Jeg går den sidste runde. Mine fødder slæbes hen af jorden. Jeg er for afkræftet til at løfte dem, men det er lige meget. Mine hænder løber hen over væggene, mens jeg går. Skridt for skridt. Stilheden er et knugende favntag i disse sidste timer af natten.
   Der står et bord ved siden af hoveddøren i entreen. Billedet, der stod på det, er væltet og ligger med bagsiden opad. Jeg burde vende det og stille det på plads, men jeg gør det ikke, for jeg ved, hvad der er på den anden side.
   Jeg går ud mod køkkenet, men standser i døren. Jeg kan ikke, vil ikke, tage et skridt længere ind i rummet. Min hånd søger efter stikkontakten og tænder lyset. En tåre finder vej ned over min kind. Jeg tænker på, hvad dette køkken har gennemgået. Hvad den er blevet udsat for. Det er min skyld.

"... Min mor gik som det første ind i køkkenet og så sig omkring. Jeg fulgte efter hende, og hun smilede til mig. "Det er godt køkken. Det er flot."
   Jeg var enig, og glædede mig allerede til de mange timer jeg ville tilbringe her med at lave mad til mig og Martin, så snart han vendte hjem fra krigen. Jeg håbede, det blev snart. Ellers ville jeg blive ensom i det nye hus..."

Eller ikke kun min skyld, men jeg vil ikke tænke på det. Jeg slukker lyset og går tilbage i entreen. Standser og ser på hoveddøren. Jeg hviler hovedet mod dørkarmen og mærker mine ben give efter. Jeg sætter mig, og husker den dag så tydeligt.

"... Jeg ventede i døren ind til køkkenet, stod og så spændt på hoveddøren. Så snart den blev åbnet, løb jeg frem og sprang Martin om halsen. Han lo og knugede mig ind til sig og kaldte mig for hans smukke skat.
   Jeg tog hans hånd og førte ham med ind i køkkenet og sagde, at nu skulle jeg lave et ordentligt måltid mad til ham, og han smilede og satte sig ved bordet. Jeg gik i gang med madlavningen og nynnede for mig selv, mens jeg mærkede hans blik hvile på mig.
   "Har du ikke taget på?" spurgte han, og jeg så ned af mig selv og svarede, at det kunne da godt være. Havde han ret? Det var ikke noget, jeg havde tænkt over. Han sagde, han elskede mig..."

Jeg rejser mig, men mine ben føles svage. De ryster, men det er okay. Jeg går forbi den åbne badeværelsesdør og ikke så meget som ser til siden. Jeg går ind i stuen. Hen mod sofaen. Jeg sætter mig på den og ligger mig så ned. Tv'et er slukket, og den eneste lyd er mit åndedræt. Jeg lukker øjnene, men kun et øjeblik.

"... Vi lagde i sofaen. Martin havde lige sat en film på, som han havde været nede og leje, men jeg fulgte ikke rigtig med. Jeg nød i stedet hans kærtegn og faldt langsomt hen. Men pludselig standsede han. Jeg spurgte hvorfor, og han lagde en hånd på min mave. "Har du ikke taget på?"
   Jeg svarede ikke, men lukkede øjnene og kæmpede for ikke at fælde så meget som en tåre. Han kyssede mig på kinden. Han sagde, han elskede mig..."

Jeg bliver nødt til at rejse mig. Det gør for ondt.
   Der er mørkt i stuen. Solens lys når ikke herind endnu, fordi solen står op i øst. Men køkkenet vil blive fyldt med lys om et par timer. Jeg ved ikke, om jeg bliver og ser det.
   Jeg mangler kun to rum endnu. Badeværelset og soveværelset, men jeg forhaster mig ikke. Jeg har ikke travlt. Hvad skal jeg nå? Ingenting.
   Jeg hører en lyd. Noget vælter ude i køkkenet. Jeg får et chok og frygter et øjeblik, at jeg vil falde, men jeg bliver stående. Jeg går derud og kaster et blik ind i rummet. Kun et svagt skær fra de første solstråler viser rummets flader. Noget står oven på køkkenbordet.
   Den miaver og hopper ned på gulvet og går hen mod mig. Jeg smiler, for jeg kan ikke lade være. Jeg tager katten op i min favn og kærtegner den. Jeg går ind i stuen og ligger mig på sofaen sammen med den. Den spinder og gnider sig op af mig.
   Jeg ser minderne passere som en film i mit hoved. Som om de er en del af nuet. Men de er fortid.

"... Endnu en gang var naboens kat hoppet ind af det åbne vindue i køkkenet. Jeg smilede, for jeg elskede at få besøg af den, men Martin var ved at være træt af det. Jeg lå inde på sofaen sammen med den, da han kom ind med dette udtryk, jeg hadede så inderligt. Jeg vidste, hvad han ville sige, for han havde sagt det så ofte, siden han var kommet hjem fra krigen for et halvt år siden.
   "Hvis du sådan savner selskab fra et dyr, så køb dig for fanden en hund i stedet for, at vi skal have deres kat rendende. Så kunne du også løbe nogle ture med den, og tabe de ekstra kilo du har taget på."
   Jeg så væk fra ham. Jeg hadede, når han sagde det. Katten trykkede sig ind til mig og hvæsede, da Martin kom hen til sofaen. Han lagde en hånd på min kind og smilede. "Du ved, at jeg elsker dig."
   Han gik, og jeg lå tilbage med katten. Han sagde altid, at han elskede mig..."

Jeg rejser mig og går ud i køkkenet. Katten følger efter, og selv om jeg ikke har lyst til at gå ind i køkkenet, gør jeg det. Jeg løfter katten op på bordet og skubber den blidt mod det åbne vindue. Den miaver, trykker sig en sidste gang mod min hånd og ser på mig med dette tænksomme blik, før den forlader mig. Som om den ved, hvad der venter.
   Jeg vender mig og ser på væggen overfor mig. Der er en reol. Alt på den er blevet fjernet, og nu ligger der kun to ting. En køkkenkniv og Martins pistol.
   Jeg går hen og ser på kniven. Den er rød.

"... Jeg tog køkkenkniven og skar et stykke af æblet. Men kun et lille bitte stykke. Martin sad ved bordet og spiste et overdådigt måltid, som jeg havde lavet til ham. Men jeg spiste ikke med ham. Jeg spiste kun mit lille bid æble og gemte resten. Så var der også til resten af ugen.
   "Det er godt at se, du bekymrer dig om din slankekur, skat. Du skulle have set de kvinder, hvor jeg var udstationeret. Der kan man tale om tynde piger," sagde han og lo. Han spiste videre, og jeg tvang et smil frem. Men jeg havde ikke lyst til at smile, for jeg var ikke glad. Min mave gjorde ondt, men jeg ignorerede smerten.
   Han kaldte mig hen til sig og kyssede mig på munden. Han sagde, at nu elskede han mig virkelig..."

Jeg træder tilbage. Tapetet er ødelagt, men det er okay. Det er bare lidt maling. Jeg synes, det er pænt, men jeg har også malet det. Men Martin kunne ikke lide det, da han kom hjem. Min krop ryster, så jeg sætter mig på gulvet. Det er to måneder siden, men jeg husker dagen så tydeligt, som var det i går.

"... Martin trådte ind, og jeg sagde, han skulle se noget ude i køkkenet. Han blev rasende.
   "Hvad fanden er det, du har gjort? Hvorfor har du skrevet det?" brølede han og pegede på den røde maling, der var overalt. Jeg troede, han ville være blevet glad. Jeg havde skrevet det for hans skyld.
   "Elsker du mig ikke?" Han bandede. Han sagde, at han ikke elskede mig..."

Jeg læser sætningerne. Hvisker dem for mig selv.
   "Se, jeg er tynd." "Martin, elsker du mig ikke nu?" "Jeg elsker dig." "Er jeg ikke smuk nu?"
   De står overalt, overvælder mig. Jeg rejser mig og går ud i entreen. Næsten falder over mine ben for at komme ud af køkkenet. Han var så sur efter den dag. Han ringede endda til en mand, der skulle hjælpe mig. Martin sagde, jeg var blevet skør, men jeg havde gjort det for hans skyld. Alt jeg gjorde var for hans skyld. Jeg ville bare gøre ham glad. Hvorfor forstod han ikke det?
   Men så kom manden. Han ændrede det hele.

"... Martin lukkede ham ind og bød ham velkommen. De kom ind i stuen til mig, og denne fremmede mand smilede venligt, men hans øjne var forfærdede ved synet af mig. Jeg gemte mig bag en pude og ville ikke se på ham. Kun på Martin. Jeg ville have ham til at fjerne manden, så det bare var ham og mig. Men Martin gik. Manden satte sig i en stol.
   "Hej, mit navn er Peter. Jeg er her for at snakke med dig om nogle ting," sagde han. Jeg svarede ham ikke. "Først og fremmest... Hvordan har du det i dag?"
   "Fint," hviskede jeg, men straks fik jeg denne underlige følelse af tomhed i maven. Han så ikke ud til at tro på mig.
   "Hvor meget spiser du?" spurgte han. Jeg trak på skuldrene og mumlede, at normalt fik jeg kun en enkelt bid af et æble.
   Han blev ved med at spørge. Han ville vide, hvordan mig og Martins forhold var. Han ville vide, hvorfor jeg spiste så lidt. Han ville vide alt, og jeg svarede ham. Han sagde, at han forstod mig..."

Jeg rejser mig. Det er ved at være tid.
   Jeg går mod badeværelset. Træder ind og går hen til spejlet. Jeg ser i det og ser mig selv. Jeg er tynd. Meget tynd. Men jeg vejer også kun fyrre kilo. Mine hænder løber langs min krop, og jeg mærker knoglerne, der stikker frem. Min hud er kold, og mit hår er fedtet. Jeg ryster på hovedet, for det er sådan Martin ønskede, jeg skulle se ud. Men nu er det lige meget, for han bestemmer ikke mere. Jeg ser tilbage på ham.
   Hans øjne er tomme. Munden står åben i rædsel. Hans hænder er knugede, og kroppen vredet i hans sidste kamp for at komme fri fra rebene. Jeg går hen til toilettet og ser ned på ham. Smiler til ham.
   Jeg sætter mig foran ham. Ved siden af ham ligger hans kniv. Jeg samler den op og trækker trøjen væk fra hans mave. Jeg skriver med kniven.

"... Martin råbte af mig. Jeg skreg og faldt sammen på gulvet og forsøgte at få ham ud af mit hoved, men han greb mig i armen og ruskede mig. Han var rasende, fordi jeg spiste mere, end jeg burde.
   "Hvorfor fanden er du begyndt på det? Du havde lige tabt dig, og så ødelægger du det hele," brølede han. Jeg græd.
   "Peter sagde, at det var okay. Det siger han hver gang. Han siger, jeg skal passe på mig selv." Jeg græd, og Martin skubbede mig fra sig. Han var rasende.
   Døren gik op. Nogle kom gående ind i køkkenet. Jeg så op på Peter, og han var forfærdet ved synet af os. Martin gik mod ham. Han var rasende.
   "Jeg betalte dig for at standse hende i at skrive det vanvittige lort på væggene, ikke for at få hende til at spise. Ud herfra, du skal fandeme ikke blande dig mere," brølede han. Peter skyndte sig væk. Jeg græd og råbte efter ham. Bad om hans hjælp.
   Martin vendte sig mod mig. Han greb mig i håret. Han sagde, han ikke elskede mig..."

Jeg trækker mig væk og ser tilfreds på ordene. Hvem er tynd nu?
   Jeg lader kniven ligge ved hans side og rejser mig. Jeg går ud i entreen. Hen til det væltede billede. Endelig samler jeg det op og sætter det på plads.

"... Martin var på arbejde, da Peter kom forbi. Han ville tale med mig, og jeg lukkede ham ind. Vi sad i stuen, og han tog min hånd. Så mig i øjnene.
   "Ingen kan elske dig, før du lærer at elske dig selv. Men hvis du skal elske dig selv, bliver du nødt til at løsrive dig fra Martin. I er ikke lykkelige. Kan du ikke se det?" spurgte han. Jeg nikkede, for jeg vidste, han havde ret. "Sørg for at gøre dig klar til at forlade ham. Kommunen har sagt god for, at jeg får dig væk herfra. Så finder vi et godt sted til dig."
   Han var ved at gå, men jeg standsede ham. "Må jeg bo hos dig?"
   Han smilede og sagde selvfølgelig. Så gik han..."

Det er et billede af mig og Martin. Den gang vi var lykkelige, og ingen af os ikke brød sig om den anden. Den gang sagde han aldrig, at jeg havde taget på. Men nu er det en anderledes tid. Peter og mig skal et andet sted hen. Martin er fortid. Jeg bliver lykkelig, når jeg er væk herfra.
   Jeg smiler og rejser mig. Nu mangler jeg kun soveværelset. Jeg ser en sidste gang ind på Martin og vinker farvel til ham. Jeg skynder mig, for nu har jeg travlt. Men først går jeg ind i køkkenet. Jeg tager pistolen ned fra hylden.

"... Peter kom. Jeg standsede ham i døren og sagde, at Martin var ude på badeværelset. Jeg så Peter i øjnene og spurgte ham, om vi havde en fremtid sammen. Han nikkede, virkede en smule forvirret, men det var svar nok til mig. Jeg smilede og kyssede ham på kinden og sagde, han skulle vente der, og at jeg straks ville vende tilbage.
   Martin sad på gulvet. Han var bundet og rædslen var malet i hans øjne. Jeg fjernede maden, der stod ved hans side og klappede ham på kinden.
   "Nu er det slut med at made dig. Nu må du klare dig selv. Vi skal videre. Både dig og mig. Vi får nye liv."
   Jeg smilede og løftede kniven i min hånd. Han skreg og vred sig. Hans skrig døde ud. Peter kom gående mod døren og spurgte, hvad der skete..."

Jeg løber mod soveværelset og kan slet ikke vente længere. Martin er fortid. Jeg har passet godt på ham i denne uge. Jeg har fodret ham med masser af mad, mens han har siddet på badeværelset. Jeg har været sød. Jeg gav ham mad, som jeg lavede i køkkenet. Jeg er ikke ligesom ham. Han gav mig aldrig mad. Men nu er det slut. Jeg er fri. Og Martin er fri.
   Jeg træder ind i soveværelset og smiler til Peter, men han sover, så han ser intet. Jeg klæder om til min natkjole. Jeg har aldrig brugt den, men dette er en særlig lejlighed. Jeg tager den på for Peters skyld. Så lukker jeg døren og låser den, så vi får fred. Jeg ligger mig ved hans side, hviler hovedet på hans brystkasse og kærtegner hans mave. Pistolen ligger mellem os.

"... Peter var forfærdet. Der var blod overalt, også på mig. Han ville løbe, men jeg overtalte ham til at gå med ind i soveværelset. Jeg sagde, han skulle ligge sig. Jeg lovede ham, at alt ville blive godt. Han var bange, men han gjorde det. Forsøgte at finde sin mobil, men jeg løftede pistolen mod ham og smilede. "Vi skal være sammen."
   Han skreg. Men alt ville blive godt..."

Jeg løfter pistolen. Hviler den mod min tinding. Kærtegner såret på hans brystkasse. "Nu er jeg på vej."