Langt ovre mod øst levede engang et rigtigt djævelmenneske, som ville bestemme alle ting, og derfor havde han selv opfundet noget, han kaldte kommunisme. Verden skulle være så god, så god. Alle skulle være brødre og søstre og dele alting ligeligt imellem sig. Det eneste, der behøvedes, var at samle alverdens rigdomme ét sted, nemlig i hans djævlestore lomme. Bagefter skulle han nok sørge for, at alle fik deres ligelige andel. Og dem, der ikke ville være med til det, skulle have hovedet kappet af.
   Dette djævlemenneske hed Josef Dugasvili og blev kaldt "vor store far". Men for at menneskene ikke skulle tage fejl af, hvem de havde med at gøre, så opkaldte han sig efter det metal, som man laver tanks og kanoner af. Manden kaldte sig kammerat Stalin. Og nu véd du, han var russer, for stalin betyder stål på russisk.

Den store zhar af Rusland ville ikke dele sin krone og godser med andre, og så mistede han sit hoved. Og det var der mange andre, der også gjorde. Og nu kom turen til bønderne. De skulle dele deres jord med deres mange nye kammerater.
   For de fattige bønder kunne det være lige meget. De sultede jo i forvejen. Men bønderne i Ukraine ejede den gode jord, som var Ruslands spisekammer. De var ikke glade for at dele med deres nye kammerater - som de jo heller ikke kendte.
   Kammerat Stalin brummede: "Jeg vil give dem en lærestreg, som de aldrig glemmer." Og så tog han sig en bid af et nystegt drengelår, for Stalin åd nemlig børn.

I en lille ukrainsk landsby boede familien, Pjotr, med deres to børn, Hans og Grete, og det er dem, som historien handler om.

Efteråret var lige begyndt, da det rygtedes, at alle mænd skulle mødes i det nye landbrugskollektiv næste mandag. Et landsbrugskollektiv tilhørte staten, og staten gjorde, som Stalin sagde.

Bønder fra nært og fjernt kom kørende i deres hestevogne og var spændte på, hvad der mon skulle ske. Blandt dem var Hans og Grete's far. På kollektivets store gårdsplads holdt Moletov, lederen af kollektivet, en tale for de forsamlede bønder:
   "I vores store kommunistiske land var der mange mennesker, der sidste år ikke havde mad nok til at klare den strenge vinter. Disse, vore brødre og søstre, døde af sult. Kammerat Stalin vil ikke have, at det skal ske igen. Derfor har han lavet en ny lov. Den siger, at al mad skal indsamles i Ruslands kollektiver, så de kan fordele maden retfærdigt ud til alle mennesker. Gå derfor hjem og saml alt, hvad I har, der kan spises, og aflevér det til kollektivet. Næste mandag skal I møde her igen og få udleveret jeres retfærdige portion af maden. Men husk nu at aflevere alt, som kan spises, selv brødkrummerne, der kan have gemt sig i en køkkenbordsrevne. Kammerater, det er for Jeres egen skyld, jeg siger det, for vores store far, kammerat Stalin, har besluttet, at hvis folkemilitsen finder det mindste, lille gryn, så bliver hele familien spændt foran en kanon og gennemhullet med en kanonkugle."
   "Det var lige godt strengt," tænkte Hans og Gretes far, men ellers syntes han, det var helt rigtigt at dele maden med sine mange nye brødre og søstre.
   Også deres mor blev glad for at skulle dele, og tænkte, at det ville blive spændende at få andre folks mad at smage. Selv havde hun frisklavet syltetøj, den nyslagtede gris, som skulle have holdt hele vinteren, søde sager til børnene, fem sække mel, fedt og smør og brændevin til far og gæsterne, ja, og meget mere. Far og mor gik ud i laden og så al det dejlige korn, de lige havde høstet. Og dyrene. Der var tre køer som gav mælk, masser af høns, ænder og fire gæs. Gedebukken skulle også afleveres, men hvad med mis?
   "For en sikkerheds skyld må vi nok også aflevere både mis og vovse," sagde far, selvom han ikke rigtigt vidste, om de talte med som "det mindste, lille gryn."
   Allerede næste dag kørte far afsted med det første læs, og da ugen var gået, havde han kørt 26 læs ind til kollektivet. Mor og børnene havde fejet overalt for at få det mindste, lille gryn med. Og da de var færdige, spiste de for sidste gang deres egen mad fra et veldækket bord.
   Mor sagde."I morgen, når du kommer hjem med alt de nye mad fra kollektivet, ih, hvor skal vi smovse." Lille Grete spurgte: "hvad betyder smovse?" Og mor svarede, at det ville hun få at se i morgen. Hans vidste godt, hvad det betød, og han hviskede til Grete: "Så får du alle de pandekager, du kan spise med syltetøj og flødeskum på."
   Tidlig mandag morgen kørte far afsted til kollektivet. Mor sagde: "Nu håber jeg, hestevognen er stor nok til al den nye mad, du får med hjem."
   "Pyt," sagde far, "om jeg så skal køre fem gange, så skal jeg nok få det kørt hjem, inden solen går ned."
   Der var mange hundrede bønder forsamlet på gårdspladsen. Lidt bagved kunne de se madvarerne hobe sig op som et helt bjerg, og der var et spektabel uden lige fra de mange tusinde dyr, som bønderne havde afleveret.
   Kammeret Moletov talte nu til bønderne: "Jeg skal hilse fra kammerat Stalin, og sige tak fra jeres brødre og søstre overalt i vort store kommunistiske land. I den kommende uge vil I få besøg af folkemilitsen. De vil have mad med til jer og hele familien. Derfor kan I godt lade jeres hestevogn blive her - hesten slagter vi for jer."
   Far var godt nok skuffet, da han måtte traske hjem ad den støvede landevej. Og mor kunne slet ikke tro, det var sandt, hvad han sagde.
   "Har de taget vores hestevogn og slagtet hesten? Hvordan kan vi så hente alle vores nye madvarer? Det var ganske vist pænt af folkemilitsen, at de ville komme med dem, men det er ikke sjovt at være uden hestevogn, når man bor på landet."
   Hverken Hans eller Grete fik noget at spise den dag, og heller ikke den næste eller den næste igen. Deres tarme vred sig i maven og skreg på mad, og de fik ligefrem hovedpine, så sultne var de.
   Endelig om torsdagen hørte de, det rumle ude på gårdspladsen, og Hans så en kæmpekanon, som blev trukket af to heste samt tre mænd med knive og geværer. "Tyskerne kommer," råbte han. Men hans far beroligede ham og sagde, det var folkemilitsen.
   Far havde ikke villet forskrække sine børn, og derfor vidste de ikke, hvad kanonen skulle bruges til. Hans var vældigt imponeret og kunne slet ikke få nok af at se på den kanon. Så opdagede han, at der var blod på mundingen. Hans spurgte militsfolkene, om kanonen lige havde været i krig. "Nej, det er fra familien Ljutin, det røverpak, de havde gravet en halv gris ned i jorden til sig selv. Sikken et svineri det gav, da de blev gennemhullet."
   Så begyndte Grete at græde, og det blev hun ved med hele tiden, mens militsfolkene var det. Hun forstod ikke, hvad der foregik, men hun kunne mærke på mor og de andre, at det var ganske forfærdeligt.
   Militsfolkene gik først ud i laden, men da de ingenting fandt, satte de ild på den. Derpå kom turen til stuehuset. Skabe blev flået op og væltet. Gulvet blev brækket op med økser og undersøgt nedenunder, men man fandt ingen mad overhovedet. Ikke det mindste, lille gryn. Så kom de ud på gårdspladsen og sagde, at det var i orden og, at de havde mad med til hele familien. Det var et stort landbrød, sådan ét, som mor bagte til familien hver eneste dag.
   "Mandag morgen skal du møde op i kollektivet, så får du mad med hjem til familien," sagde de til far, og så forsvandt de med deres støjende kæmpekanon.

Tilbage på gårdspladsen stod far med sit brød fra kammerat Stalin, den onde mand, som havde taget alt fra dem. Mor rystede af gråd, og så på sine sultne børn, og derpå på det brød, som skulle fylde deres tomme maver de næste fire dage. Det rakte kun, så hver kunne få en, enkelt skive brød om dagen. Hvor var de dog blevet snydt, da de kørte deres 26 vognlæs med mad ind til kollektivet.

Da laden var brændt ned, så de en masse rotter rende frit omkring. Rotterne kunne ikke finde skjul nu, da laden med al det dejlige korn var væk.
   "Jeg skyder nogle stykker," sagde far, "så spiser vi dem." Hans og Grete blev sendt ud for at grave græs op med rødder. Dem vaskede mor, og kogte en stor portion græssuppe på tre rotter skåret i småstykker. De kræsne fik ikke noget, men dem var der ingen af, for alle var så sultne, at deres maver knurrede som en arrige hunde.

Endelig blev det igen mandag, og far gik den lange vej ind til kollektivet. På vejen så han mange brændte gårde, og han tænkte, at han var heldig, at folkemilitsen kun havde brændt hans lade. Hvor skulle familien ellers sove om natten? På kollektivets gårdplads var der kun halvt så mange bønder som sidste mandag, men det skulle far snart få en forklaring på.
   Kammerat Moletov sagde:"Vor store far er meget vred på Jer. I husker nok, hvordan jeg forklarede jer, at I for jeres egen skyld ikke måtte gemme en, eneste brødkrumme. Er det ikke rigtigt?"
   "Jo," mumlede bønderne, så man næsten ikke kunne høre det.
   "Ja, men mange af jeres fine naboer opførte sig som det rene røverpak. De forsøgte at gemme maden til sig selv. Derfor har folkemilitsen måttet gennemhulle dem og deres familier. 105 kanonkugler har folkemilitsen brugt. Denne store udgift har staten har måttet betale med Jeres madpenge. Altså bliver I nødt til at sulte den næste uge."
   Der gik et gys igennem de stakkels, forsultne bønder.
   Han fortsatte sin tale: "Kammerat Stalin finder sig ikke i at blive snydt, og derfor har han lavet en vejelov, som gælder for alle ukrainske mænd. Fremover skal I vejes en gang om ugen, og vejer I for meget, så får I med folkemilitsen at bestille."
   Så blev alle vejet, og de gik tomhændede hjem til deres sultne familier. Hos Hans og Grete spiste man rotte-græssuppe morgen, middag og aften. Det var væmmeligt at tænke på, men maven knurrede i det mindste ikke så meget.

Da far næste mandag tog afsted til kollektivet, turde mor ikke mere håbe på, at han kom tilbage med mad, og sådan gik det også. For da bønderne blev vejet, så havde far slet ikke tabt sig, sådan som de andre. Folkemilitsen kom farende og bandt ham til en stolpe. Der var også andre, som blev bundet, fordi de ikke have tabt sig. Og så blev de pisket, så blodet klæbede til deres skjorter. Da det var overstået gik kammerat Moletov hen til far:
   "Ud med sproget, din elendige bondeka'l, hvad har du spist?"
   "Rotte-græssuppe," svarede far.
   Også de andre bønder, der havde fået pisk, indrømmede, at de havde spist mus og rotter.
   Kammerat Moletov talte nu til alle bønderne: "Disse misædere har spist rotter og mus. Det er mad, som man kan fodre svinene med, så I kunne få flæskesteg til jul. Men nu får I hverken flæskesteg eller mad den næste uge."

Far turde ikke mere spise rotte-græssuppe, og han begyndte at blive tynd, som en gammel mand. Resten af familien fik kun suppe en gang om dagen, for rotterne var næsten udryddet, eller også var de flygtet.

Nu tror du vel ikke, at far fik mad hjem næste mandag? Næ, og heller ikke den næste eller den næste. Kammerat Moletov kunne altid finde på noget, så fædrene måtte gå tomhændet hjem.
   Værst var det for far. Han turde ikke spise spor, fordi han jo skulle vejes. Og en dag så han ud som et skelet med store, runde øjne i kraniet. "Jeg dør snart," sagde han. Og næste dag kunne de ikke vække ham.
   Normalt ville man jo begrave ham i en kiste, men mor græd og jamrede og sagde, det skulle vente lidt endnu.
   Om mandagen sendte hun Hans ind til kollektivet for at fortælle, at far var syg. Så blev drengen vejet i stedet, men heller ikke han fik mad med hjem.
   Mor græd og græd, fordi alle nu var blevet skeletter med store, udstående øjne. I begyndelsen var det den knurrende mave, der var det værste, men nu var det kulden, fordi kroppen ikke fik mad nok til at varme sig selv op med. Man frøs, så skeletterne knirkede og tænderne klaprede også selvom alle blev i deres seng både dag og nat. Nu, da far var død, var der ingen til at skyde rotter, så man fik kun græssuppe, og det kan man ikke leve af ret længe.
   Pludselig en dag var der rigtigt kød i suppen. Alle spiste det, men der var ingen der spurgte, hvad det var for noget. Også næste dag fik de suppe med rigtig kød i, og sådan fortsatte det en hel måned. Hans og Grete kunne nu få varmen igen, men hvad der var blevet af deres far, det turde de ikke tænke på.
   Men du har nok gættet det, ikke? Javist. Du gættede rigtigt. Sådan gik det til, at de åd deres far.
   Ved juletid var kødet sluppet op og mor sagde til Hans og Grete:"Gå nu ud i skoven og lad de vilde dyr spise jer. Det går meget hurtigt, så I mærker ikke noget. Selv vil jeg lægge mig til at dø i min seng."

Hans og Grete tog nu hinanden i hånden og gik ud i den store, mørke skov. De gik, indtil de ikke kunne mere, og så faldt de i søvn i hinandens arme i en lille hule de havde foret med blade og grangrene.
   Næste dag vågnede de, og Hans tænkte forundret: "Hvorfor har de vilde dyr ikke spist os endnu?"
   De gik og gik uden at vide, hvor de var, og hvor de gik hen. Der var stadig bær på nogle af buskene, og svampe var der også. Hans vidste, det kunne være farligt at spise svampe, men han tænkte, det var bedre at dø af svampe end blive spist af de vilde dyr.
   Så var det, der skete noget forunderligt noget. Den store mørke skov forvandlede sig til en eventyrsverden, hvor træstammerne var af chokolade og skyerne af flødeskum. Hvor var det fantastiskt. Og pludselig så de i udkanten af skoven et lille hus, som minsantens var lavet af pandekager, sådan som i eventyret, der hed ligesom dem selv: Hans og Grete.
   Hvor blev de glade. Men hvad med den gamle heks, som spiste børn, var hun der mon også. De listede forsigtigt hen til huset og så ind af et vindue - og ganske rigtigt, der lå hun i sin seng og sov. De vovede sig nu ind i huset, men så vågnede heksen og sagde:
   "Mine søde børn, Hans og Grete, hvor er det rart at se jer. Hvordan har I det?"
   Og så tog hun Hans's hånd og stirrede på den.
   "Hun vil se, om jeg er tyk nok til at blive spist," tænkte han. "Nu gælder det om at være klog."
   Og så spurgte han heksen, om hun ikke ville tænde godt op i ovnen, så de rigtigt kunne få varmen.
   Da der var kommet rigtigt ild i ovnen, sagde Hans.
   "Jeg kom vist til at tabe min dolk inde i ovnen."
   "Hvor," sagde heksen, "og gik helt tæt med hovedet hen til ovnen."
   Det var, hvad Hans han ventede på, og ligesom i eventyret fik hun et gevaldigt skub, så hovedet og den halve krop havnede inde i ovnen.
   Heksen sprællede som en nyfangen fisk, men Hans blev ved med at skubbe hende ind i ovnen og pludselig holdt heksen op med at bevæge sig. Hun var død.
   "Lad hende stege i sit eget fedt, den lede heks," sagde han til Grete.
   "Jamen Hans," sagde Grete,"heksen har taget mors tøj på. Se selv skoene, der har sløjfe på."
   "Sludder, vores mor bor da ikke i et pandekagehus. Kom lad os nu spise os rigtig mæt. Taget er fuld af pandekager.."
   Så gik de ud, men pludselig var alle pandekagerne væk. Ja, det var et almindeligt hus - og minsantens deres eget hus!
   Det var ligeså mærkeligt som en drøm. Så spiste Hans en svamp, han havde i lommen og pludselig kom pandekagerne tilbage. Det var altså drømmesvampe, de havde spist! Nu forstod han, hvordan det hele hang sammen, og det var ganske forfærdeligt.
   "Grete, vi er de ulykkeligste børn i hele verden.Vores egne forældre har vi spist og slået ihjel. I skoven vil de vilde dyr ikke æde os. Lad os gå ud ad landevejen, måske vil menneskene."
   Deres små hjerter var knuste, og de gik med hinanden i hænderne til deres dages ende.

Se, det var en slem historie fra "Fandens Eventyr for Djævleunger," og hvis den er sand, så er den ikke løgn.