Den lille sorte flue spredte langsomt sine vinger ud, mens dens øjne gled rundt i det lille snævre rum. Mørket var over alt i rummet, og fluen kunne næsten intet se. Med en let summen fløj den afsted. Den eneste lyd lige nu var fluens uendelig summen, når den fløj. Rundt og rundt i en cirkel fløj den, uden rigtig at tænke over det. Pludselig lød en knagen, og fluen så hen på et stykke af muren, der blev åbnet. Lyset strømmede ind i lokalet, og med en rask summen fløj fluen forbi det enorme monster af et menneske og ud i den lyse gang. Fluen strøg hen af den lange gang og mod en dør i det fjerne. Det lille væsen nåede frem til døren og svævede rundt i en cirkel med en højlydt summen. Nu ventede den bare på, at døren ville blive åbnet, så den kunne komme videre. I et lille forsøg på selv at åbne døren, fløj fluen direkte ind i døren et par gange, men det hjalp ikke. Træt af de små forsøg, landede fluen på dørhåndtaget, og den summende lyd holdt op. Fluen gned sine to forreste ben mod hinanden, mens den så rundt. Et mærkelig firbenet dyr kom gående mod døren. Det var et sort væsen med en lang hale og store øjne, der nysgerrigt betragtede det lille væsen på dørhåndtaget. I et forsøg på at nå fluen, sprang det store væsen op i luften og slog med poten efter den. Forvirret over dette angreb, lettede fluen fra dørhåndtaget og fløj summende hen på et lille mørkt bord. Det store væsen gav dog ikke så let op. Med en mærkelig lyd, som fluen ikke helt vidste, hvad den skulle kalde, sprang det store dyr op på bordet til fluen. Den lille flue fik et enormt chok, da den slet ikke have fået øje på det store væsen, da den havde haft for travlt med at gnide sine ben mod hinanden. Med en summen lettede fluen og fløj afsted. Det store væsen slog legesygt efter fluen og ramte fluen med et ordentligt slag. Fluen slog nogle kolbøtter i luften, før den igen kunne flyve lige ud igen. Den var dog rimelig svimmel efter det voldsomme slag, og så ikke helt hvor den fløj. Fluen fløj direkte ind i døren med en arrig summen. Den fik rettet sig selv op og fløj summende videre. Hen mod det sted, den havde været i starten. På vejen stødte den på det enorme menneske, som holdte en grålig flaske i hånden. Fluen fløj hen og landede sikkert på flasken. Den kolde flaske gav en kort kuldegysning gennem fluen, men det kunne den sagtens klare. Den ville bare slippe af med det forfærdelige væsen, der hele tiden generede den.
   "Det der er altså min, lille ven" sagde det store menneske med en dyb og rungende stemme. Fluen forstod dog ikke et hak af, hvad mennesket sagde, så den blev bare siddende på flasken, mens den gned sine bagben mod hinanden. Den så ikke det, der nærmede sig bagfra. Det der ville blive fluens endeligt. Så kom det. Slaget der kvaste den stakkels lille flue. Den var død, før den vidste, hvad der var sket. Den lille krop faldt ned på jorden med et næsten lydløst bump. Uden tanke for den lille sjæl, der nu havde forladt verdenen, gik mennesket videre. Den lille krop fik lov til bare at ligge der på gulvet, indtil nogle ville fjerne den, eller at den selv ville rådne op. Ingen ville savne den lille sjæl.