham, og han hørte tydeligt, at hun brød sammen i gråd. Han stoppede op. Nej, han ville ikke lade dem tage ham så let. Hurtigt drejede han rundt og så hen på Noah og Pandora. Med voldsom kraft sprang han frem mod dem. Rebene strammedes om hans hals. Mændene trak ham baglæns af al magt, mens Roar kæmpede voldsomt for at komme hen til Noah og Pandora. Længere og længere baglæns blev han trukket, selv om han kæmpede af al magt. Mændene var bare stærkere end ham.
   De nåede til døren. I et hårdt ryk blev han trukket helt ud på gangen og kunne ikke længere se Pandora og Noah. Han kunne kun høre Pandoras gråd og Noahs trøstende ord om, at de nok skulle få Roar fri på en eller anden måde.
   Roar fulgte med et hængende hoved efter mændene mod udgangen.