"Hvem var det, der skulle have de tæsk til at starte med?" mumlede Christian, da han havde været ved bevidsthed et øjeblik og kunne fokusere på omgivelserne.
   "Jeg stod bare i vejen." Han prøvede at samle tankerne mens han så sine fætre Kurt og Eigil. De betragtede ham med lige dele bekymrede og spørgende miner. .
   "Hvad mener du med det?" spurgte Eigil med rynkede bryn. Politimanden i ham vågnede til dåd
   "Nicky startede med at råbe op om bagtalelser. At jeg tvivler på Nickys selvcentrerede hjerne, der nok er på størrelse med en kanariefugls, kender andre, bagtalelser, end dem han afleverer med håndkraft. Den amatører overså mig, da han overfusede Kurt og Kim for det vi havde sagt om hans far og ham" forklarede Christian.
   "Gjorde han det?" spurgte Eigil skeptisk. "Indtil videre lytter jeg, til det, du siger. Så retter vi det til en officiel forklaring, som du kommer til at give til mine lokale kolleger når de bliver færdige med de andre vidner. Der var en snes stykker."
   "Hvorfor det?" spurgte Christian uforstående "Nick var overrasket over jeg var med. Han har ikke glemt den røvfuld, han fik i går og ser næppe grund til at få en til. Det her var der en anden årsag til. Jeg kan bedre samle tankerne når vi er væk fra lugten af hospital. Jeg har det fint, hvis jeg bare får lidt at drikke. Min mund er lige så tørlagt som en afholdsloges julefrokost. Skal vi se at komme ud og hjem?."
   bliver færdige med
   Eigil rystede beklagene på hovedet.

"Der er et par formaliteter, vi skal klare først. Mellem dig og udskrivning står der både en læge og en politimand inden du når frem til hoveddøren. Politimanden vil give dig en bestemt henstilling om at blive hvor du er, til mine lokale kolleger har styr på alle vidnernes forklaringer fordi din forestilling i går er blevet til et bandeopgør. Stationslederen kom til at bruge et par hjerneceller, han normalt ikke belaster mere end højest nødvendigt."
   "Hvordan fanden lykkedes det for ham?" spurgte Christian vantro.
   Eigil så på på ham med hævede øjenbryn.
   "For det første skyldes din tørre mund en kraftig bedøvelse. Du vågnede så meget op de bedøvede dig for at give et hul, du fik på hovedhuden da du blev slået ned, et par sting. Du har måske bemærket plasteret." sagde Eigil. "For god ordens skyld tog de et røntgenbillede. Det de fandt undervejs rejste et par spørgsmål, som den lokale stationsleder allerede tror han kender svaret på"
   "Jeg skulle klippes alligevel" mumlede Christian og følte på et pænt stort plaster på et ømt sted i den nederste del af nakken. "Hvor er mine bukser?"
   "Vent et øjeblik." formanede Eigil med sin bedste embedsstemme. "Der er et pænt aftryk af en ring neden under. Det skal du anmelde så vi kan finde en indehaver af den. "
   "Bed dine kolleger om at starte med ham, der hed Preben."foreslog Christian, der var ved at tage bukser på.
   "Er der mere? Hvor er min trøje og sko.?"
   "Det er sikkert en god ide. Trøjen var så indsmurt i blod, de klippede den af, da de forberedte dig til røntgen. Den sygeplejerske, der klarede det er lige kommet hjem fra et hospital Afghanistan ved hvad hun taler om." fortsatte Eigil.
   "Hun noterede et skudsår og et par andre skrammer, der fik dem til at undersøge dig grundigt, mens du sov alligevel. De fandt ar efter et skudsår og et tilsvarende antal skrammer, som ligner knivstik, inden du røg i røngtenmaskinen."
   " Som vel ikke viste noget. Hvornår kan jeg tage hjem?
   "Ikke det fjerneste" kom det beroligende fra Kurt. "Da de havde forstørret billedet et par gange, fandt de noget, der lignede en hjerne. Den var der ikke noget at udsætte på. I øvrigt sidder et par derude, der gerne vil sige godmorgen, hvis du kan overkomme det."

Christian nikkede bare så Kurt åbnede døren. Et sekund efter styrtede Ingrid ind, med en hovedrystende Karsten i hælene.
   Da han efter et par minutter fik frigjort sig fra Ingrids omfavnelser forsikrede Christian igen, dem alle om, han havde det fint, og spurgte hvad klokken var.
   "Elleve snart" sagde Karsten. " Jeg var på vej på indkøb og tog rundt om jer, for at aftale en grilllaften. Din fætter og Ingrid var ved at tage herind og fortalte du stadig var bevidstløs efter et overfald. Så kørte jeg med dem i stedet."
   "Og vi ankom lige da den lokale sherif, Frederiksen, havde fået en oversigt over det samlede antal skrammer, han kunne tage stilling til. Han rodede både nye og gamle. grundigt sammen og proklamerede bandeopgør, så højt hele hospitalet hørte det. Reporter fra verdenspressen her i staden sad i receptionen i samme ærinde og forsvandt som et forsinket kuglelyn." berettede Karsten.
   "Mens han alligevel var i gang satte Frederiksen en mand stand by, for at sørge for, du var til rådighed de kommende dage, som han udtrykte det." fortsatte Kurt.. "Da jeg havde fordøjet det, fik jeg fat i Eigil som heldigvis var i det rum, de har lånt til afhøringer i mordsagen. Han ankom på tre minutter og tog en alvorlig snak med Frederiksen om at lukke noget ud, før han havde styr på alle forklaringerne. Den samtale går jeg ud fra, han indvier os i essensen af om et øjeblik."
   "Reglerne om utilbørlig vold er lidt uklare, uanset om det er selvforsvar eller ej." overtog Eigil. "Det hjælper heller ikke at Nicks far, siden i morges, har hylet op, som en stukket gris, over at det er anden gang på få to dage at du banker hans stakkels uskyldige lille søn. Åbenbart skyldes det mere held end forstand at unge Nick ikke har optrådt på anklagebænken i byretten, endnu."
   "Det held findes i nittende hul på golfbanen. Der har farmand en slags filialkontor. " kom det ironisk fra Kurt. "Så gør det ikke noget han dårligt nok kan ramme en golfkugle."
   "Hvad med resten af de skader, der er blevet til en bandekrig?" spurgte Christian. "Hvad skete der Lindegård? Jeg hørte han skreg.."
   Han drak endnu et krus vand og holdt Ingrid beroligende i hånden. Hun betragtede ham vantro.

"Hvis vi tager de skader fra en kant af" sagde Eigil " har Lindegård en brækket arm, og et mærke af et slag på hagen. Kurt kan nøjes med et blåt mærke. Dem må de selvfølgelig anmelde men indtil videre har det lokale geni byttet så meget om på det hele de lyder som følgeskader af at Kurt og Lindegård blev fanget midt i et bandeopgør."
   Han holdt en pause med en hovedrysten.
   "Leverandøren af følgeskaderne ligger i stuen ved siden af, med mega hjernerystelse og muligvis kraniebrud. De skal lige vurdere røntgenbilleder igen."
   "Jeg sagde det med blomster! Jeg undersøgte altså ikke om den Annanas var moden, da jeg hev Nick væk fra Kurt og Kim. Den brækkede arm skyldes i øvrigt et spark fra en, der trak sig tilbage mens den sidste gokkede mig ned. Det var nok ham der hed Preben."
   "Så klarer Nick nok frisag igen!" mente Eigil ærgerligt. "Heldigvis er der vidner nok, som for en gangs skyld, ikke har spor mod at stå frem. Ham du sparkede på knæet har de sendt videre til nogle neurologiske finmekanikere. Han skal være meget heldig, hvis han kommer til at gå uden stok med resterne af det knæ. Men inden vi får det sat rigtigt sammen får den lokale stationsleder, som med god grund, kaldes Fedtmule Frederiksen sine fem minutters berømmelse, ud af at bytte om på det hele. "
   "Jeg har det glimrende" hævdede Christian. "Nu mangler jeg en trøje. "
   "Behold hospitalets. Din er klippet op og er smidt ud. Det lokale geni fastholder sine teorier om bandeopgør og vil have en grundig undersøgelse af dig, sammen med de andre småting, som han kaldte dem. Han er efter sigende bagud med at producere rapporter. En international forespørgsel kan han ikke modstå, uanset om der kommer noget ud af den eller ej."
   Christian så spørgende på Karsten.
   "Vil du lige fortælle vores Bowlinghold, der kommer et par åndssvage spørgsmål, de gerne må besvare på passende vis, hurtigst muligt." foreslog han og vendte blikket mod Eigil.
   "Det Bowlinghold består nemlig af politifolk og et par af vores kolleger. Der er jo ingen grund til at gøre dem urolige?" sagde han uskyldigt.
   "Langt foran dig" forsikrede Karsten ham om, mens hans fingre fløj hen over tastaturerne.

Mens formaliteterne med Christians udskrivning blev overstået forsikrede Eigil højtideligt sin lokale kollega om at han personligt ville klare den sidste formalitet med at inddrage Christians pas og sætte ham i husarrest. Derefter tog de en hjertelig afsked med Kim Lindegård og kørte hjem til Kurt.
   Hans kones bekymring over Kurts uafklarede rolle i overfaldet dagen før forhindrede hende ikke i at vente dem med en imponerende frokost. Den fik Christian til at huske, han slet ikke havde spist noget siden frokosten dagen før.
   Efter de første par stykker brød som blev ledsaget af en snaps for voksne, følte han sig igen som menneske igen og kunne deltage i at berolige både Kurts kone Tove og Ingrid med at det, der skete dagen før, bare var gået over gevind på grund af misforståelser og overdrevne citater af det, de havde fortalt om Nicky og Gunnar.
   Der kom forskellige kommentarer om det og deres oplevelser og et par dybfølte beklagelser da Eigil vurderede Nicky sikkert havde gode chancer for at gå fri igen, hvis Christian fastholdt sin forklaring om at det var en anden, der brækkede Lindegårds arm.
   Det så Christian ingen grund til at ændre, så midt under måltidet forlod Eigil dem et øjeblik. Da han kort efter kom tilbage fortalte han at de kunne se bort fra det med passet, og at den lokale stationsleders fantasi efterhånden havde fundet et mere normalt niveau. Indtil videre skulle Christian afgive forklaring en af dagene fordi Nicks far nu også havde anmeldt ham for et andet overfald suppleret med hans medvirken til bedrageri med et kostbart møbel, hvis ejerforhold Gunnar ikke helt havde redegjort for.
   En storm af latter fulgte det sidste.
   Eigil måtte ajourføres om tilføjelsen og deltog i den almindelige latter og bad om at få Nicks Springkniv med, hvis den stadig sad i døren til skuret.
   Det gjorde konstaterede han og Christian et par minutter efter.
   De nåede lige tilbage inden osten hvor Eigil tilføjede at Fredriksen først ville fortryde teorien om at Christian var internationalt storvildt, og at han havde kontaktet politiet, på hans normale bopæl, når Frederiksen havde sovet på det et par gange.

Til osten, som Ingrid hjalp Tove med, hentede Kurt hentede en frisk flaske, dugget, snaps, som han forsikrede passede fint til skimmelost og i øvrigt var produceret af Kim Lindegård med urter, fra det berømte område.
   Den første snaps gled ned og fik hurtigt følge af en til.
   "Hedder den noget særligt" spurgte Karsten og stirrede med håb efter flasken.
   "Den kalder han Ildfugl på grund af det sted, han fandt de urter" sagde Kurt og skænkede igen. "Han har aldrig fortalt mig, hvor de er."