"Jeg smider ikke noget ud før jeg har undersøgt det, eller sælger det til en pris jeg fortryder, ligesom Gunnar" påstod Johnsen dagen efter med et smil.
   Efter et par forespørgsler på planteskolen genkendte Christian Johnsen fra loge dagen og spurgte om han var en af dem, der efterlyste Ingrids kompetance med antikviteter. Det ville nemlig samtidig give ham et udmærket påskud til at kontakte hende hos søsteren og finde ud af om Ingrid var indstillet på en lidt længere ferieflirt, end det de havde nået indtil videre.
   Han øvede sig i at se uskyldig ud, når han skulle spørge hende om det men vidste på forhånd, det var et naturstridigt projekt. I stedet nikkede han forstående og fortalte Johnsen at værdien af det berømte chatol også kom som en overraskelse for både ham og hans onkel. Det gik helt problemfrit fordi den del i det mindste var rigtigt. Derefter fremførte han sit ærinde om udbedringer af hans mors sommerhusgrund.

Gartneriet lå udenfor den del af byen, der hovedsagligt bestod af ældre, større huse, med luvslidte statussymboler og pænhed. De dannede en af de enkalver hvor beboerne fastholdt de traditionelle mærkværdigheder og opfattelser af den status husenes størrelser engang havde skaffet deres forgængere, inden de fleste traditionelle status- indtægts- og magtmuligheder mellemlandede i nye former for nethandel eller på et par kvadratmeter i supermarkeder, som løbende ændrede de gamle indtægts- og statusmønstre. En af Johnsen brødrene, havde han hørt, havde overtaget en bankbestyreres bolig billigt, efter personalet i den ene af byens banker langsomt var reduceret og til sidst erstattet af en netbank og pengeautomat, der opfyldte de fleste behov, efter bestyrerens pensionering.

Birger Johnsen var en hjulbenet middelhøj, kraftig mand og, meget passende for en gartner, udstyret med en imponerende kartoffeltud mellem et par humoristiske øjne, der glimtede under en krøllet hårmanke på størrelse med en berberisbusk.
   "Så må jeg hellere præsentere dig for lillebror, når det er et haveanlæg" afgjorde Johnsen og spejdede omkring. "Jeg tager mig af regnskaberne og de kunder, der tager tingene med, med det samme. Da vi havde diskuteret principperne for indre og ydre produktion i et par år, delte vi det mellem os, i stedet for at ende i en slåskamp" forklarede han adspredt. "Lillebror sælger kontrakter på vedligeholdelse og udvikler haver og anlæg overalt. Det har han mange ideer om og han er en god sælger."
   Er der ikke noget om han også er blevet viceborgmer?" spurgte Christian.
   "Ork jo. Han kom oprindeligt i kommunalbestyrelsen fordi de i det mindste får løn for at lytte til hans meninger om andet end grønne anlæg. Heldigvis har han rimeligt godt styr på de han siger. I selvforsvar spredte de hans meninger over så mange underudvalg at posten som viceborgmester fulgte med. Nu er du advaret! Hvis du og den antikke dame kikker ind i morgen ved frokosttid, kan hun bese vores gamle møbler sammen med en frokost" tilbød Birger.
   Derpå trak han Christian videre gennem det store gartneri til han fandt og indfangede sin lillebror og i hast gav opgaven videre og langede Christian et visitkort med hans direkte nummer, inden han gik videre til at hjælpe en kunde med hans studier af udstillingen af forskellige belægningssten.

Christian så overrasket på lillebroderen Poul-Erik Johnsen, som overvågede fordelingen af forskelligt motoriseret grave- og andet arbejdsudstyr på ladene af et par biler.
   Poul-Erik var, væsentligt højere og bredere end hans bror, og lignede Christians onkel Kurt en smule. Dog havde han en lige så krøllet hårpragt som Birgers. Christian spekulerede på om en af Poul-Eriks bedstemødre uforvarende havde været en af årsagerne til at Christians egen bedstefar, Gunnar, havde haft ry for at være særdeles erfaren.
   Poul-Erik betragtede Christian med et gennemborende blik.
   "Oscar har både fortalt om dig, og om det han fortalte dig om den gamle vendetta for et par dage siden. Jeg lejer maskiner og får dem vedligeholdt hos ham." startede Poul-Erik mens hans ansigt flækkede i et bredt grin. "Inden du spekulerer lige så meget som vi andre, over de frie udvekslinger af gener under høstfesterne er det fænomen altså ikke noget vi bruger ret meget tid på i dag. Hvad kan jeg gøre for dig?"
   Der var absolut ingen familiaritet i hans måde at tale på, modsat Oscars så Christian fremførte sine ønsker uden svinkærinder.
   "Det er ikke den helt rigtige årstid at flytte træer på. Resten klarer sig sagtens. Skal jeg fjerne de døde planter for dig og levere de nye plantet, og har du andre ønsker?. En elegant afslutning med et par natursten kunne gøre sig flot i det terræn, jeg husker, ude ved dig. Jeg har vidst et par til overs, du kan få billigt."
   Det har han sikkert tænkte Christian med et smil så de udvekslede også telefonnumre og aftalte at Poul-Erik kikkede ud først på næste formiddag, for at nærvurdere opgaven og give en fast pris.
   ***
   Ude i bilen sammenlignede han omgående brødrenes telefonnumre med sin liste. Han konstaterede, at Birger havde kontaktet Gunnar inden denne sendte Nicky i byen med en stribe håndfaste bebrejdelser over de rygter der var blevet spredt om dem begge i Jægerlogen. Derpå ringede han til Ingrid og forhørte sig om hvorvidt hun næste dag ville være interesseret i at give Birger Johnsens arvestykker et hurtigt eftersyn og om hun i øvrigt havde planer for resten af den dag.
   Inden Ingrid fik tid til at overveje alt for meget fortalte Christian at han ville bruge resten af dagen på at motionere sin fætters børns fjordheste, inden de blev alt for fede. Et par dage før havde Ingrid betragtet hestene med misundelse og fortalt hun stadig savnede sin egen, der måtte aflives året før. Når Kurts børn ikke var på skole eller ferier klarede de normalt den detalje udmærket selv, men det havde Kurt lovet ikke at sige noget om, hvis Christian dukkede op og bad om at måtte låne hestene. Målet helliger som bekendt midlet tænkte han og kørte længere ud af kysten.
   Efter et par kilometer af en strandvej, som de optimistiske beboere kaldte Bellevue, som slet ikke kunne måle sig med Christians udsigt skiftede terrænet til bølgende kornmarker inden han efter et par kilometer nåede frem til det område med sommerhuse, hvor Ingrid officielt ferierede sammen med sin søster og hendes børn når hun ikke kom på afveje med andre ting.
   Under en kop kaffe foreslog Christian at bruge en del af hans gevinst på chatollet til en middag, sammen med Ingrid, på byens bedste spisested, når hestene havde fået motion nok.
   Inden hun havde fået taget stilling til det tog søsteren en lokalavis frem og spurgte alvorligt om han kendte noget til forsidehistorien om de tre lokale rockeraspiranter, der blev sendt på¨hospitalet af en uidentificeret ekspert i nærkamp, inden han selv røg samme vej, med en mindre skade på grund af en fjerde, der stadig var eftersøgt.
   "Det blev betragtet som selvforsvar og som du ser, er jeg stadig på fri fod" smilede Christian. "Selvom jeg er civil analytiker i Europol en gang i mellem arresterer politimænd kun deres kolleger i nødstilfælde. Ham, der daskede mig ned, studerer rundjern indefra i øjeblikket så ham møder vi ikke igen. I øvrigt overfaldt de min onkel og en af hans venner."
   Søsterens mumleri om hun bare ville sikre sig hvem hendes lillesøster gik i byen med blev afbrudt af Ingrids begejstrede tilslutning til hele programmet. Den fik hende til at fare ud og hente skiftetøj, så hun ikke lugtede alt for meget af hest på resturanten. Christians ID kort som forbindelsesofficer til Europol gjorde det af med resterne af storesøsterens skepsis, længe før Ingrid nåede tilbage med en taske som fik søsteren til at hæve øjenbrynene, indforstået.

***
   "Hvis du er venlig at passe på tempoet så min optimistiske nevø ikke falder af krikken igen, er det bare fint" sagde Kurt mens han fandt ridehjælme frem. "Da han startede for år tilbage faldt han af hestene på alle de måder der findes plus et par stykker, han opfandt selv. Vi morede os tit når hestene flygtede tilbage til stalden med ham stæsende bagefter."
   "Efter lidt tilvænning sad jeg mere på hestene, end jeg løb bagefter dem" erindrede Christian ham om og kortrollerede buggjord og stiggbøjler. "Skal vi lige repetere hvordan du selv endte i en bunke komøg omme bag stalden."
   Det så Kurt ikke nogen grund til og ønskede dem god fornøjelse.

"I am a lonesome cowboy" sang Christian et kvarter senere da de red hen af en plan sti gennem gårdens østlige skove, der hovedsagligt bestod af tætvoksende høje fyrretræer, som ikke lod ret meget af solens lys trænge igennem kronerne. Ingrids hest vrinskede som akkompagnement til Christians muntre sang og begge dele kom sekunder efter tilbage som ekkoer fra den stille mørke skov.
   "Er der ikke en melodi til den sang?" spurgte Ingrid tørt. "Hvis du forskrækker din hest så den løber hjem kan min nok ikke bære os begge."
   Han lovede at indstille syngeriet og tilføjede at de få minutter efter ville nå frem et afsnit med store bøge- og egetræer og en vej som hestene kunne få lov til at løbe på, til de nåede op til Nørre Alle.
   "Skal vi vædde om, hvem der kommer først op til landevejen" spurgte Christian. "Der er omkring tre kilometer op gennem skoven her."
   "Hvilken indsats" spurgte hun muntert og vurderede den bugtede vej som hun ikke kunne se slutningen på.
   "Taberen kan stå for vinen på 'Værftet' hedder den kro vi skal ned på bagefter" foreslog han og konstaterede sekunder efter, det var vedtaget fordi han kun havde udsigt til bagenden af en galloperende hest.
   "Det er unfair" tænkte han og satte hurtigt til egen hest i galop efter Ingrid mens han prøvede at genkalde, hvordan vejen snoede sig og hvor de lige stykker lå, som han rigtigt kunne lade hesten strække ud på. Få minutter havde han reduceret mellemrummet mellem hestene betydeligt og genfandt sin gamle rytme og satte farten op de gode steder og holdt igen når stien svingede igen. Hans hest prustede tilfreds over at få lov til at bruge sine ben og muskler rigtigt så det varede ikke længe inden dens normale duft blev forstærket af sved.
   Den rytmiske galop fra Ingrids hest gik ned til pasgang da hun nåede frem til et sving, hun ikke kunne overskue på grund af et stort brombærkrat på en høj. Nu var hun lige foran og midt i det følgende sving, der også var uoverskueligt, gav Christian los, satte hesten i galop, overhalede hende indenom og lod den strække ud til til han nåede til vejen, hvor han stoppede den prustende hest et par minutter før Ingrid nåede frem med en latter og blussende kinder.
   "Den uheldige herre, der startede vores bekendtskab blev skudt på rastepladsen lige derovre." sagde Christian og nikkede mod den anden side hvor der stadig var rester af politiets afmærkninger. "På højre side løber Nørre Alle lige ind i byen men hvis vi drejer til venstre og rider ned af Skovgyden ender vi ved fyret og følger stranden hjem."
   "Når hestene altså har pustet et øjeblik" sagde Ingrid med et blik på drabsstedet.
   "Vi trække dem hen til den lille bakke og nyder udsigten over Noret" foreslog Christian. "Mens vi alle puster kan vi tage en tår af den hvidvin der ligger sammen med et et par køleelementer i min rygsæk."

"Oven i købet med skruelåg, og stadig kold" konstaterede Ingrid kort efter og indsugede udsigt og stemning. "Man skulle tro du har været spejder. Er det her, der skal bygges hvis din onkel sælger sin forpagtning?" Det vil være synd at ødelægge den natur."
   "Lige på en prik" bekræftede Christian. "Industriområdet kommer til at ligge på den den anden side af Nørre Alle mellem byen og den skov- og landzone, der hører til Kurts gård. Det kan ikke laves om og der er heller ikke store muligheder i moserne ved siden af fyret, som du ser."
   Han pegede i den retning med den hånd, han holdt glasset i fordi hans anden hånd var optaget på Ingrids ryg.

Hun slappede tydeligt af, så ned og lænede sig op af ham og absorberede hans kærtegn med lukkede øjne uden at bevæge sig. Efter et øjeblik skubbede han hendes hår tilside og kyssede hende på siden af halsen.
   Hun slog øjnene op
   "Jeg fik aldrig at vide om du har været spejder, men jeg er ikke i tvivl om du er særdeles beredt" sagde hun stakåndet og pressede sig ind mod ham.
   "Dine egne spejderevner mangler heller ikke noget" mumlede han, da han efter lidt foreredelser blev mødt af en varm og fugtig følelse, mens han kæmpede med det normale problem med at bevare en smule værdighed mens de elskede i stående stilling op af et birketræ.
   Det rystede sporer og insekter ned på dem under den udfoldelse.Det ignorerede de såvidt muligt mens Ingrid støttede sit hoved mod han skulder og holdt sig fast med arme og ben. Pludseligt stivnede hun. mærkede han.
   "Der kommer en gruppe folk ud af skoven. Der er ingen tvivl om de er på vej herhen. Jeg ved ikke hvordan du har det med publikum til det her men jeg er helst fri."
   De nåede lige at bringe deres tøj i orden og skænke mere vin i krusene inden gruppen nåede frem.