Jeg har det fint.

Jeg har det fi...

Jeg har d..

Jeg.

J.

Egentligt har jeg bare lyst til at sige hvordan jeg virkelig har det. Men i stedet for siger jeg bare, at jeg har det fint. For det er jo hvad folk ønsker at høre.
   Der er jo ingen som regner med at man siger, at man har det ad helvedes til. Og hvis de hørte sådan noget, så ville de ikke vide hvad de skulle sige, netop fordi de jo regner med at man siger, at man har det fint.
   Det er jo sådan standard, det med at spørge hvordan det går. Man tænker ikke over de forskellige svar man kan få. Det er lidt som at være høflig. At man bare lige kort tjekker ind til den anden, uden at rigtig mene det.

Jeg tror, jeg glemte at sige hvad jeg hed. Katja. Og Katja, altså mig, ville ønske at man bare kunne sige tingene som de var, uden at rent faktisk vide at andre bare ville sige, at det gjorde dem ondt eller, at de ikke anede hvad de skulle sige.
   For de forventer jo altid at man svarer, at man har det godt. Så hvordan skulle de kunne forberede sig selv på svar såsom "jeg vil egentligt gerne dø, men ellers så går det godt".

I dag er det første dag. Den første dag hvor jeg forsøger at være ærlig, måske ikke over for andre men så i hvert fald over for mig selv. Og så jer selvfølgelig. Jeg ved ikke om I læser min tekst når jeg først er død, eller om I får lov til at læse den mens jeg lever.
   Det er lidt interessant, er det ikke? At I på nuværende tidspunkt, imens I læser dette, slet ikke aner om jeg trækker vejret lige nu. Lige nu mens I læser.
   Jeg går vel ud fra at I kender svaret når I har læst det hele. Hvis I altså stadig bliver hængende. For nu har I jo læst, at jeg faktisk ikke har det fint. Og hvad skal I så gøre, tænker I måske. Skal I gribe ind? Skal I spørge mere ind til hvad jeg mener omkring det, at ville dø?
   Eller vil I lade som om at I slet ikke har læst min tekst og så håbe på at en anden griber ind?
   Det er jo lidt det samfundet er i dag. At man forventer at vedkommende har det fint - eller at en anden nok skal hjælpe.

Så bare for at slå det fast; der er ingen som hjælper mig fordi jeg har ikke bedt nogen om hjælp. Og det gør jeg ikke netop fordi der forventes at jeg har det fint.
   Jeg har jo det hele, ik'? - jeg har et hjem. Jeg kan få mad på bordet. Jeg får min egen løn. Så hvorfor skal jeg ikke have det fint, vil nogen tænke. Der er jo andre som har det meget værre, vil folk tænke - og der er endda nogen som har sagt det til mig. At jeg ikke skulle være så ked af det, for der var sultne børn i Afrika som havde det meget værre. At jeg ikke skulle gå rundt og sige, jeg ikke havde det fint når jeg netop havde det hele.

Så sent som i går fortalte jeg til en veninde, at jeg faktisk havde det skidt. Men hun svarede, at jeg var stærk. At jeg nok skulle komme over på den anden side.
   Jeg ved godt, at hun bare ville opmuntre mig til at tænke positivt men det var bare ikke lige det jeg havde brug for, på det tidspunkt - og på nuværende tidspunkt.
   Jeg havde brug for at være ked af det, og at få trøst. Jeg havde ikke brug for at høre, at jeg var stærk nok. At jeg nok skulle klare den.

Jeg kan ikke altid klare tingene alene, at I ved det. Nogen gange har mennesker brug for andre mennesker. Og ja, det er en sætning jeg har hørt fra serien, SKAM.

Skam mig for at være menneske. Og skam mig for at have brug for andre mennesker.

Hvad vil jeg egentligt med dagens dagbog, eller hvad man nu kan kalde det? - jeg vil bare fortælle, at nogen gange skal folk vide at når man spørger om hvordan den anden har det, så skal man ikke forvente at den anden siger, at man har det fint.
   Det ville være så befriende hvis folk ikke forventede et positivt svar. At folk spurgte om sådan noget, fordi de helt oprigtigt var interesseret i at høre om hvordan den anden havde det. Og at de også kunne rumme et negativt svar.

Hvem ved. Måske hvis folk rent faktisk ville rumme alle mulige svar, og at folk rent faktisk kan forstå at man ikke altid havde det godt - så var jeg måske ikke her, her lige nu for at skrive dette her.
   Måske ville jeg stadig være i live - hvis jeg altså er død når du læser det her. Hvem ved? Måske hvis folk kunne acceptere at jeg havde det skidt på trods af at jeg selv kunne gå ud og købe min egen mad, så havde jeg det faktisk fint fordi jeg netop kunne få lov til at tale om hvordan jeg havde det?

Jeg vender tilbage senere. For jeg har det jo ikke fint. Jeg har det ikke godt, og jeg vil gerne have lov til at kunne fortælle hele verdenen omkring hvorfor jeg ikke har det fint.
   Og tro mig - en pige som mig kan sagtens have det skidt på trods af at man har det hele. For man kan ikke altid have det hele.

Hej, jeg hedder Katja - og jeg håber at jeg stadig lever, når du har læst det her.