"Snuske, please!" Hans øjne svømmede. Hun bakkede endnu et skridt væk fra ham og rystede på hovedet.
   "Skrid nu dit svin" mumlede hun og skyndte sig hen ad gaden. Manden råbte efter hende, men hun ignorerede ham.
   Da hun ikke længere kunne høre ham, stoppede hun op med et dybt suk. Hvor hun dog hadede dette kvarter. Overalt var der drankere, pushere, rockere og tyve. Den fyr hun lige havde mødt var en dranker, der havde forsøgt at få hende overtalt til at skaffe ham nogle stoffer. Det gjorde han hver eneste dag, hun gik hjem fra sit arbejde. Dette kvarter var absolut ikke et sted for en ung pige som hende.
   Forude skimtede hun sit hus. Lysene i det var slukket, og det fik vinduerne til at ligne tomme gabende huller. Hun hadede de huller. Hvert øjeblik frygtede hun, at de ville suge hende ind og fortære hende i det kvælende mørke på den anden side.
   Hendes blik gled væk fra huset og faldt på solen, der i det fjerne langsomt forsvandt fra himlen. Farverne dansede ud fra solen og spredte sig ud over den snart fuldkommen mørke himmel. Det var et smukt syn. En af de eneste ting hun holdte af ved dette sted. Faktisk ville hun mene, at det var det eneste.
   Hun var nået frem til huset. Med fumlende fingre fiskede hun nøglen op af lommen i sine bukser og låste døren op. Hendes hånd greb fat om håndtaget, men trykkede det ikke ned. Hun turde ikke.
   Hendes hånd blev mere og mere svedig, mens hun kæmpede for at tage mod til at åbne døren. Hun frygtede, hvad der ventede på den anden side. Hun frygtede at det syn, hun for kun en måned tilbage havde set, ville vise sig igen.
   Endelig tog hun modet til sig og åbnede døren langsomt. Den knirkede voldsomt. Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hun bed sig hårdt i læben. En dråbe blod gled ned over hendes hage. Nu skete det. Nu var døren snart åben.
   Døren stod på vid gab. Nervøst så hun rundt i entreen og åndede lettet op. Ingenting. Der var ingenting.
   Hun trådte indenfor og lukkede døren bag sig. Med en lav nynnen tændte hun lyset og trak sin jakke og sine sko af. Med forsigtige skridt gik hun ind i stuen og tændte hurtigt lyset.
   Hun skreg, men stoppede dog hurtigt skriget. Med vaklende skridt og en hånd for panden gik hun hen til sofaen og smed sig ned på den. Det havde bare været et puds fra hendes fantasi. Det havde ikke været virkelighed. Det syn, hun lige havde set, havde ikke været virkeligt. Det dinglende lig havde ikke været virkeligt.
   Hun tog en dyb indånding. Hvor længe skulle disse syner blive ved? Hvor længe ville de mareridt, hun havde om natten, fortsætte? Hvor længe ville hun frygte at træde ind i sit eget hjem? Hun ønskede svar på sine spørgsmål, men hun vidste udmærket, at ingen havde et svar.
   Det bankede på døren. Med et skrig sprang hun op fra sofaen. Hvem bankede nu på? Hun skyndte sig derud og åbnede forsigtigt døren op på klem. Hun åndede lettet op, da hun så, at det blot var naboen. En ældre dame med et venligt smil og et nysgerrigt blik.
   "Godaften fru. Thomsen" sagde hun og smilede til damen, der smilede tilbage.
   "Godaften Freja. Jeg hørte dig skrige. Er der noget galt?" spurgte damen. Hun rystede hurtigt på hovedet. Ingen behøvedes at vide noget om hendes falske syner.
   "Nej da. Jeg syntes bare, at jeg så en øh... rotte" svarede hun. Fru. Thomsen hævede undrende et øjenbryn. Enten troede hun ikke på Freja, ellers også brød hun sig ikke om, at der måske kunne være rotter i kvarteret.
   "Aha... Jamen så vil jeg gå hjem igen Freja. Jeg ville bare lige se til dig. Sov godt." Fru. Thomsen vendte rundt og gik mod sit hus.
   "I lige måde" råbte Freja efter hende. Sov godt. Freja ville aldrig nogensinde sove godt igen. Ikke med de mareridt hun havde.
   Hun lukkede døren igen og gik tilbage til stuen. Med et dybt suk satte hun sig på sofaen. På bordet foran hende lå et billede. Hendes blik faldt på det. Meget forsigtigt samlede hun billedet op og betragtede det. Det var taget på en strand. I midten var en lille pige i blå badedragt med en spand på hovedet som en krone. I hånden holdte hun en skovl. På den ene side af hende stod en ung mørkhåret mand med et stort smil. På den anden side stod en ung smuk lyshåret kvinde med et lige så stort smil som manden. Det var en lykkelig familie.
   En tåre gled ned over hendes kind. Den familie var ikke lykkelig mere. Der var kun en tilbage af den. Den ene var den lille pige. Den pige hed Freja, og den pige var hende.
   For et år siden var hendes mor blevet dræbt. En flok fyre havde tvunget hende ned i en gyde, hvor de først havde voldtaget hende og derefter tæsket hende ihjel. Hendes far havde ikke kunnet leve med sorgen. For en måned siden var den blevet alt for meget for ham. En aften var hun kommet hjem fra arbejde. Det første hun havde set var hendes far, dinglende i loftet fra et reb. Han havde begået selvmord.
   Nu var hun alene. De havde forladt hende, og hun savnede dem forfærdeligt. Det eneste hun ønskede var, at de skulle komme tilbage til hende. Hun ville ikke leve uden dem. De havde betydet alt for hende.
   Hendes blik gled ud af vinduet. Solen var næsten gået ned. Mørket lå som et tykt tæppe, hvor enkelte stjerner strålede klart. Farverne, der før havde danset hen over himlen, var nu næsten forsvundet sammen med solen. De var flyttet væk fra denne himmel for at finde et nyt sted at være.
   I det øjeblik slog det hende. Hun rejste sig op og mærkede nyt mod vælte op i sig. Det var det, hun skulle gøre. Hun skulle gøre ligesom solen og farverne. Hun skulle flytte væk. Det var den eneste måde, hun kunne slippe væk fra synerne og mareridtene. Dette her var deres hjem, ikke hendes. Dette sted tilhørte spøgelserne fra fortiden. Når hun flyttede, ville de blive her. De ville blive, hvor de hørte til.
   Allerede i morgen ville hun finde et nyt hjem, et helt nyt sted. Hun skulle starte på en frisk. Hun skulle starte et nyt liv. Hun skulle være fri!