Varmen ligger som en sprød dis over landet, Fru Sommer har hyllet alt i gyldne stråler.
   Hver levende vækst og væsen, drages mod hende, stor som lille.
   Oceaner af småfugle, slår deres triller, i overfloden af lysende grønne blade, mens duften af træ, jord og blomster, blander sig i koret.
   I en lysning, i skoven, ligger en ung knøs, fredfyldt henslængt i græsset.
   Med armene under hovedet, følger hans blå blik, de drivende skyer.
   Halvt i drømme, har han glemt, hvorfor han kom, hvad opgaven gik ud på.
   Ved hans side ligger, en bue, og et kogger med pile.
   En ung jæger tager et hvil.
   I dage, ja ugevis, har han således drevet den af, i solens varme stråler.

Fru Sommer er vred, hendes søn Sonny Boy, er ikke opgaven værdig. Hvor han skulle lytte, lære og handle,driver han den bare af.
   Skjult i sommerlandet, skulle han sende sine drømmepile, ud blandt menneskene og på den måde give næring til deres drømme og mod på livet. En af sommerens vigtigste opgaver. .
   Fru Sommer puster sig op, hun må give ham en lærestreg. Fra hendes lange hår gnistrer vreden, og af hendes øjne, flyder sorg ud som heftige dråber.

Da, den første rammer den unge mand i ansigtet, sætter han sig rådvild op.
   Træerne yder i første omgang beskyttelse, men det er en stakket frist, før himmel og jord står i et.
   Dråberne pisker hårdt, på hans solbrune krop. Den unge mand tørrer vandet væk fra ansigtet, og stirrer med rædsel op gennem trækronerne, på den mørksorte himmel. Hvor et lyn skærer gennem skyerne, og rammer jorden, så tæt på ham, at han slynges gennem luften, for at lande fortumlet, på den plet, hvor han just lige før nød solen.
   Den unge mand rejser sig vaklende, og begynder at løbe, ud og ind mellem træerne.
   Hurtig som en hjort og stærk som en ulv er han. Men vreden, tordenen og lynene, kaster ham rundt til han segner.

Hos bonden, er der gang i forberedelserne til høstfesten.
   Der brygges øl, laves mad, bygges borde og bænke, og der pyntes op.
   Da himlen åbner sig, glæder alle sig over at høsten er i hus, nu kan luften atter blive renset.
   Bondens datter Signe, betragter glad, regnens dans på gårdspladsen, og da bygen standser, begiver hun sig ud i skoven, efter bøgegrene til udsmykningen.

Det våde græs kilder hendes bare fødder. Træerne drypper, og solen skinner med små regnbuer i dråberne. Skoven er et eventyr. Signe løber let af sted, mens hun samler grene, snart har hun samlet hele favnen fuld.
   Da hun nu overvejer at gå tilbage, ser hun en lille lysning. Måske kan hun her holde en pause?
   Da er det, hun får øje på den unge mand. Han ligger, sammensunken for foden af et stort træ.
   Signe nærmer sig med forsigtighed, men standser betaget op, da hun ser, hvordan solen omgiver hans fredfyldte ansigt, med fine stråler.
   Han åbner øjnene med sit blå blik, rejser sig, kommer nærmere, bøjer sig nænsomt frem, og planter et sommerfuglekys på hendes pande.
   "Tænk på mig, når det bliver sommer igen, i solens varme stråler" hvisker han.
   I betagelse, har Signe lukket øjnene, da hun åbner dem igen, er han væk, som ved et trylleslag.
   Signe bærer sommerdrømmen med sig hjem, og fortæller om den. Det lyder som et dejligt eventyr siger de andre., Det må vi også prøve..
   Sådan er det gået til, at solens varme stråler, i dag giver menneskene gode drømme, og at mange går ud i sommerskoven, for at opleve det..
   Sonny Boy udførte sin opgave.
   Det var let, han skulle bare selv drømme.
   Hans mor? Ja hun må acceptere det, som det er.