Så ja, dette er en klassisk good girl gone bad historie, så lad os for nu let og elegant hoppe over the good girl part og the good girl goes bad del, og til da jeg igen sad i flyet på vej til den anden side af jordkloden.

5 timer og 36 minutter tilbage, hvis vi altså fulgte planen. Flyet foringen havde været en halv time forsinket, så jeg måtte løbe igennem lufthavnen for at nå den maskine, jeg nu befandt mig på. Men nu, efter mere end 10 time i samme, 30 grader bøjet flysæde havde jeg fundet mig så godt tilrette, som man nu kan. Skoene var forlængst taget af, og de første par film på den lille skærm, en håndsrækning fra mit ansigt, var blevet set og glemt. De lange flyveturer var altid forfængelige, når man sad i dem, men blev straks til tåge, så snart landingshjulene rørte jorden igen. Jeg havde stadig ikke helt forstået, at jeg om få time igen ville se Edward. Jep, hans navn er Edward, klassisk, traditionel engelsk navn, ligesom ham fra Twilligt.
   Det var over et halvt år siden, jeg sidst havde set ham. Et halvt år med daglige textbeskeder om hvordan man har det. Ugentlige telefonopkald, hvor 50 % af tiden gik med at sige heeello, fordi forbindelsen blev ved med at forsvinde. Og selvfølgelig de månedlige videoopkald, hvor man kunne se et pixeleret billede af den udkårede på sin flade 2 dimissionelle skærm. Jeg havde tænkt, drømt og haft længsel efter igen at mærke varmen fra hans krop og følelsen af hans læber mod mine i et intense kys.
   Jeg gnaskede lidt i en bolle fra bakken med de 4 små noget-til-alle-retter som blandt andet inkluderede en vindrue - som jeg allerede havde nydt - noget kyllingehalløj der gemt sig i noget sovs, en mundfuld salat, en tør appelsinkage og så selvfølgelig bollen med tilhørende smør. Det var ikke så slemt, som man ofte hører flymad kan være, men jeg blev altid mæt bare af at rejse, at jeg knap nok rørte alle de måltider, som blev serveret. Jeg satte endnu en film på, spillede et enkelt spil på mobilen og lukkede derefter øjnene en smule.
   Så tjekkede jeg tiden igen - 4 timer og 43 minutter tilbage. Jeg så lidt af filmen, som vidst handlede om en fyr der gerne ville havde en pige, eller var det en pige som forsøgte at frigøre sig fra fyren? Jeg fandt aldrig rigtig ud af det.
   4 timer og 35 minutter. Jeg kiggede lidt på det kort, hvor et lille fly viste hvor vi var henne. Baggrunden var mørkeblå, da vi befandt os over vand og uden land i sigte. I siden kunne man se temperaturer, fart, afstand til jorden og andre imponerende oplysninger. Først på engelsk, så på arabisk. Først i feet og fahrenheit så i meter og celcius.
   4 timer og 9 min. Jeg spiste 2 stykket slik. Kiggede lidt på de andre passagerer for derefter igen at lukke mine øjne.
   3 timer og 28 minutter. Jeg lukkede mine øjne igen
   2 timer og 33 minutter.
   2 timer og 32 minutter.
   2 timer og 31 minutter.
   2 timer og 30 minutter. Så var det tid til at "stå op". Jeg gik langsomt den lange tur - måtte havde været hele ti skridt - hen til flytoilettet, hvor en ældre dame stod og ventede. Jeg gik lidt i cirkler foran nødudgangen, mens jeg ventede på at det blev min tur. Først blev toiletbesøget klaret, bagefter børstede jeg tænder. Så lidt vand og sæbe under armene efterfulgt af deodorant. Til sidste redte jeg håret, påførte en smule puder og lidt læbepomade for at overbevise mig selvom, at man slet ikke kunne se, hvor langt jeg havde fløjet, og hvor ulækker jeg følte mig. Jeg tog en dyb indånding, før jeg igen gik tilbage til mit sæde for at se et par afsnit af en irrelevant komedie serie, som jeg allerede havde set.
   43 minutter tilbage. Så var vi ikke langt fra at lande. Jeg tog mine sko på og pakkede alle de ting ned, som jeg havde formået at tage ud af min 32 liters rygsæk dvs. mit slik, min vandflaske, mine høretelefoner og min bog - som jeg havde givet op på at læse i, så snart jeg havde kæmpet den ud af tasken. Jeg lagde tasken tilbage under sædet foran, skubbede herefter mit sæde ret op og lænede hovedet tilbage.
   Så var det nu.

Eller det vil sige næsten nu. Først skulle jeg stå i kø til at vise passet. Hvad ville de mon spørge om? Hvad hvis jeg så mistænkelig ud? Hvad hvis jeg ikke fik lov til at komme ind i landet? Men kvinden jeg kom frem til, kunne ikke være mere ligeglad. Hun kiggede på passet, så på mig, så passet igen, før hun gav det et stempel og pegede mig i retningen af, hvor jeg kunne finde min bagage.
   Der stod jeg så og ventede på at min bagage, da det gik op for mig at Edward og jeg ikke kun befandt sig på samme side af jordkloden, men faktisk i samme land. Før jeg kunne nå at få et panikanfald, dukkede min taske - som var mindst lige så stor mig - frem på rullebåndet. Jeg kastede mig over den og hev den ned på jorden, og så rullede jeg afsted - til den næste kø. Nu skulle de sikre sig, at jeg ikke havde sygdomme, mad, tyvekoster, muslingeskaller, planter, levende dyr og hele skove med mig i min sorte, uinteressante feriekuffert.
   Og så kom det øjeblik, hvor jeg endelig blev sluppet fri. Jeg gik ud at de brede dør og ledte panisk efter et ansigt jeg kunne kende. Bare jeg nu kunne genkende ham, og at han kunne genkende mig. Og der stod Edward. Eller snarere han halv løb henimod mig. Du ved, den der akavet hurtige gang, da man alligevel synes at løbe ville være at overdrive, men almindelig gang bare ikke er hurtig nok. Jeg gik hen i mod ham med en forfærdelig følelse inde i. Edward var blevet en fremmed for mig!