"Nicky overfaldt to betjente i går. Han var kemisk ustabil og lige så skideskæv som tårnet i Pisa. Han var ikke i stand til at kende forskel på sin sædvanlige omgangskreds, og et par politibetjente. Dem lukkede han ind, efter sigende, kun iført et bolsjestribede underhylere" berettede Eigil to dage efter.
   "Det ville jeg gerne have overværet, efter mine foregående møder med ham" sagde Christian mens Ingrid skrupgrinede ved siden af. "Hvordan slap han fra det?"
   "Kollegerne genopfriskede efter sigende hans hjernerystelse. Det vil den advokat, hans far aktiverede med ekspresudrykning, gerne have afklaret, inden Nicky stikker af hospitalet igen. Det var dem der alarmerede os om at fjolset var stukket af, en time før han skulle sendes hjem alligevel."
   "Nu er han vel optaget igen" spurgte Christian.
   "Med garanti. Han er lænket til sengen med håndjern" smilede Eigil. "Da han alligevel, frivilligt, lukkede kollegerne ind i et hus, der stank så stærkt af fjolletobak det også fik væggelusene til at falde bevidstløse om, mente de lige så godt at de kunne se sig om når de havde deponeret Nicky til undersøgelse af den rus."
   "Fandt de noget af interesse" spurgte Ingrid nysgerrigt.
   "En smule blev det da til. Da vagthavende fik beskrevet situationen, sendte han en mand med en hund, der kender forskel på lugte af katte og tjald. Den nåede lige at snuse sig frem til en skotøjsæske med en pæn portion fjolletobak, i en skotøjsæske under hans seng. Så prøvede farmands gode ven, Frederiksen at reducere den indsats til almindeligt eftersyn i stedet for ransagning."
   "Lykkedes det for ham?"
   "Nix - han kom for sent. Æsken indeholdt også et par pakker boliviansk racermel, seks til syv tusind kroner afsluttet med en skarpladt pistol. af mærket Makarov,"
   "Den kan du få for en stang smøger i det meste af Østeuropa. For en ekstra stang smøger følger der et par æsker ammunition og reserve magasiner med" konstaterede Christian. "Der er mange til overs. De er under udfasning og ombytning med enten GSH-18 eller Stechkin sidevåben. Hvad sagde Gunnar til det?"
   "Du følger åbenbart godt med" sagde Eigil spekulativt. "Da Gunnar og hans advokat fik arbejdet sig gennem formaliteterne om dommerkendelser til at undersøge adresser, hvor luften er tyk af ulovlig røg, gik de videre med at det ikke var påvist at Nicky vidste hvad det var. Måske opbevarede han det for de venner, der speede voldsomt op og forsvandt, ved synet af politibiler."
   "Nåede i at forebygge de påstande?" spurgte Kurt, der kom til under det sidste.
   "Da vi sammenlignede Nickys små poter med de aftryk, der var på alle tingene var de bortforklaringer dødfødte."

"Så er han vel skrevet op til kost og logi i en periode. Og hvad med ham, der udstyrede mig med korsstingsbroderi i nakken?" spurgte Christian og tog sig til plasteret med en grimasse.
   "Han vendte pænt retur til afsoning, da hans udgang var forbi. Han var stadig iført den ring, du har et nydeligt aftryk af i nakkeskindet. Preben med efternavnet Jensen, har været fast kunde hos politistyrken i flere år. Han blev smidt ud af en skole på grund af et prænatalt alkoholsyndrom. Det var lidt mere imponerende end resten af den årgangs."
   "Hvor får du sådan et fint ord fra?"
   "Fra Prebens sagsmappe selvfølgelig. Den indeholder en psykiaterrapport på fjorten sider og lige så mange bøder og straffe. Ham, der åbner post troede det var en del af min mordsag. Jeg skimmede den igennem inden jeg sendte den videre. Enten kedede den psykiater sig eller havde et par timer til overs, da han skulle forklare, hvad der fik vedkommende Preben til at fordele sin motorcykel og en halv kvadratmeter af hans eget skind, i stumper over cirka femogtyve meter vejbane."
   "Hvad endte den rapport med?" indskød Kurt.
   "Konklusionen er heldigvis skrevet af en forståelig panser. Efter den kørte Preben galt, i grundigt pløret tilstand. Dit korsstingsbroderi forlænger, uden omskrivninger, hans straf med et par måneder ekstra. Der kan han holde Nicky med selskab" mente Eigil og holdt en pause.

***
   "Jeg kom sådan set kun for at spørge om du kan afse en halv times tid til at afgive din udlægning, når vi ikke kan bruge den tid på Nicky. Hans kombinerede hjernerystelse og bøhmand gør det først tilrådeligt at afhøre ham i morgen, mener læge og advokat, i samråd."
   "Så gør vi det" sagde Christian og rejste sig. "Glem ikke, det er stadig et åbent spørgsmål om Nicky angreb Kurt eller Lindegård" mindede han fætteren om. "Det er nemlig lige så sikkert jeg stod bag konfliktlinjen, mens Nicky fordelte de første blå mærker."
   "Vi må se hvad det ender med" mente Eigil med rynkede bryn.
   Hans opmærksomhed skiftede mellem Christian og byens ugeavis, som Kurt havde medbragt. Den havde taget de store typer frem til den udgave der over hele forsiden filosoferede over det mulige bandeopgør, som igen var gået ud over uskyldige forbipasserende, mente lederen.
   "Det billede har kostet Fedtmule Frederiksen et par omgange" kommenterede Kurt med et hånligt slag på det. "På alle andre ser han lige så doven ud, som han er i virkeligheden. Han fortryder nok allerede det vrøvl.?"
   "Hvis nogen har fortalt Gunnar, bare halvdelen af det vi sagde om hans og Nickys visit, den anden dag, har både han og Nicky grunde nok til at være fornærmede." mente Christian. "Hvad siger rygterne om Gunnar ellers?"
   "At han aldrig har haft etik nok til at fortælle alt, om de ejendomme, han handler med" sagde Kurt bestemt. "Selvom det er en af Martins udlægninger ser han selv ingen problemer ved at lade Gunnar sælge nogle stygge ruiner, når de er fikset lidt op af ham og Johnsen. De sad og sludrede ved siden af os. Det holdt de op med, da vi begyndte at underholde med stort og småt."
   "Lidt for smart altså?"
   "Mere end godt er" brummede Kurt. "Der er rygter om han har solgt en del dødsboer, gennem stråmænd, til priser, der lå væsentligt under det, arvingerne håbede på. Efter et års udlejning renoverer Martin og Johnsen dem, hvorefter Gunnar sælger dem igen. Det har de pæne overskud på, som de deler i porten. Han sælger også håndværkertilbud til tilflyttere. De skrider som regel igen, med en kæmpegæld, når de opdager de huse er ruiner med skimmelsvamp og meget andet godt. Hans eget hus ligger et sted mellem et antik- eller et boligmagasin i identitetskrise. Dødsboer sælges normalt med indhold. Det han ikke selv har plads til ryger ud i en af møllens bygninger. Det sælger han og Oscar ud af engang imellem og deler. Det ved i jo ved alt om."
   "Deltager Oscar, også i det cirkus?"
   "Ku' han ikke drømme om" svarede Kurt bestemt. "Hans far var mekaniker og lavede møllens bygninger til værksted og maskinstation. Det overtog Oscar og forpagtede jorden væk."
   "Kan de ikke bare bygge der, uden de andre krumspring?"
   "Hvor tror du industriområdet skal ligge?" svarede Kurt tørt. "Petras marker er eneste mulighed, hvis de ikke skal rykke ud i mosen og grundlægge en ny udgave af Venedig. På den anden side kommer de i konflikt med både golfbanen og Johnsens planteskole og anlægsgartneri."
   "Og det er altså ingen attraktiv mulighed?" spurgte Christian.
   "Så længe Johnsens bror hæver halvdelen af de gode indtægter fra begge dele og samtidig er viceborgmester, er den jord jeg forpagter den eneste mulighed. Farfar tinglyste forkøbsret på området da han skilte det ud og forærede sin halvbror og Petra det, da de vovede sig hjem igen. Den forkøbsret ser de helst jeg ikke benytter."
   "Og de ser helst heller ikke at Kim Lindegård beder Skov-og Naturstyrelsen om at se på en fredning af det, han har fundet derude."
   "Det kan han da bare få sat i gang." mente Christian. "Sagde du ikke Kim bruger en del af sin tid i Teknik og Miljøudvalget, når han ikke render rundt og sanker brænde og krydderurter?"
   "Der sidder en af Johnsen brødrene desværre også. Han passer planteskolen mens den anden passer anlægsfirmaet."

.***
   "Hvordan forklarer du, dine sundhedsoplysninger, her i landet, ikke indeholder de fjerneste antydninger af dit skudsår eller de knivstik hospitalet mener du har" spurgte Fedtmule Frederiksen for gud ved hvilken gang og pustede sig op i en irrationel nysgerrighed kombineret med kunstig selvoptagethed om at han i hvert fald have fuldt oveblik over parterne, i hans selvopfundne bandekonflikt.
   "Jeg har oplevet kedelige ting, i de snart fire år, jeg snart ikke har boet i landet" forklarede Christian, for tredje eller fjerde gang. "De er alle registreret i Belgien."
   "Som du ikke har hørt fra endnu" indskød Eigil mæglende fra siden. Hans invitation til at hygge igennem med Frederiksen og overstå formaliteterne startede med et direkte konfrontationsforsøg om utilbørlig vold og mystiske skrammer.
   Derefter tilbød han at være bisidder for Christian, da han fik det at vide, og det viste sig, der ikke var tilkaldt en advokat til Christian.
   "Du mangler stadig årsagssammenhæng med det hovedspørgsmål, der skal behandles her i byen" mindede Eigil igen sin kollega om.
   Denne blev synligt fornærmet over det, der kunne opfattes som en irettesættelse. Hvis det passede Frederiksen at starte bagfra, skulle en kollega ikke blande sig i det. Uanset om de havde sideordnet rang eller ej, havde Frederiksen stadig størst anciennitet og satte dagsorden og skrev referater efter sin opfattelse. Den gik åbenbart ud på at den ene part - det ville sige Christian - var potentielt belastet af andre forhold.

Efter en halv time var de ikke blevet enige om det og Christian forstod ikke den lokale politik.
   Døren gik op op Svendsen trådte ind og viftede med et par papirark.
   "Vi har fået en indbydelse, af en art, man ikke afviser, til en kort orientering på en lidt overraskende adresse i København i morgen." meddelte han.
   "Kan de ikke sende den forbandede orientering per brev eller mail med et par henvisninger til diverse regler og cirkulærer med fortolkninger af dem, man ikke fatter alligevel?" spurgte Frederiksen naivt. "Det plejer de ellers ikke at have problemer med."
   "Dem, der beder om selskab mener åbenbart at deres tid er for kostbar, til at komme over og ulejlige os."
   "Samtidig sætter det deres og jeres pladser på totempælen i den rækkefølge, de ønsker, inden i starter" konstaterede Christian med et skævt grin.
   "Netop! God tur" indskød Eigil.
   "Du skal skam med" sagde Svendsen med knusende ro. "Af praktiske årsager må du overveje at give skjulte forbindelser mellem lokale og internationale bander et pusterum" foreslog han Frederiksen.
   "Hvad er det for praktiske årsager?" spurgte Frederiksen. "Jeg noterer i sagen, det sker på din anbefaling. Det diskuterer vi på vejen i morgen." Han havde tydeligvis problemer med at styre sit fornærmede ego og normale selvhævdelse.
   "Du er desværre ikke inviteret" sagde Svendsen undskyldende. "I øvrigt ringede Kim Lindegårds nabo for et ti minutter siden, og anmelde han lige er blevet skudt i sin have. Jeg sendte en ambulance og et par vogne ud for at sikre stedet. Da Lindegård kendte vores første mordoffer overtager vi overfaldet og udvider drabsgruppen med et par mand. De møder ind om et par timer."
   Svendsen drejede om og forlod rummet tæt fulgt af Eigil, der lige nåede at bede Frederiksen om at sørge for Christians hjemtransport. Frederiksen nikkede bare måbende.