Mørket lå som et tungt slør hen over det bakkede landskab. Månen stod højt på himlen og lod sit gullige lys falde på et hus, der lå midt i det bakkede landskab. Det var et enormt hus, der godt kunne udgive sig for at være et slot. Huset lå øde hen, og kun lyset i entreen viste, at der boede nogen i dette hus. Den nogen, var i øjeblikket udenfor på gårdspladsen. Det var en ung kvinde sidst i tyverne. Hun havde langt sort krøllet hår og et par mørke smukt skinnende øjne, der i øjeblikket par præg af et nervøst blik. Hendes sorte kjole var blev svinet til med jord fra gårdspladsen.
I øjeblikket havde hendes lange smalle fingre et godt tag i en skovl, der i øjeblikket var ved at samle jord op fra en bunke jord, der lå ved siden af hende. Et lavt suk undslap hendes røde fyldige læber, der var let adskilte. Hun lod jorden falde ned i et hul, der var lige foran hende. Ved et uheld så hun ned i hullet og gispede let og så hurtigt væk igen. Synet, der havde mødt hende, var forfærdeligt. I hullet lå en mand først i trediverne. Hans hud var blegere end de hvide lagner, han for flere minutter siden havde ligget på. Han havde et fjernt og dødt udtryk i sine ellers så smukke brune øjne. Synet af hans hals havde dog været det værste. Et billede af et hul, der gik hele vejen gennem hans slanke hals, hvor blodet lå i mørke sorte flager eller stadigvæk løb, stod prentet i hendes hukommelse, og det ville nok aldrig forsvinde derfra.
Hun sukkede en enkelt gang, før hun fortsatte med et begrave liget af manden. Efter et kvarters tid var hullet dækket helt til. Med skovlen i sine knyttede hænder gik hun ind i huset og kom ind i entreen. Lyset i entreen væltede ind overs hendes slanke krop. Hun lukkede døren bag sig og stillede skovlen op af den hvide væg ved siden af døren. Hendes sorte træsko gled langsomt af hendes beskidte fødder, der blev placeret på de kolde hvide stenfliser. En sidste gang så hun ud af ruderne i døren og betragtede gårdspladsen, der skjulte på en hemmelighed, der aldrig skulle fortælles til nogen. Synet af manden sprang frem i hendes sind, og fik et let gisp til at undslippe hendes læber. Hun fortrængte hurtigt dette billede og drejede rundt. Hendes blik gled ind i den mørke gang, hun var nød til at gå igennem for at nå frem til trappen for enden. Med et suk slukkede hun lyset i entreen og gik ind i den mørke gang. Lyset blev tændt, og hun fik et lille chok, da hun havde glemt alt om denne funktion. Hurtigt gik hun videre, mens hjertet bankede hårdt i hendes bryst ved tanken om det, der var et sted langt bag hende.
Trappen syntes så fjernt væk, og hun frygtede, at hun aldrig ville komme frem til den. Hun løb og sukkede lettet, da hendes hånd lagde sig på det kolde gelænder. Hurtigt begyndte hun at småløbe op af trappen uden at fjerne hånden fra gelænderet. Hendes blik så tydeligt mørket for enden af trappen, der kom nærmere og nærmere for hvert skridt hun tog op af trappen. Hun stoppede for enden af trappen og så ud på den gang, der strakte sig hen mod soveværelset i den anden ende. Hun kunne gå den vej eller til en af siderne. Dog var hun nød til at gå ned af den mørke gang for at kunne komme ind på sit værelse. Hun sank en klump og mærkede sit hjerte, der pumpede voldsomt af skræk over at gå ind på det værelse, hvor det var sket. Til sidst tog hun sig dog sammen og gik ned af gangen, hvor lyset automatisk blev tændt. Hendes bange blik var klistret til døren, hun snart ville skulle gå igennem.
Lyden af hendes skridt var den eneste lyd i det enorme hus. Den lyd stoppede dog kort efter og lyden af en knirkende dør, der blev åbnet, erobrede nu det stille hus. Hun gik ind i soveværelset. Døren gled i bag hende med et svagt lille bump. Hendes øjne faldt på dobbeltsengen, der stod midt i rummet. Hun havde for mindst en halv time siden skiftet lagnet på sengen og lagt nyt på. Det gamle lagen med de røde pletter, havde hun smidt ind i flammehavet i kaminen, der stod ved siden af hende.
Hun gispede let og gik et enkelt skridt tilbage, da hun fik øje på det, der lå på gulvet. Et lang guldmalet spyd, der plejede at hænge over sengen, lå på gulvet smurt ind i blod. Hun måtte skille sig af med det spyd i en fart. Hendes øjne gled rundt i værelset i panik og forsøgte at finde på en løsning. Pludselig gled en ide gennem hendes hoved, og hurtigt stormede hun hen til en dør, der var inde i værelset. Den førte ind til et lille badeværelse, hun skyndte sig ind i. Der var et toilet, et badekar og et spejl med et lille skab under. Med rystende hænder åbnede hun skabet og fandt hurtigt et par brunlige gummihandsker frem. Hurtigt trak hun dem på og løb igen ud i soveværelset, men stoppede dog op igen, da hun så spyddet. En scene strøg gennem hendes hukommelse.
"... han lå bare der på sengen og sov tungt under dynen. Raseriet skyllede gennem hende. Evig og altid skulle hun klare alt selv, og han gjorde aldrig en skid ud over, at gå ud og finde en eller anden dulle i byen og være hende utro med. Hun kunne ikke klare det her mere. Døren gled i bag hende og med lydløse skridt, gik hun hen til sengen og trak spyddet ned fra dens plads over sengen..."
Hun rystede voldsomt på hovedet og gispede let. Lige nu fortrød hun, at hun havde handlet så overilet. Hun skulle have smid ham ud af huset i stedet for. Det var dog trods alt hende, der ejede huset. Hun havde bare ikke tænkt sig om.
Hurtigt gik hun hen til spyddet og samlede det op med rystende hænder. Hun skubbede døren op, der føltes tungere end normalt. Til sidst fik hun den dog helt op og gik ned af gangen. Lyset blev tændt i det samme øjeblik, hun tog et skridt ud i gangen. Denne gang tog hun sig dog ikke af det, men skyndte sig bare afsted mod trappen. Hun småløb ned af den og var lige ved at falde, men nåede at få genoprettet balancen. Hurtigt nåede hun enden af trappen og gik hen mod en dør ikke langt væk. Lydløst åbnede hun døren og så ind. Herinde sov den gamle butler, der altid havde været så sød mod hende. Længe betragtede hun hans sovende skikkelse, indtil hun endelig tog sig sammen. Hun listede sig hen til butlerens seng og gik ned på knæ og lagde spyddet ind under hans seng. Han var nød til at tage skraldet for hende, selv om hun ikke var glad for det, men hun kunne ikke selv holde ud at skulle i fængsel. Hun sukkede let og lukkede et øjeblik øjnene, og i det samme strømmede en scene frem i hendes hoved.
"... Han så skræmt på hende. "Skat, læg den der fra dig. Den kan være farlig" sagde han og kravlede baglæns på sengen uden at fjerne blikket fra det spyd, hun holdte mellem sine svedige hænder. "Jeg er færdig med at finde mig i alt det, du gør mod mig" hvæsede hun arrigt, og før han nåede at skrige, sprang hun op i sengen og stak spyddet ind i hans hals, hele vejen igennem den. Han gispede og hev efter vejret. Blodet strømmede ud af hans mund og hals og gled ned på det hvide lagen..."
Hurtigt åbnede hun øjnene og faldt baglæns. Natbordet, der stod bag hende, vippede let og gav en voldsom lyd fra sig, som rungede i det store hus. Hurtigt fik hun den til at stå stille og så skræmt på butleren, men han sov fortsat. Hun åndede lettet op og rejste sig hurtigt. Lydløst listede hun ud af rummet og lukkede forsigtigt døren bag sig, hvorefter hun hurtigt gik op mod soveværelset. Halvvejs oppe af trappen væltede en ny scene af aftenen ind over hende.
"... Længe betragtede hun ilden, der åd lagnet med de røde blodpletter. Hun havde lagt nyt lagen på. Nu manglede hun kun at tage stilling til en ting mere. Liget. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af det, og mærkede tydeligt panikken strømme ind over hende. Pludselig kom hun i tanke om en krimi bog, hun havde læst. Der havde morderen begravet liget. Hun ville gøre det samme og bare håbe, at ingen nogensinde ville finde liget. Med et suk drejede hun blikket væk fra kaminen og så på liget, der lå henne ved siden af sengen, med blodet strømmende ud fra hals og mund. Hun gik hen til liget og løftede ham op i sine arme med et tungt suk. Han vejede en hel del, men hun var nød til at klare det her. Hun fik næsten helt lydløst sparket døren op, hvorefter hun gik ned af trappen mod udgangen. En lyd lød fra butlerens rum. "Er der nogen derude?" lød hans stemme klart i det stille hus. "Det er bare mig. Jeg skal lige have lidt frisk luft, så jeg kan falde i søvn" råbte hun hurtigt, og håbede at han ikke kom ud. "I orden frue" lød hans stemme, og lidt efter hørte hun tydeligt, hvordan han lagde sig på den knirkende seng. Hun åndende lettet op og skyndte sig videre mod udgangen..."
Hun lagde hænderne på sit hoved og sukkede lavt. Lige nu var hun ikke sikker på, at hun kunne klare det her mere. Pludselig hørte hun lyden af skridt, men det var ikke hendes skridt, da hun stod fuldkommen stille. Hun så skræmt rundt, men kunne ingen se. Hurtigt gik hun videre op af trappen, mens hun så nervøst rundt. Der lød pludselig en splintrende lyd. I et hurtigt ryk drejede hun rundt og så skræmt rundt. Det tog lidt tid, før hun fik øje på den ødelagte vase, der lå for enden af trappen. Hun begyndte at bakke baglæns op af trappen, mens hun så skræmt på vasen. Efter det, der føltes som en uendelighed, nåede hun enden af trappen. Hurtigt drejede hun rundt og løb hen mod soveværelsets dør med et voldsomt bankende hjerte. Hun nåede frem og åbnede døren og stormede ind. Døren gled langsomt i bag hende med en svag knirken.
Hun stod midt i rummet og hev efter vejret, mens hun så skræmt på en rød blodplet, der lå på gulvet. Pludselig syntes hun at mærke en iskold hånd ligge sig på hendes kind bagfra. Med et lille skrig drejede hun rundt og så skræmt rundt, men der var ingen i rummet ud over hende. Hun så rundt og fik øje på altanens dør, der stod på vid gab. Det var sikkert bare vinden, der havde rørt hende på kinden. Hun åndede lettet op og gik langsomt hen mod altan døren med fortsat bankende hjerte. Det ville overhovedet ikke falde til ro.
Hun nåede frem og skulle lige til at lukke, da hun syntes at høre skridt udenfor på gårdspladsen. Langsomt gik hun ud på terrassen og helt hen til de hvide brædder, der stod rundt om terrassen. Hun lænede sig forsigtigt ind over dem og så ned på gårdspladsen, men der var ingen. Langsomt drejede hun rundt og skreg. Tydeligt så hun den døde mands lig stå lige foran hende med et dødt udtryk i øjnene. Han var gennemsigtig, og hun kunne kun lige og lige se ham. Hans hånd blev løftet og nærmede sig hendes ansigt. Endnu engang skreg hun og sprang til siden og faldt. Hun hev efter vejret og så op på ham med skræmte øjne. Hjertet bankede voldsomt.
"Det... Det er ikke rigtig. Det er bare min fantasi" stammede hun skræmt til sig, men det overbeviste ikke hendes hjerte, der fortsat bankede voldsomt af skræk.
Han vendte sig mod hende og med langsomme skridt gik han mod hende.
"DET VAR IKKE MED VILJE" skreg hun bange og begyndte skræmt at trække sig ind i hjørnet, til hun ikke kunne komme længere.
Skrækken stod tydeligt mærket i hendes ansigtsudtryk og hendes rystende krop. Hendes øjne var vidt åbne, og hendes mund let åben parat til at skrige igen. Hurtigt sprang hun op at stå, mens hun så fortsat på ham. Han var dog ikke særlig tydelig mere, og lige da han stod foran hende, forsvandt han pludselig. Hun blev overrasket, men også glad. Det var vist overstået. Hendes hjerte begyndte at slå i normalt tempo igen og alt inde i hende, blev roligt igen. Det havde nok bare kun været hendes fantasi, som faktisk var virkelig livlig. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og mærkede vinden kærtegne hendes ansigt. Langsomt åbnede hun øjnene og så direkte ind i et par andre. Mandens døde øjne. Hun skreg og uden at tænke sig om, kravlede hun lynhurtigt op på brædderne og sprang ud i et frit fald. Det var for sent at fortryde nu. Med et skrig ramte hun jorden. Mørket omslyngede hende og alt forsvandt omkring hende.
Butleren vågnede, da han hørte skrig. Forvirret rejste han sig op og trak hurtigt i et par sorte sko. Han ville ikke til at tage tøj på, så han ville nøjes med at gå ud i sin lange natskjorte.
"DET VAR IKKE MED VILJE" lød et skrig.
Hurtigt åbnede han døren og gik ud af den og så rundt. Et kort skrig. Et øjeblik var der stilhed, indtil der igen lød et skrig, der blev ved længe, indtil det stoppede længe efter. Det var tydeligt det kom udefra. Hurtigt gik han udenfor og stoppede brat op. Synet, der mødte ham, var ikke noget godt syn. Hans hånd gled ned i skjortelommen og trak en sort nokia mobil op. Han tastede et nummer ind og førte derefter mobilen op til sit øre.
"Ja, er det politiet? Det er James Norringthon. Jeg vil have jer herud til Kongevej 13 med det samme. Hvad der er sket? Jo, det skal jeg såmænd sige dig. Min frue er lige sprunget ud fra altanen på anden sal" sagde han uden at fjerne øjnene fra liget, der blødte ud af sin ellers så kønne mund.
Hendes kolde døde øjne så på ham med et forpint blik.
"Det var... Ikke min skyld" hviskede hun pludselig.
Med et lavt suk lukkedes hendes øjne i for evigt. Butleren gik langsomt hen mod hende med et trist blik i sine gamle øjne.