I en verden over skyerne, for enden af regnbuen, levede nogle utrolige væsner engang. Deres kræfter havde ingen lige. Med deres tårer kunne de hele selv de værste sår, og deres horn var skarpe nok til at skære igennem alt, selv det tykkeste metal. Disse væsner eksisterer ikke den dag i dag, da der for tusinder af år siden hændte en forfærdelig ulykke. Dette er historien om, hvordan enhjørningerne forsvandt.

De hvide skyer gled til siden, så fuldmånens klare lys kunne nå ned til jorden. En regnbue, usynlig for alle væsner på jorden, strakte sig fra et tæppe af skyer på den ene side af månen til at skytæppe på den anden side.
   Hundredvis af slanke hvide enhjørninger galoperede hen over de hvide skyer. Månens klare lys faldt på kroppene, og fik dem til at stråle som juveler. Deres man og hale bølgede omkring dem, mens deres sorte øjne strålede klart som havets blå vand. Det var et smukt syn, men ingen så det dog.
   Enhjørningerne stoppede, da skytæppet, de havde galoperet hen over, endte. Foran dem strakte regnbuen sig. Nervøst trippede de på stedet, mens enkelte af dem prustede let. Ingen af dem var trygge ved at drage hen over regnbuen. Den var ellers bred nok, og den ville aldrig kunne gå i stykker, ligegyldig hvor megen vægt den skulle kunne holde. Deres nervøsitet skyldtes deres frygt for at træde ved siden af regnbuen og styrte ned i den ukendte verden under dem. Kun en gang før var det sket for to enhjørninger. Det havde været to føl, der havde været uforsigtige i deres leg og derfor ved et uheld var hoppet ud over kanten. Enhjørningerne frygtede alle, at de skulle blive de næste.
   En enhjørning strakte forsigtigt hoven ud og satte den på regnbuen. De andre betragtede anspændt enhjørningen, mens den langsomt og forsigtigt begav sig længere og længere ud på regnbuen. Tøvende fulgte de andre efter den. Hver og en af dem gjorde sig umage med et gå lige ud og ikke komme til et træde så meget som et lille skridt ved siden af. De kunne ikke se, hvor regnbuens sider endte, da de var farveblinde. Det eneste de så var sort og hvidt, og dette gjorde det svært for dem at skelne regnbuen fra himlen omkring dem. Alt sammen lignede i deres øjne hinanden.
   De fortsatte deres vandren over mod den anden side. Mens de blev mere og mere sikre på, at de gik i den rigtige retning, gik de hurtigere og hurtigere. Den forreste satte endda i trav, og ligeså gjorde de andre bag den. Dette var dog en stor fejltagelse, for pludselig ramte deres hove ingenting. De styrtede ud over regnbuens side og faldt vrinskende i panik mod jorden. Alle styrtede de mod det ukendte land under dem.

Det ene øjeblik havde de været på vej over regnbuen for at finde andre skyer med mere føde i til dem. Det andet øjeblik var de endt her.
   Deres horn var blevet til støv i det øjeblik, de havde ramt jorden. Forvirrede trampede de nu omkring, og forstod ikke hvad der var sket. Deres horn var væk! Kilden til alle deres kræfter var forsvundet. Nu var de... De vidste ikke, hvad de var. De var ingenting.
   Pludselig gennembrød et fremmed vrinsk enhjørningernes nervøse prusten. Ikke langt fra dem på en bakketop stod en brun hest og betragtede dem. Enhjørningerne så hen på den. Hesten snurrede rundt og travede et stykke væk. Den stoppede kort op og så afventende tilbage på dem. Først da de begyndte tøvende at gå hen mod den, travede den igen videre. De fulgte alle efter den.
   Da de nåede over bakketoppen, stoppede de alle overraskede op. Så langt øjet rakte så de grønt græs, hvor hundredvis af heste gik omkring og græssede. Dette var ikke, hvad de havde ventet at se.
   Den brune heste travede ned til de andre. Enhjørningerne fulgte efter den. De blandede sig mellem mængden af heste og gav sig til at græsse. Nu, hvor de stod imellem hestene, tydede intet på, at de nogensinde havde været enhjørninger, der havde levet oppe over skyerne. De var nu en del af hestene.

Måske er fuldblodsenhjørningerne uddøde, men deres afkom lever stadigvæk den dag i dag. Så måske, hvis du har en hvid hest i stalden, er den afkom til en enhjørning?