"Hvad vil du vil stille op med den smule lommekniv Nickolas?" spurgte Kurt med et smil.
   Nick gjorde en hurtig bevægelse. Kurt tog et par skridt baglæns og kom uden for rækkevidde af den andens ukontrollable bevægelser.
   Samtidig stod han lige ved siden af sin bil ved fordøren.
   Christian tog et par skridt frem som bragte ham tættere på Nick end han brød sig om. Nicky vendte sig og lod kniven pege mod Christian.
   Nicks far stod, stivnet, i baggrunden og betragtede ham måbende. Han hverken rørte sig eller sagde spor.
   Christian betragtede opmærksomt Kurt der nikkede og lagde hånden på bildøren. Så tog et skridt mere til siden og et halvt frem.
   Nicks kniv og øjne fulgte med. Den første usikkerhed viste sig i hans øjne. Det var langsomt begyndt at gå op for ham at han befandt sig uden for sin normale ubehøvlede omgangskreds og højest kunne forvente en smule støtte fra sin far.
   Et hurtigt blik til siden aflivede det håb.
   Gunnar rystede på hovedet med rynkede bryn. Han var kørt op på gården med en helt anden dagsorden som Nicky var godt i gang med at ødelægge.
   Gunnar kom ud fra sin midlertidige coma og foreslog stammende Nick sikkert kun lavede sjov.
   Det lod Nick dog ikke til at mene. Han prøvede at retfærdiggøre sin dumhed og viftede igen med kniven og meddelte, med fast stemme han ikke brød sig om hans familie blev franarret noget, af en flok oversmarte fidusmagere.
   Gunnar kom ud fra sin midlertidig coma. Den rutinerede sælger i ham overtog scenen og han trådte mæglende et skridt frem, med løftet hånd.
   "Det kunne måske havde set anderledes ud, hvis vi havde talt lidt mere sammen om hvad det blev til, hvis i fandt det topstykke som Oscar faktisk hjalp jer med."
   Han så sig tilfreds omkring og Nick sænkede sin kniv en smule.
   "Ved samme lejlighed kan du også passende fortælle os, hvad den jord bliver til, som du så gerne vil fritage Louise og mig for mere bøvl med." grinede Kurt. "Så bliver vi måske også enige om værdien af resten af min forpagtning."
   "Nu skal vi ikke blande tingene alt for meget sammen" fastslog Gunnar og trådte et skridt baglæns. Konfrontationelinjen var atter trukket skarpt op.
   Nick hævede sin kniiv igen.
   "Der kom vi søreme hurtigt tilbage til udgangspunktet" konstaterede Christian.
   Han bevægede sig en smule mere til siden og så på Kurt mens Nicks blik og kniv fulgte efter ham.
   Bag ham åbnede Kurt stille sin bildør. Kurt bøjede sig hurtigt ind og kom tilbage med et haglgevær og et par patroner. Dem satte han rutineret ind i geværløbet inden han lukkede det og slog sikringen fra.
   De to klik lød som tordenskrald mellem det stivnede tableau.
   "Det er bare til at skræmme et par dyr, der har fået uheldige vaner med en af de marker, der gerne må vokse en måneds tid inden den skal høstes" sagde Kurt. "Jeg tror også det virker på andre uheldige vaner. Så kan jeg genoplive vores gamlel tradition med at sende ubehagelige gæster hjem med en snes hagl i bagdelen. Du står fint til det."
   Nick så enhver mulighed for at slippe væk med en smule ære i behold, fordampe som dug for solen.
   Han råbte bare op og viftede vildt med kniven i alle retninger og Guannar prøvede at råbe ham op for at tale ham til fornuft.

Bryn Temples hovedregel for nærkamp stod krystalklart i Christians bevidsthed mens han betragtede den uholdbare stilling.
   "En hånd er kun et lille mål." havde Bryn altid indterpet dem. "Vent til det våben peger et andet sted hen og gå så efter resten af fjolset."
   Nick drejede både i den ene og den anden retning med bevægelser der blev vildere og vildere. Han sprang frem og tilbage og lod sin kniv pege i forskellige retninger.
   Christian var helt klar over hans fætter kun ville skyde i absolut yderste nødstilfælde.
   Han koncentrerede sig om rytmen i Nicks bevægelser og afventede et gunstigt øjeblik og beregnede samtidig, hvad vej han ville falde.
   Hans spark mod Nicks nyre fik ham til at ende med brystkassen mod hans fars bil. Samtidig undgik han at falde ovenpå sin egen kniv.
   Inden han nåede at sunde sig ovenpå det fulgte Christian op med et hurtigt slag mod overarmen af den hånd, han holdt kniven i.
   Nick hvæsede vredt men holdt fast i kniven mens Christian forhindrede ham i at vende sig om ved at presse ham ind mod bilen med hele sin kropsvægt. Han holdt godt fat i armen med kniven, med højre hånd.
   En knytnæve mod Nicks talje, lige neden for ribbenene, fik ham til, gispende, at synke i knæ.
   Christian vred hans højre arm om på hans ryg og befriede den for springkniven med lidt besvær.
   Så trak han den omtumlede Nick på benene og smed ham i armene på hans far, der bare stirrede rundt på dem alle.
   Christian førte hånden med kniven tilbage over skulderen.
   Nick og Gunnar fulgte den skrækslagent med øjnene, til springkniven med et dunk ramte døren til skuret med det famøse chatol, fire meter væk, og satte sig solidt fast i dens træværk.
   "Den kan du hente når de rigtige ejere af chatol og overdel er enige om hvad der skal ske med dem." sagde han bestemt. "Vi skal nok passe godt på det."
   "Det samme gælder de marker du også vil have fat i" sagde Kurt og viftede med jagtgeværet.
   "Nu må i for resten gerne forsvinde fra min gård."

***
   "Det er s'gu ikke særligt rart at stå i første række til øretæver, når nogen blir' sure over et eller andet" konstaterede Kurt og åndede lettet ud mens Gunnars bil forsvandt i en støvsky.
   "Hvad gik det her ud på" spurgte Ingrid måbende. "Det lød som om min skænk kun er en mindre detalje. Den var vi nok blevet enige om hvis ham stodderen ikke havde teet sig så åndssvagt."
   "Det går bare ud på at ejeren af de marker, jeg har kontrakt på otte år endnu, ved sidste fintælling havde elleve arvinger. Dem er den oversmarte ejendomsmægler åbenbart ikke indstillet på at dele med." sagde Kurt og knækkede sit gevær og tog patronerne ud. "Det samme gælder altså dit chatol."
   "Er den jord så meget værd?"
   "I øjeblikker er den det samme værd som al anden landbrugsjord. "sagde Kurt. "Det er med andre ord ikke imponerende. Det kan ændre sig drastisk hvis de vedtager en plan om et nyt industriområde på den anden side af Nørre Alle. Bagefter er det kun en formsag at ændre en lokalplan med tilladelse til en snes sommerhuse til mindst det dobbelte antal helårshuse."
   Kurt lagde gevær og patroner tilbage i sin bil som han smækkede døren til med et arrigt dunk, som afslutning på de begivenheder.

"Og sådan en ændring skal en smart ejendomsmægler anstrenge sig meget kraftigt for ikke at tjene styrtende på" konstaterede Christian tørt. "Har han selv regnet det ud og har han nok til at overtage de marker selv?"
   "Tvivler kraftigt på begge dele" konstaterede Kurt tørt. "Lås skuret godt efter jer. Hvis afkommet er ligesom hans far, tilgiver han ikke de øretæver, han fik lige med det samme. Hvor har du lært den slags? Jeg mener bestemt du har fortalt, du er analytiker på et kontor."
   "Vi oplever undertiden lidt aggressive metoder under vores forhandlinger." sagde Christian med et smil. "Er Gunnar mon ikke stråmand, for andre?"
   "Selvfølgelig er han det. Louise og Oscar kender ham godt nok til at vide han omgående lader de marker gå videre til et kartel, han allerede har i baghånden, til den dobbelte pris. Den fordobler han igen ved at sælge det, der bliver bygget. Det har Louise og Oscar ikke sagt noget om til de andre og jeg gør det slet ikke."
   "Det er med andre ord samme slags strid som dem, der foregår andre steder. Der er der bare forskellige principielle bortforklaringer om hvorfor de stridigheder lige præcis skal foregå på et par områder ovenpå et par ret store olie og gasfelter. De ligger både rundt om Aleppo i Syrien og under det område i Ukraine, der har været borgerkrig om. Jeg behøver vel ikke at nævne Kuwait. Der er stadig delte meninger om det nordlige område i Iraq er deres, Kurdisk eller IS' område."
   "Det lyder som om du beskæftiger dig en smule med den slags ting." mente Ingrid.
   "Bestemt" sagde Kurt og steg ind i sin bil. "Det var altså ikke en spøg, da jeg sagde der er et par dyr der har fået dårlige vaner med mit korn. Det må jeg hellere ordne inden Botaniske Forening, kalder de sig, kommer trampende igen og protesterer over det."
   "Er der chance for det?" spurgte Christian. "Der var lige en ting mere."
   "Det er ikke godt at vide. Et par ornitologiske og botaniske grupper har slået sig sammen og tager på udflugt og finder blåbær, bukkeurt og gu' ve' hva' til kryddersnapse sammen med deres andre interesser. Sidste år forærede de mig et par poser urter med opskrifter og tak for brug af området. De smagte glimrende. Samtidig gør de også lidt nytte ved at holde udkik efter de gevækster, der er på naturstyrelsens tabu-liste."
   "Er der også sådan en?" grinede Christian.
   "Det kan du tro der er. Jeg kan vise dig den ved lejlighed. Det klarer de fint og lige nu omfatter min personlige tabuliste mest en vis, smart, ejendomsmægler, hans afkom og dem der står bag ham. Dem skal vi også passe på."
   "Er der flere?" spurgte Christian.
   "Vandrelauget, eller hvad fanden kalder sig, forsøger på at frede området. Det er indtil videre endt med en bunke vilde skænderier med ham, der styrer byplanlægningen. Han har forhindret deres billeder og meldinger i at gå videre til naturstyrelsen. Bølgerne er gået temmelig højt en gang i mellem fordi han ikke har så meget tillid til flokken af amatør-ornito- og ditto bio-loger, uanset hvor gode deres kryddersnapse er. Fortsættelsen er udsat på ubestemt tid. Havde du en ting til."
   "Hvis de fede krikker, der står i folden mangler lidt motion kan vi måske gi' dem det i morgen, hvis du kan ride" sagde han henvendt til Ingrid.
   Ingrid lignede en solstråle og bekræftede hun altid havde nydt at ride.
   "Så skal du bare love at passe godt på min mærkværdige fætter" sagde Kurt og satte sig endeligt ind i bilen. "Da han var mindre faldt han af krikkerne på alle eksisterende måder plus et par han opfandt selv."
   Det måtte Christian lige tænke et øjeblik over
   "Får det her den gamle vendetta til at fortsætte under nye forudsætninger?"
   Kurt startede motoren og lænede sig ud af vinduet og sagde med et smil. "Måske. Pas hellere på dem i møder undervejs, uanset om de kalder sig amatørornito- eller biologer. De kan også være investorer i Gunnars lille plan. Vi står åbenbart lige så meget i vejen, som oldefar kom til at gøre, da han kissemissede med Gunnars oldemor i en høstak for snart hundrede år siden."
   "Hvorfor skal vi passe på dem?"
   "Fordi ham der både planlægger og forbereder industriområder og frednings spørgsmål til udviklings- og miljøudvalgene, stod i vejen for indholdet af et par jagtpatroner for et par dage siden. Det skete faktisk lige derhenne." Kurt pegede hen af vejen og kørte væk..