Den unge rødhårede pige sad helt stille på stolen i køkkenet. Stilheden havde sænket sig over rummet, og ikke en lyd hørtes. Kun hendes tunge åndedrag kunne svagt høres i det mørke og dystre rum. Udenfor var mørket for længst faldet på. I øjeblikket var alle i den lille by indenfor, for ude i det fjerne trak det op til stormvejr og hvert eneste øjeblik, kunne det komme til den lille by. Et svagt tordenbrag rystede det lille hus, men pigen lagde ikke mærke til noget. Hendes tanker drejede sig kun om hendes kæreste, der for tiden var ude på havet sammen med sine venner. Hun håbede inderligt, at han ville komme hjem inden i morgen. For i morgen var det jul, og hun glædede sig så forfærdeligt meget. Hun sukkede meget lavt og pillede let ved sin røde kjole. Hvis hendes kæreste ikke kom hjem, ville det være en trist jul for hende, da hun ellers var nød til at holde den helt alene. Pludselig lød en svag mjaven, og hun så hurtigt op og ud af det lettere duggede vindue. Udenfor var en lille kat, der nok kun var en ung killing. I øjeblikket sad den lille kat fast i noget tråd, og den kæmpede bravt for at komme fri, men det ville ikke lykkes for den. Den unge pige rejste sig langsomt og forsigtigt op. Langsomt gik hun hen mod døren, der førte udenfor, og tøvende åbnede hun døren og trådte udenfor. Hun kunne ikke bare lade den killing sidde der i tråden. Det var simpelthen alt for synd for den lille kat. Hurtigt gik hun hen til det sted, hvor den lille killing var. Hun gik langsomt ned i hug og så på den lille killing, der så på hende med de store øjne. Et øjeblik var det som om tiden gik i stå, men så kæmpede killingen igen videre med en klynkende og jammerlig mjaven.
   "Rolig lille ven" sagde hun blidt og tog langsomt fast i tråden. Det eneste hun fik ud af det var, at det spidse pigtråd skar sig ind i hendes hud, og blodet langsomt piblede frem. Forskrækket trak hun hånden til sig og så ned på den lille killing. Først nu lagde hun mærkede til, at den blødte.
   "Stakkels lille dyr" hviskede hun og så rundt, for at finde noget hun kunne bruge til at befri killingen med. Hendes blik gled hen over en tang, og hurtigt greb hun ud efter den. Den var lidt rusten, og det krævede også nogle kræfter at få dens gab åbnet. Langsomt førte hun tangens gab hen til tråden og klippede det over. Med et svagt knæk skiltes noget af tråden fra hinanden. Hun sukkede lavt og blev ved med et klippe i tråden for at få killingen fri. Langsomt begyndte den lille killing at falde til ro. Dens store gule øjne betragtede nu bare hende med et nysgerrigt blik over sig. Lidt efter fik hun endelig killingen fri, men der var stadigvæk lidt ståltråd, der sad fast i killingens pels.
   "Kom så lille ven. Så skal jeg hjælpe dig med det der" sagde hun blidt og lagde tangen fra sig. Killingen mjavede lavt og gik så til angreb på tangen. Den sprang rundt om den og puffede til den med poterne og bed af og til i den, mens den sprang rundt. Hun kunne ikke lade være med at grine af den lille killing. Den var simpelthen så sød. Blidt og forsigtig, som om killingen var lavet af glas, løftede hun den op.
   "Slut med at lege lille ven" sagde hun med et smil, og killingen svarede med en mjaven. Med et smil gik hun ind i huset med den lille killing i favnen. Hun kunne holde den med den ene hånd, men for en sikkerheds skyld holdte hun den med begge. Da de kom ind i huset, så killingen nysgerrigt rundt med store øjne. Med et svagt smil gik hun ind i køkkenet. Hurtigt tændte hun lyset og placerede så killingen på bordet. Hun satte sig ned og holdte killingen med den ene hånd. Med den anden trak hun forsigtigt ståltråden ud. Det var som om killingen vidste, hvad det hele gik ud på. Den lå i hvert fald helt stille og mjavede kun af og til af smerte. Da ståltråden var ude, fandt hun en våd klud og begyndte at vaske dens pels. Under dette vaskeforløb mjavede killingen højt og slog af og til efter kluden med et legesygt blik i øjnene. Igen kunne hun ikke lade være med at grine af det lille kære dyr. Da hun var færdig med dette, kunne hun også se killingens rigtige farve. Det var en lille hvid en med en grå plet på panden.
   "Hvor er du dog kær!" udbrød hun og strøg killingen over den bløde varme pels. Killingen spandt lavt og gned sig op af hendes hånd med lukkede øjne. "Du skal hedde Wire" sagde hun med et smil "og jeg vil beholde dig til den dag en af os dør". Som svar på dette slog killingen sin pote mod hendes hånd og mjavede højt. Med et smil strøg hun igen sin hånd ned over killingens dejlige pels.