Søvnløst søvngængeri er en tilværelse uden mening

I
   Søvnen var intenst nærværende i mine tanker, men som foretagende ikkeeksisterende. De nætter hvor det overhovedet lykkedes at falde i søvn, var prægede af bratte opvågninger i hundredtal - og mareridt. Drømme om forladte hospitalskældre, myrdende sygeplejere i kliniske uniformer og med dræberlystne hænder, rødglødende øjne og æblekinder, fik min krop til at spjætte som en elektrochokpatient. Fægtende arme når jeg vågnede midt i gerningsøjeblikket, sygeplejerens kolde hænder om halsen og røde næse trykt op mod min kind, kæmpende som en hungrende anakonda, en svie i brystet og rødsprængte øjne. Jeg vågende altid op i en kold krop. En krop jeg sjældent kunne genkende og endnu værre, hadede lidt mere dag for dag. En ugenkendelig kulde, strømmede rundt i blodet, havde taget min krop som gidsel i en søgen efter at reproducere sig selv, og som en nattergal i bur fandt jeg ofte mig selv fanget, skubbet ud mod de yderste, tyndeste lag hud i kroppen af en kraft, der var mig aldeles ukendt. Problemet lå jo i sagens natur; jeg kunne selvfølgelig ikke forlade min krop men var i stedet dømt til at bekæmpe denne parasitlignende force uden den fjerneste anelse om hvordan.
   Når jeg vågende om morgen, følte jeg mig tung i maven som om nogen i nattens ubøjelige mørke havde sneget sig ind og sprættet maven op, fyldt den med sten, syet den sammen igen og nu var det pludselig min byrde at bære rundt på resten af livet. En byrde uden indhold. Den samme tunge tomhed, nu i en opdateret kronisk version, følte jeg som barn, når julen var slut. Iturevet papir spredt over hele stuen, et bjerg af gaver; legetøj, bøger, tablets, telefoner og mere legetøj, så man som barn kunne holde sig selv beskæftiget i et virvar af Manhattans, Mojitos og lyserøde cocktails i Martini glas, klapren fra højhældede sko, ivrig voksensludder blandt gyldne glaskugler og kandiserede æbler og alligevel, selvom man efter opskriften havde vundet i livet, stadig følte at man havde tabt. Omgivet af latter og en varme, der sjældent nåede ned i børnehøjde. Tit, i december måneden, fandt jeg mig selv både beundre og hade det gyldne træ, der stod midt i stuen klædt i gran, glas og spinkle stearinlys. Hvilken forgudelse det oplevede i sin korte omgang med mennesker, beundrende blikke, lune bemærkninger som det stod og skinnede, en stolthed som en marokkansk prins. Samme uopnåelig elegance som en balletdanser fra Nøddeknækkeren. Men storhedstiden skulle ofte vise sig at være kort. Snart smed det sine nåle, måske som i protest(?), og grenene som før virkede friske bar præg af en træthed som hos et døende menneske. Træet havde nu tjent sin værnepligt, en såret soldat fra 1. Verdenskrig og det var nu tid til at efterlade det i skyttegraven.
   Igen blev jeg overvældet af de ambivalente følelser, når jeg ad bagvinduet så det brunende træ forsvinde i den container, det var blevet dumpet i. En kattekilling efterladt i en papkasse ved motorvejen. Beruset blev jeg over den mindskede konkurrence men alligevel - et stik af et forbeholdent og insisterende tomrum.
   De nætter hvor jeg ikke sov, hvilket klart oftere var tilfældet, oplevede jeg en sådan rastløshed, at jeg sjældent kunne ligge stille i mere end 2 minutter og 31 sekunder ad gangen for at være præcis - jeg talte, før en uovervindelig trang til at kaste mig rundt endnu engang, overkom mig. Ofte måtte jeg også bruge nætterne på at konfrontere en intens hovedpine, der syntes at ledsage min desillusionerede sindstilstand. Når hovedpinen meldte sin ankomst, på forunderligvis ofte med midnatstogetstuden, fulgte en længere perlerække af slet ubehagelige tanker lige i kølvandet. Tanker der hviskede som gamle, ondskabsfulde tanter i tomheden omkring mig. Det gav anledning til dannelsen af en rasende hvirvelstrøm inde i mit belastede kranie, hvor tankerne som gydende laks, sprang op ad vandet og spruttede deres forstemmende budskab ud over mig for så at blive opslugt af kaosset igen, der utilsigtet rasede videre med samme ustoppelige determinering som Guds vrede under syndfloden. Ikke sært at min hjerne hurtigt forvandledes til det ypperligste smat, en lyserød kødklump af fedt og brudte forbindelser.

Med stor beklagelse... Triste omstændigheder... Vi kan oplyse Dem ... I forbindelse med Deres mors død (indsæt navn) ... som følge af hendes testamente ... arven samt begge ejendomme i hendes navn ubetinget tilfalder Dem ... Vi kondolerer.

Og så denne forårsnat i maj lå jeg vågen. Drømme flød som toner, ind, ud, flettede sig sammen og dannede farverige mønstre i mit hoved, prikkede på mine øjenlåg. Tanker myldrede rundt mellem hinanden som gågængere i fodgængerfeltet ved Shibuya-stationen i Tokyo. Stirrede på plankerne i loftet. I det sparsomme gullige lys fra en gadelygte kunne jeg tælle knasterne i plankerne. Planker fra træer, der engang havde stået i jorden. Træer der havde hvisket sagte til hinanden, når vinden kærtegnede deres kroner. Blade der hele tiden blev født, spirrede for så at dø igen, mens de hvide skyr flød over dem som farveløs candyfloss. Det lange græs, der bølgede. Livet og døden. Visne blomster. Råddenskab. Død. Fordærv. Ulykke.
   Jeg stod ud af sengen, fandt noget tøj, åbnede døren til verden, og på gaden faldt en stille natteregn. De våde fliser gengav det orangerøde skær fra de høje, majestætiske gadelygter, der stod med bøjede hoveder og tavse udførte deres pligt. Kun dråberne, der trillede fra deres hoveder, forstyrrede det begivenhedsfattige spejlbillede på gadens belægning.
   Med natten som min stille allierede gik jeg ned af de grå gader. Cementblokke på begge sider, stablet oven på hinanden. For mit indre spillede en melankolsk pianosonet assisteret af en dyb, harmonisk cello. I koncertsalen foran scenen sad tusinder af grædetrængende publikummer, ventede på at få afløb for deres længe fortrængte følelser. Et kort øjeblik i deres travle, oppustede liv, hvor de kunne tillade sig at udvise de forbudte følelser. Sørgmodighed. Underskud. Utilfredshed. Vrede. En hjerteknusende stemning spredte sig med tonerne, som soldater i fronten løber mod fjenden.
   Efter den indledende bølge udsendte en dybsindig pianosolo et tungt kavaleri af bedrøvet stemning, der buldrede ubarmhjertigt henover de forbløffede publikummer og spredte sig som en Australsk skovbrand. Folk kunne ikke længere holde deres følelser indespærrede i deres indre og alt for små bure. De græd. De salte dråber faldt på de fine skjorter, tørklæder, kjoler. Tårerne plettede det eksklusive bomuld og de sarte silker.
   Da piano og cellotonerne endnu engang forenede sig og sendte den tredje og sidste stemningsbølge afsted, slog det folkemassen ud. De overgav sig og vendte sig mod deres sidemænd- og kvinder, tog hinandens hænder, mens de grådkvalte fremstammede undskyldninger og bad om verdens tilgivelse. Kendte og ukendte holdt om hinanden for at bekende deres synder. Opslugte hviskede de til hinanden om de mennesker, de havde såret, om deres grådighed, hensynsløshed. Deres handlinger virkede alle sammen tilforladelige på gerningstidspunkt, men nu var hver enkelt ugerning blevet til høje bjerge, og det var ikke længere muligt at bestige dem for at kravle ud på den anden side. De var spærret inde af deres egne selvskabte bjergkæder af synder.
   Da den sidste streng var spillet og den sidste tangent trykket ned, var det den forsonende og forløsende stemning, der dominerede. Da stilheden sænkede sig, rejste publikum sig med hinanden under armene og klappede kunstnerne ud af salen.

II
   Den bar jeg fandt hen til i den tidlige, gråsnuskede morgenstund var i samme stand som mit humør; smudsket, ligegyldig, brun og i åbenlys, håbløs forfald.
   "Livet er som et bjerg af lort, der skal bestiges. Alle ved det stinker mindst på toppen." To godt snalrede mænd, på barstolene ved siden af mig, glinsende isser, røde usammenhængende øjne, de tungeste øjenlåg, en dunst af røg og blæk fra gårsdagens aviser, udvekslede daggammel pseudo-visdom.
   "Pis med dig. Det kan godt være, der er mindre lort på toppen - hold nu kæft mens jeg taler, men det stinker sgu værre end i bunden. Lort stinker mest, når det er varmt, og varm luft driver op ad. Bare rolig, min ven, de får alle sammen som fortjent en dag. Fanden gør de sgu så," manden der talte holdt hånden oppe i protest, "ikke så meget pis. Det skal nok komme. Hey," han fægtede med protesthånden i retning af bartenderen bag baren, "kan vi få nogle flere pilsnere herovre? Vi tørster jo. Det er kraftederme som når min kone slæber mig med på en eller anden fancy vinbar," den sidste sætning sagt i et mumlende tonefaldt henvendt til vennen.
   "Eh, som om jeg overhovedet kan tage hjem til min kone i ædru tilstand," mumlede den første, mens den anden gryntede hæst til svar. "Det er sgu ligesom at være gift med Hitler nogle gange."
   "Ja, eller ham der italieneren, der også var vild med Hitler - jeg har sgu glemt hans navn. Fusentasten som blæste sin ballon op alt for hurtigt, eller hvad man nu siger."
   "Nå, ja, sgu da, Mussolini?"
   "Ja, for helvede. Mussolini. Det lyder lidt som en pastaret, ikke?"
   Jeg bestilte en øl og fortsatte uforbeholdent med at stirre ned i bordet. Mit hoved, et syntetisk kaos, forvirrede sindstilstande - ikke til at finde rundt i, en labyrint af tankevirksomhed. De sprang afsted i fuld galop, væddeløbsheste uden jockeyer - umuligt at komme op igen, når man først var smidt af. Et sted på en mark sprang vilde blomster ud i et inferno af farver og søde dufte. Et andet sted gled sølvlignende projektiler af fisk gennem det blå vand i store stimer. Et sted faldt et æble til jorden med et dump stød som et barn afvist af dets forældre. Et sted faldt regnen og fik træernes blade til at vippe, når dråberne ramte dem, og alligevel følte jeg mig tom. Jeg havde det, som om jeg havde overlevet en orkan, men fuglende var aldrig rigtigt begyndt at synge igen. Jeg tog min Ipod frem. Høretelefoner i ørerne. Barstøjen svandt ind. Et ekko fra en anden verden, jeg ikke længere var en del af. Choir of Young Believers. Darkness rises and all you do / Is tighten your jaw and cross the room / Hollow talking and hollow gain.
   Mor havde efterladt et brev. Sammen med sit testamente, hvor hun juridisk set efterlod alt, hvad hun havde ejet til mig. Men alligevel i brevet, en slags opfordring, et ønske så at sige, om at jeg tog kontakt til min familie. Hvad fanden snakkede hun om.
   Det var ikke fordi min mor dyrkede familien - havde aldrig rigtig gjort det. Som barn havde jeg tilbragt en stor del tid i Paris samt Aix-en-Provence i Sydfrankrig. Mor havde hadet Paris, lagde ikke skjul på det men bar sin afsky med en russisk kejserindes dekadente stolthed, et yndet samtaleemne ved middagsselskaberne; 'Nej, ved I nu hvad, sidst jeg landede i Paris - åh, det var det mest forrykte lavprisflyselskab, og de landede midt under en storm. Flyet tiltede frem og tilbage i luften, turbulensen var forfærdelig, og der var fuldstændig stille i - ja, folk i kabinen troede jo nok de skulle dø - selv jeg overvejede i et splitsekund, om jeg nu ikke også skulle få ordnet det testamente, men nå ja, hvis jeg virkelig skulle dø, ville jeg hellere nyde en sidste Martini. Ikke sidde med juridiske papirer, der virkelig slår al morskab ihjel. Det gik alt sammen - værre var det ikke. Og da vi landede, Gud Fader bevares, det var pivkoldt, og vi fik det mest afskyelige hotelværelse i hotelbyen nær Charles De Gaulle. I forstår ikke, hvor beskidt det var. Og har I nogensinde lagt mærke til, hvor meget pariserne ryger? Spytter på gaden? Nej, ved I hvad, jeg synes faktisk det er ækelt.' Altid protester fra tilhørende. 'Jo, det synes jeg altså. Og så beskidt Paris er, så mange tiggere og hjemløse på gaden. Så kan de producere nok så megen fin vin og champagne, men - nej nu må I altså høre efter - hvad nytter det, når de er barbarer silkeklæder.'
   Jeg selv var blevet sendt til Paris ved næsten enhver lejlighed. Sommerferie, vinterferie, efterårsferie, mor-tager-på-cruisetogt-ferie fra jeg ikke var særlig gammel, indtil jeg kunne klare mig selv. Her besøgte jeg min bedstemor. På Avenue Adrien Hebrard i 16. arrondissement med udsigt til toppen af Eiffeltårnet, bød min bedstemor en anderledes verden velkommen, et hedonistisk paradis af cigaretter, vin, pain au chocolat, latter, ostekage, haute courture, macarons og café de créme på alle døgnets tidspunkter og tog dermed et skridt væk fra den nordeuropæiske Ordnung muss sein og tættere på Albert Camus' La vie est belle - meningsløst Sisyfosarbejde, jovist, men i særdeleshed smukt og nydelsesværdigt (i hvert fald på papiret).
   Jeg brugte dage på at støve rundt på Musée du Louvre mellem græsk oldtidskunst - skulpturere af helte, guder og gudinder; Nike, Hercules, Perseus der lige have slået Medusa ihjel og Egyptiske sarkofager, mumier, kanoper, Horus, Osiris, Bast og Mona Lisa og Bonaparte III og Solkongens bombastiske, pompøse interiør i kilometerlange grandiost udsmykkede korridorer. Eller på Centre Pompidou - Musée national d'art moderne hvor udsigten fra toppen af bygningen bød på Notre-Dame de Paris mod syd, Montmatre mod nord og mod vest Eiffeltårnet og på en regnvåd dag - duggede glasruder, en udsigt ligeså grå som den omkringværende cement og stål.
   Jeg tilbragte timer i urinstinkende metrotransitter blandt gademusikanter - engang et helt russisk orkester, metrolinje 9 mod Pont de Sèvres, polkalignende folkemusik, affrettando, en anden gang en violinpige, travle metromennesker der bed smilene i sig. Dårligt vedligeholdte metrostationer i yderkanten af Paris, gult skum på væggene, på et hjørne på gulvet en intens sort plet og et brilleetui, som om en person spontant var gået op i flammer. Mug og utætheder langs kanterne under loftet.
   På overfladen, i dagslyset, var den parisiske trafik som et organiseret kaos, et kor der sang uden en dirigent - det gik ok, kunne være gået bedre - men pyt. Mænd der sad bag ruderne i deres biler og råbte og skreg af hinanden, og køretøjer der ikke flyttede sig på nær motorcyklerne, der selvtilfredse slingrede ind og ud mellem bilkøerne under voldsomme tudende protester fra de andre billister.
   Om sommeren, når Paris blev forvandlet til en boblende kedel af sommerhede og turister, tog Bedstemor mig med til Provence, hvor hun havde en veninde. Da jeg første gang havde smagt den friske bjergluft, faldt det mig ind, hvor beskidt og ildelugtende Paris egentlig var. Når jeg stod på toppen af det bjerg, som vi så ofte besteg og kunne skue helt til de solbeklædte franske alper, der om vinteren skinnede under et lag af sne, mærkede jeg, hvor mange gange livet havde slugt mig og spyttet mig ud igen endnu mere forvirret end før, men lige i det øjeblik, der på toppen, følte jeg en snært af uovervindelighed.
   I den sydfranske landsby, Menérbes, stod den på stilhed, kaffe og støvede beigefarvede huse af sandsten, rustenrøde tage og himmelblå skodder. På vej tilbage til huset i Aix, i bilen i tusmørket, betragtede jeg - oppe på bakkerne bag fyrtræerne, små huse med gult lys i vinduerne. En sådan varme kun genkendelig fra samværet med min Bedstemor.
   'Din bedstemor er utålelig, men det er sundt for dig at se verden, og mor har brug for lidt enetid.' Første gang jeg skulle rejse alene (som 8-årig), og jeg med gråd i øjnene havde set op på min mor, der som sædvanlig ikke havde ladet sig forføre af mine simple følelser og ansigtsmimik. 'Du bliver assisteret hele vejen. Der er ikke noget at være nervøs for,' hævede stemmen for at overdøve min hulken, 'og så længe du ikke kommer hjem og ligner din bedstemor, skal alting nok gå. Du skal ikke være bange, se det klarer du snildt.' En chauffør til at køre mig til lufthavnen, mens jeg krampagtigt sad på bagsædet og knugede min bamse ind til mig, som om min overlevelse afhang af dens sølle eksistens.
   Jeg tog en slurk af min øl, der var blevet dunken (en bismag af honning). Desværre gik det med min bedstemor, som det ofte går med bedsteforældre; hun begyndte at glemme. En uskyldig start; 'hvor har jeg nu lagt de nøgler?' og så snigende; 'Kæreste, hvordan ser jeg ud?' Og mig; 'bedstemor du har taget dit tøj helt forkert på.' Og hende; 'Sødeste, hvor er det nu jeg opbevarer mit tøj henne? Hvor er det vi plejer at købe croissanter? Hvilken kaffe er det nu, jeg plejer at drikke? Jeg har helt glemt, hvordan man får strømpebukser på. Hvordan tænder jeg for vandet? Hvor længe bliver du?' Og fem minutter senere; 'Kæreste, hvor længe bliver du?' Og igen ikke længe efter; 'Har du fortalt mig, hvor længe du bliver?' Og med erkendelsen; 'Åh Gud, det er frygteligt, min kære, jeg har det som om, der er en række kontakter i mit hoved, og de bliver lige så langsomt slukket. Én efter én. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.' Store rådvilde øjne. Indtil en dag hvor hun kom ud, klar til at gå i byen men kun klædt i sit undertøj, med uglet, uredt hår, to forskellige slags sokker, ingen smykker og et bestemt fjernt blik, man spotter hos folk, der mentalt har forladt denne verden. Jeg er klar til at boarde rumskibet nu. Hvor er landingsbanen? Beam me up, Scotty.
   Som om de leder efter noget. De ved det bare ikke, at de leder, og de ved ikke, hvad de leder efter.
   Fra den dag stod hun ikke længere ud af sengen. Gardinerne altid trukket for. Isoleret i midten af Lysets By. En todelt død; først den sociale og så den reelle. Jeg var ikke i stand til at vurdere hvilken én, der var værst.

III
   Da jeg senere forlod baren, efter at have overhørt den sidste samtale mellem de to mænd, hvor de rationaliserede sig frem til, at deres koner måske alligevel ikke var lige så slemme som hverken Hitler eller Mussolini, hilste jeg den tidlige lørdag morgen velkommen og slog et smut forbi søerne, grumsede og fyldt med alger, fuglelort og folks henkastede affald (samt de lidt større genstande så som stjålne cykler og nogle gange indkøbsvogne). Jeg sparkede til en øldåse på grustien. Ænderne lå med hovederne under vingerne, mågerne svævede lydløst rundt, folks mikroskopiske forhaver blomstrede i den lune regnvejrsnat. Cykelfolket var så småt begyndt at trampe fra Nørrebro og ind mod Indre By. Neonlysene ved Dronning Louises Bro spejlede sig i den vindstille Sortedams Sø, og lysets genskær mistede langsomt sin synlighed i den gryende morgen.
   Hvor mange eftermiddage havde jeg ikke siddet på solbeskinnende pletter i græsset med mine venner fra min tid på gymnasiet og drukket øl, mens vi havde forsøgt at glemme verdens problemer og stædigt havde forsikret hinanden om, at vi nok skulle klare det, hvis vi bare arbejdede hårdt nok, at det var et spørgsmål om at bløde og svede nok - problemer der alle kom tilbage til os som panikangstanfald om natten, når vi skulle sove. Og når det viste sig i vores præstationer, måtte det straks undersøges hos en professionel, og vores indre dæmoner tøjles, for det gav jo selvfølgelig sig selv, at det var os, der var noget galt med - det var i hvert fald det letteste at forandre. Derfor havde retalin heller ikke været ualmindeligt at finde blandt min vennerkreds. Det betød, at vi kunne sidde oppe det meste af natten og læse lektier uden at skulle bekymre os om trætheden eller koncentrationsbesværet. På universitetet floredede det også en smule, men ikke helt i samme grad som på andre, udbredt internationale universiteter. En ven fra Cambridge fortalte mig ofte, når han kom på besøg, om det umenneskelige arbejdspres, hvor stressen og stofbruget var lige så højt som ensomheden var nærværende.
   "Du lærer at leve med den, ensomheden. Den bliver lidt ligesom den der påtrængende person, der betragter jer som venner eller måske som en slags fantasiven, ligesom da du var barn, der altid er med dig, hvor end du går. Det er kun ensomhed, fordi du føler, du ikke har et valg. Om natten trænger den ind i dine drømme, og om dagen summer den rundt i baghovedet som en lille hveps. Du lærer dig selv at tøjle den, ikke at lade den stikke dig, selv om den kan være voldsomt aggressiv. Du lærer, hvornår du skal være ekstra påpasselig, og hvornår du skal stikke af."
   Vi havde drukket kaffe, og han havde stirret ned i sin kop, mens han havde talt. "Det kan godt være vigtigt at stikke af. Hvis du bliver stukket for mange gange, kan det være dødeligt. Vi havde én på campus - det var vist nogle måneder siden, begik selvmord. Ud af det blå. Hun viste lige hvordan, sovepiller og alkohol i spandevis, men hun gik også på medicinstudiet. Det er utrolig nemt at få fat i alt muligt omkring campus, intet problem, slet ikke."
   Og da han så mit spørgende blik; "Jeg ved ikke, jeg kendte hende ikke så godt - har bare hørt det fra nogle venner. Synes det er skræmmende dog. Vi unge mennesker, de siger, vi har alle muligheder i verden, men det er som om, de tror vi eksisterer i et vakuum, hvor det eneste du skal gøre er at arbejde hårdt. Det er som om held eller omstændigheder slet ikke er en del af deres ligning, men virkeligheden er bare anderledes, og det glemmer de at fortælle en. Så vi vokser op i den tro, at vi kan kontrollere alting omkring os, hvilket langt fra er tilfældet. Det er i hvert fald sådan jeg har det. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvor svært det må blive for min generation at leve i den tro - og det er altså en illusion, vil jeg mene, at vi absolut kun har os selv at takke for vores fremtidige miserable liv og knuste drømme. Som øde øer der driver rundt på det åbne hav og kun sjældent støder på hinanden, før havstrømmen tvinger os fra væk hinanden igen. Sådan bliver ensomheden din bedste ven."

IV
   Den tidlige sommeroptimisme spirrede allerede omkring søerne og i København som vintergækker bryder op gennem sneen efter en ubarmhjertig vinter. Omkring Nyhavn summede turisterne rundt mellem de flerfarvede bygningsværker, restauranterne, cafeerne og købte is og kaffe til overpris. Nørreport og Hovedbanegården var to store myreturer, hvor folk i al hast vimsede forbi de hjemløse med aviserne, og i Kongens Have tog de studerende forskud på den kommende læseferie, henslængt i solen med øl og minihøjtalere.
   Da det var blevet sent nok på morgenen, gik jeg ind på en café og bestilte en (bitter som altid) kaffe, mens jeg fandt min bog frem fra tasken og begyndte at læse. Da jeg havde siddet lidt kom en ung mand ind sammen med en nydelig ung kvinde og satte sig omkring bordet ved siden af mit. Samtalen mellem dem var på engelsk og svær at overhøre.
   "Ja, jeg kan jo mange sprog. Det har jeg nok fået ind med modermælken, hvis man kan sige det sådan. Min mor snakkede jo engelsk til mig. Min far talte indonesisk, og så talte jeg selvfølgelig også dansk eftersom vi boede i Danmark." Den unge mands skjorte lavede en knasende lyd, hver gang han bevægede armene. "Sidst jeg var på filippinerne var jeg ganske i stand til at læse alle slags menukort på filippinsk. Jeg var selv en smule overrasket over, hvor ens indonesisk og filippinsk er, men det viser sig jo også, at de tilhører den samme sprogstamme - den såkaldte austronesiske sprogstamme. Jeg var meget positivt overrasket over den tydelige sammenhæng, hvilket jo betød, at jeg kunne forstå meget af det der foregik omkring mig," fortsatte han sin monologiske salgstale. En samtale kunne man vel næppe kalde det. Han var en sælger, og hun var en køber, der allernådigst fik lov at stille et par enkelte spørgsmål til produktet, før han som en anden påfugl igen rejste sine halefjer, kroppen svajende frem og tilbage, og lod den opblæste opsats dingle rundt i et virvar af tusinde grønne og blågyldne øjne.
   "Jeg har jo læst mange bøger. Jeg havde faktisk en bog om Malajsprogene med på den 12 timer lange bustur. Det var en frygtelig tur. Alle i bussen var simpelthen så syge, især den lille dreng, der sad på et sæde foran mig. Så da vi stoppede i en - hvordan skal jeg sige det - hmm meget autentisk lille landsby," en lille filippinsk pislandsby, sig det nu bare, "gik jeg ind på et apotek og købte medicin til alle børnene i bussen - og til mig selv. Jeg tror ikke, deres forældre havde råd, så der blev jeg godt nok utrolig vellidt," ja, grin du nu lidt af dine fantastiske samaritaneregenskaber, "men på en 12 timer lang tur har man jo også god tid til at læse, kan man sige. Jeg kan virkelig godt lide at læse, og jeg kan især godt lide at læse om sprog."
   "Jeg tror, du har nogenlunde styr på sproget," fik den unge kvinde indført, de fine læber dannede rammen om en yderst behagelig stemme, "måske du skulle fokusere på at læse om noget andet?" Smilende, ironisk? Sort pandehår der ikke umiddelbart afslørede hendes øjne.
   Påfuglen måtte tage sit kurmageri til nye højder, hvis han ville imponere den potentielle mage. Lige nu sad hun på en mur med et ben dinglende på hver side.
   I snævre passager mellem de unge og potentielle elskendes samtale kunne jeg koncentrere mig om min medbragte bog (jeg gik stort set aldrig ud ad døren uden en bog). En novellesamling; den første historie om en mand, der sidder på en café ud til et torv midt i Lyon, hvor han pludselig får besøg af en fremmed, der er yderst kryptisk i sine formuleringer.
   "Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke vende om fra sin utugt. Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger, og hendes børn slår jeg ihjel. Så skal alle menighederne forstå, at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger," og da manden spørger den fremmed, hvad han mener: "De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige." Derpå forsvinder den fremmed, og kort efter løber en kvinde ud midt på torvet efterfulgt af den fremmede, der råber og skriger hysterisk med et strejf af vandvid i stemmen. Han begynder at slå på kvinden, først med flad hånd og dernæst med knyttet næve. Da kvinden falder sammen på brostenene, begynder den fremmede at rive tøjet af hende. Hovedpersonen i novellen er som frosset fast i sin stol. Da han kigger rundt, ser han hvorledes andre synes at være i samme situation; ingen er i stand til at handle, og det virker som om alle venter på, at der er en anden, der vil skride til handling og stoppe overfaldet. Han kan se det i deres øjne, rædslen og overraskelsen, men ingen synes at rejse sig.
   Den hysteriske mand begynder nu at voldtage kvinden midt på den åbne gade, mens han skiftevis stadig slår og håner hende. Hovedpersonen kan se, hvordan de andre tilskuere lukker øjnene i ubehag og rædsel. Da akten er slut, rejser den hysteriske mand sig op, overhælder kvindens krop og tøj med et eller andet fra en lille flaske, han finder i sin inderlomme, hvorefter han sætter ild til kvinden. I en stikflamme skriger og vrider hun sig i en tyk og sødelig røg, der stinker af brændt hår, hud og negle. Hovedpersonen lukker sine øjne og vender sit hoved væk, begynder at nynne; Chut! Plus de bruit / C'est la ronde de nui / En diligence, faisons silence / Marchons sans bruit, c'est la ronde de nuit, indtil kvinden stopper sine skrig.
   I en anmeldelse af novellesamlingen havde en kritiker argumenteret for at i et større samfundspolitisk perspektiv, var novellesamlingen et eksempel på, hvordan autoritære ledere kommer til og bliver ved magten; 'Det vigtigste instrument for en autoritær statsleder, er en bifaldende eller passiv befolkning,' skrev han, 'hvor rettigheder og pressefrihed indskrænkes på ganske snigende og langsommelig vis.'
   Det vidste jeg kun ganske lidt om, men jeg havde godt kunne se sammenligningen.

At navigere i usikkerhed er en rejse gennem fremtiden

I
   Jeg tilbragte eftermiddagen på nationalgalleriet, hvor der var en udstilling om social udstødelse. I billetlugen sad en ung mand. Jeg sagde, jeg gerne ville have en billet, og han svarede prompt: "Og floderne vil flyde med blod, og hovederne vil rulle ned ad gaderne, og vi vil alle mærke skumsprøjtene fra Helvede."
   "Øh, undskyld?"
   "Er du studerende?" svarede den unge mand. To rynkede øjenbryn og en vibrerende næse.
   Det var jeg.
   Udstillingen bestod af installationer. Det første rum var mørkt og køligt, røde og blå neonlys skinnede metallisk. Den eneste lyd der hørtes, var en blid summen fra lysstofrørene.
   Én af installationerne bestod af en lille pastelfarvet campingvogn i retrostil med en lille indhegnet forhave, der flød med skrammel; en rusten cykel, plastikblomster, knuste krukker, gammelt ødelagt legetøj. På toppen af vognen sad et lille væsen - ved nærmere eftersyn lignede det et lille rumvæsen, stort hoved i grålig teint og gigantiske sorte insektøjne. En alien klædt i et par røde bukser og en blå trøje. I hånden holdt det lille væsen en heliumsballon formet som et rødt hjerte, mens det støttede hovedet med den anden og øjnene halvt lukkede, blikket rettet mod det tomme rum foran det. Bag det lille væsens hoved hang en rød ring af neonlys og udgjorde en glorie af håbløshed. På jorden lå en stabel bøger. Den eneste jeg umiddelbart kunne genkende var Franz Kafkas Forvandlingen. Omkring campingvognen stod tilskuerne med deres mobiltelefoner og tog billeder af det lille triste væsen, der forblev som forstenet i sit ansigtsudtryk.
   I en anden installation bevægede man sig ind i en stue i 70'er stil. Der var meget varmt, og de mange opstillede møbler, planter, malerier og sennepsgule vægge gav rummet et kvalmende klaustrofobisk udtryk. På en brunternet sofa midt i rummet sad en gammel mand lænket til et stort iltapparat. Med trætte øjne stirrede han mod et af vinduerne, der viste en film - en slags hjemmeoptagelse, hvor unge mennesker løb rundt på en strand og plaskede i vandet med store smil.
   En SMS tikkede ind på min telefon og hev mig tilbage til min virkelighed: ER DU OK? Og jeg forsøgte at samle mig: NEJ, JEG HAR DET FAKTISK AD HELVEDE TIL. JEG TROR... Og med et let suk slettede det. JEG HAR DET FINT (: HVAD MED DIG? Og et minut senere tikkede endnu en SMS ind: ER VED AT DØ AF SKRÆK. KAN VI MØDES?
   JO, ER PÅ NATIONALGALLERIET. VI KAN MØDES DER?
   OK, SES OM EN HALV TIME.

II
   "Hej! Åh Gud. Nå, så du er endelig kommet til penge, hører jeg. Det tog da også noget tid for den gamle krage at stille træskoene."
   Jeg havde overhovedet ikke haft lyst til at mødes med Amanda, en veninde helt fra folkeskoletiden, men havde jeg et valg?
   "Åh, det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg tænkte bare - altså, det var lidt en joke," du skulle da blive komiker så, "og jeg ved jo, hvor meget du har kæmpet med din mor i tidens løb." Et skævt smil og en hånd med alt for lange fingre på min skulder. "Nå, men altså, jeg er ved at dø over eksamen. Jeg føler, at min opgave er noget lort, og jeg vil bare have 12!"
   "Nå, ja, eksamen," mumlede jeg med en tone, der må have lydt som et tvært 6-årigt barn.
   "Ej, men du ved min vejleder, ikke? Hun har ikke styr på en skid. Har glemt vores aftaler flere gange nu, og helt seriøst, jeg tror hun er ved at få et nervesammenbrud. Når vi har vejledningsmøder - jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra det, hendes ene øje, det blinker nervøst, som om hun har Tourettes syndrom," hvilken uudholdelig monolog, "tror du hun har Tourettes syndrom?"
   "Hvad?"
   "Tourette. Tror du min vejleder har Tourette?"
   "Hvor skulle jeg vide det fra? Hvorfor spørger du hende ikke?"
   "Dit humør er ikke helt fantastisk, hva'?"
   "Var der noget specifikt du ville? Noget du ville tale om? Det lød i din besked, som om det var alvorligt."
   "Næe, jeg er bare nervøs for eksamen. Drikker du noget? Jeg bestiller altså lige en gin. Det er vist efter 5, ikke?" Tjekkede sit ur. "Jo, godt. Jeg er tilbage lige om lidt."
   Jeg havde sat mig i galleriets café, hvor jeg havde stirret ud i haven, ud på store træer og en lille sø i en lille aflukket have, så min fremtid ikke kunne stikke af.
   "Så jeg mødte Benjamins forældre sidste uge. Oh my God. Du kan godt huske Benjamin, ikke?" Amanda satte to Gin & Tonics fra sig på bordet, mens hun på overdramatisk vis satte sig. "Stjernepsykopater begge to," et glimt i øjet, endnu en joke? "Ej, men de er snotvelhavende og tog mig med til en eller anden Michelin restaurant, hvor jeg bare sad og gloede på tre sæt bestik hele aftenen. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Nå, men de blev ved med at spørge mig om uni, hvad jeg ville med mit liv, hvordan med jobsituationen, og ærlig talt..." På nabobordet lå en ekstraudgave af dagens avis med Syrien som hovedtema og på forsiden:

FLERE SKOLER OG HOSPITALER BOMBET I ALEPPO
   REGERINGEN FORDØMMER INTERNATIONALE
   BESKYLDNINGER OM ANGREB PÅ CIVILE

"Nå, men ved du, hvad det værste var? Jeg kunne slet ikke, finde ud af, hvad jeg skulle have på. Jeg mener, når man møder forældrene første gang, bør man jo altid være lidt formelt klædt på, men Benjamin ville slet ikke fortælle mig, hvor vi skulle hen, så det var umuligt for mig at udvælge et outfit! Hvis du nu skulle være nysgerrig, så valgte jeg én af mine sorte kjoler. Det er da i sikkert valg i hvert fald!"
   Det der virkelig tiltrak øjets opmærksomhed på avisens forside, var et billede af en lille dreng, der sad på hug. Det sorte hår var dækket af et tykt lag støv, og han blødte fra næsen og munden. I en tilhørende opinionsartikel refererede journalisten til billedet som en visuel beskrivelse af, 'hvordan det civile folk er klemt inde mellem murbrokker og ødelæggelse i fysisk forstand og magtgriskhed og politisk ligegyldighed i metaforisk forstand. De må leve side om side med nervegas og morterangreb; kort sagt er døden for alvor flyttet ind i kvarteret.'
   Jeg opsnappede lige præcis dét sekund, hvor Amanda stillede mig et spørgsmål, mens jeg gennemgik hendes monolog i min arbejdshukommelse; "Undskyld, hvilken Volvo?"
   "Ja, hvad tænker du om, at Benjamin ønsker at købe en Volvo? Han siger, det er en svær beslutning - jeg mener, økonomisk set, selvfølgelig ikke, men han synes bare, at biler hurtigt bliver for blærede, ikke. Men samtidig vil han også gerne have en bil, der udviser en smule klasse. Det er vigtigt at signalere, at man også har smag. Ikke bare smag. God smag. Jeg vil faktisk næsten hellere købe en smagfuld bil, som jeg egentlig ikke har råd til, end jeg vil købe en klasseløs, patetisk bil. Endnu værre en praktisk bil."
   "Øh, er en bil ikke bare et transportredskab, der skal få dig fra punkt A til punkt B og alt ud over dét, er et ressource- og luksusproblem?" Amanda kiggede på mig med en vantro så tyk, at jeg med lethed kunne have opsnappet den fra luften, smurt den på et ypperligt stykke groft brød, krydret med havsalt, pepper, toppet med ristede sesamkerner - måske et par skiver solmodne tomater og spist det hele som et let frokostmåltid.
   "Øh, nej! Tag nu for eksempel en stationcar. Det er simpelthen en patetisk model. Jeg mener, hvis man virkelig så gerne vil have nogle unger..."
   Godt så. Jeg lukkede øjnene og tømte mit glas. På en eller anden måde lykkedes det mig at få afsluttet samtalen og undskyldt mig med, at jeg skulle hjem og læse til eksamen, hvorefter jeg i stedet drev op mod nationalgalleriets permanente samling.
   Her støvede jeg lidt rundt mellem Picasso, Matrisse og Lundström. En samling jeg kendte alt for godt, før jeg bevægede mig tilbage, hjem mod min hule.

Fragment I

Saksen har jeg i hånden.
   Gør det nu
   Jeg stirrer på mit eget spejlbillede gennem de sorte pletter på spejlet. Det mørke hår. De fandens insisterende, sorte rander i mine øjenhuler. De dybe, blågrå øjne, der alt for længe har absorberet verdens tomhed. De stirrer tilbage på mig i spejlet som sorte huller, der æder af galakser.
   Hvad hvis du gør dig selv fortræd
   Jeg lukker øjnene.
   Hvad nu hvis du gjorde andre fortræd? Hvad hvis du tog saksen, gik ud og gaden og stak nogle ned
   Hjertet banker stadig mekanisk hurtigere i mit bryst. Jeg knuger saksen mellem mine rystende hænder.
   Hvad hvis de døde
   Øjenlågene presset længere i, røde prikker danser på indersiden.
   Hvad hvis du døde
   Jeg prøver med vejrtrækningsøvelser.
   Hvad hvis du skar i dit håndled? Du kunne bløde ihjel. Du ville dø
   Det sker. Lige nu.
   Det ville være en frygtelig død. En smerteful død. En...
   Gråden - frygten - presset.
   Du ville lide...
   Lad være at tænke på det.
   Håndled, blod, død
   Stop med at tænke...
   Mine hænder og fødder summer. Den kvælende følelse kravler langsomt op ad mit bryst.
   Jeg kan ikke længere fokusere - smider saksen fra mig - vælter ind på gulvtæppet i værelset, som en fuldemandsbums.
   Du skal dø
   Hjertet er en kæmpende kriger, der først har sejret, når det har revet sig vej ud gennem min usle krop.
   Du vil dø
   Den usynlige hånd har igen smadret sin knyttede næve gennem mine ribben - jeg trækker vejret. I små hurtige ryk.
   Du er ved at blive skør. Du ender på et sindssygehospital
   Jeg gnider mine håndflader mod hinanden til de brænder.
   Du dør sikkert en ensom, fordrukken død på et sindssygehospital. Ingen vil tage sig af det. De vil fodre dig med så mange piller. Du vil ikke engang opdage, at du er død
   Så for helvede.
   Stop. Slap af. Træk vejret. Stop
   Knytnæven i brystet bliver tungere.
   Du er ved at blive sindssyg
   Langsomt.
   Der er en vej ud af sindssygen
   Træk vejret dybt og langsomt.
   Hvis du altså ikke vil ende på den lukkede
   Dyb vejrtrækning.
   Du vil blive endnu mere skør, hvis du ender der. Der er en anden vej
   Hvad?
   Du kunne begå selvmord
   "STOP!" Jeg hører min egen stemme skære gennem de mange lag af angst, der hænger i luften.
   Det vil gøre dig fri
   Jeg krøller mig sammen i fosterstilling. På gulvet. Mit hjerte banker. Så hårdt. Så hårdt at det kan høres nede på gaden.
   "Stop."
   Er noget som helst virkeligt? Hvad betyder virkelighed? Hvad hvis ingenting overhovedet eksisterer
   Hvorfor stopper det ikke? Jeg holder mig for ørene. Savl undslipper min mundvig og flyder ned på gulvet.
   "Stop nu. Vær sød at stoppe. Jeg kan ikke..."
   Det stopper aldrig. Det stopper kun, hvis du stopper
   "For helvede! For fanden i helvede. Stop med at tænke!"
   Du er helt alene. Du kan ikke stole på nogle
   "Vær sød at hjælpe mig."
   Mine ensomme ord flyder sagte ud i atmosfæren. Blander sig med spyt og tårer, der alt sammen forsvinder i intetheden.
   Du kunne slå dig selv ihjel. Smerten. Frygten. Det hele vil forsvinde
   Stop. Med. At. Tænke. På. Død.
   Stop...
   Stop.
   Jeg kæmper mig ud i køkkenet, hvor jeg med rystende hænder, skænker et glas vand fra hanen. Følelsen af den kolde væske, der glider ned gennem mit spiserør, får hjertet til at slappe af. Tilbage i stuen for at trække gardinerne for. Tænder fjernsynet. Abstraherer fra mine tanker.
   Jeg bevæger mig ud på badeværelset, hvor jeg tager alt tøjet af. Derefter går jeg ind i brusekabinen og tænder for det kolde vand. Kroppen spjætter under den voldsomme stimuli, der prikker som små haglkugler på huden inden kulden trænger ind i kroppen. Når kroppen begynder at ryste for voldsomt, skruer jeg op for det varme vand, mens jeg forsøger at skylde al den betændte sorg ud af kroppen.

III
   Jeg følte mig altid en smule muggen indvendig, når jeg havde oplevet mere end én udstilling ad gangen. Det var som om min hjerne ikke kunne overskue de overvældende, kunstneriske sanseindtryk, så den kompenserede ved midlertidigt at udslette alle tænkte grunde til at have et nogenlunde humør.
   Ofte i situationer som denne fandt jeg mig selv trøstet af andres lidelse. Min bedstemor havde i en tidlig alder introduceret mig til Frida Kahlo, og det er vist ikke usandt at påstå, at Bedstemor var besat af denne Kahlo - i mere eller mindre grad. Hun havde flere gange besøgt Kahlos hus, La Casa Azul, i Coyoacán i Mexico City og rejste gerne verden rundt for at opleve udstillinger med Kahlos værker. 'Den lidelse Frida Kahlo gik i gennem var ekstraordinær,' jeg husker Bedstemors præcise ord, 'og som barn måtte hun både kæmpe med polio og en voldsom ulykke, der smadrede hendes rygsøjle, så hun måtte gennem et utal af operationer og døje med smerter resten af sit liv. Hun fik aldrig nogle børn, selv om hun gerne ville og mistede et ben til koldbrand ikke længe før sin død. Alligevel levede hun! Kreativitet spirrede i hende, mon ami. Jeg er sikker på, at hun led for os alle sammen, så vi i nutiden kan lide lidt mindre, så vi kan tage ved lære af dem og forstå at livet og lidelse går hånd i hånd. Derfor er det vigtigt at værne om sådanne menneskers historier. Vi har meget at lære fra mennesker som hende. Husk det.'
   Hendes yndlingsbillede var åbenlyst Kahlos selvportræt Den Ødelagte Søjle, hvor en græsk søjle repræsenterer Kahlos revnede rygrad. 'Kan du fornemme hendes sorg? Hendes lidelse? Den er slet ikke til at tage fejl af, og alligevel er hun så smuk, som hun sidder i sin hvide kjole i sit metalkorset med søm over hele kroppen. Men noget andet der også er vigtigt at tage i betragtning,' formanede Bedstemor, 'er hendes blik. Det er stærkt og konfronterende, som om hun siger: "jeg har taget lidelsen og hevet den op med rode, som var det en simpel gulerod. Jeg har fortæret den, integreret den i mig selv." Hmm,' nikkende, 'utrolig inspirerende.'
   Min egen favorit var også et af hendes selvportrætter, Self-Portrait with Cropped Hair - mit go-to-painting i alle triste situationer. Jeg kunne se mig selv i billedets symbolske kompleksitet; Frida på en gul stol i et lidt for stort, sort jakkesæt, rød skjorte og sorte sko. Håret kort og strøjet tilbage over hovedet, en saks i den ene hånd, omgivet af afklippede totter af sort hår. To perler i en ørering og lyrik; "Se, hvis jeg elskede dig, var det på grund af dit hår; nu er du skaldet, jeg elsker dig ikke mere."

Lidelse, en særdeles universel spise

I
   "Opskriften på lidelse er egentlig meget simpel," sagde damen i TV-køkkenet, stuen i min lejlighed oplyst af et sygeligt blåblegt fjernsynsskær. Der havde lige været et naturprogram om bjørne, nu stod der en køkkendame i unaturlige omgivelser, mens hun truende pegede en grydeske mod mit søvnløse korpus, der drøjt slængte sig på sofaen i det mørke, kølige rum. Jeg havde det som en patient efter et migræneanfald.
   "Jovist er der mange opskrifter på noget så universelt som lidelse, men denne her, ja, det er en helt særlig vestlige udgave - jeg kalder den 'Continental Suffering' om man vil.
   Hovedingrediensen i Continental Suffering er dine drømme. Det kræver lidt forarbejde. Først placeres de mellem to meget tunge bøger. De skal drænes og knuses fuldstændig. Her kan du med fordel bruge dine gamle filosofibøger om solidarisk humanisme, der alligevel bare står og støver på bogreolen.
   Så skal der presses godt til - helst så safterne, de løber. Lad drømmene ligge lidt i spænd, mens du finder en stor gryde - gerne den største du har.
   Som stegemiddel skal du bruge desperation - helst udenlandsk og selvfølgelig ikke fairtrade. Vær gerne rundhåndet her, du kan næsten ikke bruge for meget.
   Mens desperationen varmes op, hakker du lidt kvalme og kommer det ned i gryden, hvorefter du lader det brune godt af - næsten til det er brændt.
   Tilføj nu meningsløshed og sautér det hele et par minutter.
   Så tilføjer du skyhøje forventninger og skyld og lader dem stege med et minut eller to. Du kan ligesom fornemme på den fedtede substans, hvornår du skal bevæge videre i opskriften.
   Den sjælenedbrydende konsistens, som udgør fundamentet i lidelse, får du ved at tilberede grådighed og egoisme i en gryde for sig selv.
   Her lader du det koge ind, til det har en voldsomt tyk, kvældende og let klæbrig konsistens.
   Hæld nu, ganske uforsigtigt og gerne så voldsomt som muligt, den mudrede substans ned i din første gryde.
   Så er det tid til at krydre. Krydr med fortvivlelse i spandevis. Vær endelig for en gangs skyld gavmild og giv den hellere for meget end for lidt.
   Når den søde duft af kollektiv råddenskab spreder sig i dit køkken, kan du endelig tilsætte dine knuste drømme.
   Skru helt op for blusset og vent på at retten koger over.
   Server lidelsen på en blød bund af mos og ensomhed, hvis du vil fuldende det kulinariske udtryk.
   Husk så på, at to regler gør sig gældende, når du kokkererer Continential Suffering. Et: du må aldrig tilsætte solidaritet. Det er fyfy, og det ødelægger retten fuldstændig. To: hvis noget går galt, ja, så kan det jo kun være din egen skyld. Velbekomme."
   Køkkendamen brillerede med et hvidt fejlfrit smil, Colgate på steroider, og jeg slukkede for fjernsynet.
   Der var faldet en underlig skygge over mit hjem. De hvidmalede vægge, den ene endevæg dog mild betongrå, gul 70'er retro sofa, stueplanterne; små kaktusser i slidte lerkrukker, en aloe vera, bajonetplanten, stuebirken - sekretæren i egetræ i gangen, mit gamle smukke karlekammerskab i soveværelset, syv forskellige slags krydderurter i køkkenet, min bogsamling - det blev alt sammen overgået af en underlig atmosfære. En melankoli skudt ud i rummene, der gav ethvert sted en trist skygge. Det var ikke rummene i sig selv, men mit indre der projekterede mit humør ud i alle disse objekter, og de responderede tilbage med en underlig tungsindighed, der på én gang var betrykkende, fordi den var velkendt men også uvelkommen, aldeles uudholdelig i sidste ende. Min trang til at stikke af kom over mig som en brusende flodbølge.
   Min mor havde skrevet mig et brev, der både sagde alting og ingenting på samme tid. En kort opsummering af hendes liv men også alle andres liv. En hvid konvolut med mit navn på, hendes sirlige håndskrift - den hun brugte, når hun ville smigre. Ud af en million håndskrifte kunne jeg altid kende min mors. Den transcenderede skrift og blev til yndefulde og selvstændige symboler, og som ganske ung havde jeg tilbragt timer med at studere den, når vi tilbragte sommeren i Norge, hvor der alligevel ikke var andet at foretage sig end at male, tegne og lære at skrive. Jeg havde forsøgt at imitere den, men lige meget hvor ofte jeg øvede, var min hånd (eller var det i virkeligheden mit sind?) tungere end hendes, og de fantastiske bølger og buer - specielt i C'erne, O'erne og A'erne, der demonstrerede en sådan kærlighed til alt, hvad der er smukt, var ikke til at genskabe.
   Nu havde hun skrevet mig et brev, der flød med den ene smukke A efter det andet, hvor kærlighedserklæring lå i selve udformningen af ordene.

16. maj
   Mit barn
   Her på mine gamle dage, har man ladet mig fortælle, at jeg bør føle pligt til at skrive dig et brev. Nuvel, jeg vil benytte lejligheden til at fortælle dig to uafhængige historier. Din klassiske dannelse betyder, at du kender til én af historierne, mens den anden vil være ny for dig. Det er muligt, at det jeg fortæller dig, ikke er et forsoningsgrundlag men ikke desto mindre erkender jeg vigtigheden af denne viden. Jeg vil gerne på forhånd beklage, at denne viden kommer dig for øre så sent, men samtidig har det også været mig et privat anliggende, jeg ikke har haft lyst til at dele med nogle. Det beder jeg dig om at forstå. Jeg vil yderligere forsikre dig om, at dette vil være den sidste tjeneste, du gør for mig.
   Godt, den første historie handler om Kronos, Titankongen i de gamle græske myter. Han var søn af Uranos, himmelguden, Gaias søn og ægtemand. Som du nok ved, giftede Kronos sig med sin søster, Rhea. Paranoid som Kronos var, slugte han deres første fem børn Hestia, Demeter, Hera, Hades og Poseidon, da han havde hørt, de ville smide ham af tronen. Barnemord lærer ulykkelig dronning at snyde, så hun fødte deres sjette barn, Zeus, i al hemmelighed, hvor han blev opfostret af Gaia. For at narre Kronos, svøbte Rhea en sten i barselsklæder, som Kronos øjeblikkeligt slugte i den tro, at det var Zeus. Med udsigten til at have ædt alle sine børn, kunne Kronos sidde roligt på sin trone.
   Og sådan fortsætter fortællingen, at Zeus voksede op, blev stor og mægtig og skar sin fars mave op (jeg ved det godt, det er ganske ækelt) og befriede alle sine søskende. Zeus selv fik himlen, Poseidon fik havet, Hades underverdenen, og sådan gik det til, at de alligevel fik styrtet deres fader.
   En ganske morbid historie, hvis du spørger mig, men ikke desto mindre interessant. Kronos frygt endte i en selvopfyldende profeti.
   Den næste historie handler om din far. Det er en kompliceret og muligvis en forvirrende historie, mit sind er kluntet her på mine gamle dage, så jeg vil bede dig bære over med mig.
   I perioden op til din fødsel sad din far i kørestol grundet hans mange selvmordsforsøg. Han var ikke rask, har aldrig været rask. Det lyder muligvis trist, men det er ikke desto mindre sandheden. At hoppe ud fra vinduet på 1. sal var hans foretrukne metode men så at sige ganske frugtesløs. Da du var spæd i din vugge, oplevede han en ganske alvorlig episode. Han forsøgte han at kvæle dig. Han var alvorligt sindsforvirret. Jamrede op omkring, hvordan du en dag ville slå ham ihjel, at du ville tage alt, hvad der var hans. Barnepigen, en standhaftig tøs kan jeg bevidne, fik skubbet ham væk. Jeg rejse samme aften hjem til mine forældre - med dig i favnen.
   Hvis bare dette var hele historien, har jeg da i hvert fald selv hørt værre. Men ak, man hvisker i mine øre, at jeg er obligeret til at fortælle dig, at du har en søster, Clara. To år ældre end dig og et absolut vidunderbarn. På billeder, som du kan finde på mit kontor, hvis det har din interesse, vil du se hende med de smukkeste, blonde krøller og et smil, der sætter hjerter i brand. Yndefuld og elegant, bestemt.
   Ser du, jeg fik så travlt med at redde dig, at jeg lod din søster blive hos barnepigen. Jeg indså hurtigt, at jeg havde begået en fejl, men det var allerede for sent. Da jeg kom tilbage for at hente hende, var hun og din far rejst. Et par uger senere modtog jeg et brev fra din fars familie i Australien; begge i god behold. Familien ville tage sig af din far og sørge for at barnet fik en god opvækst. Jeg skulle ikke bekymre mig, og man så helst, at jeg afholdte mig fra at tage kontakt - det ville blot forvirre et allerede oprørt barn. Din fars familie er ikke sådan at rende om hjørner med, og selv om jeg inderligt ønskede at få din søster tilbage, indså jeg, at kampen allerede var tabt på forhånd.
   Jeg vil gerne indrømme, at det har været svært for mig. Ved at redde et barn, mistede jeg et andet, og i mange år sejlede jeg rundt i en pøl af selvmedlidenhed, ynk og en skyldfølelse så voldsom, at jeg knap nok kunne være i min egen krop.
   Jeg har i midlertidig længe haft adressen på din søster, men jeg skal også være den første til at indrømme, at jeg har været en kujon. Hvis du ønsker det, kan du opsøge hende. Jeg efterlader dig alt, hvad jeg ejer, hvilket er substantielle midler, så du ikke behøver at bekymre dig om penge.
   Adressen er:
   108 Newry St
   3068 Victoria
   Melbourne

Min hånd er tæt på følelsesløs. Jeg ser mig nødsaget til at stoppe skriveriet her. Her i min sengeliggende tilstand undrer jeg mig ofte over, hvordan historien ville have set ud, hvis Kronos i stedet mødte sine børn med kærlighed? Eller hvis Zeus mødte sin far med tilgivelse? Havde det ændret udfaldet? Måske eller måske ikke. Måske er frygten nogle gange for mægtig og nogle handlinger utilgivelige.
   Du skal vide, at jeg ønsker dig alt godt. Jeg håber, fremtiden er lys.

Kærlig hilsen,
   Din Mor

Det var sådan hun udtrykte kærlighed - gennem formen på hendes håndskrift. Man måtte lære at se gennem det skrevne ord og ind bag formen.
   Flere gange havde jeg oplevet forskellen, når hun skulle skrive breve til min skole. Hvis hun skrev direkte til skoledirektøren, var buerne og bølgerne perfekte, indbydende som det azurblå hav på en solrig sommerdag, og det kunne tage timer at skrive, men skrev hun til en lærer, hun ikke brød sig om, kunne hun skrive med næsten ulæselige kragetæer, udforme sætninger i løbet af nogle få minutter. Det var formen, der betød noget, og dette brev - et brev til mig, mit brev, var dette var det smukkeste, jeg nogensinde havde set hende skrive.
   Mange beskyldninger kunne jeg rette mod min mor for (og min historie ville uden tvivl have gjort Freud til en stolt mand), men mordforsøg var dog ikke én af dem. Der var ikke længere noget at komme efter i København, og jeg følte mig selv blive skubbet videre, nærmest kraftfuldt, af en usynlig næve, og min mors yndefulde skribleriger.