Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg lidt i tvivl om det var en god ide. Altså om det var en god ide at dele sådan en tekst med jer, som jeg gjorde sidste gang.
Jeg har brugt dage på at spekulere over om jeg mon skulle slette teksten og lade som om alt aldrig var sket - men nu er jeg altså her. Og skriver en ny tekst.
Sidst skrev jeg jo om at jeg ikke havde det godt. Jeg har det stadig ikke godt, så I skal endelig ikke blive hængende hvis det er noget som skræmmer jer.
Men før jeg begynder at forklare hvad der er galt, så vil jeg gerne lige dele en oplevelse med jer.
Her tidligere i dag var jeg forbi Espresso House for at bestille en islatte med karamel sirup og ekstra espresso. Det var en latte jeg virkelig havde set frem til hele dagen!
Men så da jeg havde bestilt den og gik udenfor, da kom han. Og hende. Og jeg frøs bare. Jeg turde ikke bare gå videre. Jeg stod bare og lod ham komme mig i møde, alt i mens jeg fokuserede på at klemme sugerøret helt til med mine tænder. Jeg tog også et par slurke.
Han spurgte om hvordan jeg havde det. Og jeg vidste at han ikke mente det. Det var hans måde at kontrollere mig på. Engang spurgte han altid om jeg havde det godt, lige efter vi havde skændtes. Og han ville blive sur hvis jeg svarede ærligt, at jeg faktisk var såret og skræmt. Så jeg lærte at sige, at jeg havde det helt fint. Og at alt var okay.
Det var det samme lige dér, foran Espresso House. Jeg vidste at jeg skulle sige, jeg havde det godt. Så det sagde jeg. Han smilede. Han vidste vel nok godt han stadig havde kontrollen over mig.
Jeg kiggede på hende, og lagde mærke til at hun også afventede ham. Gad vide om han gjorde det samme mod hende, som han gjorde mod mig?
Han vinkede farvel og jeg kunne endelig ånde op. Og jeg lagde mærke til at min islatte var næsten tom.
Kan I mon se hvad jeg mener? Man kan have en rigtig god dag og vupti, så sker der noget dårligt og man glemmer det gode man har. I mit tilfælde glemte jeg alt om min islatte.
Jeg overvejede næsten at gå derind, men jeg valgte at gå hjem. Og nu sidder jeg så her. Og taster løs på tastaturet.
Måske tænker I lige nu, at 'åh nej, det er endnu en historie om en ond fyr'. Men ser I. Han voldtog mig aldrig. Han slog mig aldrig. Jeg havde aldrig blå mærker.
Udadtil var vi netop det perfekte par, og alle - og jeg mener virkelig alle - så op til os. Han narrede sågar min veninde, hun troede også at det var mig der var noget galt med. Ikke ham. Men mig.
Og nu har I nok på fornemmelsen af hvorfor jeg ikke har det fint.
Og hey, måske er der nogen af jer der tænker, at det er min egen skyld. Det er jo det samfundet gør i dag. Når mænd dræber kvinder, så skriver medierne altid "husspektakler". Politiet siger det samme.
Det er retssystemet og medierne som har ansvaret for at samfundet har den opfattelse af at det 'bare' er husspektakler" når en mand slår eller dræber en kvinde.
Hvorfor kunne man ikke bare skrive "mand dræber sin kæreste" i stedet for? For det er jo netop det, det drejer sig om.
At skrive, og sige 'husspektakler', er som at sige at det ikke er noget særligt. At det bare er problemer inden for familiens 4 vægge. At det ikke er alvorligt.
Jeg var udsat for noget. Og det skal ikke dysses ned ved at man skriver 'åh, det var bare husspektakler'. Og det er jo blandt andet derfor, at jeg skriver denne her tekst.
Folk skal tage det alvorligt. Folk skal ikke dysse det ned.
Men jeg ved jo godt, at jeg ikke kan ændre hele samfundet. Det er jo bare mig. Og husk på at folk mener jo, jeg ikke burde have det skidt - for jeg har jo det hele.
Men et menneske som har lykken i sit hjerte, og ikke har ting på bordet - dét er et menneske som har det godt. Man har det ikke godt hvis man bare har ting på bordet. Man skal jo være i balance i sig selv. Og jeg er ikke i balance med mig selv. Og jeg føler mig misforstået. Og jeg føler mig overset. Jeg føler mig forkert. Placeret i en kasse, og jeg tilhører egentligt ikke nogen kasse. Især ikke dén kasse som hedder 'pigen som har det hele og dermed ikke kan være ulykkelig'.
Jeg ved godt at I rigtig gerne vil høre mere om ham der fyren. Den der fyr som sørgede for at jeg glemte alt om min islatte.
Jeg er bare bange for at skrive ordene ned, fordi når først ordene er skrevet ned så har jeg netop anerkendt de ting. Anerkendt at det skete for mig.
Sådan noget kan åbenbart ske for alle - også for dem som har det hele. Gad vide hvor mange der ville blive chokeret, når de fandt ud af at det skete? - ville de sige til mig, at afrikanske børn stadig har det værre - eller ville de lade mig få lov til at have det skidt?
Eller ville de mon sige, at det var min egen skyld og at jeg 'bare' kunne have gået min vej?
Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg ved ikke hvad der sker nu. Og husk endelig på at det er jo ikke sikkert, at jeg stadig lever når I har fået læst det hele. Måske er jeg død og I vil ærgre jer over at I, dengang, tænkte at en anden nok skal hjælpe. Tænk lidt over det.
Og hvis jeg stadig lever, så måske vil I tænke "det var ikke slemt nok til at hun ville dø". Jeg ved godt jeg er negativ. Det kan jo sagtens være at I tænker, at jeg er pissestærk siden jeg stadig står her. Og trækker vejret.
Men nogen gange kan man faktisk godt være død og stadig trække vejret.
Så I må jo spørge jer selv om jeg mon er helt død. Eller om jeg lever. Eller om jeg er en levende død. Eller også må I bare lægge teksten fra jer og lade som om det aldrig skete. Benægtelse kan også være vejen frem, det er jo det samfundet er glad for at gøre.
Husk, at jeg stadig hedder Katja. Og det her er min historie. En rigtig historie, baseret på rigtige hændelser. Det er ikke bare fiktion, det skete for mig. Det skete for hende der som har det hele.