"Det er uden tvivl den." udbrød Ingrid henrykt ved synet af det topstykke, der stod bagerst på Kurts loft.
   "Det er nøjagtigt de samme indlagte mønstre." sagde hun og lod hænderne løbe henover opsatsen for at ovebevise sig om den var virkelig. "Skufferne er samlet på samme måde med svalehaler som i underdelen. Det var det, der vakte min interesse."
   Hun begyndte omgående at fotografere hvorefter hun sendte billederne af topstykke og skrummel til en andens vurdering, sagde hun.
   Den afventede de gerne forsikrede Christian hende om og spurgte om hun var klar over at spindevæv klædte hendes mørke hår ganske udmærket.
   "Det tilføjer dig en vis grad af mystik" forklarede han mens hun tørrede spindevæv af.

Hun var kommet et par timer før, med en hel sportstaske, hvorefter søsteren, til Christians glæde, drog af med bilen med en henkastet bemærkning om at Ingrid vel lod høre fra sig, når hun fik tid.
   Efter et varmt og langvarigt gensyn smækkede Ingrid et par T-Bones, på størrelse med små anretterfade på bordet. Hun fortalte slagteren påstod de var så møre de kun skulle skræmmes med et par glødende kul før de kunne spises.
   Christian lagde nogle pølser, de med garanti ikke ville nå frem til, tilbage i fryseren. Ingrids øvrige forberedelser bekræftede kun pølserne aldrig havde haft en chance den dag.
   Derefter bad hun om at se sit chatol og spurgte hvor topstykket befandt sig.
   Christian tog hende med ud, udpegede hovedgården og topstykkets opholdssted, inden de gik hen til skuret med skrumlet. Eter hun havde fotograferet det på alle leder og kanter gik op til gården for at se resten.

"Det var s'gu også en hel opdagelsesrejse for mig. Den bragte mange minder frem" påstod Kurt mens Ingrid var optaget af at sende billeder. .
   "Omfattede de minder også den vendetta min ukendte fætter Oscar, underholdt mig med i går?" spurgte Christian.
   "Nå har du mødt ham?" spurgte Kurt med et smil.
   Han var et par centimeter højere end Christian og lignede Oscar i bemærkelsesværdig grad. Selvom han ikke manglede noget var Kurt hverken lige så bred eller kraftig som Oscar.
   "Hørte du om deres slagsmål og det der fulgte?"
   "Var der flere?"
   "Det kan du bande på. Til sidst kunne oldefar og mølleren ikke mødes i byen, uden det slog gnister og Petras bror, Arthur, overfaldt Gunnar et par gange, nede på kroen. Det holdt først op da hans tredie brække tud ikke længere kunne rettes op. Efter sigende var han ikke ret køn i forvejen og det fik ham til at snøvle, konstant."
   "Fortsatte det og hvordan?" spurgte Christian.
   Kurt trak svaret i langdrag.
   "Anker havde ikke meget støtte i starten for selvom ingen glemte de fik malet mel på møllen, var der mange der mente, møller Anker burde stå ved sin oprindelige aftale med Svendsen om en eller anden mark. Den var der flere der hørte dem aftale nede på kroen over et spil mausel som var den væsentligste årsag til den lave pris. Det voksede rygterne om samtidig med Petras mave. Den glemte alle midt i det andet og efter vi fik at vide den anden kandidat til faderskabet druknede under en flådeøvelse holdt hun på sit og ventede tålmodigt på om Gunnar ville bestemme sig. Dem der støttede Anker overså hveller ikke at vores skove har de bedste jagtområder og leverede halvdelen af tømmeret til savværket, som vi for resten havde halvparten i."
   Kurt stoppede og tog prøvende fat i topstykket.
   "Nu må du fortæller du s'gu resten, din drillepind" sagde Christian.
   "Før i tiden kun var en formsag at spørge og få adgang til at jage hos os. Det gav møller Anker og hans søn selvfølgelig pokker i og de rendte både ind i Gunnar og hans far under sådan en udflugt. Det faldt sammen med dengang bølgene gik højest om spillegælden som der ikke var tvivl om. Det gik heller ikke så godt."
   Ingrid blev færdig med telefonen og hørte hovedrystende efter.
   "Under alle omstændigheder kom Niels hjem med en snes hagl i røven. Det træ Niels hagl sad i kunne ikke svare på, hvem der skød først. De gamle støttede selvfølgelig deres afkom så dommeren opgav og gav dem begge en bøde. Bagefter sled sognepræsten flere cykler op for at mægle mens sømanden tog væk sammen med sin kones bror et par måneder. De kom hjem i en tilstand, der blev gættet en hel del om årsagen til og Gunnar faldt for bedstemor som ved samme lejlighed flygtede fra rusland sammen med sømanden."
   "Og det andet blev ikke afklaret?" spurgte Ingrid.
   "Den årlige jagtfrokost var i hvert fald ikke så stor som den plejede at være det år." bekræftede Kurt."Det delte egnen i to grupper. De fandt så småt sammen efter en halv snes år men så gentog Gunnars halvbror hans nummer med møllerens tredje barnebarn, Louise. Petra havde nemlig fået et par til med en mand, der stak af efter den yngste blev født.. Frederik og Louise valgte at stikke af og siden har vi ikke været i stue sammen med møllerens efterkommere."
   "Er det stadig normalt her at afslutte diskussioner med haglgeværer her i omegnen " spurgte Ingrid sippet. "Jeg tænker selvfølgelig på den uheldige herre der startede vores bekendtskab."
   "Det hører til sjældenhederne" beroligede Christian hende med. "Lad os prøve at få den tingest ud."
   "Måske går det nemmere hvis vi tager den stak bøger ud" foreslog Ingrid venligt efter et par meter.
   "Det kan der være noget om" indrømmede Kurt og smed hele stakken ned i en tom papkasse. "Det er sømandens gamle logbøger, kaldte han dem. Jeg har kikkede en gang i et par af dem. Han prøvede lidt af hvert lader det til."

Fem minutter efter nåede de velbeholdent foden af trappen og pustede mens Kurt hentede sin vogn for slippe for alt for meget slæb. Ti minutter efter nåede de hen til Christians hus hvor topstykket igen, for første gang i tres år blev sat på sin rette plads. Der var ingen tvivl om det havde været et imponerende møbel, da det var nyt. Ingrid lod prøvende hænderne løbe henover træværk og udskæringer.
   "Leder du efter skader?" spurgte Christian."Såvidt jeg kan se fejler dimsen ikke noget du ikke kan udbedre med en smule politur."
   "Lige et øjeblik" svarede Ingrid og ledte videre og trykkede prøvende på træet flere steder. Kurt kikkede undrende med og spurgte om hun ledte efter hemmelige skuffer. Det var der havde han hørt.
   "Det hedder faktisk chachetter" svarede Ingrid."Den udløses lige her". Hun trykkede hårdt på en udskæring, uden der skete spor.
   Kurt trykkede til på samme sted og udløste en skjult skuffe, der ikke afslørede andet end endnu en slidt og plettet notesbog.
   "Det er en til af den gamles logbøger. Resten ligger mellem det vi lige pillede ud."
   "Har du snart tænkt dig at fortælle hvad der er så specielt ved skrumlet der? spurgte christian.
   "Ikke før jeg får det bekræftet af specialister" lovede ingrid. Hun bladrede i den plettede notesbog.
   "Det her er en dagbog fra nittenhundrede nitten om hans rejse til Estland, tror jeg." sagde Ingrid og klappede bogen sammen og rejste sig. "Det du kalder et skrummel kan være et senempire chatol fra midten af 1800 med cylinderlåg. Det er signeret af Josef Wilkinson fra Wilkinson og Dobson i London."
   "Ser man det. Chatollet må oldemor ha' slæbt med da hun giftede sig med sømanden" sagde Kurt. "Det var et par år før han og hendes bror var nødt til at flygte fra Riga med bedstemor på slæb. Såvidt jeg ved var oldemors far skibsmægler i København" sagde Kurt. "De var ind i mellem i London."
   "Nu får du vidst gæster." konstaterede Christian ved synet af en støvet mercedes, der kørte frem.
   Den anden sælger af chatollet steg ud og meddelte muntert han havde set Kurts vogn og regnede med at træffe ham sammen med den.

***
   "Har du tænkt over det vi talte om den anden dag" spurgte Gunnar og så forbi dem ind i skuret. "Er det sådan det skrummel skal se ud. Hvor fandt i topstykket?."
   "Det har skam stået oppe på mit loft siden Louise og Frederik fik underdelen. Det var ikke højt nok i deres stuer til det hele og min forpagtning løber otte år endnu. Den udgør stadig en væsentlig del af din bedstemors pension ved du nok. Det kan ikke ændres før vores kontrakt om det udløber. Den er heldigvis lavet af en advokat, Gunnar."
   "Det får vi se" vrængede Gunnar. "Hun er jo komplet dement efterhånden og holder vel ikke så længe endnu."
   "Hun var skam frisk nok til at fatte det du har gang i. Jeg besøgte hende sammen med Oscar for fjorten dage siden" sagde Kurt roligt. "Derefter overlod jeg det videre til dem. Måske skulle vi også orientere fætter Eigil mens han er på egnen alligevel. De marker skal hans mor jo også arve en del af. Din pris er kun til fordel for dig selv, min ven."
   Gunnars ansigtsfarve skiftede omgående til højrød. Han begyndte at råbe om om at hans forretninger ikke ragede andre end ham selv.
   Hans raseri fik den sidste person i vognen til at stige ud og betragte forsamlingen.
   Det var hans søn Nickolas, i samme påklædning som amatørrocker, som han havde haft på et par dage før.

Alle så stadig fra den ene til den anden da stilheden blev brudt af Ingrids telefon. Hun så på teksten og viste den derefter til Christian og Kurt.
   "Hvem er den idiot der vil gi' femtusind pund for det skrummel?" spurgte Kurt vantro dar han have læst teksten to gange.
   "Den idiot arbejder for et af de førende auktionshuse i england" sagde Ingrid roligt. "Femtusind er kun den minimumspris det bliver sat til salg for. Den endelige pris bliver måske et par tusind mere."
   "Så er den handel aflyst og du får dine penge tilbage." sagde Gunnar måbende. "Efter loven har man fjorten dages fortrydelsesret. Du har faktisk snydt min bedstemor som det møbel faktisk tilhører." sagde Gunnar. Han så så overbevisende ud det kunne nulstille den almindelige skala for logik.
   "Vi må hellere tage den tingest med, med det samme" afgjorde han og fandt en telefon frem.
   "Topstykket tilhører stadig Kurt og ingen af delene er noget værd uden den anden." indvendte Christian med et smil. "Desværre har min veninde kvittering for at bundstykket er købt som beset og af ukendt oprindelse."
   "Hørte du ikke hvad den gamle sagde" råbte Nicky og trådte nærmere med et truende ansigtsudtryk. "Nu kender i prisen, hvis i vil have det tilbage."
   En blank springkniv dukkede op i hans hånd og glimtede i solen.
   Han viftede truende med kniven og gik et skridt frem.