I
   Langt herfra ligger et bjergland, hvor almindelige mennesker aldrig kommer. I dette bjergland findes en cirkelrund slette, der på alle sider er omgivet af lodrette klippevægge. På denne slette vokser kort, gulligt græs, og i cirkelens centrum står en blank sort sten, der har form som en høj, spids pyramide.
   Hvad kun få ved, og hvad endnu færre kan fortælle, er at denne sten har en skjult åbning, og at der under stenen befinder sig et hulrum, hvorfra der udgår et netværk af tunneller og gange, en kæmpemæssig labyrint i tre dimensioner. Nogle af gangene i denne labyrint har forbindelse til forskellige andre skjulte åbninger i verden.
   En af gangene fører ned til jordens indre.

II
   Nu skete det en gang, at en kongesøn, en ganske ung dreng, der endnu ikke havde fået navn, blev bortført af en engel. Barnets forældre, kongen og dronningen, blev fortvivlede, da de erfarede, at deres søn var taget fra dem; men da de tjenere, der havde været sammen med drengen, da bortførelsen skete, fortalte dem hvordan det var gået til, blev de klar over, at det ikke var nogen dødsengel, der havde bortført deres barn. Thi dødsenglens vinger er sorte; men denne engel, der pludselig var kommet til syne lige foran den lille dreng, havde vinger, der skinnede med changerende farver. Dette tydede på, at det måtte være en engel, der i rang stod ærkeenglene nær; den eneste synlige forskel var, at denne engel havde været klædt i en hvid kjortel i stedet for ærkeenglenes farvestrålende.
   Barnets forældre følte sig i nogen grad trøstet af denne kendsgerning; men for det tilfældes skyld, at bortførelsen skulle være en fejltagelse, udstyrede og bemyndigede de mange tapre og vise mænd til at søge efter kongesønnen og om muligt bringe ham tilbage, eller bringe nys om hans skæbne. De mange tapre og vise mænd drog ud i verden i forskellige retninger, enkeltvis, parvis eller i små grupper, som de fandt bedst. Det var ikke nødvendigt at udlove nogen belønning; muligheden for at komme til at stå overfor en engel af høj rang var mere end hvad almindelige mennesker turde håbe på.

III
   Kongsgården var en stor og statelig gård med blomstrende frugthaver, brede grønne marker og smukke hvide bygninger med forgyldte tage. Bag kongsgården strakte skovklædte bakker sig opad mod himlen og bagud langt ind i fremmede lande. Foran kongsgården lå marker og enge med huse, gårde og små templer, og længst fremme lå havet.
   Den bedste udsigt over havet var fra et stort tårnvindue, højt over kongsgårdens hovedbygning. Her stod kongedatteren, den bortførte kongesøns ældste søster; hun så ud over havet, og hun græd.
   Hun græd ikke, som man måske kunne tro, over at hendes lille bror var blevet bortført - for hun var overbevist om, at engle altid handlede ud fra de allerbedste og ædleste motiver, selv om disse langtfra altid var gennemskuelige for mennesker. Hun græd, fordi en af de tapre og vise mænd, der var draget ud for at lede efter kongesønnen, længe havde været genstand for hendes kærlighed uden at vide om det; og nu var han taget afsted uden at hun havde haft lejlighed til at sige ét eneste ord til ham. Ganske vist havde hun vinket til ham, da han red ud fra kongsgården, og han havde vinket tilbage; men en tapper og viis mand, der drager ud i verden for at finde en bortført kongesøn og muligvis endog stå overfor en af de ædlere engle, kan sagtens vinke og smile til en pige i et vindue uden at skænke hende en tanke.

IV
   Et stykke oppe i skoven bag kongsgården boede en gammel eneboer. Han havde holdt til på samme sted i flere hundrede år, og i løbet af denne tid havde han ikke alene opnået en forbløffende mængde viden, visdom og evner - både kendte og ukendte - men til forskel fra de fleste eneboere havde han skabt sig både smukke og hyggelige omgivelser. I stedet for et faldefærdigt skur eller en muggen hule, som så mange andre enlige særlinge var tilfredse med, havde han bygget en 12-kantet pavillon uden om et højt tempeltræ, der efter sigende var ligeså gammelt som han.
   Han sad på græsset uden for pavillonen og betragtede skyerne på himlen, da han fik øje på den unge pige, der kom op ad stien mod ham. Han genkendte kongedatteren, der ofte havde opsøgt ham - alene eller sammen med sine søstre - for at få et godt råd, et svar på et spørgsmål, eller for at høre nogle af de utallige sange, sagn og sagaer, han kunne. Den gamle eneboer havde altid sat pris på kongedatteren som en munter og klarsynet pige. Han sad stille og så på hende, mens hun nærmede sig, gik over græsset foran pavillonen og satte sig ned ved siden af den gamle mand.
   - God dag, sagde han. - Det er ikke kun, fordi du har skyndt dig op ad bakken, du er rød i ansigtet. Jeg tror, du har grædt. Har jeg ret?
   Det måtte kongedatteren indrømme. Hun fortalte hurtigt og lidt forpustet, hvad der var sket, og hvorfor hun var så ked af det. Da hun var færdig, rakte eneboeren hende et stort lommetørklæde og sagde: - Tør dine øjne og puds din næse, og fortæl mig så, hvordan du helst vil have hele denne historie til at ende.
   Kongedatteren behøvede ikke tænke sig om, før hun svarede: Åh, hvor ville jeg gerne, at jeg kunne hjælpe den blå ridder med at finde min bror og englen - og at han så vil blive ligeså forelsket i mig, som jeg er i ham!
   - Det lyder som et meget rimeligt ønske, sagde den gamle mand. - Sig mig nu, hvad du vil at jeg skal gøre for dig.
   - Må jeg godt bede dig vise mig præcis, hvad der skete, da englen bortførte min bror? spurgte kongedatteren. - Jeg ved, at du kan vise ting, der er sket, selv om du ikke selv har været der! De tre tjenere, der var til stede, og som fortalte, hvad de havde set, har ikke lagt mærke til alt - de var ovenikøbet så skrækslagne, at de løb deres vej uden at se, hvilken vej englen fløj derfra. Og jeg er sikker på, at hvis bare jeg selv kunne se det hele, så ville jeg kunne få en idé om hvad jeg skal gøre.
   Eneboeren rejste sig og rakte pigen sin hånd.
   - Kom, sagde han. - Lad os gå indenfor.
   Eneboeren og kongedatteren gik ind i pavillonen, som indvendig var ét stort rum med gamle billeder og sære træskærerarbejder på væggene. På en af de 12 vægge hang et stort, rundt spejl. De satte sig på hver sin taburet foran spejlet, og den gamle mand sagde: - Sig nu, præcis hvornår dét begyndte, som du ønsker at se. Kongedatteren tænkte et par sekunder, og sagde: - I går eftermiddags, da klokken i Månetemplet havde ringet for 3. gang.
   Spejlets flade blev straks helt mælkehvid og mat, så blev den gradvis mørkere, og et billede begyndte at forme sig.

V
   Midt på græsplænen i den store park sad den lille kongesøn på et rødt tæppe. Han førte en livlig samtale med en stor gul tøjbamse. På en bænk i nærheden sad de tre tjenere, der skulle passe på kongesønnen og holde ham med selskab: en kvinde og to mænd; de var beskæftiget med hvert sit håndarbejde, snakkede og lo sammen, og kiggede af og til hen på den lille dreng for at sikre sig, at han ikke var ked af det eller manglede noget. Pludselig blev alt borte i et hvidt lysglimt, og da scenen atter blev synlig, var en femte person kommet til. En engel sad på hug på tæppet foran kongesønnen, som smilende rakte sin gule bamse op mod den. Englen var af middelstørrelse, med et kønt ansigt og rødgyldent hår, og dens vinger skinnede metallisk i mange farver. Den var klædt i en hvid englekjortel, og var barfodet.
   De tre tjenere havde sluppet hvad de havde i hænderne og var allerede i hovedkulds flugt på vej op til hovedbygningen. Kongedatteren havde haft ret: de havde umuligt kunnet se, hvad der videre skete.
   Englen havde rejst sig op igen og var gået et par skridt bort fra drengen på tæppet; den stod og glattede sin kjortel og var begyndt at strække vingerne ud. Tydeligvis forberedte den sig på at lette og forlade parken. Den lille kongesøn rakte armene frem mod englen og så forurettet ud; han var åbenlyst utilfreds med, at englen ville afsted igen, hans lille ansigt bævede let, blev rødt og åbnede sig for at udstøde et hjerteskærende hyl, der blev bremset, idet englen henvendte sig til ham på ny. De talte sammen et kort øjeblik - eller sådan tog det sig ud; thi på grund af deres tavshedsløfte må engle som regel ikke meddele sig med tale eller skrift - de kommunikerer udelukkende ved tankeoverføring - og drengen var desuden så ung, at han endnu ikke mestrede talens brug.
   Englen tog den lille dreng op i sine arme, trådte et par skridt tilbage på græsset og gik straks på vingerne. I et glimt sås kongesønnens ansigt inden det skjultes af de metalglinsende vingers kraftige bevægelse - det udtrykte på én gang både glæde og anspændthed.
   Englen forsvandt ind i himlen med den lille kongesøn i armene.

Spejlglasset blev atter mælkehvidt og ugennemsigtigt; og synet af det, der var sket, var til ende.

VI
   Englen holdt den lille dreng fast ind til sig, mens dens stærke vinger førte dem med stor fart højt over landet, vidt over havet og ind over fremmede lande. Til stadighed gled landskaber og vandflader forbi under dem; undertiden klare og solbeskinnede, undertiden slørede af skyer og tåge. De fløj længe, uden at gøre ophold og uden at veksle en eneste tanke: hver havde nok i sine egne. De fløj mod solnedgangen, indhentede den, og fløj videre i natten, men højt over mørket, nærmere stjernerne, der lyste og viste vej.
   Til sidst kom de til et fjernt bjergland, og englen landede på en cirkelrund slette, der på alle sider var omgivet af lodrette klippevægge. Den satte kongesønnen ned i det tørre, stride græs og pegede mod en høj, spids sten, der stod midt på sletten. Den lille kongesøn så morgensolen, omgivet af lette skyer, spejle sig i stenens blanke, sorte flade. Han lagde hovedet tilbage og betragtede stenens spids, der ligesom et tempelspir syntes at danne en forbindelse mellem denne verden og andre verdener ......


VII
   Sent samme aften stod kongedatteren igen ved vinduet i sit tårnværelse. Men denne gang græd hun ikke. Hun havde truffet en beslutning om hvad hun ville gøre, og nu var hun rejseklædt. Hun havde indset, at det ikke var til nogen nytte at finde den blå ridder og prøve at overtale ham til at vende hjem med hende; thi han var bundet af sit løfte og sin beslutning om at finde kongesønnen. Kongedatteren havde bestemt sig til at drage ud for selv at finde sin lillebror, for når han først var fundet, ville rygtet herom nå den blå ridder, hvor i verden han end var, og så ville også han vende tilbage.
   Kongedatteren havde klædt sig i en mørk kjole og en mørk kappe, så hun ikke så let skulle kunne blive genkendt som den, hun var. Hun havde en fornemmelse af, at hendes søgen ville blive lettere, hvis hun kunne rejse som en ukendt. På bordet lå et brev, hun havde skrevet til sine forældre, hvori hun bad dem ikke være ængstelige, og forklarede, at det var hendes hensigt at komme hjem med broderen i god behold inden længe. Meget forsigtigt listede hun ned ad trappen, hen ad den lange korridor forbi forældrenes soveværelse, ned ad endnu en trappe og ud i køkkenet, hvor hun fyldte en lille taske med brød og frugt fra madskabet. Hun turde ikke tænde lyset, for hun kunne tydeligt høre kokkepigens snorken fra kammeret lige ved siden af; og selv om kokkepigen vel ikke kunne forbyde hende, kongedatteren, at gå ud når hun ville, var det muligt, at hendes høje stemme ville vække kongen og dronningen; og det kunne tænkes, at de ville have en ganske anden mening om den sag. Kongedatteren åbnede sidedøren, som tjenerne brugte, og gik ud på gårdspladsen. Månen var oppe, men det var overskyet, så det var kun et ganske blegt lysskær, der lå over den sovende kongsgård.
   Kongedatteren gik hurtigt over gårdspladsen og ind i stalden. Dér stod hendes egen hest, som hun allerede i forvejen havde fortalt om sine planer, så den var parat, spændt og ivrig efter at komme afsted. Hun gik ind i båsen og klappede hesten beroligende. Så bøjede hun sig ind over krybben, stak hånden ned under høet, som lå der, og trak fire store sammenrullede silketørklæder op. Hun havde nemlig hørt om, at røvere og natfolk ofte binder klude om hovene på deres heste, når de vil ride lydløst; men da hun i skyndingen ikke havde kunnet finde nogle klude i passende størrelse, havde hun taget sine kulørte silketørklæder. Nu lagde hun tørklæderne sammen, flerdobbelt, og bandt dem fast om hestens hove. Hun hængte sin taske om halsen, førte hesten ud på gårdspladsen og hen til et stort stentrug, som hun stod op på for derfra at komme op på hestens ryg. Hun brugte ikke sadel eller bidsel, for hun tænkte, at hvis der skulle ske hende noget, ville hesten bedre kunne klare sig uden seletøj af nogen art; og hun kunne desuden sagtens styre hesten med sine hænder og sin stemme alene.
   Ud af kongsgården red hun, og hestehovene, der ellers ville have runget højt på brostenene, var nu næsten lydløse i de fine tørklæder.

VIII
   Landevejen, der til den ene side førte ned til kysten og langs denne, og til den anden side ind gennem landet, fulgte hun ikke. Alle de, der var draget ud for at finde hendes bror, havde fulgt landevejen enten i den ene eller den anden retning, så derfor havde kongedatteren en fornemmelse af, at denne vej ikke var den rigtige. Hun red i stedet op til skoven, og ad en skovsti op mod De Grønne Bjerge. Disse bjerge var det højeste sted i kongeriget, hvorfra man kunne se vidt omkring - og der var lang vej derop, så hun ville sikkert møde nogen undervejs, som kunne fortælle hende noget om englens kurs.
   Og så red hun, hele natten, ad den mørke skovsti, med høje mørke fyrretræer og cypresser på begge sider, undertiden så tæt, at hun blev bange for, at de var kommet bort fra stien. Men hesten, der som de fleste dyr var dygtig til at finde vej, fortsatte langsomt og sikkert og uden at tøve. Alt, hvad kongedatteren behøvede gøre, var at holde balancen, fordi hesten ofte bøjede hovedet for at undgå de værste ujævnheder, og så ellers bøje sit eget hoved for at undgå de lave grene, der ofte fejede tæt henover hende og greb efter hendes hår.
   Da det første morgenlys begyndte at finde vej mellem skovens stammer og gøre de enkelte træer synlige igen, vidste hun ikke længere, hvor hun var. Træerne var større, så ældre og grovere ud end længere nede i landet; der voksede mos og lav på stammerne og ud på grenene, og skovbunden var overstrøet med lange, krøllede blade, der spillede i bronze og blågrønne farver. I læ af en stor kuplet stenblok standsede hun hesten og stod af. Hun vaklede lidt, og følte sig stiv og øm i kroppen efter det lange ridt, selv om det var foregået i langsomt tempo. Hurtigt fjernede hun de snavsede, sønderrevne laser, der engang havde været hendes fineste silketørklæder, fra hestens hove, og mens hesten bed af det sparsomme, stive græs, spiste kongedatteren lidt af sin madpakke og lagde sig ned tæt op ad stenen for at få et par timers hvil inden hun fortsatte rejsen. Hun kunne ikke lade være at tænke på, om hun ville kunne finde noget at spise, når den medbragte mad var sluppet op; men hun besluttede, at det ikke var til nogen nytte at bekymre sig på forskud, så hun lukkede øjnene og begyndte at trække vejret dybt og regelmæssigt for hurtigt at kunne slappe af.
   Solen stod højt på himlen, da hun igen vågnede, og hun kaldte straks hesten til sig og skulle til at sidde op, da hun fik øje på de lasede rester af tørklæderne, der nu hang og flagrede på en lav tornebusk. Hun rev dem til sig, rullede dem sammen til en lille kugle, som hun gemte under en sten. Der var ingen grund til at lade nogen vide, hun var kommet denne vej.
   Hesten og kongedatteren fortsatte ad den knapt synlige sti, op gennem skoven, op mod De Grønne Bjerge.

IX
   Da det igen var blevet aften, og skumringen faldt på, følte kongedatteren sig temmelig sikker på, at ingen var fulgt efter hende, og at hendes ærinde ville lykkes. Hun var netop begyndt at se sig om efter et sted at slå lejr for natten, da hun hørte en lille stemme næsten lige ved siden af sig: - Se, dér er hun! Hun standsede hesten brat med et ryk i dens manke, og stirrede ind i buskadset ved stien. Intet at se. Og så var der pludselig mange forskellige stemmer, alle var de små, tynde, dæmpede stemmer: - Se dér! - Se dér - Dér er hun! - Se dér! og en lillebitte stemme, der kom fra et sted lige over hendes hoved: - Se, hun er hér!
   Kongedatteren følte sig lammet af forbavselse, kunne hverken røre sig eller tænke sammenhængende. Én ting registrerede hun dog: at hendes hest stod ganske roligt, med ørerne strakt frem og hovedet nysgerrigt bøjet til siden. Hesten strakte langsomt mulen ned mod en lille skikkelse, der kom frem på stien: to blanke, skinnende øjne, muntre og frygtløse, en lille lådden krop, der rejste sig på bagbenene, to lange ører, der rejste sig samtidig med kroppen - det var en hare, der hilste venligt på hesten. Og nu kom der andre frem fra de mørke buske: et rådyr, en fasan med fire halvvoksne kyllinger, endnu et par harer, en grævling, flere rådyr, mange fugle - de lod alle til at more sig over at træffe fremmede; de strakte sig frem og tilbage, hoppede op og ned. Men hvem var det, der havde talt? Hvem tilhørte de små stemmer?
   Det opdagede hun, da en råbuk trådte helt tæt frem til hende og sagde: - Hvem er du, menneskedatter? Og hvad vil du og hesten her i De Høje Skove? Kongedatteren nikkede høfligt til rådyret og svarede: - Jeg er datter af kongen i landet under skovene. Og jeg er kommet hertil sammen med hesten for at finde min lille bror, som er blevet bortført af en engel. Kan du, rådyr-søn, sige mig, om en engel er blevet set flyvende over de Høje Skove med et lille menneskebarn i armene? Rådyret så længe på hende og sagde: Vi, de talende dyr i De Høje Skove, har hørt om det, der er sket. Nyheden om bortførelsen er rygtedes vidt omkring. Men ingen af os har set hverken englen eller den lille menneskesøn, og ingen af os har talt med nogen, der kan fortælle mere, end du selv véd.
   En stor, mørk fugl, der sad på en gren lige foran kongedatterens ansigt, sagde: - Tror du, det er klogt at prøve at finde din bror igen? Englene plejer dog at have en god grund til de ting, de gør, selv om det ofte er umuligt at forstå deres handlinger. Og hvem ønsker virkelig at opsøge englene og stille dem spørgsmål? Hvem frygter ikke, inderst inde, at blive delagtiggjort i blot den mindste af deres hemmeligheder? Hvem gyser ikke tilbage for tanken om de navnløse opgaver, englene har påtaget sig?
   Kongedatteren blev lidt chokeret over at høre netop de tanker udtalt, som hun i de sidste par dage ofte selv havde tumlet med, og som havde voldt hende større kvaler, end hun brød sig om at indrømme, endog overfor sig selv. Men nu var hun kommet så langt, og hun havde truffet sin beslutning. Nu måtte der ingen vej være tilbage! Hun så direkte på fuglen, der havde talt, og sagde: - Du taler både klogt og besindigt, ravnedatter! Men jeg har truffet min beslutning og aflagt et hemmeligt løfte til mig selv. Jeg vender ikke tilbage, for min hensigt er at finde min bror og den engel, der bortførte ham! Og jeg beder dig, ravnedatter, hvis du har noget kendskab til englene og deres formål, lad mig da vide, hvad jeg skal gøre for at kunne fuldføre mit ærinde og min hensigt!
   Ravnen sad nogle øjeblikke helt stille og tavs på grenen, så kongedatteren var bange for, at den var faldet i søvn eller ikke brød sig om at svare hende; men så så den hende ind i øjnene igen og sagde: - Der er et sted, ikke langt herfra, hvor de engle, der har været på langfart i disse egne, plejer at mødes. Det er et hemmeligt mødested, som ingen andre end englene selv og vi, de talende dyr, kender til. Jeg vil fortælle dig, hvordan du kan finde vejen dertil, og til gengæld må du love aldrig at røbe det hemmelige mødested for noget menneske. Men skulle du træffe engle dér, skal du ikke regne med at få noget at vide af dem; du kender jo englenes tavshedsløfte! Kongedatteren nikkede. Hun var bekendt med englenes pligt til tavshed overfor mennesker; den eneste kommunikation, der var tilladt mellem engle og mennesker, var tankeoverføring, og det havde hun ingen erfaring med. Hun ville blive nødt til nøje at iagttage de engle, hun måtte få øje på, og se om hun af deres adfærd kunne udlede noget, der kunne bringe hende på sporet.
   Ravnen fortalte kongedatteren, hvordan hun skulle ride frem til en lodret klippe, der lige akkurat var synlig fra det sted på stien, hvor de nu var, til højre langs denne, indtil hun kom til en lille plantet skov med "fremmede" træer, og i en lysning i denne skov skulle der være et rundt bassin med et springvand. Dér var englenes hemmelige mødested.
   Kongedatteren takkede ravnen og de andre dyr for deres hjælpsomhed og venlighed, og allerede inden hun havde ført hesten ét skridt videre frem på stien, var alle de talende dyr forsvundet tilbage ind i skoven. Alt var stille, som om der slet ikke for et øjeblik siden havde været nogen. Men hun tvivlede ikke, for hun så, at nogen havde flettet to små blomster, en rød og en blå, ind i hestens pandelok: det gamle tegn for gode ønsker om lykke på rejsen.
   Da hun var nået frem til den lodrette klippe, var det nu blevet helt mørkt, og hun gjorde holdt for natten på dette sted. Hesten stod og skiftevis græssede og sov, mens kongedatteren lå indhyllet i sin kappe på en rede af græs og bløde kviste, som hun havde samlet. I søvne syntes de begge at høre en høj, summende sang, som lyden af ukendte insekter, der blev båret af vinden over store afstande og fra stor højde. Men det kunne selvfølgelig også være en drøm.

X
   Tidligt næste morgen fortsatte kongedatteren og hesten rejsen til englenes hemmelige mødested. De fulgte en smal, overgroet sti, hele tiden med den lodrette klippevæg på venstre side, og så stejl var klippen, at den nogle steder syntes at rage ud over dem og spærre for udsynet til himlen. Til højre side var terrænet stærkt ujævnt, med sletter oversået med rullesten, stejle skrænter op og ned, og dybe kløfter. Stien førte jævnt og stadigt opad, i en næsten umærkelig stigning. Kongedatteren tænkte, at nu måtte de være kommet så langt, at intet almindeligt menneske og ingen almindelig hest nogensinde havde været på dette sted, da hun fik øje på den lille skov, ravnen havde fortalt om. "Fremmede" træer, havde den sorte fugl sagt, og disse var i sandhed træer, hun aldrig havde set mage til. De var som grønne skyer, der blev båret oppe af slanke, rødglinsende stammer, og gulgrønne og blågrønne fjerbuske, der vajede og svajede indeni de grønne, halvgennemsigtige skyer. Når hun så direkte på de enkelte træer, syntes de at blive utydelige, som billedet af noget, man kun vagt husker og prøver at komme i tanker om; men når hun så henover skoven uden at fæstne blikket på noget bestemt punkt, var skoven en rigtig skov, og hvert eneste træ virkeligt. Kongedatteren sagde til sig selv, som hun havde sagt tusind gange før: der er ingen vej tilbage, og så red hun ind i den fremmede skov.
   Trækronerne susede svagt, en gren knirkede hist og her, småsten trillede under hestehovene, og usete fugle fløjtede og puslede. Med andre ord, det var som at ride i enhver anden skov.
   Hun hørte springvandet længe før hun kom til det. Det var let at følge lyden, og hun tænkte, det fortjener de, englene, at have et mødested så hemmeligt og skønt som dette; det er det rigtige sted for englene, uden dem kunne vi ikke leve.
   Hun forbavsedes over de ord, hendes tanker havde fået; sådan havde hun aldrig før tænkt eller talt! Men naturligvis kunne man ikke være den samme som før, på dette sted.

XI
   Foran en mosklædt klippe, der rejste sig højt over trækronerne, var et rundt stenbassin med en enkelt springvandsstråle midt i. Vandets lyd var dæmpet, som kom den langt borte fra; vandets farve var svagt lysegrøn, som genspejlet af træerne omkring.
   Og der var engle. Først havde kongedatteren næsten ikke lagt mærke til dem, så stille var de; og så godt passede de ind i omgivelserne, at de næsten var usynlige. Men engle var der. Parvis eller i større og mindre grupper stod de, i deres forskelligfarvede kjortler og med pænt sammenfoldede vinger, ved bassinets rand, på græsset foran og mellem skovens træer - og de stod der bare.
   Det så ikke ud til, at de talte sammen: ikke en mund, ikke en hånd eller vinge bevægede sig, de kunne have været statuer, hvis ikke det var for det specielle levende skær, der var over deres hår, ansigter, tøj, vinger. Ikke to var ens, hver engel bar sit helt eget særpræg, der var så meget mere tydeligt, som de stod helt stille og afslappet, uden at fortrække en mine og med åbne øjne der aldrig blinkede. Kun et svagt vindpust bevægede nu og da en hårlok eller en vingefjer.
   Kongedatteren havde standset hesten og sad længe og så englene - betragtede kun, uden at tænke eller prøve at sammenligne dem med noget, hun før havde set. Hun var klar over, at intet menneske havde nogensinde været vidne til dette englemøde, og dog følte hun hverken ærefrygt, nysgerrighed eller lyst til at dele denne oplevelse med andre.
   Hun vidste ikke, hvor længe hun havde betragtet englene, før det faldt hende ind at søge efter den engel, der havde bortført hendes bror, den engel, hun havde set i spejlet hos den gamle mand i skoven. Nu begyndte hun at lægge mærke til hver enkelt engel. Der var nogle engletyper, hun kunne genkende, som oftere end andre færdedes blandt menneskene: der var dødsenglene med de kridhvide kjortler og sorte vinger, fødselsenglene, der var genkendelige på deres røde og hvide farver, budbringerenglene med de blå bånd flagrende fra skuldre og hår, hjælperenglene med grønne bladranker vævet ind i deres mørkeblå kjortler - og der var engle, hvis typer og formål hun ikke kendte og ikke kunne gætte sig til. Intetsteds blandt dem kunne hun få øje på den engel, hun søgte. Men hvor var de dog prægtige at se, allesammen ......
   Kongedatteren tog sig sammen. Det var ingen nytte til at sidde her og falde i staver; hun havde et vigtigt ærinde, der skulle fuldføres. Hun lod sig glide ned fra hestens ryg og nærmede sig englene til fods. Hun henvendte sig til en engel med gylden kjortel og sølvskinnende vinger. - Jeg beder dig, engel, sagde hun, - at fortælle mig hvor jeg kan finde min lille bror, der blev ført bort fra kongsgården af en engel for tre, nej, fire dage siden? Englen sagde intet. Dens blå øjne så venligt på hende, stadig uden at blinke, munden smilte til hende, men uden svar. Kongedatteren ville ikke gentage sit spørgsmål, for hun var sikker på, at både denne engel og alle de nærmeststående engle havde hørt hvad hun havde sagt; hendes stemme havde klinget næsten ubehageligt højt på dette tyste sted. Hun så sig spørgende om, mødte adskillige engles blikke, én efter én; alle venligt smilende, alle tavse.
   Selvfølgelig var det sandt, hvad ravnen havde fortalt, og hvad hun også selv var klar over: at englenes tavshedspligt ikke tillod dem at tale med mennesker. Kun de få, der mestrede tankeoverføring - og det var næsten udelukkende små børn - kunne udveksle spørgsmål og svar med englene; og selv de kunne ikke altid regne med at få deres nysgerrighed tilfredsstillet. Kongedatteren lyttede koncentreret i sine tanker efter et engle-svar, men hørte dér kun den svingende susen af sin egen rådvildhed. Her var intet at stille op. Hun vendte sig, knipsede med fingrene ad hesten, som fulgte hende, og gik bort fra mødestedet samme vej, hun var kommet. Før springvandet og englene forsvandt ud af syne bag træerne, vendte hun sig en sidste gang, og løftede hånden til hilsen.
   Englene stod som de hele tiden havde stået, tavse, urørlige, men stadig venligt smilende.
   Morede de sig mon lidt over hende? Det var dog ikke sandsynligt - kongedatteren kunne ikke gøre sig fri af den tanke, at hun måske kunne havde fået det svar, hun søgte, hvis blot hun havde forstået at stille sit spørgsmål på den rigtige måde.

XII
   Først da hun var helt ude af skoven, sad hun igen op på hesten og red tilbage ad den næsten usynlige sti gennem det stenede terræn. Da hun kom rundt om et af de mange udspring på den stejle klippevæg, som hun nu havde på højre hånd, fik hun øje på noget, der lignede en kæmpemæssig fugl, der sad på en sten ved siden af stien et stykke længere fremme. Langsomt nærmede hun sig, og forsigtigt, for aldrig havde hun set så stor en fugl, og det var ikke godt at vide, hvad den ville. Først da hun var kommet ganske nær, vendte fuglen sig om mod hende, og hun så, at det var en engel! - Dav, sagde englen.
   Kongedatteren var et øjeblik stum af forbavselse. - En talende engel! Hvordan kan det gå til? udbrød hun. Englen flaksede ned fra stenen og stod nu på stien lige foran hende. - Dav, gentog den.
   Kongedatteren kom i tanker om, at hun af lutter overraskelse ikke havde gengældt hilsenen. - Undskyld. Dav! sagde hun. - Jeg troede blot ikke, at der fandtes engle, der talte menneskesprog. - Det er der heller ikke mange, der gør, sagde englen. - Kun ganske få, og kun under ganske særlige omstændigheder. Selv er jeg en falden engel, der midlertidigt er blevet udstødt fra engleskaren, på grund af en forseelse. Men til gengæld har jeg fået lov at tale menneskesprog, så jeg lettere kan komme til at gøre nogen en tjeneste, og derved måske blive taget til nåde igen.
   Kongedatteren betragtede den faldne engel. Den så ganske tilforladelig ud (det gør alle engle), i hvid kjortel pyntet med et gyldent arabesk-mønster, og bronzeskinnende vinger. Hun sagde: - Jeg har et problem, du måske kunne hjælpe mig med .... - Ja, det har du, svarede den faldne engel hurtigt. - Jeg hørte dit spørgsmål til englene på det hemmelige mødested, og jeg tænkte straks, at det var muligt, jeg kunne få lov at hjælpe dig. Der er bare lige én ting .....
   Den faldne engel tav pludselig, og så betænkelig ud. Det var besynderligt at se en engel, der åbenbart var i tvivl om noget, og kongedatteren vidste ikke rigtig, hvor hun skulle se hen eller om hun skulle sige noget. Men hér havde hun fundet én, som muligvis kunne hjælpe hende, og hun var ikke meget for, at den nu måske skulle ombestemme sig. - Er der noget i vejen? spurgte hun. - Du var ved at sige noget -
   Den faldne engel så på hende igen. - Ja, jeg kom til at tænke på, at siden det er en engel, der er taget afsted med din bror, så er det måske imod Reglerne, at jeg hjælper dig med at finde ham igen. I så fald vil jeg være endnu værre stillet, end jeg er nu. Men på den anden side, så lyder Reglerne for en Falden Engel: "At finde et menneske eller dyr, der er i nød, og yde effektiv hjælp, om nødvendigt ved brug af menneskelig tale".
   Kongedatteren smilte til den faldne engel. - Jamen, så er det da i orden, sagde hun. - Her er jeg, og jeg har hårdt brug for din hjælp.
   - Er du virkelig i nød?
   - Min lillebror er forsvundet! jeg må vide, hvor han er, og hvad der er sket ham. Kongedatteren fik tårer i øjnene, mens hun tænkte på den blå ridder, som red ud af porten fra kongsgården. Hun blev helt chokeret ved at opdage, at hun havde svært ved nøjagtigt at genkalde sig hans ansigt - i det sidste døgn havde hun næsten ikke skænket ham en tanke, og det til trods for, at det var på grund af ham, hun selv var draget ud på dette ærinde. Denne kendsgerning var i sig selv nok til at lokke et par ekstra tårer frem.
   Den faldne engel smilte muntert.
   Sært, som menneskelige følelser og reaktioner lod til at fremkalde morskab - eller det der lignede - hos englene! tænkte kongedatteren, men besluttede i det samme ikke at bekymre sig derom. Engle var engle, og hvem kunne vel fatte deres grunde; selv en falden engel var afgjort hinsides enhver spekulation.
   - Det er sandsynligt, sagde den faldne engel, at din lillebror er blevet bragt til rekrutteringscentret.
   - Hvilket rekrutteringscenter??
   - Engle-rekrutteringen. Du ved, at nogle få mennesker, som regel børn og ganske unge, bliver frivilligt rekrutteret som engle; det sker stadigvæk, selv om rekrutteringen næsten er ophørt nu: i de sidste par år har der kun været 4 - 5 stykker i alt. Ikke som for blot tre-firehundrede år siden, da var der en stor og ivrig tilgang.
   Kongedatteren så mistænksomt på den faldne engel. - Hvorfor fortæller du mig det?
   - For at du ikke skal blive bange, når vi går ned i rekrutteringscentret. Det er vigtigt, at du forstår lidt af, hvad du ser dér, fordi du vil nok være det eneste menneske, der nogensinde er kommet til centret og derefter vendt tilbage til menneskene. Og det vil være lettere for dig at holde dét hemmeligt, som du forstår.
   Nu hørtes pludselig fodtrin af en flok store dyr, der nærmede sig, og henover den stenede slette nedenfor stien kom en flok hjorte til syne. Det var stærke, smukke dyr med blank pels og stolte ansigter. Hjortene kom helt frem til dem og rakte hilsende mulerne frem mod hesten, mens de ikke lod til at interessere sig for kongedatteren og den faldne engel. Den faldne engel sagde: - Du må efterlade din hest i selskab med disse hjorte. Den kan ikke komme med, hvor vi skal hen.
   Hvor var alting dog vanskeligt! Skulle man nu lade sig skille fra sin kære hest og efterlade den sammen med en flok vilde dyr? Hvad ville der ske?
   En af hjortene opfattede hendes betænkelighed, den så på hende og sagde: - Vær ikke bange, menneskedatter. Hesten skal være vor ven og vor gæst. Vi lever et roligt liv under englenes beskyttelse, og du og hesten vil mødes igen inden længe.
   Kongedatteren lod sig glide ned fra hestens ryg, hun lagde armene om dens hals og hviskede den i øret: Vi ses snart igen. Hesten kyssede forsigtigt hendes kind og vendte sig om. Sammen travede hjortene og hesten hurtigt bort over sletten.

XIII
   Den faldne engel førte kongedatteren i den modsatte retning, op fra stien, op ad skrænten, mellem sten og klippeblokke, gennem kløfter, opad, opad. Hun var forbavset over at se, hvor let og ubesværet den faldne engel bevægede sig i det ujævne terræn, og til fods; den brugte ikke vingerne én eneste gang, selv ikke på steder, hvor det var både farligt og vanskeligt at holde balancen.
   Endelig standsede den og satte sig på en sten. Kongedatteren var godt forpustet, og satte sig, lidt tungt, ved siden af den. Den faldne engel pegede på en kilde, der vældede ud mellem stenene og forsatte i en hurtig bæk ned ad bjergsiden, ud af syne.
   - Det er den kilde, der giver vand til fontænen på det hemmelige mødested, sagde den. - Kilden kommer fra jordens indre. Vi skal ned dér, hvor kilden har sit udspring.
   Kongedatteren var så træt, at hun nærmest var ligeglad. Der var sket så meget i de sidste få timer, at det helt havde overvældet hende: mødet med de skønne engle, skuffelsen over deres tavshed, den mærkelige faldne engel som ganske vist talte, men som hun heller ikke rigtig kunne blive klog på, nyheden om at hendes bror måske var blevet rekrutteret som engel, de talende hjorte, afskeden med hesten - og til sidst den lange, anstrengende klatretur op ad bjerget. Hun lukkede øjnene og prøvede at lade være med at tænke på sin gode seng derhjemme.
   Hun hørte, at den faldne engel talte til hende igen, den var ved at fortælle noget om en skjult indgang og en trappe og en hemmelig labyrint, men dens stemme blev mere og mere utydelig, svagere, fjernere .....
   Kongedatteren sad ret op og ned på den hårde sten og sov.

XIV
   Da hun vågnede, var alt mørkt omkring hende, og hun troede, hun var alene. Hun lå, som var hun faldet baglæns ned fra stenen, med fødderne oppe på den; men nogen havde pakket hende omhyggeligt ind i den vide ridekappe, og hendes hoved hvilede på en pude af bregner og tørt græs.
   Hun svingede benene ned fra stenen, satte sig op på knæ og prøvede at se sig om. I det svage stjerneskær så stenlandskabet uvirkeligt og drømmeagtigt ud: konturer og skygger i alle tænkelige nuancer af sort strakte sig i alle retninger, overlappede og krydsede hinanden og dannede sære figurer, der syntes at være i bevægelse, når hun ikke så direkte på dem.
   Men kongedatteren var ikke mørkeræd. Hun vidste, at uforklarlige skikkelser og bevægelser, som lige akkurat anedes ud af øjenkrogen, ofte skyldtes banale ting som sult, tørst og træthed. Hun fandt sin taske frem og åbnede den. Spiste brød og tørret frugt, tyggede langsomt og tænkte. Kom pludselig i tanker om den faldne engel; havde den forladt hende, mens hun sov? Hun løftede hovedet og lyttede. Ikke en lyd, udover bækken og små dyr i skjul bag store sten. Hun drejede hovedet og så omkring sig. Mindre end ti skridt fra hende stod den faldne engel. Den stod rank, ubevægelig og tavs ligesom den farverige engleskare på det hemmelige mødested. Mørket og de dystre omgivelser fik hende til at tænke: den ligner en statue af sort sten, en cypres i en gravlund. Endnu engang fik hun denne smertelige fremmed-følelse: englene havde pligter og hemmeligheder som sikkert var frygteligere og sværere end noget menneske kunne ane, men blot dette at være i engles nærvær gav hende samtidig en fornemmelse af, at der var noget, hun burde have, men som hun manglede; at der var noget, hun burde vide, men som hun havde glemt. Hvor hun længtes efter at huske, efter at forstå disse mærkelige væsener, som påvirkede mennesker så stærkt, skønt de kun sjældent sås på menneskebeboede steder. Uden at ville det hviskede hun frem for sig de ord, som dagen før var dukket så uventet op i hendes tanker: uden dem kan vi ikke leve -
   Kongedatteren så ned på maden i sin hånd, lagde den så tilbage i tasken. Hun havde mistet appetitten.

XV
   Da hun senere kom tilbage til stedet hvor hun havde sovet, efter at have drukket vand og vasket sig i bækken, sad den faldne engel atter på den sten, hvor den aftenen før havde siddet og vist hende kilden.
   - Skal vi fortsætte, sagde den. - Vi har endnu langt at gå, før vi er fremme.
   Kongedatteren bød den brød og frugt fra sin taske, men den faldne engel smilte og sagde: - Engle spiser ikke. Vore kroppe er ikke som menneskekroppe; de fungerer udelukkende på den energi, vi selv giver dem, og behøver derfor ikke mad eller drikke, søvn eller hvile.
   Hun tænkte et øjeblik over dette. Sagde så: - Jamen, hvad så med de engle, der rekrutteres blandt mennesker? De har dog rigtige menneskekroppe.
   Den faldne engel lo. - Det har de, til at begynde med. Men at overføre livsenergi til en krop er ganske let at lære. De fleste rekrutter har allerede lært det, inden vingerne er vokset helt ud: de lærer faktisk at forvandle deres egen krop til en englekrop. Men måske får du selv nogen at se nede i rekrutteringscentret. Kom nu, vi skal afsted!
   Endnu engang førte den faldne engel kongedatteren op ad den stejle skråning, men standsede inden længe foran en høj, kuplet klippe, der var flad på den ene side. Den vendte sig om mod kongedatteren, der fulgte nogle skridt bagefter.
   - Og hvad nu, tror du? Foran en hemmelig indgang som denne, forventer alle, at man skal bruge bankesignaler, magiske ord og mystiske ritualer, men sandheden er heldigvis aldrig så indviklet som I mennesker gerne vil gøre den til.
   Den bøjede sig ned, tog en nævestor sten op, trådte et par skridt tilbage og slyngede stenen hårdt mod klippens flade side. Det forventede smæld udeblev; men i det øjeblik, stenen ramte klippen, forsvandt både stenen og fladen, og der var i stedet en åbning.
   Kongedatteren var imponeret.
   I hælene på den faldne engel gik hun ind i klippen.
   En lang, lige gang førte videre ind. Der lå noget på gulvet. Den faldne engel samlede det op; det var den sten, den havde kastet derind. Den vendte sig om og kastede stenen ud igen. I samme øjeblik lukkede åbningen sig, og gangen oplystes af en smal lysstribe, omkring tyve skridt lang, over deres hoveder. Lysstriben bevægede sig fremad med samme hastighed, som de gik.

XVI
   De gik længe. Det forekom kongedatteren, at det var en rejse på flere døgn; men det var umuligt at afgøre med sikkerhed, thi under jorden og med en bevægelig stribe som eneste lyskilde, kan der aldrig være tale om hverken dag eller nat, minutter eller timer.
   Og hele tiden gik de nedad gennem stenkorridorer, der snart bugtede sig som tusind slanger i forlængelse af hinanden, snart løb ligeud som en endeløs ret linie. Undertiden var der trappetrin, altid nedad; og overalt var der tilstødende gange og mørklagte åbninger, der vidnede om, at den underjordiske labyrint var både vidtstrakt og kompliceret. Kongedatteren havde godt nok hørt rygter og fantasifulde fortællinger om de hemmelige gange i jordens indre, som kun englene kunne finde vej i; men aldrig havde hun forestillet sig, at hun selv skulle få kendskab til dem, langt mindre at hun selv skulle gå hér, træt og ømfodet ganske vist, og i kølvandet på en falden engel - og hun tænkte på, om hun mon var det første menneske, der gik i disse gange. Den faldne engel vendte sig om mod hende og smilte. - Nej, sagde den, - det er sket langt oftere end du tror, at mennesker har begivet sig herned. Det er de udvalgte rekrutter, der af en engel føres til centret for selv at blive uddannet til engle. Men i de sidste mange år har det dog været færre og færre.
   Kongedatteren nikkede blot uden at sige noget. Hun havde vænnet sig til, at den faldne engel - som alle engle - kunne læse menneskelige tanker. Hun ønskede blot, at hun evnede at gøre det samme - hvor ville tilværelsen da blive langt enklere og nemmere! - - Med ét slog det hende, at det ville være lige det modsatte. Som i et glimt så hun, hvilke forpligtelser, ansvar, svære byrder, det ville medføre for den, der besad sådanne evner. Og samtidig vidste hun, at netop dét, at prøve kræfter med disse opgaver, var den største lykke, hun i dette øjeblik kunne begribe. Og at mestre sådanne evner og opgaver ville give hende en frihed, hun var klar over, at hun ikke fattede. Hun følte det, som om luften omkring hendes krop blev varm, hendes muskler afslappedes og hendes gang på det hårde stengulv blev let og fjedrende.
   Den faldne engel vendte sig pludselig om mod hende, uden at standse, og i samme øjeblik var det, ligesom hun selv så sit eget ansigt: kinderne rødmede, munden smilte bredt, som om hun bar på verdens morsomste hemmelighed. Det var et smil, der mindede om englenes.
   Den faldne engel gik stadig videre, baglæns, bredte armene og vingerne ud mod hende og lo: - Tillykke! Vendte sig derpå om igen, og gik videre som før. Kongedatteren fulgte efter, let og hurtigt. Hun syntes, hun både forstod og ikke forstod, hvad den havde ment med sin lykønskning.

XVII
   Efter en lang vandring standsede den faldne engel foran en kort, bred trappe, der til en afveksling førte opad. Den pegede på en tofløjet dør, der stod lidt på klem. - Dér er engle-rekrutteringscentret, sagde den. - Vi må hellere gå lidt stilfærdigt, når vi kommer derind, for det kan godt ske, at der er nogen, der mener, vi ikke har noget dér at gøre.
   Stille gik de ind ad døren, og trådte ind i et stort rum, hvor søjler i grupper på tre og fire rakte op til det hvælvede loft. Mellem nogle af søjlerne stod bænke, men der sad ingen på bænkene. Rummet, der strakte sig vidt og bredt til alle sider, så tomt ud. Og mere end det: det så ud til, at ingen i længere tid havde benyttet rummet til noget specielt formål. Forladt og forfaldent, tænkte kongedatteren, mens hun så sig om. Loftet var oplyst af talrige små, korte lysstriber, der skulle danne et indviklet stjernemønster; men det var tydeligt at se, at adskillige var slukket, så mønsteret mest af alt mindede om mølædte kniplinger. Små sandbunker ved foden af de nærmeste søjler tydede på fremskreden forvitring i sammenføjningerne mellem søjler og loft. Længere borte lå et par bunker af tilhugne sten, men hvorvidt de vidnede om nedrivning eller opbygning, var ikke til at se.
   Kongedatteren følte mere forundring end skuffelse. Spørgende så hun hen på den faldne engel, som blot trak på skuldrene. Åbenbart var dette heller ikke, hvad den havde ventet.
   Uden yderligere forsigtighed trådte de begge ud i rummet.
   Og opdagede, at de ikke var alene.
   Der stod en engel foran dem. En høj, kraftig engel med en sværdlignende stav, der flimrede som ild, i hånden. Englen smilte og slog ud med den anden hånd. - Velkommen! brølede den og lo højt. Nu var kongedatteren for alvor chokeret. Endnu en talende engel; og denne var helt åbenlyst ikke falden. Engle, der ikke overholdt tavshedspligten, og så på dette sted - som det så ud! Englen opfattede lynhurtigt hendes tanker og sagde venligt: - Unge dame, her i rekrutteringscentret gør vi lejlighedsvise undtagelser fra englenes tavshedspligt. Det er undertiden nødvendigt, for at sikre rekrutternes fulde forståelse, inden engleoplæringen begynder. Men tilgiv mig, jeg havde oprigtigt talt ikke ventet flere rekrutter - nej, faktisk var vi i færd med at lukke modtagelsesafdelingen, det var derfor vi ikke havde gjort os ulejlighed med at lukke døren - den står åben fordi vi er ved at lukke - HAHAHAHA - Englen lo højt og blev helt lyserød i ansigtet. Kongedatteren forstod, at denne engels snakkesalighed og joviale humør udelukkende var beregnet på at få en nyankommen til at føle sig bedre tilpas i de uvante omgivelser.
   Englen sendte hende et hurtigt, gennemtrængende blik. - Og du er allerede begyndt at forstå, sagde den, pludselig lavmælt. - Det bliver lettere for dig end for de fleste. Men kom, du er kommet senere end de sidste, vi har ikke så megen tid, du må have dine vinger hurtigst muligt.
   Med armen om hendes skuldre begyndte englen at føre kongedatteren med sig, hurtigt, bestemt, beslutsomt. Ingen modstand eller modsigelse var mulig.
   Kongedatteren indså nu, at dette var en frygtelig misforståelse, og begyndte at protestere, men englen havde travlt og forvekslede åbenbart hendes protester med dem, den ofte før havde hørt på dette punkt. - Det er helt naturligt, sagde den beroligende. - De allerfleste mennesker er betænkelige ved det med vingerne, også de, der ikke vil indrømme det. Men i virkeligheden er det ganske let og smertefrit, du mærker det blot som en indsprøjtning i hvert skulderblad, så er vingeknopperne podet på, og inden en uge er de begyndt at vokse. Efter 6 - 8 uger har du så fuldt udvoksede vinger og kan starte på de første flyveøvelser. Der er selvfølgelig mange andre ting, der hører med til den fuldstændige forvandling, men det kommer vi til hen ad vejen. Englen pegede på en hvid stenbænk. - Sæt dig her og hvil dig lidt; jeg kommer tilbage om et øjeblik med den engel, der skal udføre vingepodningen. Sæt du dig bare ned og hvil benene. Med et opmuntrende smil vendte englen sig om og var borte.

XVIII
   Kongedatteren var lamslået. Hvad var der sket? Hvad havde hun nu rodet sig ind i? Hvorfor var hun i det hele taget hér? Åjo, hun skulle finde sin lillebror. Men han kunne jo være hvor som helst. Nu måtte hun tænke på sig selv - det gik ikke an, at hun blev gjort til engel, det var ikke med i hendes plan, hun havde simpelthen ikke tid, hun havde et vigtigt ærinde at udføre. Og så -- så var der, bagved det hele, tanken om den blå ridder. Hvor var det længe siden, hun havde besluttet, at ham ville hun have, at hun ikke ville sky nogen vanskeligheder for at opnå dette. Og nu sad hun her på en kold bænk i jordens indre og ventede på lejlighed til at forklare en engel, at hun ikke var kommet for at få vinger!
   Hun syntes, hun var drevet lige lovligt langt ud af kurs fra sit oprindelige mål. Hun prøvede at formulere for sig selv, hvad hun skulle sige, når englen dukkede op. Kom pludselig i tanker om den faldne engel, der havde ført hende hertil; den måtte da kunne hjælpe med at forklare! Så sig om - den faldne engel var ikke at se. Hun havde været så overvældet af den anden engel, at hun slet ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde set den faldne engel.
   Hun var helt alene på en kold bænk i jordens indre.

XIX
   Netop som kongedatteren skulle til at gå i rette med sig selv for sin begyndende selvmedlidenhed, hørte hun en lyd ved sin side, og opdagede den faldne engel, der sad for enden af bænken.
   - Jeg har undersøgt sagen, sagde den, - og har fundet ud af, at jeg tog fejl. Din bror er ikke her i rekrutteringscentret; og du må selvfølgelig undskylde, at jeg har givet dig falske forhåbninger og ført dig herned til ingen verdens nytte.
   Uden at ville det, mærkede kongedatteren, at hun blev vred:
   - Til ingen verdens nytte, nej, men det kan du sagtens sidde der ligeså roligt og sige! Jeg har spildt masser af tid uden at være kommet ét skridt nærmere til at finde min bror, og nu sidder jeg ovenikøbet her og risikerer at blive shanghajet til engel, det har jeg slet ikke tid til, men det har englen dér ikke tid til at høre på, og jeg må - - - nejnejnej, du må ikke gå! Den faldne engel havde rejst sig fra bænken og vendt ansigtet bort. Ved hendes ord standsede den. Kongedatteren rejste sig og gik hen til den faldne engel. Da hun så, at den lo, som ingen skulle tro, nogen engel kunne, blev hun så rasende, at hun ikke kunne få et ord mere frem.
   Med ét stod den store engel foran dem igen, ligeså uventet opdukket som første gang, og sammen med den var en anden, mindre engel, der bar på en aflang æske. Æsken var dekoreret med små skinnende fjer.
   - Jamen kære ven, sagde den store engel og rakte ud efter hende. Kongedatteren trak sig hurtigt et skridt tilbage. - Hvad er der i vejen? Jeg ser, du er ophidset, der er vrede i dit ansigt og et værre roderi i dine tanker. Fortæl mig, hvad det kan skyldes?
   Til sin store rædsel følte kongedatteren, at hun ikke ville kunne få en stavelse over sine læber uden at begynde at græde. Det forekom hende at være en uhyrlighed uden lige, at skulle give sig til at græde på dette sted. Hun kneb munden sammen og rystede på hovedet. Da trådte den faldne engel hen til de to andre engle, og så dem begge ind i øjnene uden at fortrække en mine. Stod stille således et par øjeblikke. Pludselig lo alle tre. Som i en drøm hørte kongedatteren sin egen stemme blande sig i latteren. Lettelsen strømmede ind over hende, og hun følte at spændingen forlod hendes krop, og hendes sind befriedes for vreden.
   Den store engel lagde hånden på hendes skulder og sagde: - Ja, det er altså en fejltagelse. Det var ellers en skam. Hvad din forsvundne lillebror angår, kan jeg kun sige, at da han har forladt kongeriget sammen med en engel, må det være til både hans eget og alles bedste. Jeg kan ikke sige, jeg ved hvor han er; jeg kan ikke sige, jeg ikke ved hvor han er. Jeg vil ikke råde dig til at forsætte din søgen, og jeg vil heller ikke råde dig til at opgive. Find selv ud af, hvad du skal gøre og hvor du skal gå hen; du har både kraft og evne til at træffe den rigtige beslutning. Du må nu gå herfra og gøre, hvad du skal. Din ledsager skal ikke følge dig mere, han har tjent dig godt i dit ærinde - omend uden resultat hidtil - og er blevet indkaldt til genoptagelse i engleskaren. Følg du blot den vej, du er kommet hertil ad, og kast en sten mod døren, når du kommer op til udgangen.

XX
   Og i næste øjeblik var alle tre engle forsvundet, som om de aldrig havde været til, og alt lys i det store rum var slukket, undtagen en enkelt smal lysstribe, der førte hen til den halvåbne dør.
   Der var nu ikke andet at gøre end at følge lysstriben og forlade dette mærkelige, tomme sted.
   Mens hun gik ad den smalle stenkorridor i den retning, hun håbede var den rigtige, tænkte hun, at dette var ved at blive for meget. Hér gik hun i en underjordisk labyrint, i et ærinde, hun efterhånden var kommet til at betragte som nytteløst - ikke kun, fordi det tilsyneladende var umuligt at opspore den bortførte lillebror, men også fordi hendes formål var begyndt at se mere og mere småt og spinkelt ud.
   Hvad var det, hun havde villet? Hun ville finde sin bror, blot for at give den blå ridder mulighed for at vende tilbage til kongeriget, og for at vinde hans beundring. Og desuden havde hun ønsket at drage ud og opleve noget. Det sidste var lykkedes hende i overmål. Det første var hun næsten ligeglad med nu. Hvem gavnede alt dette, alle hendes spørgsmål, hendes krumspring? I bedste fald kun hende selv, hvis det lykkedes hende at lære noget nyttigt af sine oplevelser. Men hvad? Hun følte kun forvirring og magtesløshed. Englene var anderledes; de vidste, hvad de gjorde.
   Kongedatteren følte det, som om hun havde gået flere døgn, men mest af alt var det hendes egne tanker, der trættede hende. Så da hun kom til en niche i labyrinten, hvor der stod en smal stenbænk, satte hun sig ned, lagde benene op og lænede ryggen mod klippevæggen. Lysstriben i loftet, der hele tiden havde fulgt med hende, trak sig nu sammen og blev kortere, og stod stille som en lysende tankestreg over nichen. Inden hun havde nået at tage stilling til, om hun skulle sove eller blot hvile sig, faldt hun i søvn.

XXI
   Da hun igen vågnede, var hun straks klar over, hvor hun var, og at hun måtte videre. Pludselig lagde hun mærke til en ny lysstribe i loftet, længere henne i korridoren, som hurtigt nærmede sig nichen hvor hun sad. - Der kommer en engel, tænkte hun. Og forstod i samme sekund, at engle behøver hverken lys eller korridorer, når de skal fra ét sted til et andet. - Der kommer nogen, rettede hun sig selv. Snart så hun, at det var en lille flok mørke dyr, der i luntetrav nærmede sig; og i næste øjeblik var hun omgivet af fem små sorte løver, ikke større end jagthunde, men brede og kraftige. Jordens indre har sine egne dyrearter. Løverne kiggede op på hende med store, rødbrune øjne og sagde i kor: - Hej, menneskepige! Vi så dig, mens du sov, og vi så i dine tanker, hvad du er kommet herind for at finde. Hvis du vil, skal vi gerne vise dig, hvor din lillebror er.
   Kongedatteren måbede og kunne ikke finde på noget at sige. Netop som hun var begyndt at finde sit ærinde meningsløst, var det måske allerede så godt som fuldført! Hun lod hænderne glide over stenfladen, hun sad på, for at minde sig selv om, at dette var virkeligt. Endelig fandt hun sin stemme igen, og sagde: - Jeg takker jer, løver; og jeg vil tænke med kærlighed på jer, hvis I vil føre mig derhen.
   Løverne var allerede på vej hen ad korridoren, og kongedatteren fulgte dem, så hurtigt hun kunne. I farten lagde hun mærke til, at løvernes lysstribe og hendes egen smeltede sammen til én.
   De gik rask til. Løverne befandt sig snart foran hende, snart ved siden af hende, og undertiden gjorde de små kast med hovedet og kroppen og kiggede muntert op på hende, som var det et kobbel ivrige hundehvalpe, hun gik med. Løverne talte ikke til hende undervejs, og da hun ikke kunne komme på noget at sige til dem, tav hun også. Ikke et øjeblik tvivlede hun på, at løverne havde talt sandhed, og at hun snart skulle gense sin bror. Hvad hun så skulle gøre eller sige til ham, når hun fandt ham, kunne hun heller ikke komme på.
   Endnu en gang kom de til en niche, der rummede en bred, snoet trappe. Ved toppen af trappen kom de ud på et slags galleri, der i en halvcirkel omkransede et stort rundt rum. Løverne førte kongedatteren hen til kanten af galleriet, og dérnede i den runde sal, der var oplyst af stjerner, der svævede i forskellige højder, så hun, hvad hun mindst af alt havde ventet at finde i jordens indre.

XXII
   Et halvthundrede småbørn, der sad, stod, løb og dansede og spillede med kulørte og gennemsigtige bolde. Og det mest forbavsende var, at ikke en lyd hørtes. Børnene var fuldstændig tavse. Der var både englebørn med små vinger, endnu lidt dunede omkring skuldrene, og menneskebørn, alle klædt i spraglede kjortler. Kulørte bånd, bolde og børn hvirvlede omkring.
   Her fik kongedatteren øje på sin bror, den lille kongesøn, der sammen med en gruppe lidt større børn dansede en ringdans. Den lille dreng, der knap nok kunne stolpre omkring, sidst hun havde set ham, bevægede sig forbavsende præcist og elegant. Hans lille krop var i fuldendt balance, og han smilede fornøjet til sine legekammerater. Det var tydeligt, at alle børnene kommunikerede ved tankeoverføring, hvilket ganske afværgede det præg af kaos og disharmoni, der ellers uvægerligt ville være over en så stor børneflok. Hér var enhver mulighed for misforståelser udelukket.
   Kongedatteren hørte nogen nærme sig fra den anden side af galleriet. Hun så op og fik øje på en engel, der kom i følge med en af de sorte løver. Det var en nurse-engel, forstod hun: én der boede sammen med børnene og forestod en del af deres undervisning. Englens kjortel var regnbuefarvet, og den ansigt var venligt. Da englen henvendte sig til kongedatteren, var det med den sorte løve som tolk, fordi, som den forklarede hende, hun var kommet ud over den alder, hvor tankeoverføring falder naturligt, og da hun tilmed var utrænet i englekunster, var det trods alt enklest at samtale på denne måde. Englen og løverne førte kongedatteren med sig ned ad en trappe for enden af galleriet og ind i et rum, der stødte op til børnenes legesal.
   Den venlige engel lod hende forstå, at hér kunne hun hvile sig, tage et bad og spise frokost, mens andre engle ville vaske og reparere hendes tøj, der sandt at sige så noget medtaget ud efter den lange rejse. Hun kunne så låne en englekjortel imens.

XXIII
   Kort efter fandt kongedatteren ud af, hvordan en englekjortel gør plads til englevingerne: øverst på ryggen er der to lodrette slidser, der knappes over skulderen. Hun kunne ikke lade være at synes, hun manglede noget, da hun følte hvordan kjortlen sad lige lovlig løst over hendes vingeløse ryg.
   De sorte løver, der stadig var hos hende, vimsede omkring og sendte hende beundrende og opmuntrende blikke. Nu sagde en af dem: - Der kommer én - Kongedatteren vendte sig om, og dér var den engel, som hun i eneboerens spejl havde set sammen med hendes bror. Farverne, ansigtet, udstrålingen; der var ingen tvivl. Hér stod hun overfor den engel, som hun så længe havde brændt efter at stille det ene spørgsmål efter det andet. Og nu kunne hun intet sige. Ikke engang spørgsmålet om, hvorfor den var fløjet afsted med den lille kongesøn, forekom hende relevant nu, hvor hun havde set, at dette uden nogen tvivl var det bedste for ham og for disse andre menneskebørn.
   Hun var rolig. Hun var tilfreds.
   Den rødhårede engel gjorde tegn til, at de skulle sætte sig ned og tale sammen. En af de sorte løver satte sig overfor dem og oversatte englens tanker til kongedatteren. Hvad hun hér fik at vide, havde hun ikke været forberedt på.
   - Englene, der oprindeligt var kommet hertil (som flygtninge? som udsendinge?) fra en anden verden, havde nu omsider (efter tusind år? efter millioner af år? - hvor er tidsbegreber dog vanskelige at oversætte) på grund af pludselige ændringer i omstændighederne (hvilke omstændigheder? hvilke ændringer? - kunne ikke præciseres nærmere - det involverede nogle forhold i en helt tredie verden, som alligevel var ubeskrivelig - og desuden var det hemmeligt) fået mulighed for at vende tilbage til deres eget univers (nej, ikke den verden hvorfra de var kommet hertil, men en, der var meget længere borte og meget længere siden og som iøvrigt heller ikke kunne beskrives) - - ville hun ellers spørge om noget?
   Kongedatteren følte sig ganske fortumlet. Skulle englene forlade denne verden? Jamen, hun havde da selv, dengang på englenes hemmelige mødested, erkendt deres uundværlighed og selv udtalt ordene: uden dem kunne vi ikke leve -- og hvorfor nu dette? Hvad med disse menneskebørn, nu da englerekrutteringen blandt mennesker var indstillet? Hvad betød det altsammen? Og hvorfor sad hun her og talte med den rødhårede engel? Hvad var hendes rolle i alt dette?
   Englen smilte, som om hun havde sagt noget virkelig morsomt, og forklarede:
   - Du sidder her og taler med mig, fordi du selv er kommet og har opsøgt dette sted. Din rolle er den, du selv har påtaget dig, det er noget, ingen anden bestemmer for dig. Disse menneskebørn derimod, spiller en nøje forudbestemt rolle. De skal i fremtiden tjene menneskeheden på en måde, der længe har været gemt og glemt i denne verden. Vi har bragt dem her til jordens indre for at lære dem at bevare evnen til tankeoverføring, alle børn har som små, men som de fleste mister allerede inden deres barndomsalder er forbi. Når englene forlader denne verden, vil vi, at menneskene skal have mulighed for at kommunikere ved tankeoverføring.
   Kongedatteren vendte og drejede disse ting i sine tanker. Var ikke sikker på om hun forstod. - Sig mig, engel, hvorfor det?
   - Hvordan vil du ellers kunne vide, når det er tid at besøge din gamle bedstemor når hun er syg og måske døende, og der ikke er tid til at hun kan sende bud på anden måde? Hvordan vil du ellers kunne være sikker på, hvilken ung mand, der vil blive din rette ægtemand? eller om du i det hele taget bør gifte dig? Hvordan skal dine børn ellers kunne komme hjem til spisetid, når de leger langt ude på engene? Disse ting, og tusindvis andre, er noget, som englene altid har taget sig af - oftest budbringer-englene eller de utallige usynlige engle, hvis virksomhed menneskene aldrig har haft kendskab til. Og hvad der måske er det vigtigste af alt - den, der ikke på nogen måde har erfaring med tankekraftens muligheder, vil aldrig kunne gøre sig håb om at undgå Mørkerigets mange farer og fælder, når han dør og forlader sin krop for at begynde et nyt liv; dette er specielt vigtigt, når mennesket ikke mere har dødsenglene til at ledsage, hjælpe, trøste og opmuntre.
   Måske var det forkert af os ikke at give os til kende i fuld udstrækning overfor jer mennesker, men vi mente, det var bedst, som vi gjorde. Og nu forsøger vi på denne måde at hjælpe jer til at hjælpe jer selv, så jeres liv i denne verden fortsat kan være så lykkeligt, som det er mennesker beskåret.
   Når disse børn er vokset forbi den alder, hvor almindelige unge mennesker mister deres tankekraft, så vil vi vide, om vort formål er lykkedes, og vi vil da kunne forlade denne verden og tage tilbage, hvor vi hører hjemme, til den verden, vi altid har længtes efter. Denne lærdom: at meddele sig og, vigtigst af alt, at opfatte, direkte og uden brug af besværlige omveje som skrift og tale, er det endelige trin i den oplæring, som det er engle tilladt at give mennesker.
   Denne gang var kongedatteren ikke i tvivl om sit spørgsmål: - Er det da muligt at nå højere? At kunne mere end dét?
   Englen svarede: - Ja. Men det kan ikke komme på tale, før dette, som jeg har fortalt dig om, beherskes helt naturligt og uden besvær.
   Kongedatteren så for sit indre blik, som i et drømmesyn, en dør åbne sig. Inden for døren: et fængsel, men et, der var fortroligt, trygt og behageligt. Uden for døren: et skærende lys, et ukendt tomrum, hvor op og ned ikke eksisterede; men dér var friheden.
   - Sig mig, engel, fortæl mig, kan jeg lære?
   - Ja, det kan du. Men du vil lære med vanskelighed, og langsomt, for du er ikke længere et barn, og jo ældre du bliver, des mere lukker dit sind sig sammen om dig selv og dine tanker.
   Men nu må du fuldføre det ærinde, du var begyndt på. Du må tage tilbage til dine forældre og sige, de skal ikke være bekymrede, for deres søn vil vende hjem om nogle få år, og da vil han måske kunne lære dig og andre - sandsynligvis også dine børn - mange gode og nyttige ting. Vi vil nu sende bud til alle de tapre og vise mænd, om at deres opgave er endt: de skal ikke søge længere, men drage hjem til kongeriget og til deres familier og kærester.
   Samtalen var forbi.
   Englen smilte muntert, rejste sig, hævede hånden til hilsen og var borte.

XXIV
   Kongedatteren havde nu efterhånden vænnet sig til englenes pludselige måde at komme til syne og forsvinde på, så hun blev roligt siddende og overvejede alt det, hun havde fået at vide. Den sorte løve, der stadig sad foran hende, lagde forsigtigt en pote på hendes knæ. - Skal vi gå? spurgte den. Kongedatteren var først lidt desorienteret. - Gå? - Ja, op til overfladen. Du skal jo hjem, skal du ikke? - Jo, det skulle hun da. Hun takkede løverne for at de ville ledsage hende endnu en gang, og begyndte at skifte til sine egne klæder, som nu var smukt rene og hele igen. Hun lagde mærke til, at englene havde forsynet hendes store mørkeblå ridekappe med et skinnende mørkerødt kantebånd forneden, hvor den før havde været godt frynset og forrevet. Denne omhu med "en fremmed dames gamle tøj" - som hun sagde til sig selv - både bevægede og imponerede hende. Englene var i stand til at tænke på alt og ordne alt, stort som småt. Og inden længe måtte menneskene til at klare sig uden deres hjælp.
   Hun lagde den lånte englekjortel pænt sammen og lagde den ned i kurven, som hendes egne klæder havde ligget i.
   Hun gik ud i døråbningen til legesalen og betragtede de tavse, legende børn. Nu var størstedelen af dem i færd med at spille bold. Nogle af de kulørte bolde svævede stille i luften eller fløj i rundkredse som små himmellegemer. Endnu engang så hun sin lillebror i flokken, henrykt koncentreret i sin leg. Hun besluttede at lade være at give sig til kende eller tale til ham; hun vidste heller ikke, hvad hun i givet fald skulle sige til et barn, der var i færd med at undergå en forvandling som den, englen havde beskrevet. Mod sin vilje følte hun et ikke ubetydeligt bid af misundelse.
   Efter at have taget afsked med nurse-englen og takket for bad, frokost og klæder, begyndte kongedatteren sin færd tilbage til jordens overflade, ledsaget af de små sorte løver, der mindede hende så meget om hundene hjemme på kongsgården. Dette gjorde det lettere for hende atter at tænke fremad og imødese sin hjemkomst.

XXV
   Turen op til udgangen i bjerget foregik i rask tempo og uden begivenheder. Til trods for deres livlighed og muntre adfærd, var løverne ikke snakkesalige, og kongedatteren havde mere end nok i sine egne tanker.
   Da hun havde kastet en sten mod den hemmelige port og var kommet ud i solskinnet, lagde hun armene om halsen på hver af løverne og lovede, at hun altid ville tænke med kærlighed på dem. Løverne forsvandt ind i bjerget igen, klippevæggen lukkede sig uden en lyd, og det var ikke til at se, der havde været en åbning.
   Kongedatteren begav sig nu ned ad skråningen og begyndte at tænke på, hvordan hun skulle finde sin hest, da hun hørte lyden af hovslag bag sig. Glad vendte hun sig om og skulle til at kalde sin hest ved navn, da hun så, at det var en fremmed hest, der kom travende efter hende. Denne hest, en kraftig rød hoppe, standsede foran hende, kastede med hovedet til hilsen og sagde: - Jeg blev bedt om at møde dig oppe ved den skjulte port, men da jeg kom, var du allerede gået. Jeg er kommet for at bringe dig hjem. Vær så god at sidde op, så skal det ikke vare længe; jeg er ganske vist ikke hurtig som vinden, som jeg var engang, men til gengæld er min ryg med årene blevet bredere og blødere at sidde på.
   Kongedatteren tog med tak imod tilbudet, og da de var kommet ned på stien, spurgte hun den talende hest, om den kendte noget til, hvor hendes egen hest var, da hun ikke kunne tænke sig at vende hjem uden den, der var en trofast rejsekammerat og tilmed en af hendes bedste venner. Hesten svarede: - Det tjener dig til ære, at du tæller dyr blandt dine venner. Jeg kan fortælle dig, at det ikke er tre dage siden, jeg sidst traf din hest, den har haft det godt sammen med hjortene og har allerede begyndt hjemturen sammen med nogle nye venner, den har truffet. Den vil møde os kort før vi er fremme.
   Den røde hoppe lagde et godt stykke vej bag sig, før det var tid at gøre holdt for natten. Kongedatteren sov på en rede af græs og kviste, svøbt i sin ridekappe. Hesten stod ganske nær ved, som en fast klippe af tryghed og beskyttelse, smågræssende og småblundende, altid årvågen, som heste gør.

XXVI
   Tidligt næste morgen fortsatte de rejsen til kongeriget.
   Kongedatteren sad i dybe tanker, da hesten pludselig vendte hovedet mod hende og sagde: - Jeg kan mærke, du tænker stærkt på englene, og at det gør dig lidt ondt. Fortæl mig om det! Og inden kongedatteren kunne nå at undre sig over, at hesten kunne se hendes tanker, gav hun tankerne ord, og fortalte: - I de sidste dage har jeg tænkt mere og mere over, hvordan det mon er at være engel, at kunne gøre ting med sine tanker alene, at kunne flyve, at se alt og at kende alle de skjulte ting. Og jeg tænker mig, at dette er hvad jeg ønsker, selv om det er umuligt.
   Hesten var tavs nogle øjeblikke, og sagde så: - Hele mit liv har jeg arbejdet sammen med englene, og du må tro mig, når jeg siger, at det at være engel er en barsk og vanskelig opgave. Det er hårdt, selv for engle, at bære så mange og så tunge hemmeligheder - og husk, at en sådan viden og sådanne evner, som engle har, kræver et ansvar af tilsvarende ufattelighed.
   Kongedatteren overvejede længe og grundigt, hvad der mon var værst, en farefuld udfordring eller en behagelig uvidenhed. Og hun spurgte hesten: - Mener du dermed, at det ikke er noget, man bør ønske for sig selv? Og hesten svarede: - Langt ifra. At være engel er noget af det vigtigste og mest ophøjede, noget væsen kan opnå. Og et oprigtigt ønske om at være engel er i høj grad prisværdigt. Men jeg er sikket på, at det at være engel er noget ganske andet.

XXVII
   Efter endnu nogle dages rejse, og efter mange interessante samtaler og mange interessante men uvæsentlige oplevelser, nåede kongedatteren og den talende hest til hendes eget land, og det var nu kongerigets landevej, de fulgte.
   Ved en korsvej i en lille skov på kystvejen mødte de et uventet selskab: på et lavt gærde ved vejen sad to engle, og ved siden af dem stod kongedatterens egen hest. Da de to havde hilst kærligt på hinanden, gjorde englene tegn til kongedatteren om at sætte sig hos dem, mens de to heste trak sig tilbage mellem træerne for at udveksle nyheder og hestesnak. Kongedatteren så nu, at den ene engel var den store, joviale engel fra rekrutteringscentret; den anden, som hun af en eller anden grund havde svært ved at se helt tydeligt, lignede ikke nogen engel, hun havde set før.
   Den store engel, der stadig var meget venlig og tillidvækkende, men som nu havde aflagt sine joviale onkel-talemåder, forklarede hende kort, klart og næsten forretningsmæssigt, at englerådet havde, på grund af kongedatterens frygtløshed og udholdenhed i hendes forsøg på at finde broderen - og ikke mindst fordi dette virkelig var lykkedes hende - besluttet at byde hende velkommen i engleskaren, hvis det var hendes ønske at blive engel. I så fald måtte hun lade sig undervise af den gamle eneboer i skoven, og blive hos sine forældre indtil broderen vendte tilbage, og desuden hverken forlove sig, gifte sig eller få børn, så at ingen hjerter ville blive knust, når den tid kom, da hun skulle afsted.
   Kongedatteren tænkte på den begrundelse, englene gav: hendes mod og udholdenhed - - og tænkte på den virkelige grund til, at hun var draget ud for at finde broderen. Tøvede lidt, og fortalte så englene sandheden, om den blå ridder og sine planer om at vinde hans beundring, og om sine forgæves forsøg på at holde fast ved dette oprindelige formål.
   Englen smilte og sagde: - Naturligvis var vi også klar over dette; men det vigtigste er dog, at du havde et ærinde, og du fuldførte dette ærinde på trods af, at det, du oplevede, ofte gjorde dig forvirret. Det er først og fremmest på grund af denne meget sjældne egenskab, vi inviterer dig til at blive en af os, såfremt det er, hvad du ønsker.
   Kongedatteren behøvede ikke tænke sig om, det havde hun gjort i rigeligt mål indtil nu. Hun erklærede sig villig til at blive boende hos sine forældre indtil kongesønnen vendte tilbage, og lade den gamle eneboer undervise sig i tålmodighed, frygtløshed og sandfærdighed. Når englene vendte tilbage til kongsgården med hendes bror, ville de da tage kongedatteren med sig; hun, som skulle blive den sidste menneskelige engle-rekrut.
   Derpå tog kongedatteren afsked med de to engle og den talende hest, sprang glad op på ryggen af sin egen hest og galopperede hjem til kongsgården.

XXVIII
   Hvad der herefter er at fortælle, er kun, hvad man i al selvfølgelighed kunne forvente.
   Kongedatteren overbragte sine forældre nyheden om, hvad den lille kongesøn var udset til, og om den usædvanlige fremtid, hun selv havde fået. Forældrene priste sig lykkelige over, at begge var i sikkerhed, og at så ærefulde hverv var tildelt dem, der endnu var så unge.
   Fra kongsgården udgik nu et bud om fest og glæde over hele kongeriget; og det varede ikke længe, før flag, vimpler og bannere i strålende farver vajede muntert fra alle tårne, hustage, skibsmaster og hegnspæle. Et glædesoptog med blomster, sang og klingende spil bevægede sig fra kongsgården og rundt i hele kongeriget og tilbage igen, så at alle kunne være med i en del af det samme optog, uanset hvor i riget de boede. - Ja, Parade-elefanten, der ellers holdt til i de kongelige frugthaver og kun kunne lokkes ud derfra ved ganske specielle lejligheder, indvilligede i at lade sig pynte med guldsnore og vældige blomsterkranse. Den gik i spidsen for optoget så langt, som den syntes, begivenheden var værd (og det var længere end nogen kunne mindes, at Parade-elefanten nogensinde havde bevæget sig i fuld offentlighed), hvorpå den gjorde sig usynlig og atter materialiserede sig i de kongelige frugthaver.
   Endnu inden festoptoget var helt forbi, begyndte de tapre og vise mænd at vende tilbage til kongeriget; de blev rigt belønnet for deres tapperhed, visdom og hjælpsomhed, og de blev i særdeleshed populære for de spændende beretninger, de kunne fortælle om deres farefulde færd gennem fremmede lande.
   Der var dog nogle få af de tapre og vise mænd, der ikke vendte hjem. Den blå ridder, som kongedatteren havde elsket og derpå glemt, var en af dem. Han havde oplevet det eventyr, at han havde reddet en smuk pige fra en flok landevejsrøvere, havde giftet sig med pigen og sammen med hende slået sig ned på en lille bondegård, hvor de holdt får og geder og var meget lykkelige. Da kongedatteren fik dette at høre, blev hun glad over at kunne slippe den sidste lille rest af dårlig samvittighed, hun havde haft, fordi hun ikke havde bevaret sine følelser for ham. Hun lod sy tolv små skjorter i tolv forskellige farver; dem sendte hun til ham og hans hustru som gave til deres kommende børn.
   Så snart festlighederne i kongeriget var forbi, begyndte kongedatteren på sine daglige lektioner hos eneboeren i skoven. Hun lærte mange hemmelige, skjulte og spændende ting. Hun lærte også tålmodighed, frygtløshed og sandfærdighed. Når hun ikke var hos den gamle eneboer, hjalp hun sine forældre på kongsgården eller red lange ture alene.

XXIX
   Der gik nogle år - nogle siger mange, andre siger få - og så, en tidlig morgen kom en gruppe engle op til kongsgården, og sammen med dem var kongesønnen, som nu var en køn stor dreng. Alle var ovenud lykkelige over hans hjemkomst. Han havde lært at bevare sin oprindelige tankekraft, og havde desuden lært at bruge den på mange nyttige måder; også det, der ellers kaldes englekunst. Og vigtigst af alt: han havde lært at give denne viden videre til andre, og glædede sig allerede til det. Hans forældre omfavnede ham gang på gang og udtalte, at de kunne trygt overlade kongeriget til ham, når deres tid kom, for de følte sig overbevist om, at han ville vide at styre riget til alles bedste.
   Endnu en gang lykkedes det at få Parade-elefanten manøvreret ud af frugthaven.

XXX
   I mellemtiden gjorde kongedatteren sig klar til at tage afsted sammen med englene. Hun havde allerede fået sin afsluttende lektion hos eneboeren i skoven, og nu tog hun afsked med sine forældre og broderen, og med alle sine venner, både dyr og mennesker, der var mødt op på gårdspladsen. Alle lo og sang; ingen kunne være ked af det ved denne lejlighed, for det hele var så prægtigt og storartet.
   De så fire engle lægge armene om kongedatteren og skjule hende med deres vinger - og i næste nu var både englene og kongedatteren borte. Det er nuengang den måde, engle kommer og går på.

Hvad hun videre oplevede fra det øjeblik, kan jeg ikke fortælle: englenes gøremål er hemmelige.