Hun gik ned af gaden og så rundt. Ingen mennesker. Der plejede ellers at myldre med mennesker her omkring på denne tid af eftermiddagen. Det var på denne tid folk plejede at handle ind eller lige hurtigt tage hjem i kaffepausen, for at se hvordan familien havde det. Sådan plejede det at være her i den lettere mørke gade, men sådan var det ikke i dag, hvilket undrede hende. Kun en gammel mand, som hun vidste hed Torben, sad på sin gyngestol uden for huset, præcis det samme sted som han plejede. Med et stort smil nærmede hun sig den gamle mand med det korte hvide skæg, det skaldede hoved og den gullige hud. Han hørte hendes skridt og så op på hende med et smil, der fik hans øjne til at blive til smalle sprækker på grund af de mange rynker i hans ansigt.
   "Godaften Hellen" sagde Torben og smilede fortsat sit store smil.
   "Okay, for det første Torben, så hedder jeg Samanda, og for det andet er det eftermiddag" sagde hun og grinede kort en smuk klingende latter.
   "Er du nu sikker på det?" spurgte han og så stadigvæk på hende med et smil og et par sammenknebede øjne.
   "Ja, jeg er Torben. Ved du hvor alle de andre er henne?" spurgte hun og stoppede op lige ved siden af ham med hovedet let på skrå og et spørgende udtryk i sine smukke safirblå øjne.
   "De er vist ved at... Ømh... Skrive autografier... Nej, det er ikke det... De får autografier af en eller anden mand... Nej, jeg mener dame" sagde Torben med et lettere forvirret udtryk i øjnene, da han vist ikke helt selv vidste, hvad han snakkede om.
   "Autografier? Hvad i alverden er det?" spurgte hun og så undrende på ham.
   Han sagde tit nogle mærkelige ting, og nogle gange kunne hun gætte, hvad han mente, men denne gang var hun ikke helt sikker.
   "Autografier er sådan noget som... som øh.... Hvorfor skal du også altid spørge så meget?" spurgte han og lagde sine gamle tynde arme over kors, mens han så lettere fornærmet på hende stadigvæk med sammenknebede øjne.
   "Helt rolig..." sagde hun og nåede ikke at sige mere, da Torben kom med et højlydt udbryd.
   "DE FÅR AUTOGRAFER" brølede han og hoppede vildt i stolen, mens han klappede voldsomt af sig selv og begyndte at grine virkelig mærkeligt.
   Samanda sprang et lille stykke tilbage, da hun fik et chok, som hun altid gjorde, når han fik disse udbrud.
   "Hvorhenne?" spurgte hun og så på ham med et stadigvæk hurtigt bankende hjerte.
   "Inde på den der store plads med et... et springvand" sagde han og smilede et enormt smil, så hans øjne næsten forsvandt inde bag alle hans rynker.
   "Okay, jeg vil lige ind og se hvad der sker. Vi ses bare i eftermiddag som sædvanlig Torben" sagde hun og gik hen af gaden, mens hun vinkede til ham, indtil hun nåede forbi et rødt hus, hvor der imellem murstenene sad enkelte små grønne ting, hun ikke helt vidste hvad var.
   Hun nærmede sig den stor runde plads, der var midt i byen. Det var her, der var et springvand. Et smukt springvand med en stejlende stenhest, hvor vandet sprøjtede ud af dens mund og ned over dens skinnende blanke krop. Hun elskede at betragte dette springvand i timevis. Tit sad hun på kanten af springvandet og betragtede det klare blå vand, der svømmede blidt rundt i det lille bassin det havde til rådighed.
   Hun gik hurtigere bare ved tanken om springvandet. Ikke langt væk hørte hun det rislende vand, og med et smil skyndte hun sig afsted. Hun kunne skimte springvandet, og så hvordan vandet fløj op i luften hvorefter at falde ned igen og glide ned af hestens smukke slanke krop. Hun smilede, men smilet forsvandt hurtigt og blev forvandlet til en let åben spørgende mund med lettere sammenknebede øjne. Et lille stykke ved siden af springvandet stod næsten halvdelen af byens befolkning og jublede højlydt, mens hun hørte en eller anden synge. Hurtigt kom hun ud på pladsen, og opdagede nu hvad det var, der havde opfanget byens beboeres opmærksomhed. På en lav lille scene lavet af træplader stod en eller anden berømt sanger, som hun ikke anede hvad hed, og hun havde faktisk ikke behov for at få det at vide. Det eneste hun vidste om sangeren var, at det var en mand, men det kunne hun jo også se på ham. Hun sukkede lavt og vendte ryggen mod de jublende folk og gik mod sit elskede springvand. Med et stort smil satte hun sig på kanten og så op mod hestens højt løftede hoved, der strakte sig op mod himlen. Dens forben strakte sig ud i luften over mod hende og nærmest bød hende velkommen, som altid. Hun sukkede lavt og beundrede den smukke hest. Bag sig hørte hun et lavt skrig, men det druknede hurtigt i jublen. Hendes hoved drejede hurtigt rundt, og inde imellem menneskerne så hun en lille pige ligge ned. Hendes små hænder lå beskyttende over sit hoved, mens der på hver side af hende lå masser af varer, som var faldet ud af en pose. Samanda rejste sig og løb mod mængden. Ingen så pigen, de alle sammen var ved at træde på. Hun lå bare der med bange små øjne og udstødte små skrig, men ingen hørte eller så hende. Kun Samanda havde set hende.
   Hun nåede frem til menneskemyldret og massede sig ind imellem menneskerne, kun med øje for den lille pige, der var lige ved at blive trådt på i hovedet. *NEJ!* skreg Samanda inde i sit hoved og skubbede hårdt til en tyveårig pige for at komme videre. Samanda rakte hånden frem mod pigen, der så op på hende med en lille gnist af håb om at slippe ud fra mørket. Hendes lille kolde hånd greb om Samandas, og hun trak pigen op at stå.
   "Ud i en fart" råbte Samanda til pigen for at overdøve den larmende musik.
   Pigen nikkede bare og fik sig mast ud og løb afsted mod sit hjem. Samanda smilede bare og forsøgte nu selv at masse sig ud, men folkene ville ikke lade hende komme forbi. De var alle sammen alt for optaget af den kendte person oppe på scenen til at lægge mærke til hende. Hun fik et hårdt stød mod sit hoved, men fra hvem vidste hun ikke. Hun mistede balancen og faldt baglæns, først ind i en person og så ramte hendes hoved hårdt jorden. Blodet gled ud fra hendes hoved og smerten løb gennem hendes krop. Bevidstheden var ikke helt væk, og derfor så hun tydelig foden, der nærmede sig hendes hoved. Hun skreg og løftede armene op, men det var for sent. Foden ramte hendes hoved hårdt. Hun mærkede bevidstheden, der langsomt forsvandt, og hun gled ind i mørkets favn for evigt, mens folk omkring hende fortsat trådte på hendes krop, indtil de opdagede hvad der var sket.