Der var engang en trold, der levede under granernes skygge dybt inde i skoven. Trolden havde levet alene der i mange år, men følte sig sjældent ensom. Så en dag så han den yndigste prinsesse spadsere i skoven. Hun var så let og fin, sorgløs gik hun nynnende af sted på smukke nøgne fødder. Næsten dagligt så han hende derefter i skoven. Nu begyndte trolden at længes efter selskab. Efterhånden levede og åndede han blot for at se et glimt af denne prinsesse.
   Prinsessen levede på slottet på bjerget over skoven sammen med sin far kongen og sin mor dronningen. Hun havde det frit, havde færdedes alene i skoven siden hun var ganske lille. Derfor udstrålede hun ro og frygtløshed, så hendes forældre bekymredes ikke om hende. Kongen holdt meget af sin datter og så med sorg at hun blev ældre og smukkere og snart måtte giftes bort. Derfor begyndte han nødtvungent at åbne slottets port for bejlere. Prinsessen selv var irriteret over at skulle holde sig inden døre, mens besøgene stod på. Hun ville hellere vandre om i skoven, bejlerne kedede hende. De opførte sig enten alt for korrekt og stift eller også var de grove og uforskammede. Nej, hun kunne tænke sig en rigtig morsom mand, der kunne lide at lege og løbe i skoven.
   Trolden så mindre til prinsessen og fik nys om, at kongen nu mente, at det var på tide at gifte hende bort. Hvorfor skulle ikke også jeg prøve at fri, tænkte trolden, jeg har da en fin hule med plads til en prinsesse. Han vidste at man helst skulle imponere med et kunststykke og medbringe en gave. Trolden var dygtig til at slå kolbøtter. Han stak halen mellem benene og trak til og VUPTI snurrede han rundt og landede på fødderne igen. Hans gave til prinsessen var et liv i skoven.
   Prinsessen faldt straks for den lille trold og hans kolbøtter. Kongen kunne mærke at hun var sikker på sit valg og gav sit samtykke. Og sådan gik det til at trolden og prinsessen fik hinanden og fik mange glade troldunger, der slog kolbøtter i skoven.
   Den gamle konge sygnede hen, da han ikke længere havde den glade prinsesse hos sig og dronningen blev sur og irriteret over hans dvaskhed. Tiden var ikke længere til konger og dronninger, så de døde uden postyr.