Himlen var blå og en mild brise legede med træernes grene
   De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig ud, Æbletræer og blommetræer blomstrede allerede, og de første sommerfugle var vågnet til dåd. En Nældens takvinge flagrede hen mod det stykke indhegnet jord, som Todd var ved at grave, så han kunne få lagt kartofler, Det var hårdt arbejde, for jorden var fyldt med rødder og sten,
   Sommerfuglen, der så sent som denne morgen havde siddet i sin puppe og været i færd med at forvandle sig, vidste endnu ikke meget om verden, så den landede på mandens kartoffelnæse. Det var desværre ikke nektar, den fandt, da den stak sin snabel indenfor. Den fløj hastigt videre til en lilje, der duftede så sødt. men manden, der forresten hed Todd, havde ikke set, hvad der kom imod ham, og han blev så forskrækket, at han slog ud efter den. Den var højt over ham, så han hoppede og i det han landede igen ramte hans ene fod et muldvarpeskud, så han faldt og lå med hovedet i et andet muldvarpeskud. Det var dog for galt. Og så var der en, der tillod sig at grine. Rasende sprang han op og stirrede på sin leende otteårige søn.
   "Undskyld," mumlede drengen og tog igen fat på at rive ukrudt sammen.
   Sønnen havde sagt undskyld, men vreden boblede stadig i Todd. Og så fik han øje på smedens fregnede knægt, Ja, det ville sige; smeden var jo altså død for et års tid siden, men hans skamløse enke var flyttet sammen med en ung mand, der optrådte med tryllekunster.
   . der stod på den anden side af hegnet og gloede. dumt Mon han også havde grinet? Sikkert for det var jo smedens fregnede møghvalp, Den slags fjant fik jo altid ud over børnene, så den fregnede unge, endte helt sikkert som forbryder. og se lige - nu vinkede han og hans egen søn vinkede igen, lagde riven og gik hen mod hegnet. Lidt tøvende, mens han skævede til ham, sin far.
   "Lad nu den unge stå der og glo. Så går han nok hjem," sagde manden, men sønnen protesterede: "Altså fa-ar, du sagde jeg godt måtte lege, når jeg havde hjulpet lidt. Og jeg har næsten fyldt trillebøren, jeg har."
   "Jamen ikke med ham - ikke med troldmandens søn. "
   "Han er slet ikke min far," sagde drengen bag hegnet. Han sagde det højt og stirrede trodsigt på manden.
   "Nåh nej," drævede manden og tilføjede: "Men han lader jo som om han er det."
   I stedet for at svare vendte drengen sig om. Et øjeblik troede manden, han ville skrubbe hjem, men i næste nu for et jag af forskrækkelse gennem ham.
   For der kom drengens stedfar. Med bløde skridt. På bare fødder. Med ravnsorte krøller sat op i en hestehale.
   "God morgen, Todd," hilste han og nikkede til den sure, brede mand.
   "God morgen," hilste manden, der hed Todd.
   "I er godt nok nået langt med at luge," sagde tryllefløsen og smilede. Lod vist som om han ikke havde opfanget den dårlige stemning.
   Men Todd var sur. Selvom han prøvede at skjule det, for ellers ville fløsen måske slås og selvom han så spinkel ud, vidste man jo aldrig. Med den slags..
   "Jeg synes vi skal lade børnene lege sammen selvom vi to ikke er så gode venner," sagde fløsen. Han så stadig venlig ud. Smilede endda igen.
   Todd målte den anden mand med blikket. Han var virkelig ret ung. Nærmest kun en stor dreng og for ung til at være far for en syv-otte-årig dreng. Han var spinkelt bygget, men så alligevel ud til at have gode kræfter. Og Todd havde godt set, at enkens jordstykke var pænt holdt og der lå stadig en stor stabel brænde under et tag, fløsen havde bygget. Han ville nok være en bedre hjælp end sønnen.
   Todd målte fløsen med øjnene og slyngede så ud:
   "Nå så hjælper du måske med at luge?"
   "Det kan jeg da godt," lød svaret med en tilføjelse om , at så var de nok snart færdige. for Todd og hans søn havde jo nået rigtig meget..
   "Du kan starte med at tømme børen ovre i det hjørne der," sagde Todd og pegede.
   Lidt efter legede børnene sammen. Og mændene ordnede jordstykket.

Da Todds kone kom ud med te til dem, sagde hun: "Jeg forstår godt Lise har valgt dig. du kan bestille noget."
   Og da Todd skulle til at blive sur igen, kyssede konen ham på kinden og sagde: "Det kan du også, min skat."