Og hvad så. Og hvad så hvis de alle sammen bare var skabt til at skide, og leve, og æde og dø.
   Når nu Pip-Hans han var lederen. For det var Pip-Hans der var lederen, det mente han i hvert fald selv. De andre gjorde sådan, som han sagde de skulle, så Pip-Hans sagde hele tiden, hvad de andre høns skulle gøre.

Mille lavede rav i hønsegården igen. Hun stod og sked op ad en pæl, og alle hønsegårdens beboere var samlet omkring hende, mens de iagttog strålen og fnes, over det komiske scenarie, den lange stråle, der sprøjtede pælen ind i afføring.
   Pip-Hans som kom gående for enden af rampen, stoppede op på vej ud ad indgangen fra hønsehuset. Pip-Hans skreg, og baskede aggressivt direkte ned mod de andre høns, lige ind midt i den cirkel de havde dannet rundt om Mille. Alle hønsene fór forvirrede væk, og gokkede med hovederne, frem og tilbage, mens de mumlede beskidte ord i Pip-Hans' retning. Pip-Hans styrede resolut ind i Mille med hovedet først. Hun væltede ned på jorden, med afføringen sprøjtende ud over det meste af hønsegården. Pip-Hans skreg og bandede, og skældte ud. Mille rullede rundt i afføring på jorden og skreg af grin over Pip-Hans' reaktion. Pip-Hans prøvede at hakke Mille, men Mille hoppede op, parat til at hakke. Pip-Hans veg tilbage. Alle på nær Pip-Hans faldt omkuld af latter.

De gik alle sammen rundt og hakkede i jorden. De havde hakket hele dagen. Bonnie havde brokket sig, og var blevet i området omkring hønsegården, og var kun kommet halvluntende bagefter, når de andre begav sig ud i æblehaven, og videre endnu. Johanne kvækkede hele tiden til Anton, og de andre. Hun snakkede og hun snakkede, og hun kunne blive ved i timevis, til alle og enhver og gud og hvermand. Hun kvækkede og hun kvækkede, og hun grinede og hun sang. Johannes blev ved med at undgå hendes selskab, og optog stadig selv mere af Regines. Regine var den smukkeste høne i hele hønsegården. Hendes lægge var de tyndeste, hendes hals den længste. Hun svedte aldrig, og hun kom aldrig op at slås. Men hun var stærk. Stærk og slank, elegant. Med helt sorte fjer, mens de andres var lysere. Mønsteret på hendes ryg gjorde hende kun endnu smukkere, de brune striber dannede en form, et mønster, der lignede en mandala. Og hun svang sig rundt, omkring alle de andre høns, og gjorde sig bemærket. Stille, med vuggende hofter, et bredt smil. Smilende til de andre, hele tiden.

Solen den stod op, og lille Hans stod og betragtede solopgangen minutiøst. Stille stod den op, mens lille Hans stod og kiggede på den, og savnede hende.
   De andre stod først op, længe efter lille Hans. Før havde han delt morgenen med hende, nu var alt væk, og det eneste han havde tilbage var gentagelsen i solopgangen. Samt visheden om døden som slutning. Men ved himlens legemliggørelse af alt godt, af alt skønt og befriet fra smerte, følte han sig befriet fra smerte.
   Så hver morgen, lod lille Hans forinden morgengry, den stille duft snige sig ind i sine næsebor, stod og mærkede morgengryet komme. Uanset årstiden, havde sekundet inden solen den stod op, altid den samme duft, rummede den samme magi, rummede den samme fornemmelse i maven. Som duften på dagens begyndelse, kunne få lille Hans til at besvime af lykke, havde hun kunne gøre det. Præcis med samme modsætningsløshed, i én perfekt bevægelse ind i ham.

Solen den stod op, og de begyndte at hakke. Hakke og finde orme, og finde og hakke. Hakke på hinanden, hakke efter orme.

Og solen den stod op, og lille Hans kiggede. Alle de andre vågnede og ødelagde lille Hans' humør. Løftede det videre.

Pip-Hans var pissefuld. Han sad på en høj stol, på beværtningen, og væltede fra side til side, mens han holdt sig stabiliseret med sine arme under hovedet, liggende ovenpå baren. 'Åh lille Hans, hvad er det dog du laver', spurgte Regine, den smukkeste høne der nogensinde havde gået i deres hønsegård. Pip-Hans sukkede, kiggede op, 'Du er perfekt, Regine'. Regine smilede og kyssede ham på panden, stående på tæer omme bag baren. Hun placerede et glas med isvand på baren foran ham, og prøvede at få ham stabiliseret fra sine gyngende udsving på barstolen.

De gyngende udsving viste sig i dem alle sammen. De viste sig i Shiva, i Bonnie og ikke mindst i Fie. De viste sig i dem alle. De viste sig i de fælles bevægelser i de gyldne udsnit, ud i rummet, bevægelser der ramte hinanden. Ramte de andres. Ud i intetheden, ind i hinanden.

Måren kom en nat, hvor ingen ville have ventet det. Den kom ud af det blå, den kom ud af ingenting. Den havde i lang tid planlagt sit angreb, ingen havde bemærket det, men måren den så. Den så alting, mens den sad i træet og betragtede det store hønsehus. Det store hønsehus, der fyldte mere end halvdelen af haven, i det skjulte, bag hækken. Måren kom uden nogen havde ventet det, og det var skrækkeligt. Så forfærdeligt, med stolpen spulet ind i blod, mens halvdelen af hønsene nu var forsvundet. De var væk, de var døde, de var borte, de lå udtømte for blod rundt omkring i haven.
   Måren var gået amok. Den var gået amok, intet havde kunne stoppe den, og intet kunne have været værre. Blodet var sprøjtet op langs hegnet og på hønsehuset, der var blod alle vegne.

De var kun fire tilbage. Fire ud af syv, det var mange døde søskende.
   Så mange døde søskende, men gud hvor de brændte. De der var tilbage, brændte de døde, og gud hvor de brændte. De brændte og de brændte, og de fire høns messede flerstemmigt, mens lig resterne steg til vejrs, og blev til aske i bunden af bålet.

Bunken af askerester blev stadig større og større, og inden længe kom ræven. To dage senere, da ræven kom, vidste alle at det var slut. Alle bortset fra Regine. Regine, den eneste der kunne finde ud af at give sig selv helt til en situation. Regine, der mærkede alt, var der. Hun mærkede varmen og heden imellem dem, og hun gav sig selv fuldt ud til situationen.
   Pip-Hans stod overfor og overvejede situationen. Han havde aldrig overvejet at ræven kunne komme mens hønsegården var fuld. Eller halvt fuld. De fire der stod tilbage i hønsegården lod den rigtig nok stivne, luften. Stivne i alkoholrus og parfume, luften, der fik hende til at få trang til at lade sig falde mod jorden, og glemme hvordan det føltes at gå.
   Anton kiggede ned i jorden, og afvejede situationen. Den var presset. Chancen for at overleve var 1/100. 1/100.
   Lille Hans kastede sig ind foran Regine, ræven kastede sig frem og greb lille Hans' krop i bevægelsen, og slugte ham.
   Ræven kiggede Regine ind i øjnene. Regine kiggede tilbage. Pip-Hans prøvede at hjælpe, ved at kaste sig ind, og ændre situationen hen mod noget andet. Noget andet, som var nærmere værd det, det som var noget særligt værd. Det som var værd at dø for. Pip-Hans elskede Regine, det gjorde han. Regine hvis lok han havde lyst til at gøre grå.

Regine var ligeglad. Hun gav tordenvejret et hak. Hak, hak HAK, rævens hoved begyndte at bløde, og sank bagud. Rævens hoved sank først mod jorden, men hakkede så tilbage. De skarpe tænder skar hul i alt, og der stod blod ud til alle sider.
   Regine og Anton var tilbage. De eneste to tilbage i hønsehuset, alt var blod. Regine havde fået kæmpet dem begge ind i hønsehuset, og de havde fået slået slåen ned så skaden ikke kunne komme ind, sammen med måren og ræven. Ind og slå dem og deres børn ihjel.

Skaden kom tit og stjal deres æg. Når de andre var ude at hakke, så kom skaden. Hvis ikke de gode mennesker, de som rensede sovepladsen, de der holdt alt rent, dem, hvis ikke de var der.

Hun ville til Berlin. Regine ville til Berlin og skrive. Hun forstod stadig ikke hvorfor hun ikke havde fået en skrivemaskine. Det kunne klæde hende at sidde i Berlin med en skrivemaskine, og skrive. Regine forstod ikke hvad hun stadig lavede i hønsegården, når Berlin nu var så tæt på. Eller Paris, Paris der lå og skinnede, der hvor Søren havde spurgt hende, om det endelige. Om det endelige, der gjorde hende hel og gjorde hende delt, det meste af tiden, bortset fra tiden med Søren i Paris. I Paris, med gadelamperne, med kyssene, med de blide betragtninger. Med glemslens formue i vente, med ingenting i sigte. Repetitive tanker, drømmen om gentagelsen. Pure opspind.
   Regine kunne ikke gøre for at det gjorde ondt. Det gjorde ondt fordi hun behøvede det, det gjorde det. Hun behøvede at få dem begge til at dø, hun behøvede at være tålmodig. Hun behøvede at sidde der næste morgen. Hun behøvede at se solen stå op, hun behøvede at se den stå frit, at se den stå videre, se Anton stå op, se foderet blive kastet.
   Dét at tage det mest rå stykke kød, at lede rundt i den aflåste hønsegård, efter mest af det rå efterladte kød, og samle det i en bunke, for at bringe måren i baghold. Og tillade sig selv at blive dræbt. Det skyldte hun både alle de døde søskende, og Anton.