To unge mennesker lå på knæ inde i det mørke rum. Der var lavt til loftet, og de to mennesker ville ikke kunne rejse sig helt op, hvis de prøvede. Enkelte kasser stod rundt omkring dem, og lige over deres hoveder var en lem. Den ene af de to unge mennesker var en sorthåret mand, der i øjeblikket havde fast i en snor, der sad fast på lemmen med et søm. Den anden var en ung kvinde, der i øjeblikket krøb sammen i et hjørne, mens hun så hen på manden med et nervøst udtryk i øjnene. Nogle ovenover prøvede ihærdigt at få åbnet lemmen, men manden holdte den lukket.
   "Luk nu op" lød en panikslagen kvinde stemme.
   "Aldrig mor!" skreg pigen og kravlede hurtigt hen til manden og så op på ham. "Prøv... At slå... Hul på muren" sagde han forpustet og brugte alle sine kræfter for at holde lemmen lukket.
   Det knagede voldsomt, og sømmet var ved at blive revet ud. Pigen nikkede og skyndte sig at kravle helt hen til muren. Hendes øjne gled hurtigt rundt i lokalet og fik øje på en hammer. Hendes hånd fløj hen og greb fast i det iskolde skaft. Langsomt løftede hun hammeren og med et lavt suk, hamrede hun den mod muren. Støvet fløj op omkring hende, da hammeren ramte muren. Hun hostede svagt, da hun fik slugt noget af støvet. I det samme støvet havde lagt sig, så hun hen på det sted, hammeren havde ramt. Der var kun et lille hul og i ren og skær arrigskab, begyndte hun hårdt at hamre hammeren mod hullet igen og igen.
   "Det går for langsomt" råbte drengen og prøvede ihærdigt at holde lemmen lukket.
   "Jeg ved det!" skreg pigen panikslagen og så rundt efter noget andet.
   "Åben nu den lem!" lød et vredt råb fra en mand.
   Pigen og manden svarede ham ikke. I stedet for så de begge efter et eller andet, de kunne slå hul i muren med. Pludselig fik pigen øje på en del af muren, der var lavet af træ og ikke af mursten. Hurtigt greb hun hammeren og kravlede i en fart derover. Hun nåede derhen og stoppede op med et lavt suk.
   "Skynd dig Kassandra!" råbte drengen og så skræmt på sømmet, der var ved at glide ud af træet.
   Pigen nikkede lidt og slog så hurtigt hammeren mod muren. Træet gav efter med et svagt knæk, og et hul i planken kom til syne. Hun trak hammeren ud og lagde sig så ned på ryggen. Med benene begyndte hun at sparke på plankerne, der knagede voldsomt.
   "Drop det nu! I kan ikke være sammen! Det går simpelthen ikke" råbte en kvinde skræmt.
   "Jeg er ligeglad med, om han er fattig mor" skreg Kassandra og fik sparket nogle af plankerne i stykker.
   De gav efter med et voldsomt knæk, og enkelte splinter fløj ind over Kassandra og gav hende enkelte små snitsår, hvor blodet piblede svagt frem.
   "Bliv ved!" råbte manden og satte sig nærmest ned for at holde lemmen lukket. "Det skal jeg nok Jack" råbte hun og sparkede voldsomt videre.
   Til sidst var hullet stort nok til, at de ville kunne komme ud derfra og flygte ud i friheden. Gennem hullet kunne de se den mørke skov i det fjerne.
   "Kom nu Jack!" skreg Kassandra og kravlede selv ud af hullet og rejste sig op.
   I det samme gled sømmet ud af træet og faldt ned på gulvet. Lemmen fløj op med et højlydt smæk. Jack kravlede hurtigt hen til hullet og udenfor i friheden. Inde i det lille rum kom fire mennesker ned gennem lemmen. Hurtigt kravlede de mod hullet for at få fat på Kassandra og Jack.
   "Løb!" skreg Jack og tog fast i Kassandras hånd og begyndte at løbe mod skoven.
   Hurtigt fulgte Kassandra efter ham, og bag dem løb de voksne efter dem. Hen over den frodige eng løb de. Enkelte køer, der stod på engen løftede hovedet og så på dem med de store brune øjne. De nåede hegnet, der nærmest havde været usynligt på lang afstand. Hurtigt kravlede de to unge under hegnet og løb videre ind i skoven. Mørket omringede dem og lyden af rislende vand hørtes i det fjerne. De fulgte den lille sti, der løb gennem skoven. Bag dem råbte og skreg de voksne op. Pludselig stoppede Jack brat op, da han fik øje på det enorme vandfald lidt længere frem. Vandet brølede højt og piskede voldsomt rundt, mens det styrtede ned mod vandet for enden af vandfaldet. Med forsigtige skridt gik Kassandra hen til kanten af bredden og så ned mod dybet. En voldsom svimmelhed skyllede ind over hende, og hun bakkede lidt. Bag dem kom de voksne frem og stoppede et stykke fra dem. Jack løb hurtigt hen til Kassandra og tog hendes hånd.
   "Vil du gå i døden med mig?" hviskede han blidt og så hende ind i øjnene med et ømt blik.
   Kassandra stivnede og så først skræmt på ham, men nikkede så.
   "Hvis det er den eneste måde, vi kan være sammen på, så ja" hviskede hun og gav ham et ømt kys på munden.
   "I springer ikke!" brølede en mand og gik langsomt mod dem.
   Hurtigt stoppede Jack kysset og knugede hendes hånd. Med et lille nik løb de to unge mod kanten og sprang ud i dybet. Luftmodstanden pressede luften ud af lungerne på dem, og de kunne næsten ikke trække vejret. Vandet sprøjtede rundt omkring dem, men det eneste de havde øje for var hinanden. Faldet fortsatte, og det var næsten som om tiden gik i stå, indtil de to unge endelig ramte bunden. De styrtede direkte ned på de spidse sten, der borede sig gennem deres kroppe. Deres øjne blev lukket i, men selv om de var døde, holdt de stadigvæk hinanden i hånden. De ville aldrig slippe hinanden igen.