Kapitel 1

Jeg sad trist og tænkte over tilværelsen. Hvorfor blev alting ved med at være så svært? Hvorfor kunne andre ikke se, at grænsen var nået? Jeg var træt af altid at blive bedt om hjælp til at løse andres problemer. Træt af at andre tog mig for givet. Jeg hjalp gerne, men alt med måde. Jeg havde mine egne problemer at slås med, og jeg kunne virkelig ikke overskue at hjælpe andre med deres også. Der var ingen, der tilbød mig hjælp - heller ikke når jeg spurgte dem. Så havde de travlt.

Jeg tog et stykke papir og en kuglepen frem på bordet, satte mig ned og skrev overskriften "Hvad gør mig glad?"... jeg kiggede ud i luften, mens jeg tænkte over mit eget spørgsmål. Et smil bredte sig, og jeg noterede ned. En times tid senere sad jeg tilfreds og kiggede på listen. Det var ting, der gjorde mig glad. Nu skulle jeg bare i gang. Hvilken ting på listen havde jeg lyst til i dag? Jeg elskede at møde nye mennesker. Jeg ville ud. Men jeg ville ikke ud sammen med veninderne, så endte det bare, som det altid gjorde. Nej, jeg tog min jakke og taske, låste lejligheden og gik på café helt alene. Ud at møde verden med et åbent sind.

Nede på gaden gik jeg målrettet hen mod den lokale café. Så stoppede jeg brat op, kiggede på skiltet til Café Creme, smilede - og drejede 90 grader rundt og fortsatte hen mod Café Smilehullet lidt længere væk. Bare navnet på caféen fik smilet frem. Det måtte være det rigtige sted i dag. Jeg havde ikke været på Smilehullet meget længe, så der kunne jeg sikkert møde nye spændende mennesker. Lige hvad jeg trængte til.

Døren til Café Smilehullet havde altid været svær at åbne. Jeg tog fat i håndtaget og gav døren en ordentlig en med hoften, men før jeg fik set mig om, væltede jeg ind på caféen. Alle stirrede på mig. Nej, hvor pinligt. Døren var blevet lavet. Den åbnede let som en fjer. Mit stød med hoften fik døren til at åbne helt op og banke ind i væggen med mig hængende efter i dørhåndtaget. Rødmen i kinderne kom snigende. Jeg havde mest af alt lyst til at gå igen. Det var præcis det, jeg overhoved ikke havde brug for. Andre menneskers blikke og småsnakken i krogene. "Øøhhh... undskyld. Det er længe siden, jeg har været her sidst, og da bandt døren" fik jeg langsomt fremstammet. Ydmyg og forlegen gik jeg hen og bestilte en coffee latte, og tog den med ned til et bord i hjørnet. Det havde aldrig været min hensigt at sætte mig i hjørnet, men lige nu var jeg for pinligt berørt til, at jeg ville sidde ved et af bordene midt i lokalet, som jeg ellers havde planlagt. Det var gået fuldstændig galt. Det var jo slet ikke, som jeg havde tænkt på forhånd, at det ville være. Nu skulle latten bare drikkes og så hjem igen. Hvordan kunne jeg tro, at jeg bare lige kunne vende tilværelsen til noget fantastisk, når jeg følte, at jeg sad i lort til halsen. Kvalt i mine egne indebrændte følelser. Jeg følte mig naiv og dum.

Glasset var tomt, og jeg rakte ud efter min jakke, da døren gik op. Jeg så op. Ind af døren kom fem fyre. De var tydeligt i højt humør. Deres dag havde i hvert fald været meget sjovere end min dag, konkluderede jeg i mit stille sind. Jeg kunne ikke lade være med at betragte dem lidt på afstand. Ungdommen. Hvem der bare var ung igen, og levede en mere ukompliceret tilværelse. Jeg var overhoved ikke ung mere, og med et iørefaldende suk begyndte jeg at tage min jakke på. De bestilte fem fadøl, og så sig om efter et bord. Der var ikke flere af de store borde ledige. Jeg sagde højlydt: "I kan få dette bord. Jeg er ved at gå". "Fedt nok, tak" sagde den ene fyr. De når hen til bordet, før jeg havde fået jakken helt på og taget sin taske. En anden fyr spurgte lidt kækt: "Har du ikke havde lyst til at blive? Der er seks stole ved bordet, så der er plads nok til os alle. Du skal ikke gå for vores skyld". Jeg så på ham, og sagde lidt dæmpet: "Mit humør er ikke nær så fanstatisk som jeres. Jeg vil bare være en party killer for jer", sendte ham et lille smil og gik i retningen af døren, inden han evt. kunne nå at komme med nogen indvendinger til min beslutning. Lortedag. Lortedag. Lortedag. Ordet blev ved med at fare rundt i hoved på mig. Nu skulle jeg bare hjem og gemme mig, så ingen bad om hjælp og ingen grinte af mig, når jeg kom galt af sted.

Jeg gik ud, og begyndte at traske hjemad. Mine skridt var tunge og modløse. Humøret var om muligt endnu værre nu. Øv, en dag. Jeg ville jo bare møde nye mennesker, og så gik alt galt for mig. Jeg stoppede op. Møde nye mennesker. Men det var jo præcis, hvad jeg lige havde sagt nej til. Fyren havde jo spurgt, om jeg blev. Og hvad var det værste, der kunne ske. At deres fantastiske humør måske smittede af på mig. Jeg stod helt stille på fortovet og tænkte: "Jeg er da en idiot !!! Jeg er da også selv skyld i mange problemer. Grib dog for pokker livet og chancen når den byder sig". Skal jeg gå tilbage? Vil de tro, at jeg er bindegal, hvis jeg dukker op igen?" Ja, det ville de med sikkerhed. Jeg begyndte at gå hjem igen. Nogle meter senere stoppede jeg op igen. Denne gang for at vende om. Fyrene måtte tænke, hvad de ville. Hvis deres fantastiske humør kunne smitte af på mig, var det det hele værd. Jeg trængte virkelig til glade mennesker omkring mig, og det var de i allerhøjeste grad.

Denne gang åbnede jeg døren forsigtigt, og trådte ind. Fyren, der havde spurgt, om jeg ville blive, opdagede mig med det samme. Jeg smilede til ham, og han smilede tilbage. Med raske skridt gik jeg hen til bordet. "Er der stadig en invitation til at sidde på den 6. stol?" spurgte jeg. "Selvfølgelig" kom det hurtigt. Galant trak en af fyrene stolen ud, mens jeg tog jakken af. "Hvad har du lyst til at drikke? Jeg er på vej op for at bestille en omgang til alle" sagde han. "Jeg går med dig", sagde jeg og tog min pung. "Du kan sikkert godt bruge nogle ekstra hænder".

Mens vi bestilte, kunne jeg høre deres højlydte grin i baggrunden. "Har I det altid så sjovt?" spurgte jeg fyren. "Ja, der er altid noget, der går galt for en af os, og det griner vi allesammen af. Det har vi altid været gode til", sagde han med et kæmpe smil. Tjeneren kiggede på mig og smilte, det var tydeligt, at han tænkte på min første entre. Mine veninder ville ikke grine af den slags. De ville synes, at det var pinligt. Meget pinligt endda. Især Caroline. Vi fik alle drikkevarerne, og gik tilbage til bordet.

"Jeg hedder forresten Maja", sagde jeg, efter jeg havde sat mig. "Jeg hedder Claus, og det er Frede, eller han hedder faktisk Frederik, Mikkel, Oliver som vi kalder Olly og Viktor" sagde fyren, jeg lige havde hentet drikkevarer sammen med. "Claus har lige fortalt mig, at I er gode til at grine af ting, der går galt". "Ha ha, ja så absolut" sagde Olly. "Der er ikke noget bedre at grine af. Det er ligesom hjemme optagelser, hvor det går galt. Det ser vi tit sammen, mens vi er ved at brække os af grin over alle uheldene". Jeg kiggede rundt. De andre nikkede samtykkende. I det samme kom tjeneren for at hente tomme glas og flasker på bordet. Jeg tog mod til mig og begyndte at fortælle om min første entré. Tjeneren smilte og smågrinede, mens han fjernede alt det tomme og brugte. Viktor kiggede på tjeneren og spurgte grinende: "Så du denne entre?" Tjeneren nikkede og begyndte nu højlydt at grine sammen med fyrene. "Det er den vildeste og mest komiske entre, jeg har set i hele mit liv. Jeg skulle virkelig beherske mig for ikke at grine." Han kiggede lidt undskyldende over på mig. "Undskyld, men det var vildt komisk. Og du blev så pinligt berørt, og følte dig forpligtet til at købe noget, før du flygtede ud igen. Det satte bare prikken over i'et". Jeg havde for længst overgivet mig til latteren, og sad højlydt og grinte af mig selv. Pludselig slog det mig, at det havde jeg vist aldrig gjort før, men hvor var det dog befriende at kunne gøre.

Mange timer senere med ømme latter muskler sagde jeg tak for nogle sjove timer. Det var længe siden, at jeg havde grinet så meget og inderligt. Det havde været fantastisk. Jeg følte sig helt ung igen. Ikke tynget af alderen. Hvor var det fedt, at de unge fyre ville have mig siddende ved bordet - en gammel krage som mig. Det var nok tæt på, at jeg kunne være deres mor, men det lod ikke til at genere fyrene. De tog mig bare, som jeg var. Mens jeg tog jakke på, udbrød Viktor hel spontant: "Håber vi ses en anden gang. Du er sgu fantastisk at grine med". De andre gav ham ret. "Vi mødes her hver fredag eftermiddag. Kig forbi en anden gang. Du er velkommen ved vores bord" tilføjede Claus. Jeg gav dem et stort smil. "Vi ses bestemt en anden gang. Det vil jeg ikke gå glip af".

Glad og fornøjet begyndte jeg igen at gå hjem. Jeg var varm om hjertet. Dagen havde alligevel udviklet sig, som jeg havde ønsket mig. Også selvom det var en noget kaotisk og pinlig start. De fyre måtte jeg møde igen. Hjemme fandt jeg kalenderen frem. Jeg var nok en af de sidste i kongeriget, der stadig valgte at bruge papir kalender. Åbnede kalenderen og kiggede på den kommende fredag. Åh nej, jeg havde en aftale næste fredag. Den havde jeg glemt alt om, da jeg var på Smilehullet. Jeg var allerede inviteret til veninde middag hos Sofie sammen med Caroline og Ida. Den ville jeg gerne bytte for nogle muntre timer sammen med fyrene. Måske kunne jeg nå begge dele. Nej, det var ikke realistisk. Og jeg vidste også, at det ville være en kold klud i ansigtet at gå fra latter til kvinde fnidder. Jeg måtte vente til ugen efter, men den fredag notede jeg det i kalenderen. Jeg ville på Smilehullet igen. De fyre måtte jeg møde snarest igen.