Ha, verden er, som sidst jeg vågnede op. Mørk og sløret. Der er røg overalt. Jeg kan lugte det, jeg får det ned i lungerne, selv om jeg ikke vil. Fordi jeg ryger ikke. Det er ikke sundt. Men jeg drikker. Jeg drikker rigtig meget endda, men det er fordi, der altid er noget at drikke. Der står en flaske ved siden af mig. Den drikker jeg af. Det smager surt, men det er alkohol. Og jeg har brug for det. Det redder mig.
Nogle gange er den her. Smiler sit uhyggelige smil og kærtegner alle afskygninger af min krop og ophidser mig i en voldsom rus af lyster. Den gør mig bange, men samtidig lykkelig. Den gør ting ved mig. Det ender altid ud i det samme, men hver gang gør den det på forskellige måder. Den afveksler. Og den skræmmer mig mere og mere for hver gang.
Af og til kommer denne mand ind til mig. Altid den samme. Han spørger, hvordan jeg har det, og som altid svarer jeg mærkeligt. Så smiler han til mig og siger, han har noget der hjælper. Han stikker mig med en sprøjte og går. Efter få sekunder føler jeg mig sløv. Så forsvinder alle sanser, og jeg føler intet, og jeg ser heller ingenting. Jeg er i en anden verden. En verden af mørke, men der er jeg i det mindste i sikkerhed. I sikkerhed, langt væk fra den tingest.
Den ser forskellig ud fra gang til gang. Nogle gange er den tynd, andre gange tyk. Nogle gange skaldet, andre gange har den masser af hår. Brune øjne, blå øjne. Grim, smuk. Den forandrer sig, men nogle gange har den samme form. Så smiler den, og spørger om jeg kan huske den fra sidst. Selvfølgelig kan jeg det. Men den kan ikke narre mig med sine forskellige skikkelser. Jeg ved, at den altid er den samme. Det er derfor jeg drikker. Så jeg glemmer den.
Der er disse lyde omkring mig. Mange lyde af stønnende mennesker, der blander sig i en rumlende knurren af lyde. Det er skræmmende, og jeg føler mig tryg i mit lille rum. Her, hvor jeg har mit alkohol, der fjerner mig fra virkeligheden, her, hvor jeg altid er.
Men når den kommer, vil jeg bare væk. Men jeg er for svag til at flygte. Så jeg bliver nødt til at finde mig i det. Den gør hvad den vil og forhekser mig. Får mig til at gengælde kærtegnene, som om jeg ønsker dette lige så inderligt som den, men det gør jeg ikke. Jeg vil bare have den væk. Jeg vil hjem igen. Men jeg ved ikke længere, hvor hjem er.
Det sidste jeg husker er en smilende mand. Han åbner en dør og spørger, om vi skal følges. Lige pludselig vågner jeg her, og siden da har jeg glemt mere og mere fra den dag. Nu husker jeg knap nok, hvad manden spurgte mig om dengang. Men jeg ved, at det er ham, der kommer ind til mig i en ny skikkelse hver gang. Det er ham, der forfølger mig og har fanget mig i dette fængsel. Men jeg ved ikke hvorfor, han har gjort det.
Døren åbnes. Den træder ind og smiler. Tager flasken fra mig og ligger mig ned. Kysser og kærtegner min krop. Blodet bruser i mine årer, og jeg mærker ophidselsen. Jeg griber ud efter ham og ser det vanvittige glimt i hans øjne. Jeg er bange, men jeg kan ikke standse mig selv. Jeg åbner mig for ham, finder mig i det han gør og nyder dette skræmmende øjeblik. Tårerne springer, og jeg skriger, men ingen hører mine råb.
Han trykker sig mod mig. Ser mig i øjnene og smiler. Ondskaben i menneskeklæder. En dæmon. Jeg skriger.