Maja var 8 år. Hun havde kastagnefarvet hår og øjnene var brune og varme. Og næsen var lige og lidt spids. Læberne var tykke og var med til at give Maja et sødt ansigt. I skolen var Maja næsten altid stille. Hun var ikke ret meget med i undervisningen. I stedet tænkte hun på om der fandtes andre verdener end den hun levede i. De andre i klassen og lærerne syntes at Maja var lidt underlig, men alligevel syntes de at hun var sød. Maja gjorde aldrig andre ondt. Selvfølgelig var lærerne bekymrede for Maja. Hun levede for meget i sin egen verden, og havde ikke rigtig nogen venner. Lærerne havde talt med forældrene, men Maja fortsatte bare med at leve i sin fantasi verden.En lørdag morgen var Maja stået tidligt op. Hun stod ved vinduet i sit værelse og så ud på parken, som hørte til huset, hvor Maja boede sammen med sine forældre. Hun så den store blodbøg midt i parken. Hørte de hvislende lyde, som bevægede sig langsomt i vinden. Græsplænen havde fået lov til at vokse og lignede et blødt tæppe, hvor man bare kunne smide sig og ligge og glo op i himlen. Følge skyerne når de hele tiden forandrede sig. Når de kom til at ligne dyr eller bjerge eller...Og alle blomsterne, hvor de gule var som små sole rundt omkring i parken. Maja elskede parken. Den var smuk, men kunne også gøre hende bange - uden at hun vidste hvorfor. Hun kunne mærke et sug i maven, en lille angst som blandede sig med en længsel efter at noget skulle ske. Maja klædte sig på og tog en bamse fra sengen, som hun knugede ind til sig. Hun listede forbi forældrenes soveværelse, fortsatte nedad trappen til hallen. Åbnede så den store og tunge dør ud til parken. Her lagde hun sig i det tykke græs under blodbøgen. Hun mærkede slet ikke at hun blev våd på ryggen. Endelig kunne hun drømme - helt for sig selv. Billeder af en anden og forunderlig verden dukkede op i Majas hoved. Smukke mennesker var sammen i store og dybe skove, på enge. Og på skibe, hvor bølgerne slog blidt mod skibenes skrog. Og ligesom eksploderede og forvandledes til mikrobølger i tusinde farver. Fisk i alle størrelser og farver og former svømmede fredeligt omkring skibene. Alt i Majas verden var farverigt og smukt. Intet grimt eller ondt. Eller også var det gemt et hemmeligt sted. Her var dæmpet musik, som rørte ved Majas hjerte og fik til at græde - af lykke.