De smukke og de forsømte

I
   Kahytten på Commodore Class ombord på båden til Oslo havde, lige netop på denne lørdag morgen i slutningen af juni (omkring en måned efter min mors død), en forunderlig måde at opsluge jazz på. Ikke den glade amerikanske eller latinamerikanske jazz men den sløve, instrumentelle, skandinaviske jazz, der blev spillet af de mest ensomme hjerter - et sjæleligt vindue, hvor de kunne krænge deres sorg ud, og lade den blive båret væk. Ud af vinduet med vinden. Væggene i mit flydende hotelværelse absorberede følelserne fra tonerne og efterlod kun et rent ekko af smerte. Destillerede emotioner. Renvaskede kvaler. Det fik det til at summe i maven - ikke som sommerfugle men som en sværm af vrede bier, der stak i min mavesæk.
   Jeg havde medbragt seks flasker alkohol; en ligelig fordeling af gin, whisky og vodka. Da jeg ikke kunne beslutte mig for, hvilken flaske jeg skulle medbringe ombord på båden - gin syntes at være en klassiker, men jeg var også nysgerrig på de gyldne dråber, og vodkaen var altid bekvem i tilfælde af et følelsesudbrud af uhåndterbar størrelse - tog jeg en snild beslutning om at snuppe én flaske whisky og én flaske vodka fra den store taske, som jeg lod blive i bilen på det nederste dæk.
   Med en grædende, skotsklydende violin i mine øregange, trissede jeg ud og fandt et vandglas i kahyttens badeværelse. Ved det lille, fritsvævende natbord skænkede jeg et lunkent glas whisky op - sødelig og rund i smagen, havde sælgeren i butikken fortalt (og selvfølgelig den dyreste) og nippede til glasset. Med besvær fik jeg most min krop ned i fodenden af sengen, så jeg kunne se ud af vinduet. Whiskyglasset på maven. iPoden i hånden. Dirty Three. Udsigt til frihed - et tungt, blygråt lag af skyer bistået af et oprørt hav.
   Efter det første glas faldt sværmen af bier i min mave til ro, som var de blevet lullet i søvn i en honningrus, og tågen i min hjerne lettede og kvalmen, der længe insisterende havde presset sig på i halsen, gled ned gennem svælget og druknede i en cocktail af mavesyre og alkohol. Følelsen af at befinde sig på bunden af en brønd indtraf, en dyb afgrund omgivet af mørke og sort mos - en muggen og fugtig duft af alger, sammenklemte øjne, og et hjerte der faldt til ro. Angsten slap sløvt sit tag i mig. Jeg fandt iPoden og skiftede til Porcupine Tree.

I still wave at the docks on the shore / I still beat my head against the wall / Still rage and wage my little war / I'm a shade and easy to ignore.

Min destination var familieejendommen i Gudvangen, omtrent tre-fire timers kørsel fra Oslo. Træhytten havde været i familien i flere hundrede år. På toppen af en bakke med udsigten til to søer, granskov og bjergene i baggrunden, havde stedet en energifuld tiltrækning på mig. En lille sti bagtil førte op i dalen og videre op i bjergene, mens de enorme fyr- og grantræer rejste sig på begge sider af huset. Fra den asfalterede vej et par kilometer væk tog det omkring tyve minutter at sno bilen op ad grusstien, der ledte op til huset. 'Hytte' var en ydmyg betegnelse for en bolig med fem værelser, to badeværelser, et køkken, en dagligstue, en spisestue og en stor opbevaringskælder samt to mindre gæstehytter, der lå på grunden tæt på hovedhuset. Ikke desto mindre var huset bygget af tømmer, inspireret af den norske stavkirke, hvilket nok havde medført at man refererede til huset som en hytte. Sådan havde det altid været.
   Jeg havde brugt den sidste måned på at opsige min lejlighed, flytte alle møbler til et opbevaringslokale omkring Høje-Tåstrup, var droppet ud af kommunikations- og psykologistudierne på universitet samt havde besøgt min mors hus, der nu var sat til salg; det meste af inventaret allerede solgt, alt ansvar overgået til en mægler. Jeg havde taget min mors bil, en gammel Mercedes, fyldt den med mine tasker, alkohol og madvarer og var kørt tilbage sydpå mod København, nærmere bestemt Nordhavn. Hvor længe jeg ville være i Norge, havde jeg endnu ikke bestemt mig for.
   Jeg faldt i søvn med glasset på maven. Vågende først, da de kaldte i radiosystemet; 'Vi vil gøre opmærksom på, at båden snart lægger til havnen i Oslo. Vær venlig at bevæge Dem mod Deres biler. Vi gentager...'
   I Oslo var jeg kørt forbi et supermarked og havde spenderet en mild formue på flere flasker spiritus og efter det ventede den lange, snoede vej mod Gudvangen.

II
   I begyndelsen af juli bølgede den kvælende sommervarme så småt hen over landskabet, omklamrede granskoven og fik birketræernes grene foran huset til at svaje i den blide brise. Da jeg lige var ankommet, havde jeg været god til at vandre op i dalen assisteret af musik og en følelse af en ulmende melankoli; at træerne omkring mig aldrig ville kunne nyde de samme lykkefrigivende toner men altid måtte leve med elementernes musik, stilhed, regn, blæst og lyden af træ, der giver sig i solen - måske var det i grunden heller ikke det værste?
   Nu bevægede jeg mig stort set ikke længere ud af sengen men blev liggende i alkoven og stirrede på sprækkerne i det turkisblåmalede træ, mens lyset kom og gik, og tågen rullede frem og tilbage fra skovbrynet. Dovne dage trak sig selv op i skjortekraven og fik langsommeligt slæbt sig gennem tiden, mens jeg græd mig gennem de fleste af nætterne.
   Måske kunne jeg godt relatere en smule til, hvordan det må have været at være Frida Kahlo og lænket til sin seng.
   Når jeg røg cigaretter i alkoven, betragtede jeg, hvordan røgen formede sig til langtungede drager, der snoede og bugtede sig mellem hinanden, indtil de ramte loftet. Jeg lyttede til musik - for det meste blød eksperimentel elektronisk musik; Jon Hopkins, Bonobo og Nicolas Jaar men også en del syrlig instrumentel rock, der kunne forvirre min hjerne tilpas meget, så jeg ikke behøvede at tænke - aflede min opmærksomhed væk fra min frygtelige mavepine og stride kvalme. Fra alkoven kunne jeg ud gennem vinduet se hele verden genspejlet i himlens sommerskydække. I Japan havde en ulykkelig skæbne lige begået selvmord i Aokigahara-skoven omkring Mount Fuji-san. I skovens bemærkelsesværdige stilhed lå liget på en blød jordbund, hovedet begravet i en pude af visne grannåle, muld og mos, med stadigt blødende håndled. Det var alt sammen portrætteret i skyerne og i røgen og i mine øjne, og fra min plads i sengen kunne jeg følge verdens gang.
   Når jeg endelig stod op, var det ofte for at hente alkohol, blande en drink eller lave kaffe. Kaffen lavede jeg på et gammeldags støbejernskomfur i køkkenet blandt muselort, skårne krukker og slidte gardiner. Jeg malede altid bønnerne selv, kogte vand i en kedel, kaffen ned i et kaffefilter, kogt vand over, ned i en blå tinkande. Jeg tændte op i pejsen i stuen, læste min bog og drak kaffe til min krop rystede af koffeinchok.
   Om aftenen nød jeg, i skæret og den metalliske knitren fra ilden, drinks til jeg besvimede eller faldt i søvn i stolen. Som barn havde jeg ofte oplevet min mor gøre det samme, når hun og nogle venner var taget herop i sommerperioden, og hun ikke kunne finde nogle, der ville tage sig af mig.
   Uden nogle former for fjernsyn, radio, internet eller sågar mobilsignal (det meste af tiden) var man tvunget til at samtale med hinanden, hvilket min mor nød, selvom samtalerne selvfølgelig altid inkluderede adskillige flasker vin per aften. Elegant som hun var, skulle hun ikke forsøge længe, før hun var selskabets midtpunkt. Hendes røde læber, der i det ene øjeblik diskuterede David Humes erkendelsesteori med topjuristen, Margeret Guldsmed, en nær veninde, og i det næste højlydt, og blottet for skam, erklærede at Madelaine, der var gift med ham der et-eller-andet, han var vist nok kirurg, havde en 'ualmindelig ilde stil og en vulgær måde at begå sig på i offentlige henseender til et punkt, hvor det strengt taget burde inkorporeres som en paragraf i straffeloven. Ja, det må du jo vide, Margaret? Er der noget, vi kan gøre?' Og hun lo og alle lo, og hun kastede håret tilbage over skulderen, og hendes hånd strøg henover Margarets underarm med samme lethed, som når Odette kærtegner Siegfried i den oprindelige ballet, hvor svanen får prinsen hinanden til sidst. Og mændene, ofte yngre og forskellige fra hver gang, åd min mor med deres grådige, sammenknebne øjne, mens de under latteranfaldene kastede stjålne blikke langs hendes gyldenbrune hår, perlekæden, kraveben og halsudskæring. Ofte på sådanne aftener måtte jeg ekskortere mig selv op på mit værelse, hvis ikke én af de yngre mænd, i et sjældent anfald af medlidenhed, tilbød min mor at lægge mig i seng.
   Oftest ville hun se lidt fornærmet på dem, og nærmest for at spotte dem (det tænkte jeg i hvert fald), tog hun sig god tid med at nusse om mig i sengen. Hun læste godnathistorier om ulve og bjørne og stjernerne på himlen og spurgte ind til min dag, og når jeg fortalte, lyttede hun opmærksomt - uden at lade tankerne vandre. Så trykkede hun mig på næsen og sagde godnat.
   Nu sad jeg her - men uden mænd eller veninder.
   Der var enkelte nætter, hvor jeg ikke drak, og på de nætter dopede jeg mig selv med store doser benzodiazepiner, som jeg havde købt af Benjamin fra Vesterbro. 'Hold kæft, hvor er det uskyldigt. Med de problemer du render rundt med, ville jeg nok personligt vælge noget stærkere,' var ofte hans kommentar til vores udveksling i indgangen til små, snuskede baggårde tæt på Hovedbanegården. 'Altid en fornøjelse. Husk, at jeg også har stærkere sager. Du ved, hvor du kan få fat på mig.'
   Ofte poppede jeg et par Temazepam'er en time før sengetid. I ulvetimen mellem indtagelse og indslumring lå jeg i alkoven, forsøgte at holde mig vågen og nød følelsen; kroppen gradvist mere vægtløs, slappe arme, tunge ben, en let og behagelig summen i torso. Samme mentale påvirkning; min hjerne der under normale omstændigheder var en myreture blev frosset og alle væsner størknede som isskulpturer eller fik deres bevægelsesfrihed kraftigt reduceret. De tanker, der normalt sværmede rundt som fluer om et kadaver, var nu blide sløve kæmper - døsige elefanter i skyggen af et træ, i ly for eftermiddagssolen på en hed dag.
   I mørket kunne jeg lige netop skelne toppen af gigantgrantræerne fra den lyse sommernattehimmel. Når jeg lå og skvattede rundt på kanten mellem bevidsthed og søvn, kunne jeg bilde mig selv ind, at de ønskede mig noget godt, og jeg følte mig, i de sidste bevidste minutter, underligt beskyttet.

III
   En morgen så jeg for første gang elgen. Det var en onsdag (tror jeg). Der var knapt taget hul på dagen, før jeg sad på søen i min robåd. Vandet klukkede stilfærdigt mod siderne, og de algebelagte åre skabte ringe i vandet, hver gang de dyppedes ned under den blide vandoverflade. Den kølige september morgen tiltrak en tyk tåge, søens overflade spejlblank og mørk, endnu før lyset for alvor havde fået overdraget dagen. Fiskestangen stod lodret op i luften og for enden af linen, et sted nede mod bunden, skød et sølvblink med madding gennem vandet. Langsomt bevægede båden sig, mens vandet delte sig, og afstanden til søens bred blev længere og tågen tykkere.
   Min efterhånden tyndslidte krop havde i en længere periode ikke haft lyst til at indtage føde, og jeg kunne mærke trætheden, når jeg løftede hånden over brystkassen. Huden var indsunket og brystbenene fremtrædende, så da jeg tidligt om morgen vågende op med en groende appetit, måtte jeg handle akut. Da jeg til min egen ærgrelse havde opdaget, at huset ikke indeholdt andet end dåsemad; tomatsuppe, hvide dåseasparges, kikærter, champignon på dåse samt en pose frossen spinat, var jeg gået i kælderen og havde fundet fiskeudstyret frem. Ikke fordi jeg spise fisk, men jeg følte mig på en underlig måde drevet ned mod søen, og som et møl der danser om en flamme, kredsede mine tanker kun rundt om søen - hvad skulle jeg elles lave på en sø hvis ikke fiske, nu når jeg alligevel var alvorligt sulten?
   Lige da bredden var ved at forsvinde i horisonten, og båden ustoppeligt gled længere ud mod midten, skimtede jeg et væsen, der abrupt kom til syne, og først da dens klove ramte stenbunden i vandkanten, kunne jeg se, at det var en elg. Gigantisk med en opsats som to enorme sneskovle, der strakte sig opad mod grantoppene. Den vadede stille ud i søen og stoppede først, da den stod i vand til knæene.
   Der var kun lyden af det stille vand og de dumpe dunk af årene, der skurede mod bådens kant. Tågen havde sat sig i mit hår, der klistrede til mit ansigt som overkogte nudler. Elgen løftede hovedet og kiggede på mig. Så mig an? Ville den angribe? De store øjne, der fulgte mig i båden, var sorte huller, der ledte ind til et andet, ukendt univers. Og sådan var vi begge frosne i tiden i en kortvarig evighed.
   Først da kødfyldte tårer bevægede sig i en lind strøm ned over mine rødsprængte kinder, bevægede elgen sig. Den fnyste, og dampen stod ud af dens næsebord, før det blandede sig med tågen og forsvandt. Elgen vendte langsomt om, gik tilbage mod bredden og vandrede tungt ind mellem granerne, tilbage i det mørkegrønne opslugende dyb.
   Jeg sad flere minutter i en gennemtrængende stilhed og kom først tilbage, da en voldsom blæst fejede hen over søen og gennede tågen mod syd, væk fra mig og huset på bakketoppen.
   Den aften drak jeg mig så fuld, at jeg faldt i søvn hen over langbordet i stuen.

Fragment II
   Der er tåget i mit hoved. Skovdis der kravler ud over markerne fra brynet i den kølige, frembrydende solnedgang. Mørke der flår lyset fra hinanden.
   Fuldbragt panikangstanfald og stroboskoplyset der uhindret i millisekunder fordriver mørket fra blegfede ansigter, men med en sådan hastighed at hjernen altid er et lysglimt bagud.
   Jeg kan knap nok skelne grantoppene fra den marineblå efterårshimmel. Skovdisen vælter udover mig, klæder mig i tåge som det næste moseoffer. Omtåget. En hjerne af smat. Ingen inden for mit trætte synsfelt. Græsset er vådt på samme måde som min krop er gennemblødt. Selv om luften er isnende sveder jeg; en væddeløbshest, lige taget af banen, glinsende med dampende åndehuller og tændte, honninggyldne øjne. Mine fødder synker ned i marken, blødt muld, stubbe der knækker under mig og glider med ned, ingen fast grund, en sjappende, synkende fornemmelse, som at sidde fast, mens rovdyrene snigende lister sig ud af skovbrynet i ly af tågen. I et skalkeskjul kan jeg ikke andet end at vente på at blive opsnust. I tågen ser ingen, at jeg forsvinder.
   Der er en mærkelig lyd, en skinger seriel tone, der kommer og går. Lyskeglen fra et fyrtårn. Halve og hele toner i mine øregange. Mekanisk støj som godstoge, der smadrer sammen i et atomisk kaos, fragmenter af indre billeder der ruller forbi, en gammel biograffilm, sort/hvide brudstykker af glemte fortællinger, der aldrig nåede over grænsetærsklen til hukommelse og skrev historie.
   Duft af mos og ræv, gran, fugtighed. Sødelig duft af det fortabte barn i sine hvide klæder, uskyldig i skoven, men opslugt af dens brutalitet, og alt det hvide bliver snavset i nærkontakt med mudder. De bare fødder. Nøgenheden mod den vrede, ubarmhjertige skovbund. Fødderne rives til blods.
   Jeg kan smage bitterheden på min tunge. Den ligger tungt på tungespidsen som et uventet brud, en skilsmisse, en udstødelse, en forkastelse.
   I lyset vokser skyggerne sig store og kontrastfyldte, men i mørket svinder de ind. I mørket er de mig underlegne. I mørket, i skoven, i tågen, her har jeg ingen skygger.
   I skovbrynet står elgen med tåge omkring benene, kigger på mig. Damp stiger fra næseborene op forbi isblå øjne, hjemsøgende. Ulve? Hunde? Jeg ved ikke, de hyler i mørket. Elgen vender om. Trasker tilbage mod skoven. Forsvinder i mørket som en teaterskuespiller ved tæppefald.

IV
   Jeg vågnede op dagen efter med blod i mundvigen og ualmindeligt voldsomme tømmermænd. De seneste måneder var noget inde i mig vokset, et væsen med samme biologiske kendetegn som en endoparasit, der tager ophold i værtsorganismen og ernærer sig gennem denne. I dette tilfælde syntes min parasit primært at ernære sig af dopamin, serotonin, oxytocin og endorfin. Den åd det hele, var ikke kræsen, og jeg fornemmede, hvordan manglen på disse transmitterstoffer gav anledning til en slags neurologisk fejlernæring; mine øjne sløve og fjerne, indsunket i øjenhulerne, mit hoved tungt, kroppen dvask og aldeles umotiveret og en håbløshed, der som en bønnespire groede indeni mig side om side med parasitten.
   Det var også den morgen, hvor der skete noget uventet. Det bankede på min dør. Eftersom huset lå på en bakketop omgivet af skov og søer, var det ikke et scenarie, der udspillede sig særligt ofte - faktisk havde jeg aldrig oplevet det før. Da jeg åbnede den tunge egetræsdør stod der en mand, smilende og øjnene gemt bag et par sorte, tykke, blankpolerede, runde solbriller. I den ene hånd havde han en stok.
   "Undskyld, jeg var på vej en tur op i dalen, men på vejen blev jeg simpelthen så frygtelig sulten. De har vel ikke en lille bid mad, før jeg bevæger mig videre?"
   "Øh, men hvordan viste du overhovedet, at der var nogle her i huset?" fik jeg spurgt med en stor del forvirring i stemmen (kunne jeg forestille mig). Huset var primært et sommerresidens, og alt ophold her var mere eller mindre spontant.
   "Åh, De ved. Bare en fornemmelse jeg havde." Afventende.
   "Jeg har desværre ikke rigtig andet end lidt dåsesuppe? Men hvis du kan nøjes med det, så vær så god at komme ind."
   Manden med solbrillerne førte forsigtigt stokken frem for sig.
   "Åh, undskyld, men er du blind? Her, lad mig hjælpe dig ind over dørtrinet. Det er lidt højt." Jeg tog fat om mandens arm, hjalp ham ind i køkkenet, hvor han satte sig på en bænk ved køkkenbordet.
   "Kunne du tænke dig en kop kaffe eller te? Selv kunne jeg godt trænge til en kop kaffe. Det tager nok lidt tid at varme suppen op. Komfuret her er jo ikke just nyt."
   "En kop te lyder fremragende, mange tak skal De have."
   Jeg fandt en dåse med tomatsuppe frem fra skabet, hældte indholdet i en gryde og tændte for blusset. Samtidig fyldte jeg vand i kedlen, så jeg kunne brygge kaffe og te.
   "Så De fangede vist ikke nogle fisk i går?" Selv om manden snakkede til mig, kiggede han ikke på mig. Han var jo også blind, så hvorfor skulle han dog det.
   "Næe, men jeg spiser heller ikke fisk, så på den måde, var det jo nok egentlig meget godt. Hvordan viste du, at jeg havde været ude og fiske?"
   "Åh, bare en fornemmelse, De ved."
   Det gjorde jeg ikke, men sagde ingenting.
   Manden spiste suppen med velbehag. Jeg måtte flere gange beklage, at jeg ikke havde noget brød. Jeg fortalte dog ikke, at grunden til jeg ikke havde noget brød var, fordi jeg ikke havde bevæget mig ud i månedsvis, men måske viste han det allerede.
   "Er der mange elge heroppe? Jeg troede generelt ikke, at der var elge i det her område, men jeg så en elg i går. Nede ved søen. Måske var den på gennemvandring?"
   "Der har ikke været elge i området i mange år, men jeg skal ikke kunne sige, om en elg har været på gennemvandring. Det er meget muligt. De vandrer generelt over store afstande. Det ville dog være godt for skoven, hvis der regelmæssigt kom elge her. Nogle plantearter behøver græsning for at overleve, og til det formål er elgen suveræn. Fårene bliver jo holdt oppe i dalen og går ikke rundt i skoven på samme måde. Det ville skade biodiversiteten."
   Jeg kiggede ned i min kaffe. Mandens stemmeleje var behageligt. Roligt og monotomt som en hypnotisørs. Slanke hænder hvilede på toppen af stokken.
   "Kan du godt gå op i dalen, når du ikke kan se? Det er jo en forholdsvis stejl sti, der fører derop. Man skal jo også klatre lidt og sådan. Klipperne kan være glatte."
   "Jeg har gået den tur flere tusinde gange i mit liv. Jeg kender hver sten på vejen, hver lille bæk. Det er slet ikke noget problem, men jeg værtsætter Deres bekymring. Det er ikke tit, andre bekymrer sig om fremmede på den måde. Nu når vi taler om det emne, jeg beklager, hvis jeg er upassende, men jeg kendte Deres mor. Må jeg kondolere? Jeg ved ikke, om De har lyst til at tale om hende, men De skal vide, at hun var mig en god ven. Hun hjalp mig meget, da jeg i sin tid fik diagnosticeret retinitis pigmentosa. Det er grunden til min blindhed. Jeg ved godt, at De måske ser det anderledes, men Deres mor var god mod mig - og inden De afbryder mig, skal De vide, at hun brød sig om Dem," han løftede hånden og overdøvede mit forsøg på at sige noget, "og hun bad mig give Dem denne bog. Det var et løfte jeg gav hende, og et løfte jeg har intentioner om at indfri." Han fandt en lille, smal bog frem fra lommen på sin store jakke og lagde den på bordet. Australien var dens titel. "Der er en fremragende sektion om Melbourne - ikke at jeg har læste den - fordi, ja, men jeg synes De skulle tage og læse lige netop de afsnit om Melbourne. Selvfølgelig er De fri til at gøre som De lyster. Det er på ingen måde en ordre, og De skal ikke tro, at jeg vil hundse med Dem. Det eneste jeg kan gøre, er give Dem gode råd, og det har jeg gjort.
   Nu har jeg vist gjort skade nok, så jeg vil forsætte på min tur. Pas godt på Dem selv, vil De?" Et retorisk spørgsmål, der ikke krævede et svar. Inden jeg fik set mig om, havde han rejst sig, var gået ud af bagdøren og op ad stien, der ledte op i dalen og op til bjergene bag mig.

V
   Da jeg om aftenen satte mig foran pejsen i stuen uden helt at forstå det, havde jeg taget bogen med mig og slået op på den side, der havde overskriften Melbourne.

Melbourne er hovedstaden i delstaten Victoria beliggende i det sydøstlige Australien. Melbourne ligger ud til bugten Port Phillip og spreder sig ned langs kysten til Mornington Peninsula, op til bjergkæden Dandenong og ind i landet til Yarra Vally.

Jeg strøg en finger hen over omslaget, gult og orange og 'Australien' skrevet med hvid skrift. 'Hun brød sig om Dem.' Min mor måtte virkelig have betydet noget for manden, hvis han gjorde sig så store ulejligeheder for at indfri et løfte til en død kvinde.

Metropolen har et areal på 9990,5 km², et indbyggertal på omkring 4.400.000 og fik sit navn tildelt af guvernøren i New South Wales, Sir Richard Bourke, der ønskede at ære den daværende britiske premierminister, William Lamb, 2. viscount Melbourne.
   Byen betragtes som værende Australiens kulturelle hovedstad med en litteratur- teater- og kunstscene, der nu i mange år er blevet beskrevet af kunstnere og kritikere som 'Den Senmoderne Guldalder' i Australske sammenhænge. Især gadekunsten har i de senere år haft gode kår, hvorfor man ofte ser den integreret i bymiljøet gennem store gademalerier udført af prominente gadekunstnere.
   Det milde, tempererede klima giver anledning til et væld af årelige og tilbagevendende kulturelle begivenheder, blandt andet Melbourne International Arts Festival, Melbourne International Film Festival og Melbourne Writers Festival, og byen er af flere omgange blevet kåret som den mest levevenlige by i verden.

Det var dog typisk min mor. Ingen tvivl om, at hun havde båret mange forskellige masker i løbet af sit liv. Én af hendes ynglings masker, og dermed den hun oftest bar blandt andre, var nok den veltalende og subtilt dannede med flair for den humoristiske samtale, der tiltrak sig den rette opmærksomhed. Masken var ikke pyntet med fjer eller overdåd men sort og simpelt dekoreret med enkelte linjer af sølv og udstrålede rettere en slags aura af underliggende mystik og dybde, der lokkede folk til - både mænd og kvinder fandt hendes charme fascinerende, inviterede dem ind i hendes varme, og når det rette øjeblik viste sig, skiftede hun masken ud, trak sig tilbage bag tæppet og som en dukkefører, kunne hun nu hive i og slække på linerne og styre begivenhederne fra hendes plads bag scenen.

Perioden 1850 til slutningen af 1860'erne betegnes som Victorias Gold Rush, og her udgravede man guld fra miner omkring byerne Ballarat og Bendigo. Det var i midlertidig ikke en periode uden politiske uroligheder. I 1854 fandt et oprør sted i provinsen Eureka i Ballarat. Eureka Rebellion var kulminationen på en længere anspændt periode med stridigheder mellem de lokale, britiske myndigheder og de australske guldgravere omhandlende gravernes rettigheder og påtvungne afgifter, og ifølge optegnelser og logbøger kostede oprøret omkring 35 mennesker livet, størstedelen af dem oprører.
   Efter slaget iværksatte man i Victoria en række politiske reformer, der i forsimplet udgave, tildelte den hvide mand fuld stemmeret i forbindelse med valg i Underhuset i det todelte Australske Parlament. Nogle argumenterer dermed for, at oprøret var de spæde skridt mod det Australske demokrati.

Den maske min mor bar som dukkefører var grå. Den havde ingen mund, ingen næse, kun to smalle åbninger til øjnene, anonym - neutral om man vil. Den behøvede ikke at se ud af noget særligt, for det var den mest magtfulde maske, hun ejede. Hun bar den tilbagetrukket, i sikkerhed, når fiskene var fanget, sømændene druknet, og hun bar den stort set altid, når hun var alene med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald.


Sneen læger alle sår

I
   Det blev så koldt i begyndelsen af oktober, at jeg var nu nødt til at have pejsen gående mere eller mindre i døgndrift samt tænde op i kakkelovnen på værelset på første salen, hvor jeg sov. Det krævede at jeg oftere måtte hugge brænde (hvilket så krævede en del flere dåser tomatsuppe, men det er en anden snak), så brænde huggede jeg bag ved gæstehuset og det gamle das. I et skur var der stablet brænde til flere år, og det var bare et spørgsmål om at hugge det i passende stykker; groft brænde til pejsen, mindre stykker til kakkelovnen og helt fine stykker til at tænde op med.
   Det var en lysende formiddag, hvor skyerne vandrede over himlen og lod pletter af solstråler ramme tilfældige steder på søen og i det tætte skovdække, og jeg var på vej ud af bagdøren for at hugge brænde, og det havde regnet om natten, så jorden var våd, og jeg kunne dufte ionerne i luften, og skyerne var mørkere i horisonten. Det havde været en underlig dag; skoven havde været usædvanlig stille, fugle havde hverken vist sig eller ladet høre fra sig, og vinden fik grantræerne til at vippe nervøst med hovederne. Da jeg nåede om omkring skuret blev min næse angrebet af en frygtelig stank. Lugten af råddenskab tog øjeblikkeligt bo i mit olfaktoriske system, og jeg måtte undertrykke trangen til at kaste op. Yderst i hørerækkeviden lød en mærkelig summen, og noget drev mig i retningen af lyden. Ind gennem højt græs, lidt ned af en bakke, over nogle sten, til højere rundt om nogle træer mens summen blev højere og stanken stærkere. Dér i det høje græs lå et dyr, et kæmpe dyr med et gevir formet som to skovle.
   Omkring kadaveret svirrede spyfluerne, og mange af dem syntes allerede at have lagt æg på elgens sårbare steder. Med munden og næsen dækket til nærmere jeg mig, mens jeg stirrede ind i øjet, der engang havde været en dyb portal til dens indre. Nu var det dækket er en slimet, blålig hinde, en bevisliggørelse for at elgen havde forladt denne verden. Efter at have eksamineret kadaveret på anselig afstand, kunne jeg ikke finde hverken sår, tegn på slåskamp eller skudhuller. Det virkede som om, den blot var faldet om - mere eller mindre tilfældigt i det høje græs ikke langt fra mit hus.
   Af frygt for at kadaveret skulle tiltrække ulve eller strejfende hunde, måtte jeg begrave det enorme dyr. Jeg hentede en spade i redskabsskuret, og det tog mig fem timer at grave et hul, der var stort nok.
   Som barn havde jeg begravet nok så mange hamstre i baghaven ved mors hus, den første som syvårig. Et kendt scenarie: et forvirret lille barn der gik med en skotøjsæske, og mor der med blid hånd førte barnet ud gennem de franske døre, ud i en strålende sommerhave, hen over græsset og over til hortensiabedet foran den enorme syrenbusk. 'Tror du ikke, den vil synes om at blive begravet under de flotte blå blomster? Se, de ligner løvehoveder!' Og barnet nikkede lidt betuttet, halvt i sorg og halvt i forvirring. Mor der hentede en spade, gravede et lille hul lige under blomsterhovederne. Barnet der lagde æsken i jorden, og mor der dækkede hullet til. 'Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå.' Barnet der begyndte at græde, og mor der plukkede to klaser rosa syrener, som hun lagde på den friske grav, hvorefter hun satte sig på hug og lydløst omfavnede barnet, strøg det over det bløde hår og kælede for den blottede sjæl, indtil barnet stoppede med at græde.
   Jeg var udmærket klar over, at jeg alene ikke kunne flytte en elg, så jeg havde gravet et hul på skråningen lige ved siden af elgen. Alt hvad jeg skulle gøre nu, var at sætte mig på den anden side af dyret og med benene skubbe den ned af skråningen og ned i hullet, så jeg kunne dække det til.
   Det blev sent før jeg var færdig og kunne gå ind og tage et bad.

II
   Sent den eftermiddag bankede det i midlertidigt igen på døren. Jeg havde en halv forventning om, hvem det kunne være og samtidig ingen anelse, men der stod han, manden med stokken og solbrillerne. Han virkede nervøs, oprevet? Og begyndte sin talestrøm i et tempo hurtigere end en olympisk mester i sprint; "jeg har desværre ikke tid til at komme ind denne gang, selv om jeg nød mit sidste besøg. Nej, jeg har et andet ærinde her i dag. Elgen er død, og når elgen er væk, så danser ulvene på kadaveret, og det begynder snart at sne. Jeg må på det kraftigste anbefale Dem at rejse, så snart De kan. Når det først begynder at sne, ja, så vil det være næsten umuligt for Dem at komme herfra, og det ser ud til at blive en lang og kold vinter i år. Jeg kan ikke anbefale Dem at blive vinteren over. Jeg håber virkelig, at De vil lytte til mit råd, og jeg vil næsten våge den påstand, at det handler om liv og død for Deres vedkommende, men igen, det er jo også bare en påstand, og vi er alle sammen blot mennesker, og vi kan alle sammen begå fejl - også selvom der sjældent er plads til den slags i vores tid - tilgiv mig at jeg står her og taler som skruen uden ende.
   Hvis De vil have et sidste råd fra mig, det ved jeg ikke, om De vil, men det får De altså alligevel, så skulle De tage og lytte til den bog, Deres mor gav dem. Sæt Dem ned i aften, De skal ikke læse, men åbne bogen og lytte. Man kan få meget ud af at lytte til ting - De ville blive overrasket. Jeg kan fornemme, at tiden ilder, og jeg må gå nu, men lov mig, at De vil tænke over det, jeg har sagt. Jeg har i hvert fald givet Dem den bedst mulige forudsætning for at tage en beslutning på et oplyst grundlag. Pas på Dem selv." Og han ildede letsindigt ned ad bakken og forsvandt bag træerne, da stien slog en bugt. Den måde han bevægede sig på, hurtigt og overraskende adræt, mindende mig om mor i travle situationer og især hvordan hun, når hun ikke havde haft tid til mig, blødt havde placeret en slank pege- og langefinger på min pande, 'ikke i dag, Stumpen,' og derefter kørt fingrende ned langs min kind og under min hage.
   Senere den aften forsøgte jeg at lytte. Jeg åbnede bogen, lagde den på spisebordet og satte mig på en stol. Lukkede øjne og udspilede næsebord. Jeg kunne ingenting høre. Den tunge stilhed omkring mig var uigennemtrængelig.

III
   Da jeg dagen efter kom tilbage til huset efter at været en tur i dalen -
   den lune efterårsformiddag havde tvunget mig af sted i solskin, var det med favnen fuld af fede, solmodne brombær, som jeg havde opdaget i et krat der delte skov og dal. Brombærkrattet havde været så overvældende gavmildt med bær i år, at jeg havde været nødt til at bruge et stort stykke bark, foret med mos for at holde bærrene på plads, som en slags bærebakke. Og der var bær til mange ture endnu, hvis ikke fuglende eller fårene nåede dem først.
   Da jeg kom tilbage til huset, smed jeg bærrene i vasken i køkkenet og gik tilbage ud af bagdøren, og hvor jeg plejede at gå ligeud og op i dalen, drejede jeg i stedet til højre ned ad en lille sti, der ledte ind i skoven. Her fandt jeg svampe; Karljohan, kantareller og vilde champignon, som jeg rev op med stokke fulde af jord, mens jeg lyttede til klassisk musik; Mozart og Bachs klaversonetter og den slags. Svampene groede godt i den fugtige skovbund i ly fra de svirrende solstråler.
   Da jeg havde samlet en kurvfuld svampe, gik jeg tilbage til huset og ind i køkkenet, hvor jeg vaskede bær og svampe grundigt under det kølige rindende vand, der kom fra kilder udsprunget i bjergene. Da jeg var færdig, lagde jeg det hele ind i spisekammeret, og gik op på førstesalen mod det store badeværelse.
   Mens jeg fyldte badekarret med varmt vand, nynnede jeg for mig selv:

Gyldne farver og sensommerbrise / Fylder hjertet med vemodig musik.

Ikke helt så højt som jeg havde gjort i dalen, hvor min sang var blevet kastet til live mellem klippevæggene på de store bjerge, men stadig højt nok til at skamme mig, hvis jeg ikke havde været alene.

Går og nynner en sensommervise / Fjernt fra byens larmende trafik.

Gensynets glæde var stor, da jeg lod vandet i badekaret sluge min krop med velbehag, og det skvulpede let over kanten, og det plaskede ned på fliserne, og jeg lod varmen gennemsyre mig indtil de kolde ben.
   Og mens jeg kogte i badekaret, trak skyerne sig sammen, forenede sig til en sort masse, og der faldt en let eftermiddagsregn uden for vinduet, og dråberne ramte den duggede rude, og det lød som små insekter der løb hen over glasset. Jeg blev liggende og lyttede til regnen.
   Efter badet iklædte jeg mig en morgenkåbe - den slags velhavende middelaldrende millionærmænd altid spankulerer rundt i på det store filmlærred og så blød, at den ligefrem masserede min hud og fik porrerne på mine arme til at trække sig sammen i velbehag.
   Jeg gik ned i køkkenet og begyndte at forberede de svampe, jeg havde samlet ind tidligere på dagen. Jeg rensede dem for jord og skar lidt af stokken af, hvorefter jeg kom dem - næsten hele - i en gryde med vand, som jeg satte i kog over komfuret. Jeg tilsatte suppen salt, pepper og en lille terning grøntsagsbouillon. Da det havde simret længe nok, krydrede jeg med lidt hakket purløg fra en purløgsplante, der stadigt stædigt klamrede sig til livet i et vildtvoksende krydderurtebed omkring et af gæstehusene.
   Jeg nød svampesuppen sammen med en kop grøn te, mens lyset forsvandt bag bjergene, og skyerne drev væk, og månen stod på himlen som et lille smil i et velkendt ansigt.
   Til dessert spiste jeg brombær overdrysset med sukker, mens jeg drak endnu en kop skoldhed te.
   Hen mod aftenen satte jeg mig igen ved spisebordet i stuen. Bogen havde ikke været lukket siden i går. Jeg lukkede igen øjnene og lyttede. Denne gang føltes det anderledes. Det begyndte som en lav summen i det fjerne, der tog til i styrke indtil den overdøvede lyden af min egen ensomhed, der sværmede rundt i mit baghoved. Så begyndte en stemme af tage form. Den var ru, nærmest som to stykker tørt egetræsbark der skurede mod hinanden, og ordene kom til lyde i passionerede bjæf: "I dag vil jeg tale til jer. Fra dette podie vil jeg fortælle jer sandheden. Hele sandheden. Den sande sandhed. I dag vil jeg tale til jer om den Sibirske Husky, en meget fremmed race fra os pudler. Med sin spidse snude og ulvelignende udseende, udgør den med sin simple arbejderånd en trussel mod fundamentet i vores abstrakte samfund.
   Det skal jeg sige jer. Og jeg skal sige jer hvorfor; de deler ikke vore puddelske værdier og normer; de nyder ikke, når der bliver læst op af Othello. De lytter ikke med, når der spilles Tjajkovskij eller Bach eller for den sags skyld endda Mozart. De sætter ikke pris på Monet eller Picasso. Mhmh, nej, det gør de ikke. Men én ting skal jeg fortælle jer; de har med deres grove plyspels og arbejdermentalitet charmeret sig ind i vore menneskers hjerter." Dramatisk pause.
   "Det har betydning - mmh, det har det. Det har betydning for os her i dag. Det har betydning fordi, mens jeg står og taler, stjæler disse primitiver vore godbidder og vore kære menneskers hjerter og sågar logik! Ja, det gør de. Hver eneste dag.
   Mens jeg står og taler sniger de sig ind og tager vore trygge plads ved kaminen og i fodenden af sengen. De sætter sig på vore pladser, spiser af vore madskåle. Passer på de børn, som før var vores varetægt. De skubber os ud af vore familier med deres store, patetiske hundeøjne og falske hengivenhed. Som en ulv i fåreklæder - nej, faktisk behøver de ikke længere at klæde sig ud. De behøver ikke længere klæde sig ud for mennesket har accepteret dem! De har accepteret ulvene i blandt dem! De bryder sig endda om dem! Vore mennesker. Vore elskede mennesker.
   Denne race er farlig! De må stoppes, jeg siger de må stoppes!" galpede pudlen lidenskabeligt fra talerstolen.
   "Jeg ser desværre ingen anden udvej end at fjerne dem med militær magt. Mens jeg står her og taler indleder modige pudler, vore beskyttere, en såkaldt Operation Hundebæ, der har til formål at fordrive alle huskier, så dette igen kan blive et storslået puddelland.
   For vore hvalpes skyld - og så meget skylder vi dem, det gør vi - vi skylder dem - det gør vi altså, det kan jeg godt sige jer - at de kan leve i tryg verden, hvor der er nok ros, klap og leverpostejsmadder til alle pudler.
   Tak. Tak skal I have."
   Tørstig efter en drink blandede jeg en gin og tonic, mens mit hoved fordøjede den mærkværdige oplevelse og nåede til den konklusion, at jeg egentlig ikke anede, hvad jeg egentlig skulle gøre med dét, jeg lige havde hørt.
   Jeg satte mig foran pejsen og lyttede til musik, mens jeg drak min gin og tonic.

IV
   Jeg vågende op næste morgen til lyden af klokker. Muntre klokker der bimlede usymmetrisk af sted over stok og sten. Da jeg stod op og kiggede ud af vinduet, mødte mine øjne en flod af får. Det måtte være den tid på året, hvor de blev gennet ned fra dalen, før vinterens komme, og tilbage mod staldene nede omkring søerne et sted. Længe betragtede jeg den konstante strøm af uldne dyr, der traskede ned ad stien, lyden af deres klove der slog mod de små sten i gruset i det fugtige vejr. Duften af ammoniak, lavland og lyng. Over os hang et tungt bælte af overvægtige grå skyer, der så ud som om de transporterede en last af goder, der var så tung, at de kunne give slip på den når som helst.
   Drømmen, jeg om natten havde haft om min mor, sad stadig i kroppen og ulmede, gløder der med lethed kunne antændes til et flammende bål igen. Følelser jeg, mere end noget andet, bar som smykker ud over mit tøj.
   I drømmen var min mor opstået fra graven med det eneste formål at skælde mig ud over at have droppet universitetsstudierne; 'Jamen, hvad skal der dog nu blive af dig? Du, der altid har været flittig og dygtig i skolen. Hvad vil du gøre nu? Tænk jeg går sådan og skammer mig.' Det var skam sådan, at tvivlen brændte et hul i brystet på mig - eller rettere den kom og gik som tidevandet og bestod af fire stadier; stadie et hvor jeg havde det fint med min beslutning. Stadie to hvor bekymringerne over min fremtid ulmede og rumlede som en dårlig mave lige inden et udbrud af madforgiftning. Stadie tre hvor jeg oplevede et uhæmmet panikanfald, tvivlen om hvorvidt jeg nogensinde ville udrette noget som helst, mens stadie fire bestod af rendyrket rædsel over lige at have kørt min fremtid gennem en affaldskværn. Jeg behøvede skam slet ikke min døde mors indsigtsfulde angstpsykoser, rædslen inviterede sig ind i mit sind helt af sig selv.
   Noget var der dog sket; siden mandens andet besøg, havde det været lettere for mig at stå ud af sengen, når jeg vågende og lettere ikke at drikke helt så meget. Jeg havde skåret lidt ned for mit alkoholforbrug - ikke mindst også af frygt for at opbruge det hele, men drømmen om min mor havde punkteret min ellers nyudklækket optimisme og følelsen af, at jeg kunne klare mig uden høje alkoholprocenter og sprit i blodet.
   Nu hvor fårene var gennet tilbage i deres stalde, var jeg for alvor alene heroppe, og det gav et grib i mig, da indre billeder fra min barndom tonede frem på nethinden; jeg havde haft en skolekammeret med herop et år sammen med min mor og kammeratens forældre, der havde været min mors gode venner. Desværre skulle de rejse en uge tidligere, da de skulle på ferie i Sardinen, og jeg husker hvordan det sved i brystet, da de tog af sted, og tårerene prikkede på øjenlågene, og alting føltes bitterligt anderledes. Min mor havde stadig besøg af nogle andre venner, men ingenting var sjovt længere, og der var uudholdeligt stille på mit værelse om aften.

V
   Efter endnu et par øde dage skete det så. Søvnløs sad jeg i udestuen, så kold at jeg rystede men uden at tage notits.
   For mig ser jeg mor på en god dag, en teaterdag, iklædt en lang sort kjole prydet med blonder hen over brystet - den type kjole der hænger løst men smyger sig om kroppen, når hun bevæger sig. På hænderne bærer hun sorte, finmaskede blondehandsker, og en gylden cremefarvet perlekæde hviler på hendes udstikkende kraveben. Hendes hår er sat op med et sort spænde bagtil, ordnet af den lokale frisør, der altid sladrer om alle de andre velhaver i kvarteret. Gad vide, hvad hun siger om mor bag hendes ryg?
   En tot i samme farve som velbrygget te, falder ned i mors ansigt, når hun leder efter noget i tasken og forstyrrer cigaretten, der brænder i mundvigen. Hun bander og roder febrilsk i tasken. Da bilen ankommer, giver hun op, griber sin frakke og forsvinder ud af døren. Hun ser mig ikke, for jeg burde ligge i min seng, men jeg gemmer mig. Bag ved trappen.
   Så begyndte det endelig at sne. Snefnuggene klaskede mod vinduet i udehuset, smeltede og trak lange spor af vand efter sig. De første snefnug smelter altid. De voksede sig så store i luften og skyggede nu for månelyset, der flød fra himlen og ind i huset. Jeg rystede stadig.

VI
   Jeg vågende op til et snedækket landskab, og snefnug der stadig kæmpede sig vej ned fra det lave cementfarvede skydække.
   Efter jeg havde brygget kaffe, spist morgenmad, taget et bad og klædt mig på, gjorde jeg rent. Støvsugede hele huset, vaskede gulvene, åbnede vinduerne og lukkede rent luft ind. Rengjorde badeværelserne, skrubbede brusekabinen og badekaret. Rensede ovnen og komfuret, kedlen, køleskabet og madskabet. Tørrede alle overflader af med en sæbeklud og tømte asken fra pejsen og brændeovnen ned i en askespand.
   Da jeg havde brug for en pause, satte jeg mig på den store, groveskårede granittrappe foran hoveddøren, mens jeg drak te fra en termokande. Seks ord formede sig i min hjerne; På denne vej en efterårsdag, går ingen.
   Fra trappen kunne jeg høre en let klukken fra bækken, der løb fra bjergene og hele vejen ned forbi huset, videre ned mod søerne. Som barn var det første jeg gjorde, på dagen hvor vi var rejst herop, at placere en lille vandmølle af træ i bækken. Mor havde lært mig, hvordan man placerede møllens vinger således at strømmen fik vingerne til at dreje rundt som en lille turbine. Mor ville stå med begge fødder i vandet og le, mens jeg kæmpede med at sure træet fast til de nærmeste træstammer omkring åen, så møllen kunne stå af sig selv. Som et sikkerhedsnet stod hun i modstrømmen, klar til at fange møllen, så åen ikke tog den. Det var et fast ritual, som ikke måtte brydes og et symbol på begyndelsen af vores ophold i hytten. Vi tog den som regel ned på dagen, hvor vi rejse hjem igen, og det meste af året lå den beskyttet i et redskabsskur bag hytten. Denne gang havde jeg fuldstændig glemt alt om den lille vandmølle.
   Efter pausen pakkede jeg mit tøj og mine bøger sammen i tasken og redte omhyggeligt sengen.
   Jeg slukkede for elektriciteten og lukkede for vandet, så det ikke frøs til is i rørene.
   Går i gennem skoven ganske alene. Nu må jeg hjem.


Forspildt er min hjemfart

I
   Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville drikke på færgen. I stedet læste jeg Homers Iliaden. En livlig og dybere distrahering end jeg var vant til.
   Jeg sad i et caféområde på et af færgens øverste dæk, og når jeg blev træt af at læse, bestilte jeg endnu en kaffe, lagde bogen ned på bordet og kiggede ud på den norske fjord. Det var det samme hver gang - havde altid været det samme, både når man sejlede ind i fjorden og ud af den igen, men på tilbagerejsen var der ligesom forsvundet et eller andet - lidt magi, lidt stjernestøv, forventningens glæde, måske? 'Kom, barn. Kom og se indsejlingen til Oslo. Det er næsten som at se en nationalskat,' havde min mors stemme altid lydt med en barnlig ophidselse gemt dybt inde i ordene (der skulle noget til for at trænge i gennem de mange lag af påtaget apati) men aldrig, når vi var på vej hjem. På vej hjem var fjorden bare en fjord og ikke længere en norsk nationalskat.

II
   Jeg tilbragte et par uger på en venindes sofa. Hun var lige blevet færdig på universitetet men var arbejdsløs og den tid, hun ikke tilbragte med at gå i panik over de manglende jobs og de sorte fremtidsudsigter, brugte hun på møder med arbejdsformidlingen og hos sin A-kasse, hvorefter hun kom hjem og tilstod, at hvis hun kunne vælge mellem panik og møderne, ville hun nok foretrække en kronisk panikangst men, indrømmede hun, det var 'fandeme heller ikke sjovt at rende rundt med rystende lemmer og konstant, akut kvalme,' som hun sagde det.
   Igen fandt jeg mig selv drive formålsløst rundt i København. Jeg mødtes med Benjamin et par gange, første gang for temazepam og anden gang for anxiolytika. Det var under vores andet møde, han inviterede mig ud. Vi stod i en opgang på Vesterbro i et krakelerende dagslys. Jeg gav ham penge. Han gav mig piller. En mand råbte snøvlende noget uforståeligt ude på gaden, en anden smadrede en flaske, og skyggerne trak sig sammen. Bag en af hoveddørene i opgangen lød der kvindeskrig, så et mandebrøl, så en voldsom dunken mod væggen og så blev der stille.
   "Har du lyst til at drikke en kop kaffe en dag?"
   "Næe."
   Det havde jeg virkelig ikke.
   Når jeg ikke besøgte min pusher, drev jeg ellers bare rundt i gader og stræder. Primært på små, usædvanlige caféer med finurlig indretning rundt omkring i Indre By, især i latinerkvarteret, hvor jeg tilbragte dagen med at læse - og med at skamme mig.
   Skammen var en nytilflytter, men den gjorde sig hurtigt bemærket. Især under mødet med nye ansigter, hvor det obligatoriske spørgsmål om, hvor man var på vej hen i sit liv, altid dukkede op; underforstået: 'arbejder du? Nej. Nå, studerer du så? Nej. Nå.' Lignende havde jeg prøvet, da jeg gennem de to første år på universitetet havde taget arbejde på et sygehus, hvor jeg gjorde rent, og når jeg havde undladt at fortælle de nye nysgerrige øre, at jeg var studerende, men blot nævnte at jeg gjorde rent på et sygehus, var det som om der faldt en skygge over folks ansigter. Og det var blikket i folks øjne, der gav dem væk. Underforstået: 'men hvad vil du så med dit liv?' Nogle blev ligefrem vrede: 'men du må da ville mere end det?' Som om jeg ikke var andet end en skygge af mit arbejde, der blot, for mig, var en mulighed for at overleve i verden. Måske fordi det spillede på deres egen ubevidste frygt - den evige allestedsnærværende frygt for at ende på bunden af samfundet. At være en såkaldt ingenmand.
   Det var først, da jeg læste Iliaden, at jeg egentlig forstod, at denne tankegangs oprindelse ikke nødvendigvis var ny. Jeg husker, at jeg diskuterede det med min veninde, der tilfældigvis havde læst klassisk græsk på universitetet. Det var en aften, hvor vi begge i vores halvtriste tilstande, havde delt et par flasker vin.
   "Nå, men jeg læser altså Iliaden," sagde jeg med en lunken stemme.
   "Godt at du tog i mod mit råd. Fortæl mig hvad du synes."
   "Det er irriterende, at de menneskelige vilkår består af så mange modsætninger, tab og smerte," og jeg holdt en lille pause, "som da Achilleus må vælge mellem evig ære eller livet selv i krigen mod Trojanerne. Vil man have et navn der består til evig tid eller et langt og lykkeligt liv?"
   "Det kommer vel an på, hvad man prioriterer. Hvad betyder ære, når man er død? Og hvad betyder et liv uden ære?"
   "Tanken om hæderen gør vel Achilleus lykkelig? Og tanken om et liv uden ære gør ham ulykkelig? Jeg ved ikke, jagten på lykke er vel et grundvilkår, et menneskeligt grundvilkår, men som Achilleus er eksemplet på, kan man bare sjældent få det hele." Jeg var nu begyndt at snuble en smule over ordene.
   "Selvfølgelig kan man ikke altid få det hele, men måske handler det ikke om at få det hele. Måske er det en balancegang - du ved, at få lidt af hvert."
   "Hmm," sagde jeg, "jeg tror vi bliver ulykkelige af konstant at forsøge at fange lykken. Noget der er så flygtigt og øjebliksbestemt. Som et barn der fanger en sommerfugl i et syltetøjsglas, og den flagrer rundt i glasset til alles store fornøjelse, indtil den kvæles og dør. Og så bliver barnet endnu mere ulykkeligt end før. Nu skal barnet pludselig også forholde sig til et tab," jeg lagde hovedet på en pude på sofaen, "åh, du godeste. Jeg giver ingen mening," og efter en tænkepause; "jeg føler ikke, at jeg passer ind nogen steder længere. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv."
   "Så rejs," svarede hun.
   Jeg kiggede på hende.
   "Jeg mener det ikke hårdt," fortsatte hun, "men ærligt. Rejs. Hvorfor ikke?" Og da jeg skulle til at svare: "Mangler du penge?" og hun hævede stemmen for at overdøve mit 'øh' og 'men', "har du nogle forpligtelser her? Er der noget der holder dig tilbage?"
   "Nej, det har jeg jo ikke. Ikke længere. Og der er ikke rigtig noget, der holder mig tilbage."
   "Hvor vil du så tage hen?"
   Jeg kunne mærke tvivlen synke længere og længere ned i glemslen.
   "Jeg tror faktisk, jeg vil tage til Australien. Eller hvad skal vi sige; jeg ikke ser nogen grund til ikke at tage til Australien."
   "Hmm, du er heldig. Ved du det?" Sagde hun. En kort pause. "Ved du, hvad der gør mig glad? Sex..."
   "Ja? Og kokain?" Og hun lo, og jeg lo, og sådan faldt vi begge i søvn på sofaen berusede af en kortvarig vildtflagrende lykke, som vi begge havde købt os til.