En våd og stormfuld nat for længe siden fik en ugle forvildet sig ind i et kirketårn. Der fandt den sig hurtigt til rette på en bjælke over de store klokker, og da der var både lunt og tørt, besluttede den at der ville den bo og med tiden bygge sin rede.
   Der boede i forvejen en flagermus i tårnet. Også den havde opgivet nattens jagt og hang - som flagermus nu engang har for vane - med hovedet nedad og forsøgte at sove fra uvejret. Da uglen dukkede op, mente flagermusen dog at det ville være pænt af den at byde den fremmede velkommen, så det gjorde den.
   Uglen drejede hovedet efter stemmen og fik øje på sin nye nabo.
   "Også en god aften til Dem, Hr.," svarede uglen efter at være kommet i tanke om, at den ikke brød sig om smagen af flagermus. "Her bor De jo dejlig rummeligt. Mon her er plads til endnu en beboer?"
   "Ja, jeg skal da ikke klage," peb flagermusen, "men tårnet tilhører menneskene, og de er straks sværere at omgås. Jeg er så lille og så stille, at de slet ikke bemærker mig, men De, Frue, er unægtelig noget sværere at overse. Jeg vil derfor anbefale Dem at flyve længere ind på kirkeloftet. Derinde kommer menneskene ikke, så der kan De leve fredeligt og ubemærket."
   Uglen drejede hovedet om i nakken hvor den rullede med øjnene, mens den forsøgte at få det til at se ud som om den bare ville nette sine fjer. Så vendte den atter blikket mod flagermusen.
   "Jeg var den klogeste skabning på min hjemegn," sagde den, "og nu vil jeg lade min viden komme menneskene til gode. Så hvis De ikke har noget at indvende, vil jeg blive siddende her hvor jeg kan komme i kontakt med menneskene."
   "Gør som De vil, Frue," svarede flagermusen. "Mit forslag var kun et velment råd."

Næste morgen kom klokkeren op i tårnet for at ringe solen op, og han fik snart øje på uglen.
   "Hvem er du?" spurgte han. "Og hvad vil du her?"
   Uglen præsenterede sig og gav sig til at fortælle hvordan klokkeren næsten egenhændigt kunne forandre verden og gøre den til et bedre sted at leve for både mennesker og dyr. For klokkeren lød det som:
   "Uuh. Hu-uh. Hu-hu-hu-uuuh."
   Nå ja, tænkte klokkeren. Jeg blev jo heller ikke klokker fordi jeg var sprogkyndig, men præsten taler da både dansk og latin, så ingen kan forstå det. Han kan nok oversætte.
   Og så skyndte han sig af sted for at hente præsten.

Præsten var ganske rigtigt en lærd mand, og lige som uglen brystede han sig af at være den klogeste på sin hjemegn. Af den årsag havde det længe ærgret ham at den enfoldige klokker altid døsede hen en times tid inde i søndagens prædiken.
   Da præsten opdagede at han ikke forstod et ord mere af uglens tale end klokkeren gjorde, undlod han derfor at indrømme det, men besluttede at udnytte muligheden for at banke lidt gudsfrygt ind i klokkeren.
   Da uglen havde tudet et par gange, anlagde præsten en forskrækket mine, slog korsets tegn for sig og gispede:
   "Det er selveste Djævlen. Han siger, at han er kommet for at tage mål af din sjæl."
   Klokkeren trådte et skridt baglæns, men så lidt tvivlende ud. Ganske vist forstod han ikke fremmedsprog, men han havde engang været rakker, og i det fag havde han set lidt af hvert uden dog at støde på Djævelen.
   Uglen - der forstod hvert eneste ord - rullede med øjnene og lod en klat falde for at vise sin foragt for den løgnagtige præst. Klatten ramte den største klokke og bredte sig ud over et område som uglen fandt ganske passende til situationen.
   Klokkeren - der ikke var bekendt med uglers måde at udvise foragt - misforstod dog fuldstændig hensigten og mistede ansigtsfarve i takt med klattens udbredelse.
   "Dér ser du," udbrød præsten. "Hvem andre end Djævelen ville måske behandle kirkens ejendom så respektløst?"
   Klokkeren nikkede vildt. Han var stadig ikke helt overbevist om at præsten havde ret, men han havde sin sjæl for kær til at løbe risikoen, og desuden var det hans arbejde at holde klokkerne rene. Det tog ham derfor ikke lang tid at løbe hjem efter sin muskedonner, og hvis han havde været en bedre skytte, ville uglen ikke være sluppet fra tårnet med livet i behold.
   Til uglens held lykkedes det ikke klokkeren at ramme andet end klokkestolens overligger, og mens præsten højlydt messede bønner, og klokkeren tørrede savsmuld, dun og uglelort af ansigtet, flygtede uglen ud samme vej som den var kommet ind. Næppe havde den fået halen med sig, før præsten klaskede en bibel for hullet.

"Far?" hviskede en af flagermusens unger, da både præst og klokker havde forladt tårnet. "Hvorfor jog de uglen væk? Hun ville jo hjælpe dem."
   "Sådan er mennesker," svarede flagermusen. "Du kan besidde alverdens visdom og gode intentioner, men det hjælper dig ikke hvis du ikke taler sproget. Og hvis du så endda skider på deres værdier, skal du ikke forvente at være velkommen særlig længe."

Den følgende søndag prædikede præsten i kirken, at man skal tage sig i agt for de skriftkloge, men han gjorde det på latin, så klokkeren - der sad på forreste række - forstod ikke et ord.