I et land, som de fleste har glemt, bor der en konge. Da kongen var en lille barneprins, drømte han om at komme ud og se hele verden - pyramider, igloer, eiffeltårnet, frihedsgudinden og alt muligt spændende. Men kongen var hele tiden travlt optaget, først med det ene og så med det andet. Han skulle jo både flyve med papirsdrage, sætte avishat-sejlskibe til søs og bygge enorme bygningsværker med sine træklodser. Og nåja, han skulle også lige lave lektier og spise pænt og den slags.
   En dag fandt han ud af, at han var blevet voksen, og at han helt havde glemt at finde tid til at se verden. Og nu var det ligesom for sent, fordi han skulle være konge og måske syntes han egentlig også, at han havde det meget rart, der hvor han var. Så blev kongen lidt flov. Som barneprins havde han jo fortalt alle og enhver om, hvordan han skulle rejse ud i verden og se alt, hvad der var at se. Alle andre konger før ham havde været ude at se verden, før de blev konger. Og hans mor havde da også spurgt mange gange, om ikke han snart skulle afsted. Men han skulle altid liiige... Og sådan en rejse skulle jo også planlægges, og han havde altid syntes, at planlægning var så frygtelig kedeligt.
   Så fik kongen en idé. Når han blev konge, skulle landet hedde Overalt. Og det blev, som han havde sagt, for sådan er det, når man er kongelig. Så den dag han blev konge, kunne han med rette sige, at han havde været overalt. Og til kroningsfesten kom der folk fra hele verden - som godt nok mest var hans fars venner. Alle gæsterne havde gaver med hjemmefra, så slottet kunne blive indrettet med kunst fra hele verden. Alle gæsterne viste kongen flotte billeder fra deres hjemlande. Kongen syntes, at menneskene på billederne så afsindigt interessante ud, og så var det, han fik en idé. Når nu landet hed Overalt, så skulle man selvfølgeligkunne opleve alle kulturer fra hele verden i det her ene lille land. Det syntes gæsterne var en fantastisk idé, og de roste kongen for hans klogskab.
   Da gæsterne kom hjem, fortalte de alle i deres hjemland, at i Overalt måtte folk fra alle lande bo, hvis bare de lovede at bo, som de havde gjort i deres hjemland.
   I årene der fulgte, kom der rigtig mange udlændinge til. De bosatte sig i hele byer sammen med deres landsmænd, så når man tog til byen Ægyptia var det ligesom at komme til Ægypten. Der var et ægyptisk tempel med statuer af gamle guder med dyreansigter, og de byggede en lille pyramide og alle gik i deres almindelige klædedragter hjemmefra. Tog man til Kinesia, så var det ligesom at komme til Kina. Folk gik rundt i kimonoer, og spiste ris med spisepinde.
   Kongen syntes, det var fantastisk sådan at kunne besøge flere forskellige kulturer bare på en enkelt køretur i sin hestevogn. Han besluttede, at med det verdensrige han havde skabt sig, måtte det være på sin plads, at han skiftede navn. Alle gode konger før ham, havde fået et kongenavn, der passede til deres værd, og det skulle han også have. Så fra den dag af blev han kaldt Kong Verdensmand.
   Egentlig var det slet ikke for at holde sin kongearv i hævd at han skiftede navn. Og det havde heller ikke noget at gøre med verdensriget Overalt. Det var faktisk bare var fordi kongen altid havde syntes, at hans rigtige navn var så frygtelig kedeligt og almindeligt. Før hed han Kong Ib, og det havde han altid været helt afsindigt træt af at hedde.

Allerede længe før Kong Verdensmand blev konge, var folket i landet Overalt meget glade for at fortælle historier. Og der havde altid været fantastisk mange ting at fortælle historier om, fordi landet lige siden tidernes morgen havde været fyldt med mystiske væsener som for eksempel trolde, elvere og hippetihoppere. Nu ved du måske ikke hvad en hippetihopper er, men det er altså et lille grønt pelsdyr, som lige præcis er så lille at du kan gemme den mellem to hænder og ønske dig lige, hvad du vil. Men før du kan det, skal du selvfølgelig først fange den, og se dét er straks sværere.
   Nå, men i hvert fald var der rigtig mange spændende væsener, eventyr og mennesker i landet Overalt. Og da Kong Verdensmand blev konge, og der kom en masse udlændinge til, så kom der pludselig endnu flere mystiske væsner. For alle udlændingene tog deres eventyr med sig, og med hvert eventyr følger et mystisk væsen.
   Derfor var landet Overalt et helt vidunderligt sted at bo, for der skete altid en masse spændende ting, og lige meget hvor man var, og hvad man lavede, så følte man altid at der var en smule magi med i spillet.

En forårsdag i en lille bitte og næsten helt almindelig landsby, blev der født en lille bitte og ikke særlig almindelig dreng. Han hed Olivèrtus, og han kom til verden på den mest forunderlige måde. Hans mor og far, som blev kaldt farmand og mormand, havde haft frygtelig travlt med at få alting gjort klar til, når den lille Olivèrtus skulle blive til. De fór rundt og malede et lille værelse, og byggede en lille vugge, og syede bitte små bluser og bitte små bukser, for sådan nogle små børn, de skal nemlig have ufatteligt meget tøj. Alt imens de fór fra det ene gøremål til det næste, blev mormands mave større og større.
   "Hvis hun ikke snart føder, så sprænger hun!" sagde de ude i byen.
   Men mormand var ligeglad. Hun vidste, at Olivèrtus nok skulle komme ud, når han var klar. Så hun strikkede videre på de små sokker, og de små huer i én uendelighed.
   En dag mente farmand, at nu kunne det være nok med at gå og gøre klar hele tiden. Nu måtte de ud og gå en tur, og komme lidt væk fra alle de mange gøremål.
   Mormand og farmand tog deres gode tøj og gik fra maling, sytøj og hele molletjavsen. Ud i det blå, skulle de! De gik ad den første og bedste vej ud af byen, forbi alle markerne og ud til den store skov, som så småt var begyndt at blive lysegrøn af alle de små nye blade på træerne. Inde i skoven lå der en lille sø, og ved siden af den lille sø, stod der en lille bænk.
   Den satte mormand og farmand sig på. Der duftede fantastisk i skoven! De kunne dufte træerne gro, insekternes leg og søens skvulp. Den slags kan man nemlig godt dufte, når det er rigtigt forår.
   "Ih, hvor er her dejligt!" sagde mormand, og farmand nikkede det bedste han havde lært.
   Og sådan sad de og nød alt det hele, mens tiden gik. Nogle gange faldt de lidt i søvn, og andre gange vågnede de lidt op igen.
   De små skovfolk, som boede inde under de store rødder på de allerstørste træer, var begyndt at holde øje med mormand og farmand. De syntes, det var underligt, at der sådan sad to mennesker og kiggede lige ud i luften i så lang tid. Den slags plejede menneskerne slet ikke at gøre. Menneskene tog altid i skoven for at fiske i søen, spise madder på et rød-ternet tæppe eller måske plukke blomster. Men ikke bare for at sidde og kigge lige ud i det bare ingenting. Det var meget mærkeligt, syntes skovfolket.
   "Måske de er blevet syge?" sagde den ene skovmand til den anden.
   "Man kan da ikke blive syg, når man er gravid, altså!" sagde den anden til den første.
   "Jamen hvad laver de her så?" sagde den første irriteret.
   Den anden grublede lidt, løftede sin klokkeblomsterhat og hev sig selv lidt i håret. "Måske de kigger efter noget?"
   "Jamen hvad kigger de da efter?" sagde den første uforstående. Men det kunne den anden ikke svare på, så han begyndte at gå lidt i cirkler i stedet for. Det er nemlig godt at gøre, når man går og undrer sig. Den første sad lidt og kiggede på den anden, men da han ikke ikke kunne finde på noget at sige, rejste han sig også op, for at gå i cirkler.
   Og sådan blev de to skovfolk ved, lige indtil de lige pludselig hørte mormand udbryde: "Jøsses! Der kommer storken, farmand!"
   Og så gav mormand sig til at føde lige midt ude i skoven. Og skovfolket hjalp til selvfølgelig. De bedste jordmødre i verden, det er nemlig skovfolk.
   Farmand han travede frem og tilbage - for når man har svært ved at vente, så skal man gå fra den ene side til den anden og tilbage igen, lige indtil man holder op med at være utålmodig. Og farmand var frygteligt utålmodig.
   Mormand knoklede alt hvad hun kunne, og skovfolket gav hende vand at drikke og så til at alt gik ordentligt for sig.
   Da det begyndte at blive mørkt, og Olivèrtus endnu ikke var kommet til verden, begyndte farmand at blive bekymret. Men det skulle han slet ikke være, sagde skovfolket beroligende. Og så kaldte de på deres aller bedste flok ildfluer, som skyndte sig at komme og lyse hele menageriet op for farmand, mormand og alle skovfolkene.
   Da solen stod op igen, sad farmand med sin søn på skødet og smilede til mormand.
   Det var skovfolket, der døbte ham Olivèrtus, for det er nemlig skik og brug, at når skovfolk har hjulpet til med en fødsel, så får de lov at bestemme navnet.
   Da mormand og farmand kom hjem til huset med lille Olivèrtus, så de at skovfolket var kommet dem i forkøbet. Nymferne havde sendt deres dygtigste malere og syersker og håndværkere, som havde gjort alt arbejdet færdigt.
   Så nu kunne Olivèrtus bare give sig til at vokse op, for nu var alting klar.