Glasfugle er små væsner der lever i små kompakte og rektangulære glasbokse fuldt gennemsigtige fra alle sider. Fuglene selv er lavet af den fineste matterede krystal som noget menneske nogensinde har set.
Der findes kun 23 glasfugle i hele verden og de er alle samlet på det samme sted, men idet glasfuglene af gode grunde ikke kan røre sig og se sig omkring, og idet de 23 glasfugle er opstillet i en sådan formation at de ikke kan se hinanden, tror hver af dem at de er den eneste glasfugl i hele verden.
Jeg sagde at alle glasfuglene er samlet på ét sted og det er de også. De står på et lille kælderkontor hvor der arbejder otte mennesker der alle som én bilder sig ind, at de udfører et meget vigtigt stykke arbejde, selvom ingen af dem i reglen kan redegøre for hvad det er de laver. Menneskene sidder således ved deres pult og stirrer hele dagen lang ned i tykke bøger. De taler sjældent sammen; glæde og latter ligger dem fjernt, og ingen af dem bemærker længere de smukke glasfugle der står højt oppe på en hylde over deres hoveder.
Ingen mennesker kan længere sige hvor disse fugle kommer fra. De har altid stået der og ingen lægger længere særligt mærke til dem.
De lægger ikke mærke til den bjergtagende glasfugl Balthazar om hvem det siges han kommer fra det asiatiske kontinent. Blandt guder hviskes der om, at glasfuglene er blevet skabt på hver deres kontinent og at der derfor har været 23 kontinenter alt i alt og at Lilith selv har indsat hver og én af dem i deres perfekte glasblok.
Balthazar har hele sit liv, så længe han kan huske, betragtet livet i al dets glorværdighed gennem sit glasfængsel, set fortvivlelsen, smagt drømmene, betragtet lyst og nød og har, flere gange end han ønsker at tænke på, set Døden give og tage hvad der er dens. Han talte en overgang med Døden. I en årrække besøgte den ham. Han fornemmede at den følte sig snydt over, at den ikke kunne række igennem glasklodsen og tage Balthazar med sig til Dødens Rige. I stedet indledte de to lange samtaler med hinanden og Balthazar lærte om verden gennem Dødens øjne. Så smuk, vidunderlig, grum, grusom og nyttesløs denne verden er. "Men vi lever," sagde Døden "og dette er i sig selv nok."
Nogle gange når Balthazar faldt hen, og drømmenes rige var ved at åbenbare sig for ham, syntes han at han kunne høre, at Døden snakkede med en anden, men dette måtte være indbildning, for der var jo ingen andre end Balthazar, og kontoret var tømt for mennesker.
En morgen overskylledes kontoret af en mindre flodbølge efter en frygtelig regnstorm og det lille kontor oversvømmedes af ildelugtende kloakvand. Hele kontoret skulle tømmes for genstande og hver og en af de små glasfugle blev nænsomt pakket ned og stillet væk. Balthazar var ikke sikker på hvor lang tid han havde været pakket væk, men pludselig en dag, efter at have sovet i mange dage, var han tilbage igen i lyset; endda helt henne ved vinduet. Nu kunne han til sin store lykke se ud på gaden, selvom det jo mest var folks fødder han kunne se, men selv dette var ganske fint. Han stod også på en fin ny hylde og menneskene på kontoret syntes kortvarigt at lægge mærke til ham, men snart var alt tilbage ved det gamle.
Således gik der flere år. Alt syntes uændret og stagneret, men Balthazar førte en lille dagbog inde i sit hoved og noterede sig de skiftende gæster på kroen overfor, som han just kunne skimte, og hvordan klientellet år for år skiftede. Han noterede sig fx den smukke unge jomfru der tiltrak sig alle mænds attrå. Noterede sig hvorledes hun voksede op og blev en smuk kvinde med mange elskere. Måned for måned hørte han hvordan hun blev kurtiseret og hvordan hun forlod den ene mand efter den anden i gyden tæt ved vinduet. Kvinden blev en fin ældre dame og som årene gik, en ensom gammel kone; engang velsignet med et udseende som en gudinde, men med en sjæl der ikke kunne finde ro og som ikke kunne se kvaliteterne ved hendes hemmelige beundrere og som derfor var dømt til et liv i ensomhed - barnløs og alene.
Så en dag skete der noget der ændrerede Balthazars liv for evigt. Det skete således: Han havde i mange dage hørt nogle mærkelige små bump, der dag for dag var blevet højere og højere. Han forstod ikke hvorfor og havde besluttet sig for at ignorere det. Men så en dag så han noget, som ikke lod sig bortforklare eller ignorere et stykke fra hans glasblok. Afstanden var umulig at bedømme og det var et underligt syn. Det var et mærkeligt lille væsen indespærret i en gennemsigtig tingest og væsnet kom time for time, dag for dag, tættere og tættere på. Balthazar blev bange men var på den anden side også nysgerrig. Han syntes at væsnet virkede spøjst men også meget bekendt. Han kunne ikke forstå hvor dette væsen kom fra, for han vidste at bortset fra ham selv og de mennesker han kunne se, mente han ikke at der eksisterede andre væsner i hele verden.
Væsnet var nu helt henne ved ham og nu indså Balthazar at de små bump var forårsaget af denne her lille fyr, der hoppede af sted i sin lille transparente boks. Til sidst stødte væsnet ind i Balthazar, det vil sige i Balthazars glasboks, med et ordentligt smæld til følge!
Balthazar var helt forvirret og det rungede i hele hans glasboks. Så hørte han en stemme brede i glasboksen og han indså at det var det andet væsen der talte til ham:
"Hallo? Hallo derinde! Kan du høre mig?"
Balthazar skulle lige vænne sig til den mærkelige lyd af stemmen. Igen sagde væsnet:
"Kan du se og høre mig?"
Og for første gang i sit liv talte Balthazar:
"Ja. Jeg kan både se og høre dig. Hvem er du?"
"Mit navn er Windigo. Jeg er én ud af i alt 23 glasfugle, der i mange, mange år har stået på denne hylde. Og du, Balthazar, er en anden."
"Balthazar? Hvad er en 'balthazar'?"
"Det er dit navn, kære ven. Balthazar. Vi er glasfugle. Skabt i fuglenes billede og strandede her, for Gud ved hvilken grund, på dette kontor hvor tiden står stille og glæden er død. Jeg har talt med Døden, som flere af os andre har, og den siger, at derude (fuglen mente udenfor vinduerne) findes friheden. Jeg spurgte den hvad 'frihed' var og den sagde, at for os var frihed at smadre vores glasfængsel, strække vores vinger ud og flyve som de himlens fugle den beskrev, og måske nå skærsildens uendelige marker for at blive dømt som levende og døde."
Balthazar kunne ikke overskue alle de informationer han her fik. Det rungede i hans hoved, men Windigos ord var besnærende og hans stemme blid, rar og behagelig.
"Du siger at der er 23 af os, og at jeg er én af dem, men hvordan kan dette være? Hvordan kan jeg have stået her så lang tid, uden at kende til jer andre?"
"Kan du huske oversvømmelsen for mange år siden? Dengang vi blev pakket ned i kasser? Dengang troede også jeg, at jeg var den eneste af min art i hele verden. Men da vi blev stillet op på denne nye hylde var noget forandret. Jeg lagde mærke til et underligt genskin som om jeg så et andet væsen, et mærkeligt lille væsen, der havde fødder, næb og vinger som jeg selv. Jeg blev nysgerrig og opdagede på et tidspunkt i min iver, at jeg kunne forskyde min vægt en anelse og faktisk bevæge mig under store anstrengelser. Jeg fik drejet min glasblok lige nok til at se, at væsnet ikke var mig selv men en anden! Ligesom jeg selv formodede jeg. Væsnet fik øje på mig, og under stort besvær, nu er jeg blevet helt ferm til det, manøvrerede jeg mig over til væsnet og kunne tale med det, sådan som jeg nu taler med dig."
"Var du ikke bange for at menneskene skulle opdage dig?"
"De kigger jo aldrig mere på os, og dette kommer til vores fordel, når den sidste del af vores plan skal udføres, men mere om det om lidt. Jeg lærte at væsnet, og nu vidste vi at vi var fugle, hed Becking og at hun var overbevist om at vi måtte være flere. Jeg lærte hende at bevæge sig som jeg og sammen fandt vi frem til mange flere af vores slags. Gennem flere år fandt vi glasfugle og du er den sidste, Balthazar. Vil du komme med os?"
"Komme med jer? Hvorhen?"
"Ud i friheden. Lad mig lære dig hvorledes du bevæger dig og besku dine brødre og søstre, der alle som én er på vej i mod kanten. I morgen nat kaster vi os ud i intetheden og håber og beder til, at faldet vil smadre vores glasbure og vi vil være frie som fugle."
"Er I tossede? Hvordan kan I vide at det går godt?"
"Det kan vi ikke, men er vished nogensinde blevet opnået ved ikke at foretage sig noget? Se, Balthazar."
Og Windigo hoppede rundt i sin glasboks og bød Balthazar at gøre det samme. Balthazar fandt det hårdt og besværligt, men snart fandt han rytmen. Han så hvorledes Windigo hoppede forbi ham og Balthazar vendte sig besværligt rundt og det syn som mødte ham tog pusten fra ham. Her stod, på en lang linje langs hyldens kant, 21 glasfugle parate til, når mørket faldt på, at kaste sig ud i uvishedens mørke med håbet om den evige frihed. Synet slog Balthazar med rædsel men også med fascination; han vidste ikke om han turde. Windigo hoppede over til ham.
"Er du med os Balthazar? Slut dig til os."
"Jeg ved ikke om jeg tør. Det er farligt. Vi kunne risikere at dø."
"Vi er, som jeg ser det, døde alligevel. For evigt indespærrede i dette fængsel. Aldrig at skulle smage, dufte og boltre sig i verden, men stå her som en ting, reduceret til intet, er en tanke jeg ikke kan holde ud. Smuk men ubrugelig. Nej tak."
Windigo kiggede nu Balthazar direkte ind i øjnene:
"Men jeg er ikke i tvivl. Vi vil ikke dø. Vores valg vil resultere i frihed. Selve handlingen er så stærk at det ikke kan gå galt. Balthazar... Jeg, vi, har vist dig vejen. Det er op til dig selv at tage det første hop."
Dermed forlod Windigo ham og hoppede over ved siden af den sidste glasfugl.
Hele den dag grublede Balthazar over alt det nye han havde lært. Han kunne ikke tro at de ville gøre det men samtidigt havde han også trangen til frihed. Han gruede dog for det han skulle igennem og hver gang han prøvede at lukke øjnene begyndte mareridtsvisioner at dukke op i hans indre. Kvæstede smukke fugle der lå på en mark af knasende menneskeknogler og Døden der knejsede over dem alle og kiggede på Balthazar og hviskede: "Den næste, det er dig."
Balthazar vågnede med et skrig. Mørket var faldet på men månens lys faldt ind gennem vinduerne og oplyste rummet. Han kiggede på rækken af glasfugle og talte deres antal. De var der alle sammen endnu. Så begyndte den ene at røre på sig og snart hoppede den første glasfugl ud over afgrunden; synet var i sig selv skrækindjagende. Den næste fulgte snart efter og snart en til. For hver glasfugl der hoppede ned, steg rædslen hos Balthazar. Tænk hvis de dør; tænk hvis de er frie; burde man ikke se de frie fugle flyve nu, eller venter de på den sidste?; hvad hvis de efterlod ham alene?; ensomheden, komplet uudholdelig, nu hvor han vidste at der var andre som ham! Balthazar tænkte tusinde tanker på én gang og han så hvorledes de sidste tre glasfugle hoppede ud over kanten. Da han så den sidste hoppe greb panikken ham og som i febervildelse begyndte han at hoppe som en gal mod kanten og uden at tænke sig om to gange, kastede han sig ud i intetheden.
Balthazar faldt og faldt i hvad der syntes at vare en evighed. Han roterede rundt og rundt og verden opløste sig for hans øjne alt blev hvisket ud og gulvet, så han nu, nærmede sig med faretruende høj fart. Lige inden han ramte det så han, at direkte under ham lå en bunke af smadret glas og den ville han nu ramme. Balthazar ramte glasbunken med et højt smæld, gled af på den og kurrede hen ad gulvet og stoppede til sidst. Så besvimede han.
Få minutter efter vågnede Balthazar ved, at han følte noget underligt på sin krop. Det viste sig at være selve luften og glasblokken som han hele sit liv havde været indespærret i, var flækket og han var nu fri. Balthazar rejste sig op og kom på benene. Hvilken utrolig følelse. At være fri. Men hvor var de andre? Balthazar kaldte ud så højt han kunne på de andre fugle, men der var intet svar. Så så han, i skæret fra månen, en skikkelse han kun kendte alt for godt. Det var Døden og i sin ene hånd holdt den Windigo, mens den med den anden sugede hans sjæl ud af kroppen. "Nej!! Stop!!" Skreg Balthazar i vilden sky. "Lad ham være!!" Balthazar forsøgte at angribe Døden men opdagede, at hans ene vinge stadig sad fast i glasblokken og han var for udmattet til at gøre sig fri. Døden kiggede på ham.
"Balthazar? Også du?"
"Lad dem være." græd Balthazar "Hvorfor gør du det her?"
"De ønskede sig frihed og den giver jeg dem."
"Ved at dræbe dem?"
"Faldet dræbte dem. Jeg sørger bare for at deres sjæle kommer det rigtige sted hen."
"Er de alle døde?"
"Ja. Det er jeg bange for, min lille fugl."
"Du dræbte dem!"
"Jeg dræber ingen. Der er mange misforståelser omkring dette, men jeg dræber ingen. Jeg sørger bare for at mennesker, som dyr, som guder, som hvad det nu måtte være, kommer derhen hvor de skal. Og det smerter mig hver eneste gang. Jeg hader døden."
"Du hader døden?"
"Ja, det er det værste jeg ved og dog har jeg i evigheder haft dette job, for jeg er Døden og jeg er hadet og frygtet af alle, bortset fra nogle ganske få, men dem behøver jeg ikke fortælle dig om."
Døden var blevet færdig med Windigo og nærmede sig nu Balthazar.
"Nej! Bliv fra mig!"
"Rolig min lille ven. Det gør slet ikke ondt."
Og så rakte Døden sin hånd frem i mod Balthazar og befriede hans vinge fra glasblokken. Balthazar, der var krøbet sammen i rædsel, kiggede op på Døden med en forbløffet mine.
"Se," sagde Døden "solen er ved at stå op og det er morgen."
Han kiggede på Balthazar.
"Min kære lille smukke fugl. Flyv nu ud i alle verdens hjørner og fortæl din historie. Fortæl om alle de ting du har set. Fortæl om Windigo, og om glasfuglene og om dette sted hvor tiden står stille. Fortæl menneskene historien og fortæl om mig, Døden, og gør din historie til meningen med dig. Således opfylder vi alle vores mening her i livet, ved at gøre det vi er skabt til, til selve meningen med os. Hvad enten det bringer os sorg eller glæde."
Balthazar kiggede ned og derefter på bunken med glas og de døde fugle.
"Og dem?"
"De lever. I Dødens rige. I Himlen, i Helvede og i Skærsilden gætter jeg på. Men snart også i Historiernes Rige, og derefter i Drømmenes og Håbenes. Hvad der kommer derefter, kan selv ikke jeg sige."
Derefter gik Døden over og åbnede døren for Balthazar som sank en klump og som for første gang spredte sine vinger ud, bød Døden farvel, og lettede ud af døren.
Han fløj op i mod den vældige blå himmel, hvor nattens stjerner endnu kunne skimtes og så for første gang i sit liv hele verden i al dens pragt. Han sværgede ved sig selv, at han for evigt ville følge Dagen hvor end den bevægede sig hen. Og at han for altid, så længe han levede, ville leve i solopgangenes lys. Fortælle sin historie til alle der ville høre den og leve, bare leve, til han ikke levede mere.
Og jeg hviskede, mens jeg så den lille fugl stige til himmels: "Vi ses snart, min lille englefugl, førend du aner." Og derefter lukkede jeg døren sagte i.