Kapitel 1.

Min historie startede med min mor Henriette, kæmpede sig vej gennem skoven og op til et kloster, på en mørk og kold vinter nat. Hun hostede og kunne knap nok gå mere, da hun nåede op til hoveddøren. Hun brugte sine sidste kræfter der var tilbage i kroppen, for at banke på døren.
   Hun faldt sammen af ren udmattelse. Hun anede ikke hvor hun var eller hvad der skulle blive af hende. Hun havde set noget lys komme ud mellem stammerne fra de nøgne træer i skoven som klostret lå mellem. Hun var højgravid, og stukket af fra den mand som siges at være min far. Han havde udøvet vold og psykisk terror mod hende. Hun var bare 20 år, hendes forældre havde giftet hende væk i en alder af bare 16 år, til en 15 årig ældre herre, der siges at være adelig. Hvad de ikke anede, var at han drak og at han var et modbydeligt monster.
   Søster Marianna som fandt hende, hjalp min mor på benene og ind i varmen. Hun blev sat i en stor lænestol foran pejsen der var tændt, så hun kunne få varmen. Nonnen hjalp hende med at få alt det våde tøj af og pakkede hende godt ind i tæpper. Min mor Henriette, var meget træt og anede ikke rigtigt hvad der for gik omkring hende. Søster Marianna som var en ældre dame, i slutningen af haltresserne, hentede lederen af klosteret, for at finde ud af hvad de skulle gøre med denne unge, gravide kvinde, som var meget kold og udmattede.
   Greta, klosterlederen, kom ind i pejsestuen, og kiggede op og ned af den lille gravide kvindeskikkelse, der sad pakkede ind i tæpper. Hun hviskede til søster Marianna at hun skulle hente en tredje nonne som også viste noget om anatomi, så den unge kvinden kunne blive til set.
   Efter et stykke tid kom nonnen, Carolina, ind og gik hen til stolen og lyttede til kvindes bryst, hun trak vejret meget tungt. Carolina bad Greta og de andre nonner, som var kommet for at se den unge kvinde, om at forlade stuen, så hun kunne tjekke om barnet havde det godt og hun mente kvinden skulle hvile sig og have ro.
   Greta havde samlede de andre nonner i en anden stue, hvor de skulle tage stilling til, hvad de skulle gøre med denne unge kvinde. Søster Carolina kom ind til dem og forklarede hvad hun syntes. Hun syntes de skulle give kvinden et værelse, end til hun skulle føde fordi hendes tilstand var så dårlig. Hun mente hun kunne bruge en seng og noget mad bare ind til barnet var født og hun var kommet godt over fødslen. Greta den ældste nonne, var lidt skeptisk ved ideen, men kunne godt forstå at hun ikke kunne sende den gravid ung kvinde tilbage i skoven, i den tilstand hun var i og med det hårde vejr der var uden for.
   Carolina fik et værelse gjort klart til Henriette, så hun kunne få slappet af og komme sig enden fødslen. Værelset var ikke ret stort, men der var plads nok. Henriette kiggede rundt da hun blev fuldt op på værelset.
   Væggene var rå og klostret var bygget op i kampe sten, hver halvanden meter hang der en lysestage, som bar tre store bloklys, der var store vinduer som lå ud mod haven. På væggene hang der billeder af, de rige, adelig og royale personer som betalte til klostre. Gulvene var belagt med store sten og i midten var der nogle lange røde tæpper, som nonnerne selv havde syet.
   Da hun var blevet vist hen på sit værelse af Marianna, kom Carolina ind med en bakke, hvor der stod en skål med dampende suppe, brød til at dyppe i suppen og et stort krus med vand. De mente det var godt at Henriette fik lidt at spise og at hun bagefter skulle prøve at få sovet lidt. De vente sig om og gik ud af værelset. Hun sat sig hen til bordet og begyndte at spise suppen, hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde fået noget rigtig mad, ud over det tørre brød hun selv havde haft tilbage. Mens hun spiste kunne hun mærke at det bevægede sig inde i maven. Da hun havde spist lagde hun sig på sengen og faldt i en dyb søvn med det samme.
   Næste morgen da solen stråler stod lige ind af hendes vindue, vågnede hun til fuglekvidder ude fra den store have.
   Jeg blev født en uge efter hendes ankomst til klostret, Jeg kom til at hedder Annabella, født d.20. december. Efter min fødsel konverterede min mor og blev nonne, og jeg fik lov til at blive boende der sammen med hende. Jeg blev undervist af min mor, Carolina og Marianna. Marianna underviste mig kun end til Greta afgik ved døden og Marianna skulle overtage hendes pligter. Det var en sørgelig dag, men hun havde sovet stille ind af alderdom. Jeg var 8 år, på det tidspunkt og hun var 82 år mente min mor.
   Min mor opdragede mig på bedste vis, men jeg var en flyvsk pige. Både hende og Carolina, underviste mig i fransk, engelsk, anatomi og passende opførelse og etikette. Jeg selv ville hellere løbe rundt i den store have. Det var en rigtig stor have som var hegnet ind, af et stort gammelt men dog smukt jern hegn som blomsterne skyd vildt og uhæmmet op ad. Haven lå foran klostret. Om sommeren var den grøn og frodig af alle de bede og blomster, som var mellem de små stier af grus og sand. Når man stod foran den store jernport som var den eneste vej ind til klostret og kiggede ned over haven, lå klostret som en godt kontrast til alle de farvede blomster som var sprunget ud.
   Duften der kom fra haven om morgenen ind af det åbne vindue og fyldte mit værelse, var pragtfuld og jeg elskede det. Sommeren var helt klart min ynglings årstid.
   Min mor og jeg gik til tider også ture rundt og plukkede blomster sammen og bandt dem sammen til kranse vi kunne have på hovedet, så lod vi som om vi var prinsesser. Hun tog mig også med på tur i skoven. Hun kunne finde på at pakke en madkurv, med brød og frugt, som vi tog med ned til "vores sted", ved søen som lå inde midt i skoven. Hun havde til tider gammelt brød med som jeg kunne giver til ænderne, gæslingerne og svanerne. Jeg elskede at sidder der, mens hun holdte om mig, så vidste jeg som lille pige at hun elskede mig.
   Når vi sad der spurgte jeg ofte til min far, jeg vidste umådelig lidt om ham. Jeg vidste ikke hvor han kom fra, hvem han var eller hvad han hed. Jeg spurgte også Carolina og Marianna, men de viste heller ikke ret meget om min mors fortid, ikke engang min bedste forældre vidste de hvor var. Jeg havde heller ikke været længer væk fra klostret end nede ved søen, sammen med min mor eller nogen af de andre nonner. Det eneste jeg havde at lege med som barn, var en porcelænsdukke som min mor havde været inde og købe på et marked til min første fødselsdag. Jeg havde ikke meget tid til at lege, om sommeren arbejde vi meget i køkkenhaven for at holde den pæn og ren, jeg havde undervisning og skulle hjælpe til ved madlavningen. Om vinteren var der meget rengøring inde for, og pasning af de syge.
   Da jeg blev omkring de 12 år, stak jeg ofte af, jeg havde fundet et træ i udkanten af skoven, som jeg elskede at kravel i. Det var et træ min mor havde vist mig, da jeg var et par år yngre. Her havde jeg mit fri sted, hvor jeg kunne side i toppen og kigge ud over de åbne vider, med mark, træ og små hus helt ude i horisonten. Min mor havde fortalt mig at Paris lå i den retning. Så jeg sad der i toppen af træet og drømte om at jeg en dag kunne tage til Paris, jeg ønskede mig at komme ud og se verden. Sommetider når jeg havde glemt tiden kom min mor og hentede mig, jeg kunne høre hende kalde helt inde fra miden af skoven. Hun vidste altid, hvor hun kunne finde mig. Jeg stod ofte til ansvar for de pligter jeg ikke havde lavet fordi jeg var stukket af. Så om aften skulle jeg vaske op også skulle jeg undskylde over for Marianna, fordi jeg havde forsømt mine pligter. Det sidste var det værste, hun kunne til tider være ret streng. Min mors blik var heller ikke til at tage fejl af, hun så altid bebrejdende på mig, for hun havde så ofte sagt 'Annabella, de har givet os tag over hovedet også behandler du dem sådan', jeg fik det altid så skidt når hun sagde sådan, men jeg havde også bare så svært ved at blive, for havde de bedst når jeg følte mig fri.
   Da jeg blev 15 år, valgte min mor at tage mig med på markedet første gang sommeren efter sammen med Carolina, hvor vi skulle sælge klostrets grøntsager til noget andet og mere nyttigt, da vi ikke kunne nå at spise alt det vi dyrkede. Det var en blandede følelse, de var sjovt at se så mange nye ting og en helt ny verden der åbnede sig for mig, men også meget skramende, da jeg aldrig havde oplevet noget ligene før. Folk var meget venlige, men der var også nogen der bare var ubehøvlet og grumme at se på. Carolina og min mor gav mig lov til at gå rundt lidt selv på egen hånde men skete der det mindste skulle jeg komme tilbage med det samme, Jeg måtte heller ikke tal med nogen, kun kigge. Der var dukker teater, med en ret dårlig intrigere mellem rige og fattig, som er beskrevet i bøgerne. Der var jonglører, kniv kaster og sigøjner. Jeg havde læst om disse mennesker i et utal af bøger som var på klostrets bibliotek, men at se dem i virkeligheden var et fantastisk syn. De kom en flok skole piger gående forbi, de var den adelige del af byen, de fattig havde ikke rod til de fine kjoler som de piger gik i. Rundt om markedet var der en masse huse, både små og store, nogen var mere skæve end andre, de var bygget op i træ og sten, det var fascinere at gå det og studere noget man kun havde læste og drømt om. Der var en masse støj og larm, folk der snakkede, store grimme mænd der råbte og skreg af hinanden, dyr, så som grise, gæs og høns stod bundet eller løb frit rundt. I boderne var der både smykker, mad, knive, putter og andre mærkelig og knap så mærkelig ting men bare almenlige hverdags ting. De var små mennesker og stor tykke mennesker.
   Efter jeg havde gået lidt rundt i denne nye verden, bumpede jeg ind i en dreng. Jeg havde gået i min egen lille verden og været total opslugt af alle de nye indtryk jeg fik. Jeg så forskrækkede på ham og skyndte mig at undskylde, da jeg kiggede nærmer efter kunne man ud fra hans klæder, at han var af en adelig familie, så jeg nejede og undskyldte igen for mine handlinger og prøvede så vidt mulig at forklare mig ud af min ulykke. Han så på mig med store øjne og begyndt så at grine en smule over min plapren, "De skal ikke undskyld frøken", han lo og så på mig med de her store varme brune øjne og hans lyse hår der faldt ned over hans perfekte ansigt. Jeg blev helt forlegen, og begyndte at rødme, han tændte noget i mig som jeg ikke havde prøvet før.
   Han bukkede for mig "jeg hedder Antonie De Laven". Jeg blev mere stille og stum, efter at have hørt hans navn, familien De Laven, var egnes rigeste og mest respekteret. Jeg havde en trang til at løbe, men også en træng til at blive og betage ham mere og mere. Da jeg havde besluttet mig for at blive sagde jeg "jeg hedder Annabella". Han tænkt kort over det, og så lyst smilede ud af ham "sikke et smukt navn frøken, kommer de tit her og bumper ind i fremmede?", der var en stille og dog charmerende måde han snakkede på som tryllebandt mig fuld stædigt, "nej! det er første gang jeg er her", sagde jeg stille og kiggede kort op på ham og så ned på min beskidte sko.
   Mødet var blevet brudt, fordi han skulle vider. Men enden han tog af sted sagde han "jeg ved vi ses igen", han sagde det med en hvis overbevisning at jeg faktisk troede på ham. Han vinkede til mig enden han var helt væk og jeg havde bare løftet hånden hurtig også vendt mig om og kiggede fortvivlet rundt. Jeg viste ikke hvad jeg skulle nu, eller hvad jeg ikke skulle, jeg var stadig helt trylle båndet af hans charme og eleganthed.