Ude over sletten kommer en enlig hest galopperende; en smuk sort hingst med ædelt blod i årerne, den sidste af en ældgammel linje, Yarrman er dens navn. Den når tårnets rødder, næsten skjult af det vildtvoksende planteværk, sagtner farten skridt for skridt, og nærmer sig forsigtigt. En uudgrundelig mystik ligger over området omkring tårnet, skridtene bliver stivere, ujævnere i takt med at anspændtheden breder sig i hingstens krop, alle dens sanser er på overarbejde, søger efter det mindste tegn på liv. Konstant opmærksomhed præger dens sorte øjne, udpensler de fine linjer i dens kileformede hoved.
   En kølig vind får hårene på ryggen til at rejse sig, kuldegysninger breder sig i hingstens krop, solen er langt om længe gået i hi bag en fjerntliggende bakketop, kun det svage måneskin oplyser nu den stille efterårsaften. Natten kommer krybende, kold og mørk, og kun den sagte lyd af vinden i de visne blade; på træernes krogede grene, overdøver den rungende stilhed omkring det gamle tårn.
   Hingsten har nu fundet tårnets indgang, og stikker hovedet ind for at se sig omkring, forhallen er fyldt af et tæt mørke. Da dens øjne vænner sig til mørket, kan den ganske svagt skimte starten på en lang sti, der snor sig hele vejen op gennem tårnet. I nogen tid står hesten frosset fast til stedet, dens skarpe sorte øjne gennemsøger hallen, med det antikke forfaldne interiør, væltede stole med knækkede ben, et gammelt faldefærdigt bord og et støvet maleri, et portræt af en ung pige. Langsomt begynder Yarrman at gå op ad den snoede sti, der fører til de øvrige niveauer, dens hove giver svagt genlyd mod det snavsede stengulv af ubestemmelig farve, langs stien hænger adskillige fakler, der ikke har været tændt i mange årtier.
   Højt oppe i tårnet ser hingsten endelig, hvad den har søgt efter, for lige der ved vinduesgabet står en spinkel kvinde, hun står som forstenet og betragter det tætte mørke, der har lagt sig over sletterne. Lydløst går den hen og stiller sig bag hende, hovedet ved hendes skulder. Der kommer ingen reaktion fra kvinden, hun bliver stående uden så meget som at blinke, gennem sine let sammenknebne mørke øjne ser hun nu, hvordan skyerne over hende ligeså langsomt begynder at trække sig sammen, det bliver regnvejr. Hun ved godt, at der står nogen bag hende, hun ved også at det ikke er et menneske, men hun ved ikke at det er den smukke sorte hingst, som hun en gang før har mødt. Langsomt vender hun sig og ser dyret direkte i øjnene, et strejf af genkendelse viser sig i hendes blik, et blink, og et svagt smil på et spøgelsesagtigt hvidt ansigt. Kvinden sætter sig op på hingstens ryg, og den begynder roligt at bevæge sig nedad igen, det går langsomt men sikkert.
   Da de kommer ud, mødes de af en faretruende storm, der rusker i træerne og fører regn med sig fra nogle af de nærliggende egne, uvejret er over dem. Kulden kryber ind under deres hud og breder sig over hele deres kroppe, men hingsten er af fyrsteligt blod, den er veltrænet og stærk af natur, under dens skinnende sorte pels, spiller dens muskler, da de rider ud i natten sammen.
   Det bliver en langsommelig tur, men de to holder sammen, og selvom den bidende kulde, og det skrækkelige uvejr truer med at tage livet af dem, mister de ikke modet, for ingen af de to er alene længere. Terrænet er uvejsomt, og selvom Yarrmans øjne er skarpe som en rovfugls, er det svært for den, at se den smalle sti i mørket, og på de steder, hvor jorden under dem ikke er ujævn, er der glat på grund af den stadig tiltagende styrtregn. Imidlertid mindskes deres håb om overlevelse, da det begynder at se ud til, at de endeløse åbne sletter aldrig vil få en ende.
   Hen midt på natten bryder regnen rigtig ud, det står ned i stænger, som om Gud har lukket op for enorme sluser, og nu bare slynger det ud over landet i store kaskader. Kvindens tøj er vådt, og klæber sig til hendes krop, hendes muskler værker, af at klamre sig til hingsten. Mange steder har vandet samlet sig på så store områder, at de ligefrem må svømme igennem.
   Omsider ser det ud til, at de er ved at være nået til vejs ende, et stykke derfra kan de tydeligt se omridset af et højdedrag, og et sted ude i horisonten kan man lige akkurat skimte det store hav. De kommer nærmere bakkestrøget, Yarrman sagtner farten, og ganske som da den ankom ved tårnet, er den opmærksom på alt, den lytter til hver en lyd, ser hver en bevægelse og snuser til alle de lugte som vinden bærer med sig. Dens smukke sorte pels er nu fuldstændig gennemblødt af regn og sved, en skælven går gennem dens krop, idet kulden rigtig får taget sit tag i det ædle dyr. Hingsten har vandret på jorden i mange årtier, dens viden overgår langt den fra andre af dens art, den har set og oplevet mangt og meget. Den ved godt, at de ikke er alene, den ved godt, hvem der gemmer sig i dette område, hvem der har ventet generationer, på dagen der kommer.
   Der står en mørk skikkelse og overværer deres ankomst. Med sammenknebne øjne ser han den sorte hingst, med kvinden på ryggen, skridte langsomt op til toppen, hvor den stopper helt op. Han ser et glimt af udmattelse i hingstens dragende øjne, og han ser, da kvinden roligt lader sig glide ned på jorden, hvor hun står. Hun er usikker på benene efter den lange tur, hvor hun har måttet klamre sig fast til hesten, for ikke at falde af.
   Natten er ved at være ovre, snart vil en ny dag gry, om ganske få timer vil solen sende sine første stråler ud over de endeløse sletters land. Hingsten har nu vendt sig mod øst, og stirrer ud mod horisonten, med hovedet rejst i stolthed og ynde, og et fjernt udtryk i de klare øjne. Kvinden der er ved at have genvundet sin balance, lægger forsigtigt sin hånd mod dens skrå skulder, og vender blikket mod øst, for at stirre ud i horisonten med samme fjerne udtryk som hingsten.
   Sammen står hesten og kvinden som to statuer i den tidlige morgen, deres tanker er rettet mod et sted langt væk, regnen er stilnet af, de ænser ikke længere kulden eller vinden som raser omkring dem. De venter...
   I en afsides by på den anden side af de fjerntliggende bjerge dør en mægtig konge, den sidste i en lang række af storslåede højheder. Han har længe været syg, og man har måttet flytte ham fra storbyen for ikke at skabe for meget opmærksomhed omkring det, de håbede på de måske kunne redde ham, men måtte snart se i øjnene, at han stod uden for deres rækkevidde. På dette tidspunkt brydes en 200 år gammel forbandelse.
   Den mørke skikkelse der havde overvåget deres ankomst kommer nærmere, også han har blikket stift rettet mod øst. De kommer langsomt tilbage til sig selv, ud af den trance de har befundet sig i. Kvinden vender sig mod skikkelsen, og i lyset fra det svage måneskin kan hun skimte et blegt ansigt, hun ser et svagt glimt, i et par øjne så sorte som natten. De to sjæle forenes for den allersidste gang, og drager bort, ledsaget af vinden.
   Da solen står op er alt klart og stille, duggen ligger som et skinnende hvidt lag over landskabet, smukt reflekteret i solens lune stråler. Luften er endnu engang ren og frisk, renset i nattens løb af det voldsomme regnvejr, alting er stadig vådt og der ligger en let dis over hele området. Langt borte høres en fjern vrinsken, et glimt af en prægtig sort hingst.. og stilhed.